Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Grieg (1902-1943), antifascistisk og prokommunistisk norsk forfatter i mellemkrigstiden. Nordahl Grieg var lyriker, dramatiker, romanforfatter og journalist. Og i sidstnævnte funktion var han meget internationalt orienteret. Gennem sin krigsindsats, sine taler, artikler og digte under okkupationen kom han for eftertiden til at stå for mange som selve den nationale frihedsdigter, der ikke bare skrev, men også handlede: Han omkom på et bombetogt over Berlin den 2. december 1943.

Der har hersket strid omkring personen Nordahl Grieg og hans digtning. Før krigen især fordi han angreb skibsredere og støttede Sovjet. Efter krigen fordi hans tidligere modstandere prøvede at gøre ham til en af deres, fremhæve hans krigsdigtning og krigsindsats, og neddæmpe den sociale og politiske kritik. I 1970'erne har blev der endog gjort forsøg på at gøre ham til marxist-leninist.

Han debuterede i 1922 med lyriksamlingen: «Omkring Kap det gode Haab». Romanen: «Skibet gaar videre» udkom i 1924. Den indeholder kritiske skildringer af det daglige liv om bord på et norsk lastskib på langfart. Grieg arbejdede som journalist og korrespondent i Tidens Tegn og i Oslo Aftenavis. Dette førte til rejsebrevene: «Græske breve» (1926) og «Kinesiske dage» (1927). Som krigskorrespondent i Kina mødte han bl.a. Borodin, Chiang Kaishek, Madame Sun Yat-sen. Gennem samtaler med disse fik han stærk sympati for nationalisterne - mod europæerne og nordamerikanerne.

Fra Kina - men med henvisninger til Indien og Palæstina - stammer også skuespillet «Barrabas» (1927), hvor den handlekraftige Barrabas' linie stilles overfor Jesus' ikke-voldelige linie i kampen mod de fremmede herskere. Det er dåden, handlingen her og nu, der fremhæves som det rigtige. I 1928 udkom den stærkt nationale digtsamling: «Norge i vore hjerter», der f.eks. indeholder digtet: «Du sagde: Mit land». I dette digt siger Grieg, at fædrelandskærlighed er det samme som at elske de små i samfundet - arbejderne, fiskerne og skovarbejderne. I 1932 udkom skuespillet: «Atlanterhavet», som et opgør med dådsromantikken og sensationsjagten i pressen. Samme år udkom også den vigtige essaysamling: «De unge døde» - om de engelske digtere, Keats, Shelley og Byron, Rupert Brooke, Charles Sorley og Wilfred Owen og deres forhold til henholdsvis Napoleonskrigene og 1. Verdenskrig. Nordahl Grieg lægger i den speciel vægt på udviklingen fra chauvinisme, dødslængsel og resignation til bevidst modstand mod krigen.

Som korrespondent kom han også til Sovjet. Mødet med denne stat førte til en ny politisk orientering. Han blev begejstret af folket, af teatret (Meyerhold), af heltedyrkelsen og entusiasmen i opbygningen af en ny verden og entusiasmen i den russiske litteratur (Majakovsklj, Pilnjak), der klart adskilte sig fra «forsigtighedsdigtningen» i Vesten (Hemingway, Hoel). Dette er skildret i bl.a. «Russiske breve».

Efter hjemkomsten fra Sovjet følger forfatterskabet en klar antikapitalistisk og antifascistisk linie. Læren fra det russiske teater er specielt tydelig i «Vor ære og vor magt» (1935), der skildrer norske skibsrederes udnyttelse af søfolkene under 1. Verdenskrig og det tvivlsomme «neutrale» samarbejde med England. Montageteknikken fremhæver ikke blot den stærke kontrast skibsredere/skibbrudne sømænd, men afslører også hulheden i den nationale svada og kaster et grelt ironisk lys over stykkets titel.

«Men imorgen» (1936), om en norsk kemisk virksomheds (Hydro) overgang til udenlandske hænder, omstillingen til krigsproduktion og samarbejdet med Nazi-Tyskland, kaldte Grieg sit «yndlingsskuespil». Det viser pacifismens og «fredstankens» ubehjælpelighed, drøfter uenigheden mellem kommunistiske og socialdemokratiske arbejdere og appellerer til sammenhold - med aktuel adresse til Arbejderpartiets højredrejning efter 1935.

Tidsskriftet «Vejen Frem» (1936-37), startet og redigeret af Nordahl Grieg, samlede radikale skribenter fra ind- og udland til kamp mod fascismen, og lå kulturelt og politisk på linie med Kominterns appel om folkefront (se Folkefront). Tidsskriftet rummede opgør med bl.a. humanismen (skibsredder Oddfjell, Nansenskolen), pacifismen (brevveksling med Aldous Huxley) og psykoanalysen som den var kendt i Norge (Ivar Digernes/Johan Scharffenberg). Her i skrev Grieg også sine artikler med forsvar af Moskvaprocesserne og lod til - som den eneste kendte norske forfatter - fuldt ud at acceptere de officielle sovjetiske forklaringer.

Skuespillet «Nederlaget» (1937) rummer historisk stof fra Pariserkommunen i 1871, men det er alligevel borgerkrigen i Spanien der ligger til grund. Ikke kun når det gælder debatten om «vold i det godes tjeneste», men også når det gælder mønstret for samarbejde mellem hjemlige magthavere og udenlandsk militærmagt, som han fremstiller det. Reportagebogen: «Spansk sommer» (1937) søger at klarlægge den sociale baggrund for borgerkrigen, men er i lige så høj grad en bog der advarer mod norsk fascisme, og som agiterer mod det upolitiske menneske, humanismen og den borgerlige individualisme.

Afslutningen af arbejdet med den store roman: «Ung må verden endnu være» fandt sted under Münchenkrisen i efteråret 1938, og bogen bærer stærkt præg af det. Den underliggende stemning er, at «demokratierne» har svigtet nok en gang, og at Sovjet og de kommunistiske brigadedeltagere i Spanien er det eneste håb om at undgå krig, men da handler det om få styrket Sovjet. Derfor er processerne - også mod den kulturelt og politisk velorienterede gammelbolsjevik Lebedeff som viser sig at have været både tvivler og sabotør - særdeles nødvendige, fremgår det af romanen. Og «hovedpersonens» personlige problemer - humanisten og pacifisten Leonard Ashley - bliver reduceret og lagt afstand til. «Ung må verden endnu være» er en tidsroman som forsøger at give forståelse for humanismens og norsk «radikalt» kulturlivs rolle, Moskvaprocessernes rolle og den rolle som ledelsen i Arbejderpartiet spillede i det stigende økonomiske samarbejde med Mussolinis Italien og Francos Spanien.

Nordahl Griegs styrke var mere agitation end analyse på et politisk-teoretisk grundlag. «Kinesiske dage» behandler således ikke den politisk vigtige konflikt mellem nationalister og kommunister i Kina; Barrabas kræver bare handling og er fri for debat om langsigtet strategi; Appellen om sammenhold mellem kommunister og socialdemokrater i «Men imorgen» virker både programmatisk og teatralsk; «Nederlaget» appellerer mere til følelser og idedebat end til realisme og indsigt i Pariserkommunens hverdag og historie; «Spansk sommer» har stærke agitatoriske og litterære overtoner, der skygger for virkelighedsreportagen fra krigen. «Ung må verden endnu være» er stærkt præget af tro på, hvad der er den rette side, men har sine svagheder i fremstillingen af hvad partidisciplin er, og hvad Kominterns politik i Spanien går ud på. Dens styrke ligger i det alsidige og træfsikre angreb på norsk politisk og kulturelt liv.

Ud fra dette er det forståeligt, at der er og har været stor diskussion om hvilken slags prokommunistisk forfatter Nordahl Grieg var - specielt med tanke på hans egen intellektuelle og borgerlige baggrund - og den betydning dette har haft for hans litterære og politiske syn.

H.Vo.