Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Holocaust

Holocaust 2023. Se Gaza

Holocaustbegrebet dækker over nazi-tysklands udryddelse af ideologisk betinget uønskede grupper under 2. verdenskrig. I den borgerlige diskurs indskrænkes begrebet til alene at dække udryddelsen af jøder, men trods 6 mio. myrdede jøder i udryddelseslejrene, var de ikke den største gruppe.

50 mio. mennesker blev dræbt under 2. verdenskrig. Alle parter i krigen begik uhyrlige overgreb, men historien skrives af sejrherrerne, der valgte alene at fokusere på Tysklands, Japans og Italiens krigsforbrydelser. USA's atombomber over Hiroshima og Nagasaki der med et slag dræbte 300.000 civile blev dermed fortrængt fra historien. Det samme gjaldt USA's brandbombning af Tokyo og de allieredes brandbombning af de tyske storbyer i slutningen af krigen, der havde til formål at dræbe flest mulige civile og som kostede flere millioner livet.

Omkring 17 mio. mennesker blev myrdet af nazisterne i udryddelseslejrene, eller døde som følge af sult og sygdom.

Den største befolkningsgruppe der blev dræbt af nazisterne under krigen var borgere i Sovjetunionen. 25-27 mio. af dem blev dræbt. En mindre del heraf (1-2 mio.) i kampene, betydeligt flere blev henrettet af de nazistiske styrker og deres hjælpetropper og flere millioner sultede ihjel fordi de nazistiske styrker nedbrændte byer, lagre og marker under deres tilbagetog fra Sovjetunionen. Omkring 11 mio. blev dræbt i krigsfange- og udryddelseslejre.

Terminologi

Begrebet holocaust stammer fra det græske ὁλόκαυστος (holókaustos). Hólos byder hel og kaustós en brændt offergave. Altså en ofring fuldstændig fortæret af ilden. Begrebet kom siden til at dække over omfattende ødelæggelse eller massemord. Det jødiske begreb Shoah שואה betød ligeledes ødelæggelse og blev første gang anvendt i 1940 som betegnelse for mordet på Europas jøder. Holocaust blev anvendt af historikere i 1950'erne som oversættelse af Shoah. Da efterkrigstiden erkendte, at det ikke blot var jøder der var blevet masseudryddet af nazisterne, men også andre grupper, blev Shoah reserveret til betegnelse for den jødiske Holocaust, mens Holocaust dækker over nazisternes samlede udryddelsespolitik.

Michael Gray præsenterer i sin bog Teaching the Holocaust fra 2015 tre definitioner på Holocaust. Den første refererer til forfølgelsen og mord på jøder begået af nazister og deres kollaboratører i perioden 1933-45. Denne definition ser Krystalnatten i 1938 som optakten til folkedrabet på Europas jøder. Den anden definition fokuserer på folkedrabet på jøder begået af nazisterne og deres kollaboratører i perioden 1941-45. Denne definition lægger vægt på skiftet i tysk politik i 1941 mod total udryddelse af det jødiske folk. Den tredje definition refererer til nazisternes og deres kollaboratørers forfølgelse og drab på flere forskellige grupper i perioden 1933-45. Selv om nogle vestlige historikere kunne gå med til at inkludere romaer og handicappede som ofre for Holocaust var der en ideologisk modvilje mod at inkludere homoseksuelle, slaviske folk og kommunister. I Vesten blev homoseksualitet helt frem til 1970'erne og 80'erne opfattet som en sygdom eller kriminalitet og kommunister og indbyggere i Sovjetunionen var ideologiske hovedmodstandere efter 1945, så de kunne i vestlig optik ikke være ofre for nazisterne.

Historien

De første koncentrationslejre blev oprettet allerede i 1933, umiddelbart efter Hitlers magtovertagelse. I modsætning til de senere berygtede lejre, blev de oprettet på tysk territorium og var beregnet på de politiske modstandere af nazi regimet - primært kommunister og sekundært socialdemokrater - og fagligt aktive. Tyskland havde i slutningen af 1920'erne og starten af 30'erne verdens stærkeste arbejderklasse og et velorganiseret kommunistparti. Parti og fagbevægelse blev af nazisterne knust i blod og koncentrationslejrene var et af midlerne. Disse første lejre for politiske fanger kunne rumme ialt 45.000 fanger, stigende til 107.000 i 1935. Mens lejrene oprindelig hørte under indenrigsminister Hermann Göring, blev de i 1934-35 overført til SS under ledelse af Heinrich Himmler. Frem til krigsafslutningen i 45 passerede ialt ca. 3,5 mio. tyskere gennem koncentrationslejrene som fanger. Af dem blev 77.000 dræbt.

Lejrene skiftede undervejs formål. Mens de i starten blev brugt som fangelejre for og tortur af politiske modstandere, blev de fra midten af 30'erne udvidet til også at tage de grupper, der var uønskede ud fra den nazistiske raceideologi: jøder, romaer, homoseksuelle og handicappede.

Fra 1942 blev en lang række koncentrationslejre oprettet i nær tilknytning til tysk industri. Næsten alle tyske mandlige arbejdere var sendt til fronten som soldater, og den nye type koncentrationslejre havde karakter af arbejdslejre, hvor fangerne (krigsfanger, jøder og oppositionelle) blev sat til at arbejde på de tyske fabrikker om dagen. Nætterne tilbragtes i fangelejrene. Selv om mange blev dræbt, havde nazisterne alligevel en interesse i at holde disse fanger i live, fordi de gennem arbejdet i fabrikkerne gjorde den tyske angrebskrig mulig. Denne type koncentrationslejre er bl.a. kunstnerisk fremstillet i filmen Schindlers Liste.

De indsatte i lejrene blev identificeret gennem farver: kommunister og andre politiske fanger skulle bære en rød trekant; almindelige «kriminelle» skulle bære en grøn; bøsser skulle bære en pink trekant; Jehovas vidner skulle bære en violet; «asociale og arbejdssky elementer» skulle bære en sort; jøder en gul og romaer en brun.

I 1941-42 begyndte nazisterne at oprette egentlige udryddelseslejre. De fleste lå i det tysk besatte Polen, men enkelte lå i det fascistiske Kroatien der samarbejdede med nazi-tyskland. Allerede i 1939 havde Tyskland hemmeligt igangsat Aktion T4 euthanisia programmet, hvor hospitalspatienter systematisk blev henrettet. Erfaringerne fra dette program anvendte nazisterne til oprettelse af egentlige udryddelseslejre, hvor ofrene blev gasset og brændt.

Dokumenter offentliggjort 60-70 år efter verdenskrigens afslutning afslørede, at de Allieredes efterretningstjenester og politikere allerede i 1942 kendte til Holocaust. De allierede vidste på det tidspunkt, at 2 mio. jøder allerede var myrdet af nazisterne, men gjorde intet for at komme de der fortsat var i fare til undsætning. Storbritanniens krigsminister Viscount Cranborne erklærede i marts 1943, at jøderne ikke udgjorde nogen speciel gruppe, og at det britiske imperium allerede var for fuld af flygtninge til at kunne tage sig af flere. Gennem passivitet bidrog de allierede derfor til holocaust. (Allied forces knew about Holocaust two years before discovery of concentration camps, secret documents reveal, Independent 17/4 2017)

Historiske referencer

Holocaust kan ikke forstås som en isoleret begivenhed i historien. Den skrev sig ind i 1000 års europæisk folkedrab, og forsøgene på udryddelse af hele befolkningsgrupper er fortsat efter 2. Verdenskrig. Landene i Europa har 1000 års tradition for forfølgelse af det jødiske folk. I 1492 smed de kristne i Spanien alle jøder - og alle arabere - ud af landet. De følgende århundreder udsattes jøder for pogromer (forfølgelse og udryddelse) i store dele af Østeuropa med Polen og Rusland i spidsen. Romaer og homoseksuelle udsattes ligeledes gennem århundreder for forfølgelse. Helt frem til 1981 betegnede den danske stat homoseksualitet som en sygdom. Romaer blev og bliver fortsat udsat for diskrimination og forfølgelse. Så sent som 2017 vedtog Folketinget en lov mod tiggeri, der var direkte rettet mod romaer. Den danske stat - og flere andre europæiske stater - foretog som den tyske eksperimenter på psykisk syge gennem det 20. århundrede. I perioden 1939-83 blev mindst 4500 psykiatriske patienter eksperimentelt udsat for det «hvide snit», hvor nervebaner i den forreste del af hjernen blev skåret over. (Det hvide snit) Andre blev udsat for eksperimenter med bl.a. LSD.

Tysklands forsøg på at udrydde hele det jødiske folk satte efter 2. Verdenskrig den statslige forfølgelse af jøder i Europa i bero. Europas forfølgelse af jøder er i det 21. århundrede blevet erstattet af forfølgelse af muslimer og specielt arabere. Danmark har på dette punkt placeret sig i front, og den danske stats beslutning i 2016 om at konfiskere flygtninges værdigenstande trak paralleller til nazisternes tyveri af jødisk ejendom i 1930'erne frem til afslutningen af 2. verdenskrig.

I kategorien folkemord forud for 2. Verdenskrig var Tyrkiets folkemord på det armenske folk i 1915-17 det mest alvorlige. Det kostede 1,5 mio. mennesker livet. Tyrkiet bestrider folkemordet, og pga. Danmarks nære forbindelser til diktaturet i Ankara nægter også Danmark at anerkende folkemordet som folkemord. (Danmark afviser at anerkende det armenske folkedrab, Kristelig Dagblad 15/4 2015). Den danske stat har dog endnu ikke stillet sig på de historiske revisionisters side og benægtet Holocaust.

Efter 2. Verdenskrig var det alvorligste folkemord i Europa henrettelsen af 8300 muslimske bosniaker i Srebrenica i juli 1995 - overvåget af nederlandske FN soldater. I foråret 2009 blev et sted mellem 40.000 og 70.000 tamilske civile henrettet af Sri Lankas hær under afslutningen af borgerkrigen i landet. Vesten kiggede den anden vej. FN betragter det som folkemord. (Sri Lanka Massacred Tens of Thousands of Tamils While the World Looked Away)

Det alvorligste folkemord efter 2. Verdenskrig - og sandsynligvis det mest blodige og intense gennem historien fordi det strakte sig over ganske få uger - var folkemordet i 1994 på Tutsier i Rwanda. I løbet af de sidste 3-4 uger af april blev 500.000 - 1.000.000 tutsier systematisk dræbt. De udgjorde 70% af landets Tutsi befolkning. Vesten kiggede den anden vej. Frankrig var nær allieret af landets Hutu regering, der organiserede folkemordet. (Rwandan genocide, Wikipedia)

Selvom det jødiske folk var ofre for Holocaust holdt det dem ikke tilbage fra at gennemføre deres egen Holocaust rettet mod indbyggerne i Palæstina. En særlig politisk tendens indenfor jødedommen kaldet Zionisme overtog nazisternes overmenneskebegreb og gik til angreb på palæstinenserne. I årene efter 2. Verdenskrig gik de til angreb på byerne i Palæstina, gennemførte omfattende terroraktioner og massakrer, der kulminerede med Nakba i 1948, hvor 7-800.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og land. I 1967 gennemførte de efter nazistisk forbillede en angrebskrig på deres nabolande og erobrede dele af Syrien, Jordan og Egypten. I 2023 gennemførte Israel sin egen Holocaust mod Gaza. Efter nazistisk forbillede havde landets krigsminister som optakt betegnet palæstinenserne som dyr.

Kampen om holocaustbegrebet

Holocaustbegrebet blev i slutningen af det 20. århundrede en ideologisk kampplads. Det ene ekstrem blev indtaget af de historiske revisionister, der helt benægtede at Holocaust havde fundet sted. For at begrænse denne opfattelses fremfærd blev det i mange lande - bl.a. Tyskland - forbudt at benægte at Holocaust havde fundet sted. Den anden ekstreme position blev indtaget af Israel, der fra 1980'erne indtog den position, at det jødiske folk var det eneste offer for Holocaust. Der var tale om en ideologisk kovending i synet på folkedrabet på jøder i Europa. Helt frem til 1970'erne havde israelere foragteligt betegnet de europæiske jøder som «Seife» (sæbe). En kritik af at de ikke greb til våben mod nazisterne, men villigt lod sig føre til gaskamrene. Den første Intifada i 1987 satte imidlertid Israels undertrykkelse af palæstinenserne på den globale dagsorden, og udløste stigende kritik af Israel. Et af de israelske modsvar var den ideologiske opprioritering af offerrollen og de forfulgte. Fra at have lagt afstand til Shoah (og Holocaust) blev det nu vigtigt for Israel at tage patent på rollen som den eneste (eller i det mindste den værst) forfulgte folkegruppe under 2. Verdenskrig. Den nordamerikanske historiker Norman Finkelstein skrev i 2002 bogen The Holocaust Industry, hvor han dokumenterede hvordan Israel lobbyen i USA forsøgte at tage patent på Holocaust, som et middel til at afværge kritikken af Israel for dets overgreb mod det palæstinensiske folk. Finkelstein blev sat på Israels sorte liste, blev hindret indrejse i landet, og Israel lobbyen igangsatte en intens tilsviningskampagne rettet mod ham.

Det giver ikke mening at gradbøje den nazistiske udryddelsespolitik. Nazisterne og deres kollaboratører dræbte 6 mio. ud af de 9 mio. jøder der boede i Europa ved optakten til 2. Verdenskrig, og relativt var det derfor den menneskegruppe det gik hårdest ud over, men specielt efter de tyske militære nederlag til Sovjetunionen i 1942-43 forstærkedes nazisternes hvidglødende had til de slaviske folk, der blev henrettet i ren vildskab. Numerisk set var de de største ofre for Holocaust med omkring 11 mio. myrdede, hvortil kom yderligere 15 mio. der blev dræbt eller sultede ihjel som følge af nazisternes udryddelsespolitik i Østeuropa og Sovjetunionen. Nazisterne og deres kollaboratører dræbte endvidere 200-500.000 romaer; knap 80.000 politiske modstandere; 70-250.000 psykisk og fysisk handicappede; over 10.000 homoseksuelle; 2-5.000 Jehovas Vidner

2. Verdenskrig har ikke én men mange lidelseshistorier - i virkeligheden op mod 50 millioner af slagsen.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 9/11 2023

Læst af: 23.536