 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Tranmæl, Martin Olsen
 |
| Martin Tranmæl |
Tranmæl (1879-1967), norsk arbejderpolitiker. Martin Olsen Tranmæl var bondesøn fra Melhus i Sør-Trøndelag. Fra 1895 var han organiseret afholdsmand, fra 1896 fagligt organiseret i Norsk Malerforbund, senere i Norsk Bygningsarbejderforbund, og medlem af Det Norske Arbejderparti (DNA) fra 1898. Afbrudt af ophold i USA 1900-02 og 1903-05 blev Tranmæl hurtigt en ledende skikkelse i arbejderbevægelsen i Trøndelag, som agitator, organisator og ideolog. Han fik stiftet amtspartiet i Sør-Trøndelag i 1903 og blev dets første formand. Allerede før århundredskiftet deltog han som medarbejder i «Ny Tid» i Trondheim, periodevis som fungerede redaktør, indtil han blev fast ansat redaktør i 1913. En stilling han beholdt til 1918.
Fra 1906 til 1963 deltog Tranmæl i alle landsmøder i Arbejderpartiet. Fra 1906 til 1918 var han medlem af partiets landsbestyrelse, og fra 1918 til 1963 sad han i hovedbestyrelsen, 1918-21 som partisekretær, 1921-49 som redaktør af hovedorganet. Fra 1907 til 1961 var han til stede ved alle LO-kongresser. Fra 1920 til 1925 sad han som Arbejderpartiets repræsentant i sekretariatet, fra 1927 til 1946 var han kongresvalgt sekretariatsmedlem.
Radikaliseringsperioden
Radikaliseringen af arbejderbevægelsen i Norge før 1920 foregik i to etaper. Den første etape frem til 1906-07 var et brud med afhængigheden af Venstre. Arbejderbevægelsen etablerede en selvstændig klassekampsbevægelse, både fagligt og politisk. Den anden etape blev indledt da Fagoppositionen af 1911 udvikledes, og den kulminerede i årene 1918-20, da den såkaldte «nye retning» fik flertal på partilandsmøderne og de faglige kongresser. Bevægelsen erklærede sig som revolutionær og knæsatte principperne om masseaktion, rådssystem og proletariatets diktatur.
Under den første etape markerede Tranmæl sig allerede før århundredeskiftet på den radikale fløj. Under denne kamp mod de opportunistiske tendenser både lokalt og centralt arbejdede han sammen med folk, som senere blev modstandere af højresocialdemokratiet - f.eks. Anders Buen, stortingsmand fra Trondheim og redaktør på «Ny Tid». På partilandsmødet i 1906 deltog Tranmæl i opgøret med opportunismen og unionsaktivismen, og markerede sig som radikal antimilitarist. På LO-kongressen i 1907 gik han som repræsentant for Malerforbundet imod de stærke forbunds krav om større selvstændighed, og støttede de små og svage forbunds linie om stærkere centralisering under LO-ledelsen. På LO-kongressen i 1910 gik han ind for forslaget om overgang fra fagforbund til industriforbund.
I 1911 udformede Tranmæl Trondheimsresolutionen, der blev Fagoppositionens første program. Centraliseringen under LO og dannelsen af industriforbund var med som hovedkrav til en organisationsomlægning, som skulle gøre fagbevægelsen mere egnet til revolutionær kamp. Men samtidig var der medtaget krav om at indføre lokale fællesorganisationer. Der var et uforløst spændingsforhold mellem centralisering og decentralisering, som først blev løst ved Fagoppositionens programrevision i 1915. Fra da af var kravet et forbundsløst LO, hvor fællesorganisationerne skulle have eneretten til kongresrepræsentation og udstrakt selvstændighed i ledelsen af de faglige kampe. Dette «føderative princip» blev siden forsvaret af Tranmæl, helt frem til fagkongressen i 1923 afgjorde striden om organisationsformen ved at vedtage omlægningen til industriforbund.
Fagoppositionen var stærkt påvirket af syndikalismen, men Tranmæl var aldrig selv syndikalist i egentlig forstand. Han lagde, som syndikalisterne, hovedvægten på klassekampen i produktionslivet og på de økonomiske organisationer, og han betragtede deltagelsen i valg og parlamentariske organer som underordnet den økonomiske kamp. Men han fornægtede aldrig - i modsætning til syndikalisterne - betydningen af politisk kamp og organisation.
Den «nye retning» som fik flertal i norsk arbejderbevægelse i årene 1918-20, var en koalition mellem Fagoppositionen og retninger med basis i partiets venstrefløj og ungdomsforbund, som lagde hovedvægten på politisk kamp til erobring af statsmagten. Striden om Moskvateserne, som i første omgang førte til, at højrefløjen brød ud og dannede Norges socialdemokratiske Arbejderparti, indledte samtidig den opløsning af den revolutionære koalition, som mundede ud i den efterfølgende splittelse i 1923, da Arbejderpartiet brød med Komintern, og partimindretallet stiftede Norges Kommunistiske Parti (NKP). Allerede i efteråret 1920 udarbejdede Tranmæl et internt forslag om at Arbejderpartiet skulle forkaste Moskvateserne og gå over til en uforpligtende status som sympatiserende organisation med kun rådgivende stemme i Komintern.
Dokumentet viser, at Tranmæl allerede på dette tidspunkt var klar over, at hans egne opfattelser omkring revolutionær organisering og virksomhed på afgørende punkter stred mod Kominterns. Han forsvarede den økonomiske masseaktion fremfor væbnet kamp. Han forsvarede det kollektive medlemskab og fagbevægelsens ligestilling med partiet. Han afviste den demokratiske centralisme og kravet om periodiske udrensninger, og han forsvarede det føderative princip og lokal aktivitet som betingelse for revolutionær handlekraft i arbejderklassen og en ledelse baseret på tillid og ikke på autoritet og magt. De samme principper blev udtrykt i Kristianiaforslaget, som fra februar 1923 blev partiets ideologiske platform overfor Komintern frem til bruddet i november samme år.
Mellem- og efterkrigstid
Efter bruddet blev Arbejderpartiet stadig omtalt som Tranmælpartiet, og Tranmæl var partiets ubestridt ledende person gennem resten af mellemkrigstiden. Han udformede og gennemførte - trods betydelig modstand - sin strategi for partiets forhold til de andre arbejderpartier: Afvisningen af enhedsfronter, fælleslister og alt samarbejde, som ville «legalisere splittelsen», og tilbød i stedet fuld organisatorisk samling. Denne linie gav socialdemokraterne fremgang i 1927, og det var på dette grundlag NKP forhandlede både i 1937 og i 1945, men hver gang uden vilje til at tage det afgørende sidste skridt.
Under 1920'ernes økonomiske krise og den bitre indbyrdes strid i arbejderbevægelsen viste tranmælismen og leninismen sig lige uanvendelige som opskrifter for revolutionære gennembrud i Norge. Ved begyndelsen af krisen i 1930'erne blev Tranmæl en ledende kraft i omlægningen af Arbejderpartiets politik. Der blev udformet et kriseprogram, som skulle realiseres gennem en valgsejr og en parlamentarisk regeringsdannelse.
Omlægningen var dybtgående. Resten af teorierne om rådssystemet blev erstattet af fuld tilslutning til det parlamentariske demokrati. Teorierne om at tilpasse organisationerne til arbejdernes lokale aktivitet og overtagelse af virksomhederne blev afløst af teorier om en statskapitalisme baseret på samarbejde med stærke organisationer som et første stadium på vejen til socialisme. Igennem sin avis og ved sine taler formåede Tranmæl både at skabe begejstring for den nye politik og at overbevise om, at den var i pagt med partiets bedste traditioner.
Under felttoget i 1940 fulgte Tranmæl med regeringen til Tromsø, og rejste derefter til Stockholm, hvor han opholdt sig resten af krigen, og arbejdede ved det Stockholmssekretariat, som LO oprettede.
I efterkrigsårene fik Tranmæl en mindre dominerende rolle i Arbejderpartiet. Det skyldtes dels en frivillig nedtrapning for at give yngre kræfter plads og ansvar, men samtidig indebar foreningen af statsminister- og partiformandshvervet på Einar Gerhardsens hænder en vigtig nyskabelse, som ændrede den indre magtstruktur i bevægelsen. Men udadtil gennem Arbejderbladet og indadtil i partiet fortsatte Tranmæl med at øve indflydelse lige til begyndelsen af 1960'erne. Det stemmer ikke, som nogen har hævdet, at Tranmæl var skeptisk overfor Norges indmeldelse i NATO. Tværtimod var han en ivrig og tidlig fortaler for en vestlig alliancetilknytning. Men han advarede mod den indre ensretning af partiet, som fulgte med den kolde krig, og i 1959-61 var han, sammen med Einar og Rolf Gerhardsen og Olav Larssen, modstander af den hårde eksklutionslinie i forholdet til Orienteringsgruppen.
Martin Tranmæl hører ikke til de store teoretikere i arbejderbevægelsen. Han forenede usædvanlige evner som agitator, organisator og taktiker med en stærk klassefølelse og et intenst moralsk engagement. Som taler kunne han som ingen anden rive en stor forsamling med, samtidig med at han var vennesæl og vindende i mindre grupper. Privat var han fordringsløs. Han stiftede aldrig familie, men «var gift med partiet» og ofrede al sin tid og arbejdskraft på den bevægelse, han identificerede sig med.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 40.513