Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Rådssystem

Rådsdemokratiske bevægelser er opstået i situationer hvor underprivilegerede lag af befolkningen - især industriarbejdere - spontant dannede revolutionære kollektive organer som et alternativ til eksisterende institutioner og/eller organisationer, som de ikke længere betragtede som repræsentation for deres interesser. Rådene har antaget forskellige formere og haft forskellige politiske, økonomiske og samfundsmæssige mål. Derfor er det ikke muligt at betragte rådene under et, eller forstå rådssystemet som et klart afgrænset system. Idealtypisk kan rådssystemerne beskrives som følger:

  1. Rådenes medlemmer stammer fra den del af befolkningen, som ikke lever af andres arbejde. Der er altså selektiv valgret til rådene. Det forudsætter en høj grad af politisk indsigt at gøre basis i stand til at træffe vigtige politiske beslutninger. Politisk indsigt læres i kollektivet. Organiseringen sker indenfor rammen af produktive eller andre basisenheder, som bedriftsråd, arbejderråd, soldaterråd eller bonderåd.
  2. Over basisenheden rejser der sig en pyramide af råd udfra en inddeling i områder: Kommuneråd, distriktsråd osv. Højeste organ er rådskongressen, der mødes mindst hver tredje måned. Basisenheden vælger nye delegerede til hver kongres.
  3. Rådenes mandat er imperativt. Møderne foregår under offentlig kontrol gennem basis, der har mulighed for at tilbagekalde valgte delegerede, hvis de ikke længere holder sig indenfor deres mandat. Offentlige stillinger - også indenfor administrationen og retsvæsenet - besættes gennem valg. Rotationsprincippet sørger her som ved rådene for, at man undgår bureaukratisering, magtkoncentration og korruption.
  4. Rådene udøver den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Statslige institutioner mister deres magtfunktioner og erstattes efterhånden af råd.
  5. I stedet for løndifferentiering indføres frivillighedsprincippet. Lønningerne i de offentlige stillinger må ikke overskride gennemsnitslønnen for en arbejder.

Kendte rådstyper

De historiske rådstyper som vi kender, kan inddeles i tre kategorier:

  1. Råd der blev dannet spontant som revolutionære kamporganer af underklassen. De rettede sig primært mod statslige institutioner, der udøvede deres magt i modstrid med arbejderklassens interesser, men også mod organisationer som ikke varetog deres medlemmers interesser og anliggender. Forudsætningen for at danne råd som kamporganer er: a) en høj samfundspolitisk bevidsthed, b) umiddelbart pres på befolkningen - især arbejderklassen - i form af krig, borgerkrig, eller brutal magtanvendelse således at der opstår modpres, c) lav tilpasning til eksisterende organisationer eller statslige institutioner, d) magt- og autoritetstab i statslige og militære organer, som e) giver muligheder for at rådene kan udvide aktionsområdet. Sådanne råd opstod i 1905-06 og i 1917-18 i Rusland (sovjetterne), i 1918-19 i Tyskland og Østrig, i 1919-20 i Ungarn og Italien, i 1956 i Polen og Ungarn og i 1968 i Tjekkoslovakiet.
  2. Råd som klasseorganisationer for proletariatet i overgangsfasen fra kapitalisme til socialisme. Rådene fungerer her som alternative organer til bureaukratiske parti- og statsorganer og udgør organisationsmodellen for et socialistisk samfund.
  3. Råd som økonomiske og socialpolitiske interesseorganisationer overfor statslige instanser og overfor arbejdskøberne - bedriftsråd, shop stewards. Denne type står fjernest fra den idealtypiske rådsmodel, og er som organ for medbestemmelsen i enkelte kapitalistiske lande i dag snarere at betragte som et middel til social harmonisering end til forandring.

De råd der har forstået sig selv som alternativer til de eksisterende forfatningsmæssige institutioner - f.eks. til det parlamentariske system - har påberåbt sig modellen fra Pariserkommunen.

Et rent rådssystem kan kun realiseres under de betingelser, der foreligger under socialismen, og dets grundprincipper må også gælde for det økonomiske liv, hvis systemet skal fungere. Et funktionsdueligt rådssystem forudsætter en høj grad af social homogenitet. Modsætningerne mellem land og by må ophøre på samme måde som modsætningerne mellem individualisme og kollektivisme. Først ved social lighed mister også partierne og interesseorganisationerne deres berettigelse - som udtryk for modstridende samfundsmæssige interesser.

Rådssystemet forudsætter endvidere, at der eksisterer et «nyt» socialistisk menneske med en omfattende politisk og teoretisk uddannelse, som har indsigt i samfundets fundamentale mekanismer. Dette nye menneske som skabes i en kulturrevolutionær proces, må kunne være klar til at udfylde de mest forskellige funktioner i samfundet, og må være villig til et aktivt samfundsengagement og til en kollektiv orientering.

Hvorvidt identiteten mellem basis og råd på længere sigt kan bevares, er foreløbig et ubesvaret spørgsmål. Rådssystemet byder på flere uløste problemer: Hvordan kan man hindre, at højere rådsorganer fjerner sig fra vælgermasserne og gør sig selvstændige i forhold til basis? Og hvordan kan man undgå, at højere råd monopoliserer deres viden og informationer til egen fordel? Endnu et uløst problem er, hvorvidt partier eller fraktioner bliver overflødige, eller om basis har brug for dem til at kunne formulere alternativer ved forskellige afgørelser. Det er desuden uklart, hvorvidt rotationsprincippet og en omfattende uddannelse kan hindre bureaukratisering og arbejdsdeling i et industrisamfund, og i hvilket omfang det er muligt at kontrollere sådanne bureaukratiske apparater. Som et sidste uløst problem skal forholdet mellem centralisering og decentralisering nævnes. Mens centralisering indebærer, at basis' indflydelse indskrænkes og dets deltagelse i de politiske, samfundsmæssige og økonomiske spørgsmål dermed bliver beskåret, truer en gennemgribende decentralisering hele systemets eksistens.

Rådssystemet og det parlamentariske system er uforenelige. Mens parlamentarismen opstod som udtryk for borgerskabets klasseinteresser, er det «rene» rådssystem udtryk for socialismens institutionelle ramme. Alligevel begrænser problematikken sig ikke til et enten-eller. Rådssystemet kan udvikles allerede under parlamentarismen, som en udfordring der tvinger parlamentarismen til at give befolkningen muligheder for at deltage - ud over med visse mellemrum at deltage i parlamentsvalg. Desuden kan det tvinge parlamentarismen til at gøre beslutningsprocesserne mere forståelige og mere gennemskuelige.

Hidtil er alle forsøg på at etablere varige rådsmodeller strandet. Efter 1. verdenskrig blev rådene i de kapitalistiske lande fortrængt fra den politiske arena, og de blev til slut forkrøblet til repræsentationer for økonomiske interesser indenfor en givet ramme. De forfaldt til redskaber for social harmonisering (bedriftsråd). I Rusland blev rådenes magt efter revolutionen hurtig indskrænket af partiet, og selv om rådene blev forankret i forfatningen, havde praksis ikke noget til fælles med rådssystemet. Efter 1945 blev den jugoslaviske rådsmodel udviklet. Den baserede sig på en pragmatisk tilpasning til Jugoslaviens politiske, økonomiske og geografiske betingelser.

Rådssystemet i Norge

Den norske rådsbevægelse opstod i december 1917 som en følge af Det Norske Arbejderparti (DNA) og LO ledelsens passive holdning til dyrtiden og efter inspiration fra Ruslands. De første initiativer blev taget af NSU avisen Klassekampens redaktør Olaussen og arbejderen S. Simensen. Simensens udgangspunkt var arbejdernes dårlige økonomiske situation, og rådene der skulle dannes på grundlag af repræsentanter fra arbejdspladserne, var tænkt som aktionsorganer. Målsætningen var ikke revolutionær. Olaussens perspektiv var mere omfattende: Han forestillede sig rådene som arbejderklassens revolutionære organer, og målet var at oprette proletariatets diktatur under ledelse af et centralråd. Ungdomsforbundet NSU, sluttede sig til dette forslag og prøvede at mobilisere sine medlemmer til at stifte råd. Vejen skulle gå over massemøder og udenom de eksisterende organisationer.

Allerede i december 1917 havde tillidsmænd indenfor metalindustrien i Oslo sluttet sig til rådstanken, og i løbet af de følgende uger blev der dannet råd i alle distrikter. Før rådenes landskonference den 24. marts var der blevet dannet råd i 183 byer og kommuner. I den udstrækning det var muligt at fastslå, var den overvejende del af rådene organiseret af fagforeninger og partiafdelinger. Både tilhængere af flertals- og mindretalsretningen indenfor Arbejderpartiet, fagoppositionen og LO ledelsen var organiseret i rådene.

Den revolutionære orientering som NSU havde tiltænkt rådene, lod sig imidlertid ikke sætte igennem. Fagforeningslederne havde en dominerende stilling indenfor rådene, og de nøjedes med dannelsen af lokale dyrtids- og kontrolkomiteer, der overvågede provianteringskommissionerne, priserne og madfordelingen. De var ikke interesseret i en diskussion om rådenes stilling som del af en socialistisk revolutionspolitik.

Hvordan rådskonferencens mulige fremtidskrav skulle indfries forblev uklart, og rådenes dagskrav holdt sig indenfor en moderat ramme. Hvis kravene ikke blev opfyldt indenfor rimelig tid, ville man gå over til massestrejker. Men hvad der var rimelig tid forblev uklart og åbnede muligheder for forskellige fortolkninger. Heller ikke i spørgsmålet om ottetimersdagen lykkedes det at komme frem til et maksimumsprogram, og gennemførelsen af kravene blev overladt til de lokale råd.

Repræsentationsprincippet på grundlag af klubberne og de eksisterende organisationer viste sig at være en hæmsko. Ledelsen lå hos de faglige ledere, som ikke kunne løsrive sig fra de traditionelle faglige tænkemåder, og som ikke gennemførte landskonferencens planer. Efter «den nye retnings» sejr på Arbejderpartiets landsmøde i 1918, forsvandt interessen for rådene igen, og selv om rådsbevægelsen af Arbejderpartiet blev anerkendt som et bærende princip, trådte rådsspørgsmålet i baggrunden. For den radikale fløj indenfor arbejderbevægelsen blev partiarbejdet vigtigst. Senere udredninger om rådssystemet (i 1919-20) kunne ikke genoplive rådsdebatten i partiet.

E.Lo.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 36.699