Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ordet «aggression» kommer af det latinske «aggressus», som betyder «at gå imod» eller «at angribe». Ved aggression forstås da også almindeligvis enhver angribende væremåde. Mere præcist betegner udtrykket «(en) aggression» enhver form for handling, hvor hensigten er at skade, eventuelt ødelægge andre personer, meninger eller ting, samt ønsker om at udføre sådanne handlinger.

Aggressionens udtryk: Vincente Salvidar og Paul Rojas efter afsluttende fjervægtmesterskab i boksning.

Forskellige psykologiske fænomener kan være forbundet med aggression på en sådan måde, at det er relevant at betegne dem som aggressive: Dette gælder ønsker - f.eks. en persons ønske om at myrde statsministeren i Danmark - men også følelser og mere varige personlige dispositioner eller træk (personlighedstræk). De aggressive følelser varierer fra milde former som irritation og ærgrelse, over den klare vrede til det helt ubeherskede raseri eller raserianfald. Nag, bitterhed og had er mere stabile aggressive følelser, som ofte ligger på grænsen til det, der kan kaldes personlige dispositioner. De karakteriseres ved træk som det at være irritabel, letantændelig, krakilsk, bitter, hadefuld, hævngerrig, osv. En speciel type aggressive handlinger er de, som er lystbetonede for aktøren. Disse handlinger kaldes gerne skadefro eller sadistiske, og en vedvarende hang til at udføre sådanne handlinger definerer den personlige disposition, som går under betegnelsen sadisme.

Mange former for aggressiv adfærd - f.eks. spontan irritation, ærgrelse, vrede, raseri - forudsætter at der eksisterer en eller anden form for trussel om eller faktisk hindring mod at personen kan nå mål, som er vigtige for ham. Eller med andre ord: Der må foreligge en truende eller faktisk frustration. Målene vil oftest angå centrale, gerne intime og personlige forhold, f.eks. nødtørftige kropslige behov, ønsker om at få sin selvagtelse og sine grundlæggende værdier og interesser respekteret osv. Den aggressive adfærd kommer endvidere kun på tale, dersom personen fortolker den situation han befinder sig i på en sådan måde, at han er overbevist om, at aktivt skadende, eventuelt ødelæggende handlinger vil bidrage til at fjerne hindringen eller frustrationen. Megen aggression kan med andre ord opfattes som et forsøg på at gennemtvinge, at man opnår et mål, tilfredsstiller et ønske eller løser et problem. Dette indebærer, at personen oplever håbløshed eller fortvivlelse over andre og ofte mere voksne måder at møde eller fjerne frustrationen på - f.eks. flugt, omgåelse, udsættelse, forhandling, konstruktiv løsning af problemer, osv. Af denne grund må aggression betragtes som en stivnet, ikke særlig smidig og ikke sjældent også som en primitiv og barnlig reaktionsmåde. Dette kommer bl.a. til udtryk i, at den aggressive person så længe han er aggressiv ikke evner at forstå den andens synspunkt eller perspektiv på verden: Han er altid alene optaget af at forsvare sin egen position og nedkæmpe andres. Aggression står derfor i et direkte modsætningsforhold til f.eks. omsorg, forståelse og virkelig kommunikation med andre mennesker. Den er en helt lukket form for reaktion.

Når aggressive handlinger giver «positive resultater» og belønnes, får de let en vanemæssig form. Ved at blive ærgerlig, vred, rasende eller direkte angribende signalerer personen, at han har nået nogle vigtige fundamentale grænser, og at han er klar til at gribe til tvangsmidler eller vold. Dette indtryk kan skabes, selv om personen i virkeligheden endnu kan tolerere meget, før de faktiske grænser nås. I forhandlinger mellem mennesker kan aggression derfor give en kortsigtet fordel ved at den signalerer en grænse, men også ved at den regelmæssig fremkalder tendenser til angst, flugt, underkastelse og en krybende holdning, eller servilitet fra omgivelsernes side.

Det er et kendt fænomen, at aggressiv handling ikke altid rettes direkte mod de frustrerende hændelser selv, som tilfældet er ved direkte aggression. Man kan også have med en forskudt aggression at gøre: De hindrende (frustrerende) hændelser eller størrelser kan være af en så vag eller truende karakter, at de aggressive handlinger istedet rettes mod udenforstående eller irrelevante genstande eller personer. Disse kaldes i så fald gerne syndebukke. Et eksempel er arbejderen, som ikke tør skælde en urimelig, dominerende og magtglad arbejdsformand ud. Istedet lader han sin vrede gå ud over kone og børn.

Udover denne skelnen mellem direkte og forskudt aggression, kan det også i enkelte sammenhænge være frugtbart at skelne mellem offensiv og defensiv aggression. Offensiv aggression er overvejende rettet mod at forandre noget ved andre, mens defensiv aggression er et forsvar fra personen mod selv at blive ændret.

Teorier om aggression

De mange og ret forskellige teorier om aggressionens natur og funktion som er blevet fremsat, kan groft inddeles i henholdsvis biologisk orienterede og socialt- og erkendelsespsykologisk orienterede.

De mere biologisk orienterede teoretikere forklarer aggressiv handling ved at påstå, at der findes - postulere - et underliggende aggressivt instinkt eller en underliggende aggressionsdrift. Instinkt- eller driftsmæssig energi opbygges inde i individet og udløses ved nærværet af bestemte påvirkninger, stimuli, eller når energimængden har nået et vist niveau. Resultatet er aggressiv handling - enten rettet udad mod genstande eller andre mennesker eller rettet indad i form af selvødelæggelse. Da aggressionsinstinktet eller aggressionsdriften som sådan er medfødt og ikke kan forandres, vil sanktionsmidlet mod aggression i overensstemmelse med denne forestilling bestå i katarsis (renselse). Dvs. i at individet gives muligheder for at udløse sin aggressive energi, får mulighed for at «udleve» sin aggression, gennem socialt acceptable former for aggressiv handling - f.eks. konkurrenceidræt, og da nok især brydning, boksning, o.l.

I en mellemposition mellem biologisk og socialt orienterede synspunkter står teorier, som hævder at aggressionsdriften ikke er medfødt, men skyldes frustration. Vedvarende frustration opbygger en aggressiv driftstilstand i individet, og den aggressive energi kan så «udlades» gennem angribende væremåder. Imidlertid kan frustration føre til mange andre reaktioner end aggression, f.eks. apati, dagdrøm, forhandling, konstruktiv problemløsning, osv. Påstanden om at frustration er en nødvendig, men ikke nogen tilstrækkelig betingelse for visse former for aggression (se ovenfor) er derfor det eneste almengyldige teoretiske udsagn, man kan komme frem til om forholdet mellem frustration og aggression. Eller enklere: «Hvis en person er virkelig vred, så er han blevet frustreret på en eller anden relevant måde. Hvis en person ikke er blevet frustreret på nogen relevant måde, men opfører sig vredt, så kan vreden ikke være ægte».

De social- og erkendelsespsykologisk orienterede synspunkter på aggression stiller sig med rette tvivlende overfor alle forsøg på at forklare aggressive handlinger ved hjælp af et rent postuleret indre aggressionsinstinkt eller en rent postuleret indre aggressionsdrift. Hvorvidt instinktet eller driften opfattes som medfødt eller som et resultat af frustration spiller i denne sammenhæng en mindre rolle. Hvorvidt hindringen af noget man vil fører til aggressive handlinger eller ikke, vil afhænge af, om individet tidligere har oplevet aggressive handlinger som vellykkede for at fjerne hindringerne. Aggressiv adfærd adskiller sig derfor ikke fra andre tillærte normer for adfærd. Denne form for adfærd tilegnes ved, at man iagttager og efterligner andre, som handler aggressivt. Jo oftere og bedre den bliver belønnet, jo oftere vil den aggressive adfærd optræde.

Videnskabelige undersøgelser synes at give en klar støtte til de social- og erkendelsespsykologiske synspunkter. Det er nu en vel dokumenteret (common sense) kendsgerning, at aggressive handlinger for en stor del - især hos børn - læres gennem iagttagelse og efterligning. Drenge opmuntres også i langt højere grad end piger til at være aggressive, og især til at være åbent og ofte fysisk aggressive. Dette forklarer delvis de forskelle i aggressivitet mellem mænd og kvinder, som ofte kan iagttages i vort samfund. Videre har det vist sig, at «udlevelse» af «aggressionsdriften» i form af selvudført aggressiv handling eller i form af iagttagelse af andres aggressive handlinger, ligger langt fra at have nogen aggressionsdæmpende renselsesvirkning (katarsis). Tværtimod vil den ofte føre til, at personen oftere er aggressiv. Dette sker, fordi det ofte opleves som «godt» at udføre aggressive handlinger forholdsvis frit, men også fordi katarsistanken i sig selv bestyrker og retfærdiggør denne oplevelse. Dermed bliver aggressiv adfærd stærkt belønnet, og hyppigheden af denne adfærd øger - i stedet for at blive reduceret.

Af denne grund bør den tiltagende voldstendens i de vestlige kapitalistiske samfund ikke blot ses i sammenhæng med de hindringer og begrænsninger som byudvikling og centralisering repræsenterer for de økonomisk særligt dårligt stillede eller underprivilegerede menneskers livsudfoldelse. Den bør også ses i sammenhæng med, at disse samfund især gennem massemedier som aviser, radio, TV, kulørte ugeblade, osv. på en usædvanlig effektiv måde skaber betingelserne for at iagttage vellykket aggressiv adfærd. Dertil kommer så, at samfundet - f.eks. gennem reklame, en udbredt konkurrencementalitet og en stenhård økonomisk virkelighed (hvor grundregelen ofte synes at være «alles kamp mod alle»), både nødvendiggør, opmuntrer til og stærkt belønner aggressiv adfærd på måder som det ofte er vanskeligt at betragte umiddelbart.

W.R.