Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Betegnelsen blev tidligere anvendt om de gader eller bydele i europæiske byer, hvor folk af jødisk religion ved lov var henvist til at bo. Betegnelsen bruges i dag mere generelt om bydele, hvor en bestemt etnisk gruppe dominerer, og hvor segregeringen (adskillelsen) bunder i social og økonomisk diskriminering snarere end i juridiske tvangsmidler. En endnu løsere anvendelse af betegnelsen finder vi i udtryk som «husmoderghetto» om satellitbyer, og «studenterghetto», om universiteter.

I Romerrigets byer boede folk af forskellig etnisk herkomst ofte i egne bydele, men færdedes i hinandens områder uden specielle juridiske reguleringer. Indespærringen af jøder i deres egne gader eller kvarterer tog til i korsriddertiden. Dels som en beskyttelse af jøderne efter massakrer, dels som udtryk for den katolske kirkes stigende undertrykkelse af den jødiske religion. Kirken frygtede jødisk indflydelse over de kristne og tilskyndede til segregering. Laterankonsilerne i 1179 og 1215 forbød kristne at bo i de samme områder som jøder. Loven blev i de fleste lande kun sporadisk håndhævet, men Spanien indførte specielle jødiske bydele allerede i det 13. århundrede. I Frankfurt am Main blev jøderne spærret inde i deres egen bydel i 1460 og i Venezia i 1516. Segregeringen blev dog ikke systematisk gennemført før under modreformationen. Et pavelig dekret fra 1555 påbød jøder i alle katolske lande at leve i deres egne bydele.

Betegnelsen «ghetto» stammer fra denne tid. Oprindelsen formodes at være det italienske ord for jernstøberi, idet der lå et sådant lige ved det jødiske kvarter i Venezia. Denne ghetto blev fremvist som et mønster. Der blev bygget mure rundt om den jødiske bydel, og ved portene stod der kristne vagter. Portene var lukket om natten og ved de kirkelige højtider. Indenfor murene havde jøderne en betydelig grad af selvstyre, med egne skoler, laug, domstole og omsorgsinstitutioner. Men de havde portforbud, var afskåret fra at deltage i de fleste erhverv, havde ikke samme borgerlige rettigheder som de kristne, var hårdt beskattede og måtte bære specielle mærker som viste at de var jøder, når de bevægede sig udenfor murene. Jøderne var afskåret fra at eje jord. Ghettoerne kunne derfor ikke vokse i takt med befolkningsøgningen. Husene blev istedet bygget til i højden og gaderne byggede over. Ghettoerne var som regel overbefolkede, mørke, og brand- og sundhedsfarlige. Men ghettoerne var ikke blot et påtvunget bosted. De udviklede også deres eget værdisystem og en livsstil, der var karakteriseret af gensidig hjælp, menneskelig varme, et intenst religiøst og intellektuelt liv, men også indre stridigheder og snæversyn.

Efter revolutionen blev portforbudet i ghettoen og lignende restriktioner ophævet i Frankrig, og jøderne fik efterhånden fulde borgerlige rettigheder i de fleste vesteuropæiske stater. Men ghettoerne fortsatte langt ind i det 20. århundrede med at eksistere som særskilte bydele i Østeuropa og i de arabiske lande. Under den jødiske masseudvandring fra Østeuropa til USA i slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede slog indvandrerne sig gerne sammen i egne gader, dannede selvhjælpsorganisationer, menigheder, skoler osv.

Ghettoer som afgrænsede områder hvor kun jøder fik lov til at bo og ikke bevæge sig udenfor, blev under den nazistiske okkupation under 2. Verdenskrig genindført i de østeuropæiske lande, der havde en stor jødisk befolkning. Disse nyetablerede ghettoer havde ikke nogen form for indre rettigheder eller selvstyre, men var rene opsamlingsområder undervejs til gaskamrene. I Warszawa blev 450.000 jøder spærret inde i deres egen bydel i 1940. I 1943 var der kun 40.000 tilbage, der ventede på deportation. De gjorde oprør og holdt praktisk talt uden våben stand i næsten en hel måned mod de regulære tyske tropper, før opstanden blev knust. Kun en lille håndfuld nåede at flygte.

M. V.