Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fødsler er samfundsmæssigt nødvendigt arbejde som alene kan udføres af kvinder. Det at kvinder kan og må føde, bliver brugt som et argument for at forsvare kønsrollerne og dermed kvindeundertrykkelsen. Hvis kvindeundertrykkelsen skal ophæves uden at fjerne fødslerne, er det vigtig at trække fødslen ud af den private lykkes/ulykkes område og at definere den som et samfundsmæssigt anliggende. Det gælder både fødslen som reproduktion, genskabelsen af befolkningen, fødslens plads og betydning i den enkelte kvindes liv, og organiseringen af den konkrete fødselsproces. Hvordan, hvor og hvorfor kvinder føder, er centrale politiske spørgsmål.

Udvikling i fødselstallet i Danmark 1984-96, procentdelen født udenfor ægteskab og procentdelen dødfødte. (Danmarks Statistik)

Fødsler er i dag underlagt sundhedsvæsenets ansvarsområde, hvilket også giver problemerne en sundhedspolitisk side. Det tvinger os til at tænke overskridende på to samfundsområder samtidig. Spørgsmål som har med fødsler at gøre, må derfor stilles og løses i skæringspunktet mellem sundhedspolitik og kvindepolitik.

Hvordan føder kvinder?

De centrale problemer gælder her smertebehandling og omsorgsrutiner for mor og barn. Selve smerteproblemet er fortsat uløst i fødselshjælpen. Normalt vil 3/4 af de fødende opleve meget stærke smerter. Behandlingsniveauet ligger her langt tilbage for, hvad der ellers ydes på andre, tilsvarende felter indenfor moderne medicin.

Smertebehandling ved fødsel kan i dag inddeles i tre typer: 1. afslappende og stærke smertestillende medikamenter (herunder lattergas), 2. teknikker som giver fuldstændig smertefrihed ved «nerveblokade» (epiduralmetoden eller rygmarvsbedøvelse), 3. den psykoprofylaktiske metode. Hver af disse har sine fordele og ulemper. Hver af dem stiller forskellige krav til personale, teknologi og organisering af fødselshjælpen. Valget af metode mhp. at lindre smerter er derfor også et valg knyttet til en række andre sider af den fødendes situation. Dette kan illustreres ved f.eks. at sætte den såkaldte epiduralmetode og den psykoprofylaktiske metode op overfor hinanden.

Epiduralmetoden - den mest populære og virksomme blandt teknikerne som giver fuldstændig smertefrihed - praktiseres i dag kun af narkoselæger. Et krav om smertefri fødsel vil derfor i praksis indebære, at fødeafdelingerne må koncentreres til de større sygehuse, hvor der findes sådanne specialister på vagt døgnet rundt. Man kunne selvfølgelig samtidig kræve, at denne teknik også skulle tilpasses andre forhold. Dette er fagligt mulig, men strider mod arbejdsdelingen i medicinen og de traditioner den har skabt. Et kvindepolitisk krav om smertefri fødsel ville let blive stillet på medicinens præmisser, hvis man ikke samtidig rejste det sundhedspolitiske spørgsmål om tekniker, arbejdsdeling og sundhedsvæsenets organisering.

Den psykoprofylaktiske metode lægger op til en anden organisationsform og fremmer andre sundhedspolitiske værdier end epiduralmetoden. Metoden giver ikke smertefrihed, men kan indebære betydelig smertelindring. Den tager ingen kunstige midler i brug, kræver ingen avanceret teknologi, og er uden bivirkninger og komplikationer. Den forudsætter imidlertid god kontakt mellem den fødende og jordemoderen - også under svangerskabet - og kræver mindre og mere overskuelige forhold.

Også når det gælder barnet, findes der forskellige metoder og holdninger indenfor fødselshjælpen. I vor kultur har disse metoder i mange år været præget af betydelig brutalitet. For det første ved vi, at både kemiske midler og nerveblokade klart påvirker barnet i negativ retning. Dette gælder både direkte og indirekte ved at de nødvendiggør flere kirurgiske indgreb overfor kvinder, som bruger sådanne midler. For det andet er det klart, at den autoritære og skematiske arbejdsform på hospitalerne også har ramt de nyfødte. Arbejdsmåden har ikke haft det mindste grundlag i videnskabelige ræsonnementer om, hvad der er bedst for mor og barn. Den har udelukkende været opretholdt af sejlivede rutiner. I modsætning til dette har bl.a. Le Boyer lanceret begrebet «fødsel uden vold». Hovedprincippet i metoden er at gøre overgangen for barnet så mild som mulig, og at give mulighed for mest mulig kropskontakt mellem mor og barn - også lige efter fødslen. Børn som fødes under sådanne forhold, viser klare tegn på større trivsel end børn som fødes under de forhold, der er almindelige i dag.

Samfundets holdning til børn i sin almindelighed afspejler sig også i den behandling, de får som nyfødte.

Hvor føder kvinder?

Spørgsmålet om hvor fødslerne skal foregå, er stærkt knyttet til problemerne omkring smertelindring og fødselsrutiner. For 50 år siden fødte en fjerdedel af kvinderne endnu i hjemmet. I dag er det kun en lille minoritet af kvinder, som planlægger at gennemføre fødslen hjemme. Resten føder på fødeafdelingerne på store sygehuse, på fødeafdelingerne på de mindre sygehuse eller på lokale fødeklinikker. Fødeafdelingerne på de store sygehuse har de senere år udviklet sig stærkt på de to andre institutioners bekostning. I dag foregår over 70 % af alle fødsler på store sygehuse, 25 % på mindre sygehuse og under 5 % på fødeklinikker. Konsekvensen af denne udvikling er, at flere og flere kvinder som ikke bor i umiddelbar nærhed af et større sygehus, fratages muligheden for at føde i deres nærmiljø. Dette skaber en række praktiske problemer for dem, udover utryghed og visse faremomenter ved de længere rejser, når fødslen begynder.

En af de vigtigste drivkræfter i denne centraliseringsproces er fødeafdelingernes aktive markedsføring af sig selv og deres medicinske fortrin. Dette er et led i den interne kamp, som til stadighed foregår i sundhedsvæsenet. Prestigen er knyttet til størrelse og udstyr, pengene havner lettest hos dem, som bedst kan argumentere for at smerter lindres og liv reddes på en effektiv måde. Der publiceres i dag en række videnskabelige artikler - mange af tvivlsom kvalitet - som et led i denne kamp for at blive først og størst på fødselshjælpens område. Problemstillingerne er bestemt af fødeafdelingernes særinteresser: Hvordan bevise sine fortrin fremfor mindre enheder på lokalt niveau? Der er endnu ikke foretaget uafhængige undersøgelser, som tydeligt viser fordele og ulemper ved de forskellige typer fødselsinstitutioner, f.eks. fødeafdelingen i forhold til en god fødeklinik. På trods af dette fortsætter centraliseringen og teknokratiseringen af fødselshjælpen med stor fart, og med fødeafdelingernes egne argumenter som fagligt grundlag. Dette på trods af at statistikkerne fra sammenlignelige lande (Holland og Belgien) med op til 55 % hjemmefødsler ikke adskiller sig fra de danske, hvad gælder resultatet for mor og barn.

Hvorfor føder kvinder?

Med forbedret prævention og lettere tilgang til abort, er det i stadig højere grad den enkelte kvindes eller familiens ønske om at få børn, som fremtræder som baggrunden for at føde. Det at have børn, giver mange former for tilfredsstillelse, både direkte og indirekte. Den følelsesmæssige tilknytning er den som bliver mest fremhævet og er af særlig stor betydning, fordi den så at sige bare findes i familien. Men derudover giver det at have børn en oplevelse af magt for kvinder, hvis situation ellers er præget af afmagt. Og det giver status indenfor kvindekulturen.

Samfundet er afhængig af, at et tilstrækkelig antal kvinder «vælger» at føde. Den samfundsmæssige tvang tilsløres, når den biologiske tvang ophæves. Men den kommer til syne i det ideologiske pres kvinder udsættes for, når de vælger at forblive barnløse.

Dette er et paradoks, som virker undertrykkende, både for dem der «vælger» at føde og dem der «vælger» at lade være: at føde er en samfundsmæssig pligt, som gennem den ideologiske påvirkning hviler på alle kvinder, uden at det har ideologisk og praktisk status som samfundsmæssigt arbejde.

T.I.R. / E.Ro. / A.J.