Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fagoppositionen var en organiseret fraktion indenfor norsk LO i årene 1910-20. Den samarbejdede tæt sammen med Norges Socialdemokratiske Ungdomsforbund og udgjorde sammen med enkelte medlemmer af Det norske Arbejderparti (DNA) en oppositionel fraktion indenfor DNA - den såkaldte «nye retning». Fagoppositionens vigtigste ledere var Martin Tranmæl, Alfred Madsen, Halvard Olsen og Elias Volan. I forhold til den herskende «gamle» retning i den norske socialistiske arbejderbevægelse stod Fagoppositionen både for en alternativ strategi for socialisme og dermed en anden arbejdsdeling mellem parti og fagbevægelse, og for en alternativ faglig politik og dermed en anden organisationsform indenfor fagbevægelsen. Fagoppositionen var en reaktion mod den parlamentariske linie, som DNA var slået ind på omkring århundredeskiftet. Parlamentarisk arbejde var i DNA oprindelig knyttet til dagsaktuelle reformkrav, men kom også til at blive betragtet som midlet til at gennemføre socialismen.

Fagoppositionens strategi

For Fagoppositionen var den parlamentariske vej til socialisme i bedste fald en omvej, i værste fald en blindgyde. For det første blev det hævdet, at den i det hele taget nok ikke var mulig. Den egentlige samfundsmagt lå ikke i de parlamentariske organer, men i den økonomiske sektor. Og de parlamentariske organers politik blev grundlæggende bestemt af de økonomiske magthavere. Endelig mente oppositionen, at deltagelse i de parlamentariske organer vævede arbejderlederne ind i det eksisterende samfundssystem, og dermed gjorde dem mindre indstillet på og i stand til at ændre det. Fagoppositionen var ikke - som syndikalisterne - imod at socialister deltog i parlamentarisk virksomhed. Men de understregede, at det eneste formål med dette var at bevidstgøre og mobilisere arbejderklassen i socialistisk retning. Fagoppositionens skepsis mod en parlamentarisk strategi var også baseret i dens opfattelse af socialisme. «Den gamle retning» forstod - lidt forenklet - socialismen som statslig eller kommunal ledelse af produktionen på grundlag af et socialistisk flertal i de parlamentariske organer. Fagoppositionens ledere hævdede heroverfor, at socialismen var andet og mere. Udover en form for offentlig ledelse af produktionen var det nødvendigt med en vis grad af direkte arbejderkontrol. Endvidere afviste de at et socialistisk samfund forfatningsmæssigt kunne baseres på det parlamentariske, repræsentative system. Fagoppositionen havde ingen klar model, men pegede på to mulige alternative forfatningselementer: kommuner og arbejderorganisationer. Efter den russiske oktoberrevolution i 1917 og lanceringen af parolen «al magt til sovjetterne», gik Fagoppositionslederne ind for en form for rådsforfatning.

Men i stedet for sovjet-princippet med råd valgt direkte af alle på arbejdspladserne hævdede de og fik i den norske rådsbevægelse (1917-18) støtte til det de kaldte «organisationslinien»: Rådene skulle som hovedregel baseres på de allerede etablerede organisationer, først og fremmest på fagforeningerne. Den socialistiske forfatning skulle have fagbevægelsen og andre arbejdslivsorganisationer som grundlag.

I overensstemmelse med denne holdning udformede de deres strategi for socialismen. Deres alternativ gik under betegnelsen «direkte aktion» eller «revolutionær masseaktion». Hvad dette konkret skulle indebære, stod imidlertid ikke helt klart. De ideer som fandtes, gik ud på følgende: Den indflydelse arbejderne havde skaffet sig over løn- og arbejdsforhold gennem at organisere sig, skulle gradvis udvides til at gælde produktionen i dens helhed. Kravene skulle efterhånden udvides til at gælde selve produktionen og dermed til slut skaffe arbejderne magten over produktionsmidlerne. Kravene skulle efterhånden pege ud over og resultere i en ændring af det økonomiske system. (Hvilken slags krav og hvordan blev ikke præciseret.) I næste omgang - regnede de med - ville der ske en politisk omvæltning. Bag denne tanke lå en speciel samfundsanalyse: arbejdet som den grundlæggende faktor i produktionen og dermed som det egentlige magtgrundlag i samfundet.

Fagoppositionens socialistiske strategi var delvist udledt af denne analyse. Den blev f.eks. formuleret på følgende måde af Elias Volan: «Den eneste maade at ophæve udbytningen paa, er at arbejdernes faglige organisationer er saa stærke, at de behersker alt det som heder arbejdskraft og gør samfundet afhængig af arbejdernes vilje i de enkelte tilfælde.» Ræsonnementet var, at arbejderklassen gennem sit organiserede udtryk - fagorganisationen - kunne skaffe sig «monopol» på arbejdskraft. På dette grundlag skulle klassen diktere sine betingelser overfor såvel den enkelte virksomhed, den samlede kapitalistklasse og staten. Perspektivet var at skabe en slags forhandlingssituation, hvor modparten ikke havde noget at stille op overfor fagbevægelsens krav.

Fagoppositionens program

I overenstemmelse med denne strategi udformede Fagoppositionens ledere deres program for, hvordan arbejderbevægelsen burde være indrettet organisatorisk. For arbejderbevægelsen generelt gik de ind for, at den økonomiske (og klasse-) organisation (dvs. fagbevægelsen) skulle være ledende i forhold til den parlamentariske (DNA) i kampen for socialisme - med andre ord en form for centralisering. For fagorganisationen specielt gik Fagoppositionen ind for at ændre både taktik og organisationsopbygning. Begge dele havde som hovedformål at gøre arbejderklassen indstillet på og i stand til at gennemføre socialiseringsprocessen, som Fagoppositionen regnede med måtte foregå på hver enkelt arbejdsplads. Udgangspunktet var en forestilling om «den revolutionære kraft som ulmer paa bunden hos en undertrykt klasse», og som det gjaldt om at «give et bevidst og intelligent udtryk». At udløse denne revolutionære kraft mente Fagoppositionen kunne ske gennem stimuleringen af den enkelte arbejders kamplyst, initiativ, handlekraft og ansvarsfølelse. Det skulle ske ved at tage faglige virkemidler i brug, som i højere grad end strejken krævede aktiv indsats fra den enkelte: gennem midler som sabotage og obstruktion (slow-down-aktioner o.l.), ved at ophæve de bindende overenskomster som hindrede direkte aktioner og sløvede kamplysten, ved at ophæve forsikringsvæsenet som tog for megen tid og opmærksomhed, og ved at indføre en organisationspraksis og -struktur som gav de lokale instanser - dvs. fagforeninger - større råderet i egne forhold.

«Magten tilbage til medlemmerne» var slagordet. Målet var altså en decentralisering indenfor fagbevægelsen. Fagoppositionen foreslog at erstatte fagforbundene med lokale fællesorganisationer som samlende organisationsenhed indenfor LO. Tanken var, at det ville være lettere for fagforeningerne at kontrollere en fællesorganisation med hovedkontor i nærheden, og det direkte samarbejde mellem foreningerne ville derved også blive enklere. Argumentet var endvidere, at dette ville reducere betydningen af fagskellene indenfor arbejderklassen og i stedet udvikle klassesolidariteten. Fagoppositionen havde endvidere et forslag, som indebar en stærkere centralisering af fagbevægelsen. Det gik ud på at give større myndighed til LO og fællesorganisationen. Et forslag om industrivis administrativ inddeling af LO pegede i samme retning. Såvel centraliseringen som decentraliseringen var tænkt at ske på bekostning af den myndighed, som havde ophobet sig i fagforbundene. Med andre ord var der tale om at fordele forbundsmagten mellem fagforeningerne og deres lokale fællesorganisationer på den ene side og LO på den anden.

Fagoppositionens program havde altså en langsigtet målsætning, men havde også til formål at gøre den faglige kamp indenfor systemet - kampen for bedre løn- og arbejdsforhold - mere effektiv. Fjernelsen af de bindende overenskomster for at give mulighed for direkte aktioner var i den forbindelse et hovedpunkt. Dette havde sin baggrund i, at de overenskomster, som blev indgået i årene umiddelbart før og under 1. verdenskrig gerne var ret langvarige - op til 4-5 år - samtidig med at der skete en stærk prisstigning. Indeksregulering var ukendt, og dette indebar, at arbejdernes realløn jævnligt sank i overenskomstperioden.

Naturlig nok skabte dette opposition blandt medlemmerne. Når folk oplevede deres egen realløn falde og fik at vide, at der ikke kunne gøres noget ved det pga. de overenskomster der var indgået, var det nærliggende at få ophævet disse overenskomster. Samtidig ville de ikke tilbage til tiden før fagorganisationen begrænsede arbejdskøbernes adgang til at skalte og valte med arbejderne efter eget forgodtbefindende. I stedet for de bindende overenskomster gik Fagoppositionen ind for «anerkendte arbejdsvilkaar» - godt nok uden at præcisere hvordan et sådan system var tænkt at skulle fungere i praksis.

Hensigten var at skabe større bevægelsesfrihed for de enkelte foreninger til forskellige typer aktioner, i det øjeblik de til enhver tid fandt bedst. Samme tanke lå også bag kravet om decentralisering indenfor fagbevægelsen - at hindre at forbundene forsøgte at standse eller afvikle aktioner. Målet var at gøre fagorganisationen mere slagkraftig overfor arbejdskøberne.

Samme målsætning lå også i centraliseringsforslaget - at styrke LO. Det gjaldt om at hindre, at fælles aktioner blandt arbejderne skulle kunne standses af et eller nogle få uenige forbund. Centraliseringsforslaget havde med andre ord et klart offensivt sigte, og formålet var ikke at LO skulle få myndighed til at forhindre foreningernes egne aktioner.

Fagoppositionens klassebasis

Fagoppositionen stod altså for en anden politik en den officielle - både med hensyn til den socialistiske strategi og til den strengt faglige taktik. Dette skel indenfor arbejderbevægelsen mellem ledelse og opposition afspejlede et tilsvarende skel indenfor arbejderklassen. Fagoppositionens sociale grundlag er ikke fuldt ud kortlagt, men det er tilstrækkelig kendt til at kunne skitsere nogle hovedtræk.

Geografisk set faldt tilslutningen til Fagoppositionen overvejende i to kategorier: Trøndelag og udkants-Norge - i betydningen de ikke-centrale, ikke-urbaniserede områder. I Trøndelag fik de tilslutning på alle typer af arbejdspladser. Dette havde givet sammenhæng med, at Fagoppositionens ledere her i mindre grad end på landsbasis fremstod som oppositionelle. De var gerne den drivende kraft i den lokale organisering, og kom også til at overtage ledelsen af den lokale arbejderbevægelse, kontrollere organisationsapparatet og pressen og dominere den politiske debat og foreningsmiljøerne. Udenfor Trøndelag kom Fagoppositionens tilslutning derimod overvejende fra tre specielle miljøer: miner, byggerier samt nye og storindustrielle fabrikker. Hovedvægten var på de to sidste. Baggrunden for tilslutningen til Fagoppositionen i disse miljøer skyldtes øjensynligt den situation, arbejderne der stod i. Den var forskellig fra den arbejderklassen iøvrigt var i og skabte dermed behov for andre virkemidler end dem «den gamle retning» i arbejderbevægelsen havde udviklet og ville holde sig til.

Situationen var mest speciel der hvor Fagoppositionen havde sit absolutte tyngdepunkt: på de mange byggearbejdspladser som fulgte med «den nye arbejdsdag» efter 1905. Det gjaldt vej- og jernbaneanlæg i offentligt regi samt kraftstations- og fabriksbygning på grundlag af privat, ofte udenlandsk kapital. Kombinationen af arbejdspladsens art og arbejdsstokkens karakter tenderede her til at hindre såvel faglig organisering som traditionel faglig politik.

I de ældre industriområder hvor fagbevægelsen havde sit udgangspunkt, havde grundlaget for organisationen været en forholdsvis stabil befolkning og selve organiseringen en nogenlunde jævn proces. Målet om at få etableret organisationen blev som regel opnået en gang for alle, når organisationen først havde nået et vist niveau. På anlæggene var arbejdspladsen derimod af ikke-varig karakter. Når anlægsperioden først var ovre, blev anlægssamfundet opløst. Dette gjorde, at organiseringsarbejdet her måtte have et meget mindre langsigtet præg end på de gamle arbejdspladser. Krav som ikke blev indfriet på de gamle arbejdspladser i første omgang, kunne man have håb om at få opfyldt i næste omgang. På anlæggene måtte virksomheden i højere grad tage udgangspunkt i og være indrettet mod øjeblikkets situation. Dermed fremstod den direkte aktion snarere end forhandlinger ofte som den rigtige faglige strategi. Dette hang også sammen med, at der var andre forhold på anlæggene, der gjorde det vanskeligt at etablere den nødvendige forudsætning for at drive forhandlinger: et gennemorganiseret arbejderkollektiv.

Dette havde dels at gøre med arbejdspladsernes karakter. At den var af begrænset varighed, gjorde «gennemtrækket» af arbejdere forholdsvis stort - også i anlægsperioden. Dette gjorde det vanskeligt at etablere både en stabil organisation og strejkekasser, som var nødvendige for «normal» faglig virksomhed. Dertil kom det sociale miljø i tilknytning til disse arbejdspladser. Forholdene varierede godt nok fra sted til sted og ændrede sig til det bedre over tid, men gennemgående var anlæggene i denne tid præget af ret kummerlige og barske leveforhold. Det drejede sig om dårlige, ofte elendige bolig- og hygiejneforhold, megen druk og slagsmål m.v. samt forholdsvis mange arbejdsulykker. Denne situation var ikke særlig egnet til at skabe det nødvendige overskud blandt arbejderne til at slutte op om organisationsarbejdet.

Men arbejdsstokkens baggrund var muligvis endnu vigtigere. De fleste kom fra landet - dvs. fra et ikke-industrielt miljø - og var dermed oprindelig uden kendskab til organisationstanken, fagbevægelsens virksomhed og betydningen af kollektiv optræden overfor arbejdskøberne. De var «uden klassetradition», udtalte Edv. Bull. Dette gjorde dem i udgangspunktet vanskelige at organisere, eller at indlemme i «normal» faglig virksomhed. Den manglende klassetradition, kombineret med den proletaringsproces de havde været igennem eller stod midt i, disponerede dem for en relativt yderligtgående politik, som den Fagoppositionen stod for. For arbejderne i den nye elektrokemiske og elektrometalurgiske storindustri og i de forholdsvis nye miner var forholdet det, at de havde deres faglige traditioner fra anlægsperioden - dvs. da Fagoppositionens «budskab» var blevet retningsgivende. Desuden tog det ganske lang tid før samfundene omkring de nyetablerede virksomheder blev tilfredsstillende organiseret, således at de forholdsvis længe bevarede træk fra anlægsperioden, som havde gjort en «radikal» faglig praksis nødvendig. Arbejdsvilkårene i de nye fabrikker og minerne indebar desuden relativt stærk pression, og arbejdskøberne var relativt hårde og stod i en strategisk gunstig position overfor arbejderne gennem deres (hyppige) kontrol med forsyningerne og gennem mulighederne for at skaffe skruebrækkere fra de omkringliggende landdistrikter. Alt dette nødvendiggjorde hårdere og mere specielle virkemidler, end i de miljøer hvor fagbevægelsen først havde etableret sig og hvor den traditionelle faglige praksis havde udviklet sig.

Fagoppositionens driftighed bragte den til magten i DNA på landsmødet i 1918. Tranmæl: «Kom bare gutter. Skal vi vente til isen bliver sikker, kommer vi aldrig over.»

I næste omgang førte dette til konflikt mellem Fagoppositionen og den etablerede fagbevægelse, som jo også Fagoppositionens medlemmer for det meste var tilsluttet, trods det at en del ønskede at lave en helt uafhængig organisation. Dette blev imidlertid modarbejdet af Fagoppositionens ledere. Den syndikalistiske organisation med udspring blandt Fagoppositionens medlemmer som så dagens lys i 1916, fik heller ikke særlig stor tilslutning. I stedet overtog Fagoppositionens ledere i 1918-20 en række magtpositioner i den etablerede fagbevægelse og bidrog også væsentligt til, at «den nye retning» i 1918 erobrede magten i DNA.

Konflikten mellem Fagoppositionen og den etablerede fagbevægelses ledere kan også ses i et mere overordnet perspektiv, som en konflikt mellem gamle og nye arbejdergrupper, gammel og ny arbejderklasse, med forskellig baggrund og forskellig situation. Den første industri blev for det meste anlagt i eller omkring byer og andre tætbyggede områder. Den rekrutterede hovedsagelig folk fra byernes gamle arbejderklasse og fra håndværkerstanden, selv om den også havde en vis tilgang fra landet. Den faglige praksis og tradition som udviklet sig, blev bestemt af byomgivelser og håndværkernes organisationstraditioner. (Håndværkerne gik desuden i spidsen for organiseringen.)

Den nye arbejderklasses arbejdspladser som udviklede sig omkring og efter århundredeskiftet, lå i afsidesliggende områder uden organisationstraditioner. Disse nye arbejdere oplevede langt større ændringer i miljø og livssituation end de gamle i industrialiseringens første fase: fra tilbagestående landsbyer til enorme fabrikker og maskiner baseret på tidens mest avancerede teknologi. Kontrasten og overgangen var voldsommere og kunne nok disponere for tilsvarende voldsomme reaktioner.

J.Bj.