Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 35.598
: :
Arbejderkollektivet
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Arbejderkollektivet slapper af. Fra pause i Sulitjelmaminen i Norge i 1950'erne. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Arbejderkollektivet bruges som betegnelse for sammenhold og solidaritet blandt arbejdere. Parolen «sammenhold gør stærk» er lige så gammel som arbejderbevægelsen selv, og dette vidner om, at sammenhold og solidaritet har stor betydning for arbejderbevægelsens styrke og slagkraft.

Overordnet forstås arbejderkollektivet som et sæt uskrevne, uformelle regler for hvordan en «god arbejdskammerat» skal te sig i forhold til overordnede og andre arbejdskammerater. Eksempler på sådanne regler kan være krav om opbakning fra alle ved strejker og andre aktioner, socialt pres for at få alle til at organisere sig fagligt, at alle forbindelser mellem den enkelte og virksomhedsledelsen skal ordnes gennem fagforeningen og ikke enkeltvis osv. Arbejderkollektivet kan antage forskellig former under forskellige historiske og lokale forudsætninger, men det rummer altid det samme grundlæggende element: Den enkelte arbejder skal først og fremmest være loyal overfor fællesskabet af arbejdskammerater - ikke overfor virksomhedsledelsen.

Arbejderkollektivets regler opretholdes gennem kollektive reaktioner overfor arbejdere, som sætter sig ud over dem. På samme måde som reglerne, er reaktionerne uformelle, men kan alligevel antage meget drastiske former. Martin Tranmæls opfordring til anlægsarbejdere i Norge om at putte dynamit i borehullerne for at holde strejkebrydere væk, kan stå som eksempel. En fredeligere og langt den mest normale reaktion, er at man forsøger at snakke folk til rette. Går det ikke, er udfrysning af kammeratskabet på arbejdspladsen den mest almindelige reaktion.

Lysgaards undersøgelse

Den norske sociolog Sverre Lysgaard gennemførte i 1950'erne en undersøgelse blandt arbejderne i en træforædlingsvirksomhed. Han fandt, at der blandt arbejderne eksisterede et beskyttende kollektiv - et forskansningssystem - overfor virksomheden. Lysgaard kaldte dette for arbejderkollektivet. Den vigtigste regel indenfor dette var lighedsprincippet: Ingen arbejder må forsøge at skille sig ud ved at arbejde hårdere end de andre, indynde sig hos ledelsen osv. De som satte sig ud over dette, blev udsat for reaktioner fra arbejdskammeraterne, som oftest i form af udfrysning. Lysgaard forklarede eksistensen af kollektivet ved at pege på den spændingsfyldte stilling, som arbejderne har i virksomheden. På den ene side er de afhængige af ansættelse i virksomheden for at sikre sig et levebrød. Men de befinder sig i en underordnet situation, og må derfor underkaste sig virksomhedens krav til arbejdsydelse. Disse fremstår som umættelige, ubønhørlige og ensidige. På den anden side er arbejderne mennesker, og som sådanne begrænsede, mangfoldige og tryghedssøgende. I spændingsfeltet mellem disse menneskelige værdier og virksomhedens krav til arbejdsindsats opstår og fungerer arbejderkollektivet som en stødpude - et forskansningssystem mellem de ansatte og virksomheden. Kort sagt, arbejderkollektivet opstår som et svar på de underordnedes problematiske stilling i virksomheden. Denne er atter forårsaget af en magtstruktur hvor ejerne/ledelsen kontrollerer de grundlæggende magtkilder: Ledelses- og beslutningssystemet, informations- og kommunikationssystemet, teknologien m.m.

Kollektivet og fagbevægelsen

Der er tæt sammenhæng mellem arbejderkollektiv og fagbevægelse, men også vigtige forskelle. Arbejderkollektivet har ingen skrevne regler, ingen formelt valgte ledere, det er geografisk afgrænset, har ingen formelle aftaler eller kontakter udadtil og vil i sin form være præget af specielle lokale og historiske forudsætninger. Fagbevægelsen er derimod en formel og pyramideformet organisation med skrevne vedtægter, den har et omfattende net af valgte tillidsmænd, er landsomfattende, har indgået bindende aftaler med modparten og er endvidere indvævet i det politiske beslutningssystem - både lokalt og centralt.

I disse forskelle eksisterer der mulighed for betydelig spænding mellem arbejderkollektiv og fagbevægelse. Centrale beslutninger og aftaler kan være besluttet under hensyn til forhold, som ligger udenfor eller som går på tværs af det lokale kollektivs erfaringsgrundlag. For eksempel: Når fagbevægelsen ud fra politiske hensyn, f.eks. til prisstigningen, modererer lønkravene, kan dette på enkelte arbejdspladser hvor man er sakket bagud lønmæssigt virke urimeligt. I værste fald som om fagbevægelsen går virksomhedens ærinde. Hovedaftalens bestemmelse om fredspligt hvor fagbevægelsen er forpligtet til at gøre sit til at undgå strejker i aftaleperioden, kan forstærke dette. Dette er især ofte problematisk for lokale tillidsmænd: De har tæt kontakt med arbejderkollektivets opfattelse og krav, men er som tillidsmænd samtidig forpligtede til at følge centrale beslutninger og aftaler op. De såkaldte «vilde strejker» kan forstås som et resultat af spændingen mellem det lokale arbejderkollektiv og den landsomfattende fagbevægelse. Hvor stærk denne spænding kan blive, vil bl.a. afhænge af den fagligt-politiske linie i fagbevægelsen.

Variationer

Arbejderkollektivet er ikke lige stærkt på alle arbejdspladser og hos alle grupper af ansatte. Kontakt arbejderne imellem er vigtig for solidariteten, men forhindres ofte af støj, højt tempo, streng overvågning fra ledelsen, maskiner som kræver, at man bliver på jobbet hele tiden, visse former for ny teknologi, akkordløn mm. En række forhold ved arbejdet kan virke splittende, f.eks. en stærk rangordning af jobbene løn- og statusmæssigt og et avancementssystem, hvor de ansatte konkurrerer indbyrdes. Den øgede geografiske og arbejdsmæssige mobilitet gør, at folk ofte ikke slår rod i miljøet, og kollektivdannelser får derved ikke samme udviklingsmulighed. Samtidig kan den stigende betydning der i vort samfund lægges på anvendelsen af person- og familieplaner gøre, at man bliver mere individ- og familieorienteret på bekostning af kollektivet. Sidst men ikke mindst vil også arbejderbevægelsens egen ideologi og politik spille ind.

T.Co.