Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

En fraktion er en fælles gruppe personer indenfor et parti, organiseret omkring et sæt afvigende synspunkter i forhold til partiets officielle politik. En fraktion kan have karakter af at være en mere permanent organisation med egne publikationer, kontorlokaler og lign. eller den kan være etableret for et kortere tidsrum. Hvorvidt en fraktion fremstår offentligt eller forsøger at operere i det skjulte afhænger af, hvilken slags partiorganisation, den eksisterer indenfor. Men formålet vil være at fungere som en pressionsgruppe med henblik på at ændre partiets politiske/ideologiske linie.

Indenfor arbejderbevægelsens partier har der været forskellige holdninger til fraktionsdannelser. Kommunistpartierne, organiseret ud fra princippet om demokratisk centralisme, tillader ikke fraktioner. Samlinger af ligesinde medlemmer i en fraktion anses som en alvorlig krænkelse af princippet om partiets enighed. En fraktion er i kommunistisk terminologi en organiseret gruppe, som truer partiets enhed og udgør som sådan en partifjendtlig gruppe med afvigende meninger. Fraktionsvirksomhed straffes sædvanligvis med eksklusion af partiet. Men i lande hvor kommunistpartier har haft magten, er fraktionsdannelse undertiden også blevet betragtet som statsfjendtlig aktivitet og straffet derefter.

I de socialdemokratiske partier er holdningen til fraktionsdannelser varierende. Det danske socialdemokrati - som har en demokratisk-centralistisk partistruktur - tillader ikke dannelsen af fraktioner. Det britiske arbejderparti har ikke noget tilsvarende forbud og har traditionelt tolereret, at forskellige fløje i partiet har drevet organiseret virksomhed, men uden at danne fraktioner. I det franske socialistparti godkendes derimod fraktioner, idet partiets venstrefløj optræder åbent med selvstændig platform, særskilte organisationslokaler m.m.

De venstresocialistiske partier har sædvanligvis accepteret fraktionsdannelser (se f.eks. VS). Synspunktet har været, at muligheden for at danne fraktioner mod den dominerende linie er en nødvendig partidemokratisk ret, som vil styrke den politiske meningsbrydning i et parti. Har resultatet i kommunistpartierne og i de centralistiske socialdemokratiske partier været underkuelse af uenighed og opposition, så er faren i de venstresocialistiske partier, at de mangler slagkraftig enhed og i stedet bliver en slagmark for forskellige fløje og fraktioner. Når fraktionsdannelser bliver en del af en politisk livsstil, mister den karakteren af et partidemokratisk redskab og bliver «fraktioneren».

R.S.