Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hadprædikant, offentlig person der spreder propaganda med det formål at skabe had mellem etniske, politiske eller religiøse grupper i samfundet.

I Danmark er fænomenet overvejende udviklet siden 2000, hvor borgerlige og socialdemokratiske politikere og journalister har udviklet en stadig mere skinger kampagne med det formål at lægge udlændinge og specielt muslimer for had.

Begrebet er knyttet til det engelske begreb «hate speech». Beskyttelse herimod er nedfældet i internationale konventioner, hvoraf den Internationale Pagt om Civile og Politiske Rettigheder (International Covenant on Civil and Political Rights (ICCPR)) er den vigtigste. Pagten er en multilateral traktat vedtaget i FN's Generalforsamling i 1966, og dens overholdelse monitoreres af FN's Menneskerettighedsråd. I pagten hedder det bl.a.: «enhver fremførsel af nationalistisk, racemæssig eller religiøst had der udgør en opfordring til diskrimination, fjendtlighed eller vold skal forbydes ved lov». Baggrunden var det had nazismen i 1930'erne opbyggede mod jøderne.

Der eksisterer en modsætning mellem ytringsfrihed på den ene side og retten til beskyttelse mod «hate speech» på den anden. Lovgivningen der skal implementere ICCPR teksten i de enkelte lande varierer derfor også voldsomt. I Sverige eksisterer f.eks. en vidtgående lovgivning mod «hetz mod folkegrupper», der beskytter især religiøse og etniske minoriteter mod forfølgelse. Tilsvarende lovgivning findes i Tyskland («Volksverhetzung») og kans straffes med op til 5 års fængsel. I Danmark er der aldrig blevet vedtaget tilsvarende lovgivning, men minoriteter nød dog en vis beskyttelse med straffelovens racismeparagraf. Gennem det første tiår af det nye årtusinde førte borgerlige politikere derfor en intensiv kampagne for fjernelse af racismeparagraffen, for at de uhindret kunne svine minoriteter til. Danmark overholder derfor i 2016 ikke ICCPR paragraffen om «hate speech».

Blandt de vigtigste danske hadprædikanter kan nævnes: Martin Henriksen (DF), Mogens Camre (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Inger Støjberg (V), Bertel Haarder (V), Naser Khader (C), Mette Frederiksen (A), Nicolai Wammen (A), Kurt Vestergaard (Jyllandsposten), en lang række journalister på TV2 og DR.

Had kan føre til forbrydelser, og når det er politikere der hader fører det til hadsk lovgivning. Rigspolitiet registrerede i 2017 446 «hadforbrydelser». Af disse var 50% racistisk motiverede. 32% af forbrydelserne var religiøst motiverede, oftest rettet mod jøder og muslimer. De resterende 18% var seksuelt motiverede, oftest rettet mod LGTB personer, og i færre tilfælde mod tidligere kærester. Prototypen på gerningsmanden til en hadforbrydelse er en 42 årig hvid dansk mand, der lader sit had gå ud over andre af anden etnisk eller religiøs herkomst, typisk jøder, muslimer og folk af afrikansk oprindelse. (Rigspolitiet. Hadforbrydelser i 2017) Hadprædikanterne sidder i Folketinget, og dem de prædiker for fylder op i politiets statistikker.

I 2016 forsøgte borgerlige danske hadprædikanter at anvende begrebet mod danske muslimer. Hadprædikanterne truede med lukning af moskeer, forbud mod nye og fratagelse af statsborgerskabet for herboende muslimer. I den borgerlige danske selvforståelse er ytringsfrihed lig med borgerlige politikeres ret til at tilsvine etniske og religiøse mindretal, mens hadprædikanter er repræsentanter for de samme mindretal der tager til genmæle. Eller med andre ord: «ytringsfriheden» gælder nogle få (borgerlige danske politikere), mens andre der søger at bruge den samme frihed skal have frataget deres statsborgerskab (i strid med FN's Menneskerettighedskonvention).

A.J.