Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Crosland (1918-1977), britisk økonom og socialistisk politiker, forgrundskikkelse for den moderate fløj indenfor det britiske Labourparti. Medlem af Parlamentet 1950-55 og atter fra 1959 til sin død. Økonomiminister i Harold Wilsons første regering i 1964, året efter minister for uddannelse og videnskab. President Board of Trade 1967-69, minister for regional planlægning og lokalt selvstyre 1969-70. Labours talsmand i miljøspørgsmål efter regeringsskiftet i 1970. Miljøminister 1974-76, udenrigsminister 1976-77 hvor hans vigtigste indsats kom til at bestå i bilæggelse af fiskerigrænsekonflikten med Island.

Crosland er kendt som en indflydelsesrig politisk tænker. I en serie bøger tager han socialismen op til fornyet vurdering og begrundelse - ud fra et ikke-marxistisk standpunkt. Hans politiske grundsyn findes bl.a. i følgende bøger: «Britain's Economic Problem» (1953), «The Future of Socialism» (1956), «The Conservative Enemy» (1962), «The Politics of Education» (1971) hvor han var medforfatter, og «Socialism Now» (1974). Crosland er en udpræget fabianer - de skridtvise reformers talsmand. Han var selv formand for «Fabian Society» 1960-61 og førte denne gruppes reformistiske traditioner videre. Socialisme var for Crosland først og fremmest en uddybning og fuldstændiggørelse af det liberale demokrati på det sociale og økonomiske område. I «The Future of Socialism» opstiller han 5 kerneværdier, som socialister har forsøgt at realisere siden arbejderbevægelsens start:

Socialisme er (1) en protest mod den fattigdom og elendighed som kapitalismen frembragte. Socialismen lægger også stor vægt på (2) social velfærd til fordel for dem, som er trængende eller uheldigt stillet af andre årsager. Den bæres også oppe af (3), en tro på lighed og visionen om det klasseløse samfund. Denne lighedsopfattelse ytrer sig først og fremmest i ønsket om at give arbejderen rimelige rettigheder i produktionslivet og en ansvarsfuld stilling i produktionsprocessen. Nært forbundet med lighedsidealet er broderskabstanken. (4) Socialismen var - og er - en reaktion mod konkurrencesamfundet; Det er en ideologi, som sætter samarbejde højt. Historisk var socialismen også (5) en protest mod kapitalismens ineffektivitet som økonomisk system - og især til tendenserne til udbredt arbejdsløshed.

Udviklingen af Croslands socialismeopfattelse afspejler også den moderate britiske socialismes udvikling og problemer i et nøddeskal. Ud af disse 5 idealer er nr. 1 og 5 i færd med at miste deres betydning, skrev Crosland i 1950'erne. Den direkte fattigdom er på vej ud, og den moderne blandingsøkonomi sikrer i stadig højere grad fuld beskæftigelse. På dette punkt ligger Crosland på linie med en vigtig hovedtendens indenfor det moderne vesteuropæiske socialdemokrati: Eftersom den tæmmede kapitalisme synes at sikre fuld beskæftigelse, falder også grundlaget for den socialistiske kapitalismekritik bort. Da kapitalismen synes at klare sig selv relativt godt, må Labour ændre sit syn på nationaliseringer. Er nationaliseringer et egnet middel til at realisere socialismens kærneværdier, især større lighed og en nedbrydning af de økonomiske klasseskel? Hans syn på statslig overtagelse af industrien skabte i sin tid intens debat: Kontrol med produktionsmidlerne i form af direkte statslig overtagelse af ejendomsretten er ikke længere så ønskelig, fordi den nødvendige kontrol kan udøves fra regeringens side og ved hjælp af fagforeningerne. Socialismens mål kan nås indenfor rammerne af en reel blandingsøkonomi, hvor offentlig eje blot er én af mange former for ejendomsret indenfor produktionslivet.

Da Crosland i 1974 så tilbage på sin revisionistiske tese fra 1956, blev han tvunget til at tage sit grundlæggende postulat op til fornyet overvejelse: Kapitalismen var på ny i krise og arbejdsløsheden var igen et problem. Bortset fra enkelte områder var Storbritannien ikke kommet nærmere de socialistiske idealer end i 1956. Alligevel holdt Crosland fast ved, at den private sektors magt kunne holdes i skak ved fagforeningernes magt og ved fantasifuld anvendelse af mikro- og makroøkonomisk planlægning. Nationaliseringer ville ikke nødvendigvis fremme en socialistisk strategi, skrev Crosland i «Socialism Now». Udenlandske investeringer kan let kontrolleres i et politisk stærkt land som Storbritannien.

I stedet for at samle opmærksomheden så stærkt om nationaliseringer foreslog Crosland følgende prioriteringer for en bevidst socialistisk strategi: Nye skatter på formuer og gaver: Højere arveafgifter; Statslig overtagelse af land; Kommunal kontrol med den eksisterende boligmasse og med nyt husbyggeri; Fuld demokratisering af skolevæsenet; Et statsligt ejendomsselskab; Nationalisering af forsikringsvæsenet; Fuld statslig kontrol med pensionsfonde; Skat på reklamer; Større indsats for at gøre eksisterende statslige virksomheder lønsomme og konkurrencedygtige og en fjerde kvalitetskanal på britisk fjernsyn. Det sidste var vigtigt, for iflg. Crosland er lighed langt mere end blot økonomisk lighed. Lighed er også lige mulighed for at leve i æstetisk tiltalende omgivelser og at deltage i et rigere kulturliv. I 1974 føjede han videreudvikling af det industrielle demokrati til sin liste over prioriteringer. Som i 1956 tog han i 1974 til orde for et energisk forsvar for det demokratiske lighedsideal. Hans strategi tog netop sigte på at nå dette og var ikke begrænset til det liberale lighedsideal. Sidstnævnte omfatter kun lighed i udgangspunktet - lige chancer; Førstnævnte omfatter også faktisk lighed - lighed i resultater uanset hvor formelt lige indbyggerne er ved fødslen. Disse mål er ifølge Crosland i tråd med socialismens historiske traditioner og kan nås ved bevidst og energisk anvendelse af politisk magt indenfor rammerne af liberale politiske institutioner.

B.Ha.