Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fremtidens Danmark (1945), socialdemokratisk program udarbejdet umiddelbart efter 2. verdenskrig af den 31 årige socialdemokrat Jens Otto Krag. Programmet blev grundlag for partiets valgkamp i 1945.

Programmet blev indledt med en konstatering af, at det hidtidige økonomiske system ikke havde formået at løse førkrigstidens økonomiske problemer, og endnu mindre ville kunne løse efterkrigstidens. Monopolkapitalismen havde ført til uligheder i indkomst- og formuefordelingen, de tilbagevendende kriser og endelig de skel der udvikledes i befolkningen økonomisk, uddannelsesmæssigt og kulturelt. Mest iøjnefaldende var kriserne, der ifølge programmet for en stor dels vedkommende skyldtes ulighederne i indkomst. Den brede befolknings forbrug kunne ikke holde takt med den stigende produktion. Derfor indtrådte der afsætningsvanskeligheder. Helt øjeblikkeligt måtte produktionsapparatet derfor moderniseres, så Danmark kunne tage konkurrencen op med udlandet, efterhånden som forholdene normaliseredes.

På arbejdsmarkedet skulle indledes opbygningen af et økonomisk demokrati baseret på bedriftsråd på hver enkelt arbejdsplads, sektionsråd for hvert erhvervsområde og øverst et samfundsøkonomisk råd. Rådene skulle ikke lede virksomhederne, men dog være vejledende og retningsgivende indenfor de store linier. For visse industrier kunne der blive tale om hel eller delvis overgang til samfundseje - overvejende på aktieselskabsbasis. Det gjaldt en række levnedsmiddelindustrier, fabrikker til fremstilling af vejmaterialer, varer til transport og kommunikation samt tændstik- og papirindustri, tapet og svovlsyre.

Kontrollen med udenrigshandelen skulle bevares, og staten måtte ved lån, ved effektive salgsorganisationer og ved markedsundersøgelser støtte og udvikle eksporten.

Med banker og forsikringsselskaber skulle staten sikre sig øget kontrol. Landmandsbanken skulle gøres til statens forretningsbank i snæver tilknytning til Nationalbanken, og forsikringsselskaberne skulle med undtagelse af enkelte områder overgå til at være statslige eller kooperative virksomheder.

Indenfor boligbyggeriet skulle al privat spekulation fjernes. Kun kommuner og almennyttige boligselskaber måtte bygge boliger for den brede befolkning. Der skulle etableres en landsdækkende planlægning forestået af «Statens bolig- og Byggeråd». Byggerenten skulle sættes ned, og der skulle gives offentlige lån til det sociale byggeri. For råvareindustrien - cementfabrikker, kalk- og teglværker - ville det være nødvendigt med en ændring af ejendomsforholdene til offentlige aktieselskaber.

Indenfor landbruget skulle ejendomme der blev udbudt til salg til en værdi over 25.000 kr udstykkes, og der skulle indføres fuld grundskyld, der med fradrag for forbedringer skulle udgøre 3½ %. Efter 60 år ville jorden så være fuldt i samfundseje. Indenfor fiskeriet skulle andelstanken udbredes, auktionerne skulle overtages af staten, og der skulle etableres en fiskerihøjskole.

Programmet rummede endvidere en række andre elementer. Nogle dagsaktuelle, andre mere vidtrækkende. Valgretsalderen skulle sættes ned til 21 år og Landstinget afskaffes (det skete med grundlovsændringen i 1953). Hæren skulle demokratiseres - bl.a. ved en talsmandsordning for de menige. På arbejdsmarkedet skulle der gennemføres en forbedring af mæglingsloven, der skulle sikre en mere dybtgående behandling af stoffet; funktionærernes og tjenestemændenes ofte dårlige vilkår måtte tages op til revision, og endelig måtte der gennemføres afgørende ændringer ifht. landarbejdernes løn- og boligforhold.

Kunst og videnskab skulle have større offentlig støtte til fremme af kontakten med den brede befolkning. Kunst i gode omgivelser skulle være almen tilgængelig, og offentlige bygninger og lokaler skulle udsmykkes med lødig kunst. De folkelige kulturorganisationer skulle have øget offentlig støtte, og støtten skulle samtidig øges for at skaffe forsamlingslokaler.

På det sociale område stillede programmet krav om højere alders- og invaliderente, men det slog samtidig fast, at målet ikke var en egentlig folkepension, omfattende både rige og fattige. Ved sygdom og ulykke skulle der indføres en dagpengeordning på et rimeligt niveau og med mulighed for en frivillig overbygning. Samtidig skulle det undersøges, om der ikke var mulighed for indførelse af en offentlig og gratis syge- og sundhedspleje for hele befolkningen. Mennesker der var slået ud af sygdom eller invaliditet, skulle på ny søges indpasset på arbejdsmarkedet - med arbejdsgivernes bistand.

Ifht. familien, moder og børn stillede programmet en række krav som udvidelse af huslejehjælp for børnerige familier, indretning af vuggestuer, børnehaver og fritidshjem ved nye større boligkomplekser, indførelse af en moderskabsydelse, udvidelse af barsels- og svangerskabshvile med dagpenge, og forbud mod afskedigelse som følge af graviditet eller ægteskab. Endvidere skulle husmoderafløsningen gøres til en fast institution, udgifterne til særforsorg af børn skulle bæres af det offentlige, og tilsynet med skolelæger og -tandlæger skulle gøres obligatorisk i alle kommuner.

Ifht. skattepolitikken var holdningen, at den generelt skulle virke indkomstudjævnende, men desuden skulle kontrollen med selvangivelserne øges, og det samme skulle fradragsmulighederne. Den indirekte beskatning skulle afstemmes med de sociale forhold, og afgifter der virkede begrænsende på beskæftigelsen skulle nedsættes eller helt afskaffes. Endelig skulle arveafgiften hæves. Især ved store arvesummer, eller hvor arvingerne ikke hørte til den nærmeste slægt.

Programmet markerede et betydeligt ideologisk spring mod venstre for socialdemokratiet, og må ses på baggrund af den store anseelse venstrefløjen (DKP) nød i befolkningen for sin indsats i modstandskampen mod den tyske besættelse, og den mere kritiske holdning overfor kapitalismen, der havde kastet Europa ud i krig og kostet 50 mio. døde. Samtidig var socialdemokratiet mærket af samarbejdspolitikken med tyskerne, og de stærke krav i fagbevægelsen om sammenlægning mellem de to arbejderpartier. Partiet blev tvunget mod venstre, men lavinen var alligevel ikke til at standse. Partiet mistede ved valget i oktober 1945 12% af stemmerne ifht. valget i 1943, og DKP gik tilsvarende frem.

Kort efter krigen satte den kolde krig ind, og tvang kommunisterne i Europa i defensiven. Socialdemokratiet generobrede i 1947 7% af stemmerne, og fremgangen fortsatte. Alligevel blev der ikke i særlig grad blødt op for kravene i Fremtidens Danmark, der nemlig også markerede introduktionen af en ny stat, baseret på en langt højere grad af statsintervention. Inspirationen kom fra den britiske økonom John M. Keynes, og blev det grundlag velfærdssamfundet blev opbygget på over de følgende 25 år. De fleste punkter i programmet endte derfor i realiteten med at blive gennemført.

A.J.