Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Iflg. FN's delingsplan for Palæstina fra 1947 (FN Generalforsamlings resolution 181) skulle Jerusalem være et internationalt mandatområde, der ikke skulle tilhøre hverken den forestående palæstinensiske eller jødiske stat. Dette er samtidig forklaringen på, hvorfor en række lande - USA, Belgien, Spanien, Frankrig, Grækenland, Italien; Tyrkiet og Sverige - har generalkonsulater i Jerusalem, der referer direkte til disse landes udenrigsministerier og ikke til ambassaderne i Tel Aviv eller Amman.

I den første arabisk-israelske krig i 1948 gik Israel ind i Vestjerusalem, og har siden holdt denne del af byen besat. Samtidig flygtede bydelens arabiske befolkning. I 1967 blev den israelske besættelse udstrakt til hele det Palæstina, der i 1922-48 var britisk mandatområde. Som del af besættelsen bekræftede den israelske regering den 11. juni sin permanente besættelse af Østjerusalem, og den 28. juni ratificerede Knesset denne beslutning ved at beslutte, at også Østjerusalem var omfattet af israelsk lovgivning. Få dage senere igangsattes «arbejder» for at garantere sikker adgang til jødernes hellige Grædemur. 5.000 arabiske indbyggere blev drevet ud af deres huse, der blev jævnet med jorden, og blev sendt i Shufat flygtningelejren.

I 1969 igangsattes byggearbejder i en ring omkring Østjerusalem med det åbenlyse formål at isolere Jerusalem fra resten af de besatte områder, gøre den arabiske befolkning af Jerusalem til en minoritet, og gøre ethvert forslag om tilbagetrækning ekstremt vanskeligt. Den 30. juli 1980 gjorde Knesset det genforenede Jerusalem til «Staten Israels evige hovedstad». Den 20. august vedtog FN's Sikkerhedsråd med USA's stemme resolution 478, der erklærede denne ensidige israelske proklamation for ugyldig. Med undtagelse af Costa Rica og El Salvador har alle lande med ambassader i israel denne placeret i Tel Aviv. Den 6. november 1996 besluttede USA's kongres efter kraftigt pres fra den israelske lobby organisation AIPAC at flytte USA's ambassade til Jerusalem senest 31. maj 1999.

I 1993 indgik Israel og PLO Oslofredsaftalerne. I disse var det forudset, at der i slutfasen af forhandlingsprocessen også skulle forhandles om Jerusalems endelige status. Højrekoalitionen Likud har dog hele tiden erklæret, at Jerusalems status ikke er til forhandling.

I 1995 vedtog Israels regering en plan for Storjerusalem, der skulle omfatte både byens vestlige og østlige dele samt 15% af den besatte Vestbred. Vedtagelsen har ført til en hastig ekspansion af de jødiske bosættelser vest for Jerusalem.

Den aktuelle situation

75% af den palæstinensiske befolkning i Jerusalem lever i dag under fattigdomsgrænsen, og befolkningstætheden er 8 gange højere end i de israelske områder af byen. Der eksisterer en voldsom boligmangel. De israelske myndigheder udsteder kun meget sjældent byggetilladelser til Jerusalems palæstinensiske befolkning, og huse der bygges uden tilladelse jævnes med jorden. De israelske myndigheder har jævnet 1000 palæstinensiske huse med jorden siden 1987 og truer med at jævne yderligere 4000. Samtidig fortsætter Israel sin ekspropriation af palæstinensisk jord i Jerusalem.

Palæstinensere i Jerusalem regnes af Israel for udenlandske indbyggere. De israelske myndigheder har modvilligt udstedt opholdstilladelser til dem, der gør det muligt for dem at deltage i kommunalvalgene. Indenrigsministeriet fører en politik overfor palæstinenserne, der specielt siden 1994 har været meget streng og vilkårlig. Den blev den 30. december 1996 bekræftet af den israelske højesteret. I løbet af de sidste 30 år er 50-100.000 palæstinensere i Jerusalem blevet frataget deres ret til at bo i byen. Det gælder f.eks. alle de indbyggere, der i mere end 7 år har boet udenfor bygrænsen. Yderligere ca. 55.000 palæstinensere kan i fremtiden blive omfattet af denne politik. Palæstinensiske flygtninge der lever indenfor bygrænsen i Shufat og Kalandia flygtningelejrene har ingen politiske rettigheder overhovedet. Siden 1993 har byen desuden været lukket området for palæstinensere, der ikke har bopæl i den. PLO's hovedkvarter i Jerusalem - Orient House - har været militært besat af Israel siden august 2001.

Israels regering har åbent gennemført denne judæisering for at reducere antallet af palæstinensere i Jerusalem, og denne politik begynder at bære frugt. Mens der i 1990 fortsat var et flertal på 150.000 palæstinensere overfor 120.000 jøder i Østjerusalem, vendte dette forhold i 1993, hvor der stod 155.000 palæstinensere (ikke-jøder som de betegnes af de israelske myndigheder) overfor 160.000 jøder. I Vestjerusalem bor der 250.000 jøder.

A.J.