Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det engelske udtryk «Black Power» betyder «sort magt». Slagordet er en samlende betegnelse for den kamp den radikale borgerrettighedsbevægelse - især i USA - fører for styrkelse af de sortes positioner aktuelt og fuld frigørelse fra racisme og kapitalisme i fremtiden.

Borgerretighedsbevægelsen i 1960'erne

Under en borgerrettighedsmarch i Mississippi i 1966 begyndte råbet på Black Power at lyde. I virkeligheden var dette begreb en forkortelse for et slagord, som den radikale del af borgerrettighedsbevægelsen længe havde benyttet: «Power for Black People» (Magt til sorte mennesker). Men begrebet kom til at udtrykke en samlet holdning for store dele af den sorte politiske bevægelse i USA og i andre dele af verden, hvor de sorte var undertrykte - Vestindere i Storbritannien og sorte i det sydlige Afrika. Black-Power-bevægelsens baggrund lå i flere forskellige strømninger og organisationer, der havde det tilfælles, at de både gik ind for de sortes rettigheder og havde en vision om et andet USA, der ikke var baseret på et kapitalistisk grundlag. Black Power-bevægelsens sociale grundlag var mødet mellem erfaringer høstet af de sorte i borgerrettighedskampagnerne i sydstaterne og erfaringer vundet af sorte gennem politisk organisering i storbyernes ghettoer i nordstaterne og i Californien.

Rent organisatorisk var bevægelsens udgangspunkt, den organisation der hed SNCC (Student Nonviolent Coordinating Comittee). Den blev dannet i 1961 og bestod næsten udelukkende af sorte studenter fra sydstaterne, der var trætte af og havde mistet troen på den linie, som de mere etablerede borgerrettighedsorganisationer som NAACP (National Association for the Advancement of Colored People) og SCLC (Southern Christian Leadership Conference) stod for. De ville have en mere aktiv politik orienteret mod direkte aktioner og civil ulydighed, og samtidig rettet mod en større direkte politisk organisering på græsrodsniveau.

Sorte muslimer

Grundlaget for en ny sort selvbevidsthed fandtes også i nordstaterne. Den vigtigste talsmand herfor var Malcolm X. I 1964 havde han brudt med de sorte muslimer og grundlagt en ny politisk bevægelse med basis i nordstatsghettoerne. I sine taler og i sin måde at organisere på, lagde han vægt på at opbygge sort magt på basis af organiseringen i de sorte samfund, og han lagde afgørende vægt på, at politikerne måtte være direkte ansvarlige overfor dem, de repræsenterede. Malcolm X blev myrdet i februar 1965. Det år blev tre elementer i den radikale sorte bevægelse koblet sammen: Forståelse af at kampen i nord og i syd var den samme, at det ikke bare var et spørgsmål om borgerrettigheder, men et spørgsmål om økonomisk og politisk magt, og at kampen mod imperialismen også var en del af den sorte kamp. Modstanden mod krigen i Vietnam blev en vigtig del af arbejdet i SNCC og de andre radikale organisationer. I sommeren 1965 udbrød der nye oprør i ghettoerne, og organiseringen fortsatte i syd, i nord og i vest.

Black Panthers

På denne tid begyndte organisatorene også at bevæbne sig. Deres hvide modstandere var bevæbnede, og flere hændelser havde vist, at den eneste måde de sorte organisatorer kunne forsvare sig på, var ved at være lige så godt bevæbnede, som de racister de stod overfor. I 1966 blev dette gjort til et organisatorisk princip i The Black Panther Party, der blev grundlagt i San Francisco-området af Huey P. Newton og Bobby Seale. Ideen til navnet havde de og en lang række andre militante lokale organisatorer hentet fra SNCC's virksomhed i en lille kommune i Alabama - Lowndes County - hvor SNCC under lokal ledelse af organisationens senere formand, Stokely Carmichael, havde et lokalt politisk parti med en sort panter som emblem. Kommunen havde sort flertal, men hvidt styre. Organiseringen havde til formål at skaffe de sorte den politiske magt - sort magt.

Det er karakteristisk, at The Black Panther Party i sine mest avancerede udtalelser videreførte traditionerne fra både Malcolm X og SNCC, og at de desuden i stor grad byggede på Frantz Fanons teorier fra bogen «Jordens fordømte». Særligt i Newtons version blev Fanons teorier anvendelige for de sorte i USA. Kolonifolkenes situation blev opfattet som en anden udgave af den position, de sorte og andre minoritetsgrupper har i USA. De udgør kolonier i det hvide Amerika. De står overfor den hvide kolonimagts politistyrker, som de må sætte sig op imod for at skabe sig selvrespekt og et politisk udtryk. Det kommer videre tydeligt til udtryk i Newtons og flere af de andre panteres skrifter, at de ser raceproblemerne som et socialt og økonomisk problem - ikke som et moralsk problem som Martin Luther King gjorde, eller som et problem der bare drejer sig om race og kultur som de sorte muslimer. Panterne går ind for en alliance mellem alle de udbyttede grupper i USA. Der iblandt også den hvide arbejderklasse. Panternes vigtigste indsats lå ikke i, at de bevæbnede sig, men at de satte storstilede og ambitiøse sociale og politiske velfærdsprogrammer i gang i ghettoerne, hvori der også indgik kulturel og politisk skoling, uddeling af mad til børnene, gratis lægehjælp til ghettobefolkningen osv.

Panterne blev opfattet som en alvorlig trussel mod den herskende orden, og en lang række af dens ledere blev forfulgt og dræbt under myndighedernes kamp mod dem. Newton og Seale blev begge stillet for retten og dømt, men senere delvist frikendt for såvel drab som oprør. Seale var en af de otte tiltalte i processen i Chicago mod arrangørerne af 1968 demonstrationerne. En række pantere blev også dræbt i skudvekslinger med politiet. I de senere år har panterne mistet noget af deres rolle som dominerende avantgarde indenfor den sorte bevægelse. Det skyldes dels den massive undertrykkelse, som bevægelsen blev udsat for. Dels skyldes det, at den har skiftet taktik, og at panterne og deres allierede i højere grad har koncentreret sig om at forsøge at arbejde indenfor og i nærheden af etablerede sociale og politiske institutioner. De har forladt konfrontationspolitikken.

The Black Panther Party havde i en længere årrække et af sine vigtigste støttepunkter og rekrutteringsbasis blandt den sorte fængselsbefolkning. Overalt i USA sidder der sorte, der enten er uskyldigt dømte eller har fået alt for lange fængselsstraffe, fordi de er sorte, har haft et dårligt socialt udgangspunkt eller er blevet dømt som kriminelle for handlinger, som hvide ville blive frifundet for - våbenlovene er et eksempel. Et vigtigt krav fra panterne var derfor, at alle fængslede sorte skulle løslades, fordi de ikke havde fået en retfærdig sagsbehandling, og at sorte der blev stillet for retten, skulle dømmes af en sort jury.

Et af de vigtigste medlemmer af The Black Panthers var en overgang Eldridge Cleaver. Han havde været fange, og var en fremragende forfatter. Han flygtede fra USA efter at være blevet anklaget for mord og levede i lang tid i landflygtighed i Cuba, Algeriet, Kina, Nordkorea, Østeuropa og Frankrig. Han vendte i 1977 tilbage til USA og tog afstand fra sin tidligere politiske virksomhed.

En af de vigtigste fanger der stod på panternes side var George Jackson, som i 1975 blev dræbt under et fængselsoprør. Han skrev breve, essays og bøger, havde uddannet sig selv og var en lederskikkelse for mange af de sorte i Californiens fængsler. Det var i forbindelse med et forsøg på at befri ham, at Angela Davis blev stillet for retten. Det er karakteristisk for panterne, for George Jackson og for Angela Davis, at de forsøger at knytte analysen af de sortes situation til en marxistisk samfundsopfattelse.

Separatisme

Den version af «Black Power» som panterne stod for, adskiller sig derfor radikalt fra de udtryk for sort nationalisme, der alene opfatter undertrykkelsen som noget kulturelt og racemæssigt, og som overfor dette ønsker at sætte sort separatisme. Klarest fremtræder denne holdning hos de sorte muslimer. Men også i en lang række andre grupper - der på en eller andet måde har tilknytning til den radikale sorte bevægelse - gør lignende separatistiske synspunkter sig gældende. Der eksisterer en lang tradition herfor i sort nordamerikansk politik. En tidlig forkæmper for dette syn var Marcus Garveys «Back to Africa»  bevægelse i mellemkrigstiden.

Black-power-bevægelsen har fået gennemslagskraft langt ud over de rent politiske sammenhænge. Blandt sorte nordamerikanere har der siden 1960'erne bredt sig en ny bevidsthed om deres egen kulturs værdi. Den hvide kulturimperialisme er blevet slået tilbage på vigtige områder, og den nye sorte selvbevidsthed viser sig på en række områder - i hårfaconer, i klædedragt, i sprog, i musik, kunst, litteratur og mediasammenhænge. (En af de største bog- og TV-successer i 70'erne var historien om Alex Haleys familie. Forfatteren formåede at spore sin slægt tilbage til Afrika. Han fandt sine rødder - bogen og serien heder - «Roots».) Alt dette hænger sammen med de politiske virkninger, som Black-Power-bevægelsen havde. Selvom den kun i ringe grad direkte opnåede at virkeliggøre de politiske mål den satte sig - den faldt sammen i forskellige fraktioner der bekæmpede hinanden - har den på længere sigt haft stor betydning for udviklingen af den selvopfattelse og den bevidsthed, der findes i det sorte USA. Det socialistiske perspektiv der fandtes i bevægelsens mest avancerede dele, er godt nok blevet nedtonet siden midten af 70'erne, men alligevel er det i dette perspektiv, at grundlaget for videre arbejde blandt de sorte og undertrykte masser i det nordamerikanske samfund skal findes.

H.R.