Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 40.060
: :
Student Nonviolent Coordinating Committee (SNCC)
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Studenternes ikke-voldelige Koordinationskomite (Student Nonviolent Coordinating Committee, SNCC) - udtalt snick - blev dannet i foråret 1960 i USA, primært af sorte college studenter der var involveret i de kantine sit-ins (blokader), der prægede sydstaterne. De mødtes i Raleigh, North Carolina på initiativ af Ella Baker - en midaldrende sort kvinde der siden 1930’erne havde været involveret i borgerrettighedsorganisationen NAACP’s kampe. Fra stiftelsen skulle hun intellektuelt og spirituelt komme til at vejlede og rådgive de unge i SNCC.

SNCC gik ind for ikke-voldelige direkte aktioner og blev hurtigt det militante holdepunkt i borgerrettighedsbevægelsen. Med et lille kontor i Atlanta, Georgia som hovedkvarter og med en betaling på 10 dollars om ugen drog snesevis af SNC «felt-sekretærer» ind i det dybe syden i USA, lod sig opsluge i de afro-amerikanske samfund, levede i faldefærdige «Freedom Houses», vandt de lokale sortes tillid, skaffede støtte fra lokale unge og indledte det farlige arbejde at udfordre raceadskillelsespolitikken under enhver form.

De reorganiserede de såkaldte «Freedom Rides» i foråret 1961, efter at Kongressen for racemæssig Ligestilling var blevet mødt med busafbrændinger, brutale sønderbankninger og arrestationer. SNCC organiserede lokalbefolkningen til at protestere mod adskillelsespolitikken i Albany, Georgia og til at registrere stemmeberettigede i Selma, Alabama, Hattiesburg, Mississippi og i resten af syden. I sommeren 1964 inviterede de over 1.000 studenter fra nord til at komme til Mississippi for at hjælpe med registreringen af stemmeberettigede, undervise i de såkaldte «Freedom Schools» og i det hele taget skabe national opmærksomhed omkring racismen i USA. Samme sommer blev 3 SNCC aktivister - 2 hvide og 1 sort - myrdet i Neshoba county i Mississippi, og i august blev sorte repræsentanter fra Mississippi afvist, da det demokratiske parti på sit nationalkonvent besluttede sig for kun at anerkende den hvide delegation.

Baseret på personlig bitter erfaring med de føderale myndigheders ligegyldighed overfor de hvides vold, var SNCC afgjort den mest vrede og uafhængige af borgerrettighedsbevægelserne i sydstaterne. SNCC’s leder John Lewis talte ved en enorm sort-hvid demonstration i Washington i sommeren 1963, og trods censur fra andre sorte ledere insisterede han på at kritisere Kennedy-administrationen for dens manglende vilje til at forsvare de sortes rettigheder.

For at kunne forstå SNCC er det nødvendigt at forstå dens arv fra ældre nordamerikanske racebevægelser. Nogle enkelte af dens feltsekretærer der var uddannet i nordstaterne havde haft nogen kontakt med venstrefløjs ideologi. Ella Baker havde været gennem kampene på venstrefløjen i 1930’erne og 40’erne, og var også præget af W.E.B. DuBois’ socialistiske og antiimperialistiske ideer. Der var også nogen indflydelse fra den radikale tradition i sydstaterne: Southern Conference Education Fund og Highlander Folk School. Men SNCC havde ikke bevidst indtaget en venstrefløjs politisk position. Dens militans og spontane radikalisme blev overvejende formet udfra de umiddelbare erfaringer under kampen i sydstaterne, dens tætte kontakt med de fattige sorte og dens erkendelse af, at regeringen både på lokalt og føderalt niveau var tæt knyttet til magtfulde politiske og økonomiske interesser og derfor ikke kunne stoles på.

Da bevægelsen havde opnået sine umiddelbare mål - de sortes ret til at stemme, afslutningen på legal raceadskillelse, en ny sort bevidsthed og en ny opfattelse blandt de hvide af, at de sorte ikke længere accepterede den eksisterende orden - mistede den sin orientering og styrke. Den blev mast op ad det nordamerikanske systems granitvæg. Erkendelsen af, at selv om racismen formelt var afskaffet, var den stadig dybt indlejret i landets institutioner - især i de økonomiske forhold der skabte en klasse af fattige, der overvejende var sorte - førte til større bitterhed og militans. Kampråbet «Black Power» der brød frem i 1965-66 betød forskellig for forskellige mennesker, men var udtryk for frustration i den bevægelse, der både var sejrrig og uforløst.

I denne situation gik SNCC hurtigt i opløsning. Medlemmerne blev spredt for alle vinde. Nogle gik ind i nye grupper, andre kæmpede videre isoleret. Men den havde påvirket tankegangen hos utroligt mange mennesker - både sorte og hvide - og spillede en pionerrolle i skabelsen af det ideologiske klima i 60’erne. Dens fjendtlighed overfor regeringen - SNCC medlemmer var blandt de første militærnægtere -, dens formulering af kravet om seksuel ligeberettigelse, mistilliden overfor de centrale myndigheder og dens tætte kontakt til græsrøddernes holdninger var alle holdninger, der blev ført videre 60’ernes massebevægelser: Mod Vietnamkrigen, for ligestilling mellem kønnene og den uafhængige radikalisme der blev kendt under betegnelsen: Det ny Venstre.

H.Z.

Litteratur

Buhle, Mari Jo et al: Encyclopedia of the American Left. University of Illinois Press, Urbana, 1992.
Carson, Claybourne: In Struggle: SNCC and the Black Awakening of the 1960s. Harward University Press, Cambridge, 1981.
Zinn, Howard: Student Nonviolent Coordinating Committee: The New Abolitionists. Beacon Press, Boston, 1964.