Befolkning 21,5 mio. Valuta CFA francs Areal 1.240.190 Km2 Hovedstad Bamako Befolkningstæthed 9,1 indb./Km2     HDI placering 186

Mali kan inddeles i tre regioner. Den nordligste ørkenlignende del er en del af Sahara. Den centrale del der kaldes Sahel savanne, er inde i en proces, hvor den forvandles til ørken. Den sydlige del har fugtig savanne vegetation, overrislet af Senegal og Niger floderne og den tættest befolkede. Manglen på vand og skovrydningen som følge af svedjebrug øger tørkeproblematikken.

Danmarks og andre NATO staters angreb på Libyen i 2011 udløste en kæde af begivenheder, der har flået Mali fra hinanden, kostet tusinder af civile livet, gjort centralregeringen til et militærdiktatur og kastet store områder i armene på IS og al-Qaeda. Landets militærdiktator oberst Assimi Goïta er trænet af USA, Frankrig og Tyskland.

 

Folket: Blandt de mange etniske grupper i Mali er den mest talrige bambara. Blandt andre vigtige etniske grupper finder vi malinke, songhai, senufu, fulanis, dogon og tuareg.

Religion: Islam (90%), traditionelle afrikanske religioner (9%), kristne (1%).

Sprog: Fransk er det officielle sprog. Bambara tales af 80% og er det meste udbredte afrikanske sprog. Der tales endvidere arabisk og tuareg.

Politiske partier: Alliancen for Demokrati i Mali (ADEMA); Partiet for national Genfødsel (PARENA); Den Nationale Komite for Demokratisk Initiativ (CNID); Den Sudanesiske Union - Den Afrikanske Demokratiske Sammenslutning, baseret på det gamle parti oprettet af Modibo Keita; Partiet for National Genfødsel (PRN); Azawads forenede Fronter og Bevægelser (MFUA).

Sociale organisationer: Malis Nationale Arbejderunion (UNTM); Malis Nationale Kvindeunion (UNFM) med 350.000 medlemmer; Malis Nationale Ungdomsunion (UNJM); Malis Sammenslutning af Elever og Studerende (AEEM).

Officielt navn: République du Mali.

Administrativ inddeling: 8 regioner og Bamako distriktet

Hovedstad: Bamako, 1.809.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Ségou, 132.400 indb.; Sikasso, 125.400 indb.; Mopti, 114.400 indb.; Gao, 104.700 indb. (2000).

Regering: Oberst Assimi Goïta er siden maj 2021 landets militærdiktator.

Nationaldag: 22. september (uafhængighed, 1960)

Væbnede styrker: 7.000 - inkluderer gendarmeriet, republikanergarden og det nationale politi (2003)

 

Imperiet Mali var et af de store kulturelle og handelsmæssige centre i Afrika. Det blev besat af Frankrig i 1850 og blev sammen med det nuværende Burkina Faso (Øvre Volta), Benin og Senegal omdannet til fransk Sudán, senere fransk Centralafrika.

Besættelsen havde flere voldelige konsekvenser: Økonomien var traditionelt orienteret mod Middelhavet. Den blev nu orienteret mod Atlanterhavet, hvor Dakar blev omdannet til koloniens handelscentrum. Det medførte, at de traditionelle handelsruter gennem Sahara gik i forfald. Fransk Sudans antikoloniale strømninger efter 2. verdenskrig manifesterede sig politisk i Den Afrikanske Demokratiske Sammenslutning (Rassemblement Démocratique Africain, RDA), der var blevet dannet ved en konference i Bamako, under indtryk af de demokratiske vinde der blæste ved slutningen af 2. verdenskrig. Den Sudanesiske Union var sektionen af RDA i Mali. Som følge af den franske kolonialismes strategiske nederlag i Dien Bien Phu i Vietnam og revolutionen i Algeriet, begyndte Paris i 1950'erne at give gradvise indrømmelser, der i sidste ende ledte frem til landets uafhængighed i 1960.

De nye unge stater sluttede sig i bevidstheden om deres egen svaghed sammen i Mali Føderationen, men de forskellige interesser umuliggjorde samlingsprocessen og føderationen brød sammen. Fransk Sudan brød de sidste bånd med centret, proklamerede republikken Mali og valgte Modibo Keita til præsident.

Sammen med Senghor i Senegal og Houphouet Boigny i Côte d'Ivoire (Elfenbenskysten) tilhørte Keita en ny generation af afrikanske ledere, uddannet i Frankrig og inspireret af Socialdemokratiet. Men Malis præsident indskrænkede sig i modsætning til sine nærmeste kolleger ikke til at acceptere neokolonialismen under en fernis af «negritude». Han igangsatte en forandringsproces og økonomisk udvikling inspireret af «den afrikanske socialisme», og nærmede sig de positioner Sekou Touré i Guinea og Kwame N'Krumah i Ghana stod for.

De vigtigste økonomiske aktiviteter blev nationaliseret, og der blev tilskyndet til industrialisering. Skoleprocenten steg fra 4 til 20%. Hans kamp for samling af kontinentet, for alliancefrihed og for en uafhængig udenrigspolitik skabte respekt omkring Keita blandt progressive bevægelser i hele Afrika. Men han nåede ikke at udvikle en stabil politisk struktur, og et militærkup i 1968 bragte ham til fald.

«Den militær komite for National Befrielse» ledet af oberst Moussa Traoré lovede at rydde op i økonomien og bekæmpe korruptionen, men resultaterne pegede i den stik modsatte retning. De gryn- og kornsorter landet havde kunne eksportere i 1967 måtte rationeres i 70'erne.

Den økonomiske afhængighed af udlandet samt specialiseringen af landbrugsproduktionen orienteret mod de internationale markeder medførte, at Mali akkumulerede en omfattende udlandsgæld gennem 1970'erne.

I et forsøg på at skabe sig et politisk spillerum sendte regeringen i 1974 en ny forfatning til folkeafstemning. Med hele oppositionen forbudt og Keitas tilhængere kastet i fængsel fik regeringen 99,8% tilslutning til sin forfatning - et lidt for højt tal til at være troværdigt. Den 16. maj 1977 døde Modibo Keita et sted i ørkenen, hvor han siden 1968 var blevet holdt fangen. Den officielle dødsårsag - «fødevareforgiftning» - blev af mange tolket som: forgiftning. Folket fulgte i åben trods mod regimet Keitas jordiske rester til graven i den største demonstration, der nogensinde var blevet gennemført i Bamako.

I 1979 gennemførte præsident Moussa Traoré en stramt økonomisk program udformet af internationale banker og den internationale valutafond, IMF. Det førte i november 79 til studenterprotester, som lærerne også sluttede sig til. Repressionen var voldsom: 13 studenter blev tortureret og dræbt af politiet og omkring 100 sat i fængsel.

Fra 1983 styrkede Mali båndene til Frankrig. Samtidig lagde Moussa Traoré afstand til Sovjetunionen, der i 70'erne havde ydet bistand på det økonomiske og uddannelsesmæssige område.

Den økonomiske situation fortsatte med at forværres indenfor de centrale sektorer som landbruget. Mali er en del af Sahelbæltet og den fortsatte tørke dér, bragte yderligere reduktioner i kvægbestanden.

I juni 85 blev Traoré genvalgt som præsident for en 2. mandatperiode. Som eneste kandidat fik han 99,94% af stemmerne.

I 1988 gennemførtes atter demonstrationer blandt studerende, lærere og offentligt ansatte. Regeringen blev omdannet og der blev oprettet et økonomisk og socialt råd, ledet af general Amadou Baba Diarra.

På det financielle område var regeringen konfronteret med en enorm udlandsgæld, der i 1988 nåede op på 125% af bruttonationalproduktet, hvis renter og afdrag oversteg eksportindtægterne med 25%. Regeringen gik ind i forhandlinger med IMF om gennemførelsen af et strukturtilpasningsprogram og begyndte at privatisere bankerne - financieret af Frankrig med et lån på 8 milliarder Franc (9 mia. Dkr) Samtidig varsledes fyringer indenfor statsadministrationen og salg af statslige virksomheder.

Den 10. april 1991 blev der gennemført et folkeligt og militært oprør mod Traorés regime. Det bragte oberstløjtnant Amadou Tumani Touré til magten i spidsen for et Råd for Folkets Overgang og Frelse (CTSP). Han lovede at overdrage magten til civile i starten af 1992.

Blandt CTSP fandtes også figurer fra det styrtede diktatur. Det styrtede den folkelige mistillid til militæret og ansporede studenterorganisationerne til voldelige aktioner mod offentlige bygninger, der symboliserede diktaturet.

Gamle partier blev reorganiseret og nye dukkede op. Der blev dannet faglige organisationer, der stillede krav om bl.a. lønstigninger og stop for privatisering af offentlige virksomheder. Det gjaldt isæt indenfor telekommunikation, jernbanerne samt tekstil-, medicinal- og cementindustrierne.

I juni 1991 gennemførte Tuaregerne i nord og Moroerne i øst et oprør, hvilket bidrog til at øge de sociale spændinger. Den nye præsident mødtes med sine kolleger fra Algeriet og Mauretanien for i fællesskab at drøfte tuaregspørgsmålet.

Den 14. juli gennemførte dele af de væbnede styrker et kupforsøg mod præsident Tumani Touré, hvilket tvang ham til at give soldater og offentligt ansatte en lønforhøjelse på 70% i et forsøg på at begrænse utilfredsheden.

I december 1991 blev forhandlingerne mellem myndighederne i Mali og tureg oprørerne genoptaget, der blev indført våbenhvile og udvekslet fanger.

I marts 92 nåede Malis regering og tuaregerne med Algeriet som mægler frem til en fredsaftale, der afsluttede 2 års væbnet konflikt. I april blev den endelige fredsaftale undertegnet af Azawads forenede Fronter og Bevægelser, der består af 4 tuareg oppositionsgrupper.

Ved parlaments- og kommunalvalget i marts 1992 vandt Alliancen for Demokrati i Mali (ADEMA) 76 ud af de 116 pladser i Nationalforsamlingen. Resten blev fordelt mellem andre politiske alliancer og repræsentanter for malesere i udlandet.

Den 26. april blev Alpha Oumar Konaré - leder af ADEMA - valgt til præsident i de første flerpartivalg siden uafhængigheden i 1960. Hans vigtigste modstander var Tiéoulé Mamadou Konaté, leder af Den Sudanesiske Union - Den Afrikanske Demokratiske Sammenslutning.

Konaré er af uddannelse lærer. Han havde spillet en central rolle i oprøret mod Moussa Traorés regime i 1991.

Konaré og Konaté var gennem en 2. valgrunde, da ingen af dem opnåede absolut flertal i første valgrunde den 12. april. 7 kandidater røg ud efter 1. runde. Begge valg var karakteriseret ved lav valgdeltagelse - i den sidste runde stemte kun 21% af de valgberettigede.

De fleste politiske partier havde boykottet parlamentsvalget og stillede spørgsmålstegn ved valgmekanismerne, som de også gav skylden for den lave valgdeltagelse.

Amnesty International skriver i sin rapport for 1992 om fængslingen af flere formodede oppositionelle uden anklager eller dom. Der blev endvidere idømt 14 dødsstraffe, der dog alle blev forvandlet til livsvarigt fængsel. Militæret henrettede uden rettergang endvidere flere dusin medlemmer af tuaregsamfundet, slutter AI's rapport.

I marts 1993 besatte en gruppe studenter den statslige radio, og i april gennemførtes store demonstrationer mod regeringens økonomiske politik. Støttet af de udenlandske finansinstitutioner fortsatte Konaré den liberalisering af økonomien, Traoré havde startet. Præsidenten forandrede skattesystemet, reducerede de offentlige udgifter, privatiserede statslige virksomheder og fjernede kontrollen med priserne.

I februar 1994 blev der gennemført nye demonstrationer mod regeringen. Den 15. blev samtlige undervisningsinstitutioner - bortset fra grundskolen - lukket. Nogle observatører rapporterede om hemmelige væbnede grupper, der havde planer om at gå til angreb på ejendom, tilhørende Malis vigtigste udenlandske kreditorer.

I juni undertegnede regeringen en aftale med MFUA, en af de oprørske tuaregers vigtigste grupper. Trods aftalen fortsatte de voldsomme begivenheder. I en af disse i byerne Gao og Beher kostede politiundertrykkelsen 200 dræbte, blandt dem kvinder og børn.

I 1995 fortsatte regeringen forhandlinger med andre rebelske tuareg grupper og med nabolandene for at åbne op for, at de 120.000 tuareg flygtninge i Algeriet, Burkina Faso og Mauretanien kan vende hjem. I oktober indledtes et repatrieringsprogram, der skulle strække sig over 3 år.

IMF godkendte landets tredje årlige strukturtilpasningsprogram, og udenlandske investorer begyndte at interessere sig for Mali, efter at nye forekomster af guld var blevet opdaget.

En ny fredsaftale blev undertegnet den 27. marts 1996. Den gjorde en ende på konflikten mellem stat og tuareger. Regeringen sikrede 25.000 flygtninges tilbagevenden fra Niger. Aftalen betød samtidig demobiliseringen af 2.700 partisaner.

I maj 1997 blev Alpha Oumar Konaré valgt til præsident med 95,9% af de gyldige stemmer. Ved parlamentsvalgene i juli og august vandt det regerende ADEMA 130 af pladserne i det nye parlament. I begge tilfælde boykottede oppositionen valgene, og valgdeltagelsen var sparsom.

Oppositionens boykot af valgene faldt sammen med en stigning i gadevolden, hvilket førte til, at premierminister Keita og hans regering i slutningen af 1997 gik af. En gruppe intellektuelle krævede løsladelse af flere oppositionsledere for at reducere spændingen. Alligevel udnævnte præsidenten atter Keita til premierminister, og denne udpegede en ny regering.

I marts 1998 udsatte regeringen på ubestemt tid de lokalvalg, der var planlagt til afholdelse den 19. april. Ifølge regeringen skyldtes udsættelsen, at den ville give oppositionen bedre tid til at deltage, efter at dele af oppositionen allerede havde annonceret sin boykot af valget. Valget blev senere gennemført i juni og gav den siddende regering sejren. Oppositionen havde boykottet valget med henvisning til, at der ikke eksisterede ytringsfrihed i landet. Produktionen af ris steg dette år kraftigt, og samtidig indledte regeringen en privatisering af de statslige virksomheder indenfor el og vand.

I januar 1999 blev Moussa Traore og hans hustru dømt til døden på anklager om berigelse og misbrug af tillid. Dommen blev dog efterfølgende forvandlet til livsvarigt fængsel. I august opnåede fagbevægelsen en 7 % lønstigning til de statsligt ansatte, efter i juli at have strejket i 2 dage. I oktober rystedes landet af en flere dage lang strejke blandt ansatte i sundhedssektoren.

I januar 2000 blev et kupforsøg forpurret, men få dage senere besluttede præsidenten at indlemme en række officerer i regeringen. I februar trådte premierminister Ibrahim Boubacar tilbage, efter at være blevet anklaget i pressen for at være ineffektiv i bekæmpelsen af fattigdommen. I hans sted udnævntes Mande Sidibe, der var økonom og tidligere ansat i IMF.

Regeringens anti-kourruptions kommission offentliggjorde sin 4. rapport i juli 2000. Den kritiserede svindel med offentlige midler og dårlig administration i en række statslige virksomheder og institutioner. Blandt de kritiserede var det nationale Tobakskompagni, pensionskasser, indenrigsministeriet og flere offentlige hospitaler i Bamako. Rapportens afsløringer førte endvidere til, at der rejstes anklage efter at store mængder nødhjælpsforsyninger fra FN vbar forsvundet.

De første rwandiske krigsforbrydere, dømt ved Krigsforbrydertribunalet i Arusha ankom i december 2001 til Bamako, hvor de skal afsone deres straf. Blandt dem var Rwandas tidligere premierminister, Jean Kambanda og borgmesteren i Taba, Jean Paul Akayesu. Sikkerheden i de rwandiske fængsler er ikke tilstrækkelig, at de kan afsone deres straf i deres fødeland.

Efter 13 års byggeri begyndte den første turbine i vandkraftværket Manantali at producere strøm. Kraftværket er bygget i samarbejde med Mauritannien og Senegal, og forsinkelserne skyldes bl.a. økonomiske tvister mellem parterne. I sidste ende blev det besluttet, at 52% af strømmen leveres til Mali, 15% til Mauritannien og 33% til Senegal. Over 20.000 malinesere var i 1986 blevet tvangsforflyttet for at give plads til kraftværket.

Præsidentvalget i maj 2002 blev vundet af Touré, der erstattede Konaré, der havde siddet i to perioder - det maksimale iflg. forfatningen. Touré anses for en offentlig helt efter at have slået Traoré. Han vandt desuden på sine løfter om arbejde og uddannelse til ungdommen.

Ifbm. den interministerielle konference i Cancún i september 2003, rejste Mali sammen med 4 andre afrikanske lande sag mod USA for dets ulovlige statsstøtte til egne bomuldsproducenter. Mali karakteriserede sagen som et «spørgsmål om liv eller død» for det fattige lands økonomi. Malis bomuldsproduktion er ellers blevet internationalt konkurrencedygtig siden 1970'erne.

Samme måned besøgte den franske præsident Mali og gav et lån til landets tekstilindustri. Der bor omkring 100.000 illegale malinesere i Frankrig, og formålet med lånet var bl.a. at bremse udvandringen. Han fremlagde også - uden held - en plan for repatriering af de mange illegale malinesere i Frankrig.

I slutningen af 2003 fik regeringen 40 gidsler løsladt - overvejende tyske turister. De var blevet bortført af en algiersk islamisk oprørsbevægelse, der er på Washingtons liste over «terrororganisationer.»

Efter et væbnet sammenstød i april 2004 mellem hæren og en islamisk gruppe, der tilhører al-Qaeda netværket, bad præsident Touré regeringen om at træde tilbage. Ousmane Issoufi Maiga erstattede Ahmed Mohamed Ag Hamani på posten som premierminister. Hamani havde siddet på posten siden juni 2002.

Græshopper der i november raserede markerne og manglende regn hindrede at de nye afgrøder voksede ordentligt. Dertil kom den internationale passivitet, og disse forhold udløste en alvorlig humanitær krise i landet, med usikkerhed omkring fødevaresituationen og de lokale markeder tømt for fødevarer. Flere millioner menneskers liv var i fare. Græshopperne havde fortærret korn og grøntsager. Kun risen der stod under vand var blevet skånet for insekternes sult. I første række var det børnene der blev ramt, og i juli 2005 kunne mange familier kun spise en gang dagligt, og kun blade og frugter.

Verdensbanken, IMF og den Afrikanske Udviklingsbank (ADB) tog i marts 2006 beslutning om at eftergive 13 afrikanske landes udlandsgæld - deriblandt Malis. Det blev effektueret 1. juli. 

Præsident Touré blev i maj 2007 genvalgt allerede i første valgrunde med 72% af stemmerne. Blandt hans valgløfter var indførelse af mikrokreditter til små næringsdrivende. Oppositionen erklærede der havde været tale om svindel, men uafhængige observatører betegnede valget som fair. I april 2009 gennemførtes lokalvalg, der trods mindre uregelmæssigheder blev betegnede som frie.

al Qaeda i islamisk Maghreb (AQIM) blev stadig mere aktive i det nordlige Mali i løbet af 2010 og 2011. AQIM dræbte dels medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. Dels bortførte de udlændinge med krav om store summer i løsepenge. I september 2010 bortførte de 7 hjælpearbejdere med krav om løsepenge og ophævelse af det franske forbud mod slør.

Omvæltningerne i Libyen i 2011 drev flere hundrede tusinde tuareger på flugt. De fleste havde arbejdet som gæstearbejdere i landet, og nogle havde arbejdet i Libyens hær. Tuareger med oprindelse i Mali vendte tilbage til deres hjemland, som stod i skærende kontrast til det rige Libyen. De blev mødt af fattigdom, underudvikling og arbejdsløshed. Det skabte kimen til en kamp for en uafhængig Tuareg stat i det nordlige Mali under navnet Azawad. I de første måneder af 2012 pressede tuaregernes MLNA Malis militær stadig længere tilbage, og den 21. marts gennemførte militæret et kup mod den siddende præsident Touré. Angiveligt i protest mod de manglende ressourcer til krigen i den nordlige del af landet. Major Amadou Sanogo tog som formand for CNRDR (Den nationale komite til genindførelse af demokrati og Stat) magten i landet. Mali blev omgående suspenderet fra AU, og kuppet accelerede blot MLNA's fremgang i den nordlige del af landet. Den 1. april indtog bevægelsen den historiske hovedstad Timbuktu. Det vestafrikanske fællesmarked ECOWAS forsøgte at gribe ind og få afsat kupmagerne, men måtte opgive forsøget efter udbredt civil støtte til kupmagerne.

Mali blev dermed det første offer for det «arabiske forår». Vestens krig mod Libyen og borgerkrigen sendte over 1 million mennesker på flugt, og sendte store mængder våben i cirkulation i Sahara regionen.

Allerede i juni kom MLNA imidlertid under stigende pres fra de fundamentalistiske grupper Mouvement pour le Tawhîd et du Jihad en Afrique de l'Ouest (MUJAO, Bevægelsen for enhed og Jihad i Vestafrika) og Ansar Dine. MUJAO var selv et resultat af en splittelse i AQIM i slutningen af 2011. I slutningen af juli var MLNA presset ud af de større byer i Azawad, og de fundamentalistiske grupper indførte Sharia i de områder der nu kom under deres kontrol. Vesten betragtede med bekymring den stadig stærkere fundamentalistiske base i det nordlige Maili og lod derfor Sikkerhedsrådet vedtage resolution 2085 den 20. december 2012. Det vigtigste element i den var oprettelsen af «African-led International Support Mission to Mali» (AFISMA). Resolutionen blev brugt som legitimering af en fransk ledet invasion af Mali med flystøtte fra bl.a. Danmark. Den 11. januar 2013 sendte Frankrig 4.000 soldater - overvejende marineinfanterister - til Mali og støttet af luftbombardementer indtog de den nordlige del af landet. I mange tilfælde opgav Ansar Dine og MUJAO byerne uden kamp for at undgå de franske luftbombardementer, og flygtede i stedet op i bjergene. Selv om Frankrig havde forestillet sig en hurtigt afsluttet krig blev det derfor hurtigt klart, at kontrollen over byerne i det nordlige Mali var betinget af de franske troppers og luftvåbens tilstedeværelse. Tuaregernes MLNA forsøgte at balancere mellem invasionsstyrken og fundamentalisterne ved at erklære at den støttede den franske invasion og bekæmpelsen af fundamentalisterne, men samtidig modsatte den sig forsøg fra Malis militærs side på at få kontrol over byerne i området.

Som konsekvens af den franske invasion angreb AQIM den 16. januar 2013 et gasfelt i det sydøstlige Algeriet nær grænsen til Libyen og tog 41 udlændinge som gidsler. Den 19. angreb algiersk militær området, dræbte gidseltagerne og genindtog området. Aktionen endte med at koste 16 af de 41 udenlandske arbejdere livet.

I februar optrådte den franske præsident François Hollande sammen med Malis interim præsident Dioncounda Traoré ved et offentligt arrangement i det netop genindtagne Timbuktu. AQIM og tuareger fortsatte med at kæmpe i nord, men førte nu guerillakrig med lejlighedsvise selvmordsaktioner. AQIM blev imidlertid alvorlig svækket, da det lykkedes en fælles styrke fra Chad og Frankrig at dræbe en af organisationens vigtigste kommandanter, Abdelhamid Abou Zeid den 28. februar. Midt i juni indgik tuaregerne i MLNA en våbenhvileaftale med regeringen.

I juli 2013 overtog United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali (MINUSMA) patruljeringen af landets nordlige del fra de franske tropper og ECOWAS. Samme måned blev der gennemført præsidentvalg, der blev vundet af Ibrahim Boubacar Keïta med 39,2% af stemmerne, fulgt af Soumaïla Cissé med 19,4%. I anden valgrunde i august fik Keïta 77,6%, mens Cissé fik 22,4%. Valgdeltagelsen lå kun omkring de 50%. Keïta blev i september indsat som præsident. Efter at regeringsstyrker i september havde åbnet ild mod ubevæbnede demonstranter, opsagde MLNA våbenhvileaftalen. Frankrig fortsatte sine militære operationer i nord, og i februar 2014 blev der sendt en fælles fransk-tysk brigade til Mali, derr skulle træne Malis tropper. Det civile hjælpearbejde i landet var særdeles vanskeligt pga. sikkerhedssituationen. I april 2014 blev 5 medlemmer af det Internationale Røde Kors (ICRC) kidnapped af Bevægelsen for enhed og jihad i Vestafrika (MUJAO). De blev reddet ved en fransk militæroperation i april. Måneden efter blev 2 ansatte i den norske flygtningehjælp dræbt da deres bil blev ramt af en vejsidebombe.

Andre faktorer der fremmede oprøret i den nordlige del af landet var regeringens forfordeling af nord til fordel for syd samt korruptionen. I maj og juni holdt IMF og Verdensbanken et lån på 70 mio. US$ tilbage til Mali, fordi regeringen ikke kunne give fornuftige forklaringer på købet af et præsidentfly købt udenom det statslige budget, samt svindel med militære midler. En efterfølgende revision afslørede svindel for 56 mio. US$ indenfor landets militære budget.

Menneskerettighedsorganisationer rapporterede i 2012-13 om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne på begge sider i form af summariske henrettelser, overgreb på civilbefolkningen i form af mishandling og mord, anvendelse af børnesoldater, og plyndringer. 400.000 var da drevet på flugt.

Django Sissoko trådte tilbage som premierminister i september 2013 og blev erstattet af Oumar Tatam Ly.

Oumar Tatam Ly trådte tilbage som premierminister i april 2014 og blev erstattet af Moussa Mara.

Samme dag som Moussa Mara skulle have besøgt byen Kidal i det nordlige Mali udbrød der voldsomme kampe i byen Kidal mellem regeringssoldater og oprørere. Efter tre dages kampe blev der indgået en våbenhvileaftale mellem parterne. 8 civile var da blevet henrettet og omkring 30 embedsmænd taget som gidsler. Efterfølgende udvekslede de to sider krigsfanger.

Moussa Mara trådte tilbage som premierminister i januar 2015 og blev erstattet af Modibo Keita.

Kampene fortsatte i nord. Midt i januar 2015 angreb AQIM en MINUSMA lejr. Nogle få dage inden havde de angrebet en militærkolonne i Nampala og dræbt 11 regeringssoldater.

Ligeledes i januar beskød MINUSMA soldater en civil demonstration udenfor MINUSMA basen i Gao, dræbte 3 og sårede 4. Demonstrationen havde været voldelig og var en protest mod FN's plan om at oprette en bufferzone i den nordlige by Tabankort. I marts anmeldte de dræbtes familier MINUSMA for mord. En FN undersøgelse lagde ansvaret for mordene på MINUSMA's officerer og erklærede at de havde anvendt uautoriseret og dødelig vold. Den fulde rapport fra undersøgelsen forblev hemmeligstemplet.

Spændingen i landet aftog da regeringen og Azawad bevægelsen (CMA) i juni 2015 indtig en fredsaftale. Som led i aftalen skulle der gennemføres en politisk decentralisering i landet og nedsættes en international undersøgelseskomssion til undersøgelse forbrydelserne og menneskerettighedskrænkelserne under de foregående års krig. Aftalen indebar desuden, at der ikke skulle gives amnesti til personer mistænkt eller dømt for krigsforbrydelser. Som led i aftalen blev arrestordren mod 14 ledende CMA medlemmer ophævet og andre CMA medlemmer efterfølgende løsladt fra fængsler i Bamako. Samme måned blev MNUSMA mandatet forlænget af FN med 1 år. I august blev tidligere minister og medlem af den politiske opposition, Ousmane Oumarou Sidibé gjort til formand for den nationale Sandheds- og Forsoningskommission.

Trods fredsprocessen forsatte konflikten i nord gennem 2015. I slutningen af året var en af de største byer i nord, Kidal, fortsat på oprørenes hænder og sammenstød kostede i løbet af året 250 dræbte, deriblandt 60 civile. 130.000 levede fortsat i lejre udenfor Mali, og 60.000 var internt fordrevne.

For at beskytte FN's forsyningskonvojer bad MINUSMA i efteråret 2015 om 250 yderligere kamptropper. Den danske stat svarede ved at sende 30 jægersoldater og et transportfly. FN's militære øverstbefalende for MINUSMA, generalmajor Michael Lollesgård erklærede efterfølgende, at det danske krigsbidrag var uanvendeligt.

I november angreb militante Radisson hotellet i Bamako. Angrebet kostede 19 mennesker livet. Regeringen erklærede derefter landet i national undtagelsestilstand.

Antallet af angreb mod MINUSMA tog til i 2016. Der var tale om i alt 62 angreb, hvor 25 MINUSMA soldater og 6 malinesiske FN ansatte blev dræbt. De militante grupper anvendte endvidere landminer, der dræbte og sårede både MINUSMA soldater, civile og soldater fra de malinesiske sikkerhedsstyrker. Antallet af angreb på Malis hær tog ligeledes til. Alene ved et enkelt angreb på en militærbase i det centrale Mali i juli blev 17 soldater dræbt og 35 såret. Efter flere angreb samme måned i hele landet blev undtagelsestilstanden forlænget frem til marts 2017. Allerede i juni havde FN's Sikkerhedsråd forlænget MINUSMA's mandat frem til juni 2017.

Både sikkerhedsstyrkerne og MINUSMA blev anklaget for overdreven magtanvendelse mod civile og for overlagte mord. FN rapporterede om 24 tilfælde af mord, henrettelser eller forsvindinger begået af sikkerhedsstyrker og MINUSMA i marts og april 2016. I juli åbnede sikkerhedsstyrker ild mod en fredelig demonstration i Gao arrangeret af den civile modstandsbevægelse. 4 blev dræbt og over 40 såret.

I september 2016 dømte ICC Ansar Eddine lederen Ahmad Al Faqi Al Mahdi til 9 års fængsel for i 2012 at have ødelagt uvurderlige historiske bygninger i Timbuktu. Mahdi erkendte sig skyldig.

Ved udgangen af 2016 var 135.000 malinesere flygtninge i nabolandene, 33.000 interne flygtninge. For 3 millioner mennesker var fødevaresituationen usikker, heraf meget alvorlig for 423.000.

Premierminister Modibo Keita indgav i april 2017 sin afskedsbegæring. Han blev erstattet på posten af Abdoulaye Idrissa Maïga.

I juni angreb AQIM hotelkomplekset Le Campement Kangaba i Dougourakoro, øst for Bamako. 5 blev dræbt.

I slutningen af april 2018 angreb formodede jihadister Tuareg landsbyer i det nordlige Mali. 43 civile blev dræbt. Angrebet var tilsyneladende hævn for tuareg militsers angreb på jihadist lejre i regionen. Jihadierne har været dygtige til at få modsætninger mellem Tuareger og Fulanier i regionen til at blusse op. (Suspected jihadists in Mali kill more than 40 in two days of violence, Guardian 29/4 2018)

Præsident Boubacar Keïta fik i første runde af præsidentvalget i juli 2018 41,7% af stemmerne. I anden runde i august fik han 67,2% og kunne dermed indlede en ny 5 årig periode.

2020 Fra kaos til militærdiktatur

Efter gentagne udsættelser blev der i marts 2020 gennemført første runde af parlamentsvalget. Det var under kaotiske forhold. Blot 3 dage inden valget blev oppositionens leder Soumaïla Cissé og flere af hans valgmedarbejdere kidnappet af jihadister. Han blev først løsladt 6 måneder senere. Afstemningssteder blev angrebet og plyndret, landsbyledere bortført og en vejsidebombe dræbte 9 deriblandt 3 soldater på selve valgdagen. I hovedstaden Bamako var valgdeltagelsen blot 12%. Anden valgrunde var præget af endnu flere angreb. Den 30. april annullerede Forfatningsdomstolen resultatet i 31 valgdistrikter og gav samtidig præsidentens parti RPM 10 mandater mere, end det havde fået stemmer til. En måned senere dannede oppositionspartierne under ledelse af Iman Mahmoud Dicko Mouvement du 5 juin - Rassemblement des forces patriotiques. Fra starten af juni indledte de demonstrationer med krav om præsidentens afgang. To uger senere opfordrede ECOWAS til gennemførelse af nye valg i landet. Præsidenten mødtes med oppositionen, men protesterne tog til og udviklede sig i voldelig retning. I starten af juli største demonstranter sammen med sikkerhedsstyrker i Bamako. Sikkerhedsstyrkerne skød med skarpt, dræbte 11 og sårede 124. I slutningen af måneden landede præsidenterne fra Nigeria, Ghana, Côte d'Ivoire og Senegal i landet for at få præsidenten og oppositionen til at nå til enighed. Uden held. ECOWAS opfordrede derefter til dannelse af en samlingsregering og truede med sanktioner. Præsidenten svarede igen ved i starten af august at udnævne 9 af sine egne folk til dommere i Forfatningsdomstolen. Nye demonstrationer blev mødt af tåregas og vandkanoner.

I august 2020 gennemført de væbnede styrker et militærkup. Præsident Boubacar Keïta trådte tilbage. Officererne kaldte sig den Nationale Komite til Folkets Frelse (CNSP). Mali blev øjeblikkelig ekskluderet af det franske verdenssamfund (Organisation internationale de la Francophonie). ECOWAS indførte sanktioner og satte 15. september som deadline for udpegning af en civl præsident og premierminister. Diktaturet svarede igen ved den 21. september at udnævne oberst Bah Ndaw til præsident og oberst Assimi Goïta til vicepræsident. I maj 2021 gennemførte Goïta et nyt militærkup, fjernede Ndaw fra præsidentposten og gjorde sig selv til præsident. Hans forklaring var, at Ndaw saboteterede overgangen til demokrati. Den reelle årsag syntes dog at være magtkamp mellem de to. Oberst Assimi Goïta havde gennemgået militærtræning i USA, Frankrig og Tyskland.

Krigen og krigsforbrydelserne intensiveredes gennem 2021. Forbrydelserne blev begået både af regeringsstyrker, IS, al-Qaeda og internationale lejesoldater fra bl.a. Frankrig og Danmark. Frankrig bombede i januar 2021 en landsby i det centrale og dræbte 22. En FN undersøgelse godtgjorde, at de fleste var civile. Det blev afvist af Frankrig der hævdede at undersøgelsen var «ensidig».

Sverige trak i januar 2022 sine soldater ud af Mali. Senere på måneden blev også Danmark tvunget til at trække sine soldater ud efter diktaturet havde konstateret, at Danmark havde sendt specialstyrker uden at informere Mali. I februar trak også Frankrig sine styrker ud. Det kaos NATO havde skabt i Mali efter sin krig mod Libyen 10 år tidligere var ved at nå et klimaks. Ansvaret lå i Europa. Mali betalte prisen.

Guia del Mundo