Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Skønhed har oprindelig betydningen «synlig». «Skønt» er det der lader sig se, det «sanselige» i ordets videste betydning.

Skønhed eller det skønne var længe det centrale begreb indenfor al æstetisk-filosofisk tænkning. Fra 1700 tallet måtte det imidlertid dele pladsen med begreber som «det ophøjede» og «det maleriske». Med 1800 tallets kritik af klassicismen blev det undertiden til og med fortrængt fra den æstetiske debat. Dette har dog ikke forhindret, at begrebet altid har stået centralt i den filosofiske æstetik og endog har fået ny aktualitet indenfor forskellige retninger i det 20. århundredes æstetiske teori. Egentlig er det ud fra begrebet om det skønne, at man i æstetikken i det hele taget kan tale om en sammenhængende tradition fra Platon til i dag.

Begrebet om det skønne havde ikke noget rent æstetisk indhold før æstetikken udvikledes som en selvstændig filosofisk disciplin omkring 1750, og før etableringen af det der er blevet kaldt «institutionen kunst». Det græske ord for skønt, kalon, var et generelt metafysisk begreb. Det gjaldt også det latinske, pulchrum. Hvert af disse begreber omfattede både den legemlige, den sjælelige og den åndelige skønhed samt den kosmiske orden.

Alligevel kan vi uddrage enkelte vedvarende kendetegn ved skønhedsbegrebet. Allerede det græske kalon stod i udstrakt grad i modsætning til det praktiske liv og begrebet om det nyttige. Det skønne havde en værdi i sig selv. Det var uvæsentlig at spørge efter dets hensigt eller betragte det som middel for noget andet. Denne opfattelse har stået stærkt i den europæiske tradition helt frem til vor tid. Således vil marxisternes samfundsengagerede æstetik understrege vigtigheden af at se den æstetiske fornuft - som det skønne er udtryk for - som et korrektiv til samfundets tekniske fornuft.

Det klassiske skønhedsbegreb

For den klassiske og klassicistiske skønhedsopfattelse er nøgleordet harmoni. Denne opfattelse kan føres tilbage til Aristoteles. Aristoteles' begreb om det skønne kan ofte med fordel oversættes med «vellykket» eller «virkningsfuldt». Det er altså funktionelt bestemt. I modsætning til Platons metafysiske bestemmelse af det skønnes væsen, lader Aristoteles kunst og digtning virke på deres egne præmisser. Indenfor Aristoteles' tradition blev diskussionen om det skønne således ikke først og fremmest videreført af filosoffer, men af digtere og kunstnere, og ikke som metafysik men som teori om digtningens og kunstens egen teknik.

For denne klassiske opfattelse er skønhedens kendetegn velproportionerethed, harmoni og fuldstændighed. Forhold som matematikken på eksemplarisk vis fremstiller. En typisk udformning af denne betragtningsmåde gives i renæssancen af arkitekten og kunstteoretikeren L. B. Alberti (1404-72): «Jeg vil definere skønhed som harmoni mellem alle dele ... sat sammen efter en sådan proportion og indre sammenhæng, at intet kunne blive tilføjet, fratrukket eller forandret uden at det blev dårligere.»

Den romantiske skønhedsopfattelse

Platon giver primært en transcendental bestemmelse af det skønnes væsen: Overfor skønheden har vi med noget grænsesprængende at gøre, med idealet, det tænkt fuldkomne. Han er derfor blevet opfattet som inspirator for det man kan kalde det romantiske skønhedssyn. Platon ser det på den måde, at for det stræbende menneske, mennesket der er grebet af Eros - den kærlighedsdrift al erkendelse er baseret på - fremtræder ideerne, det ubetinget gyldige, som det skønne. I dialogen «Faidros» hedder det, at «skønhed har alene fået det lod at være mest synlig og elskeligst». Skønheden får den fremtrædende stilling, at den bedst anskueliggør ideerne for mennesket som sansende væsen og dermed formidler mellem sanseverdenen og ideernes rige. Denne opfattelse af det skønnes fortrin som manifestation af det ubetingede - idealet - har aldrig ophørt med at beskæftige den tænkning, som lader sig lede af ideen om det gode liv og det retfærdige samfund.

I det borgerlige samfund - som det voksede frem af den industrielle revolution - blev kulturens og kunstens opgave at sikre et tilflugtssted, hvor menneskets skabende egenskaber fik mulighed for at udvikle sig i en helhed - uafhængig af den samfundsmæssige arbejdsdeling. Men da kulturen er afspaltet fra samfundet i øvrigt og ikke får følger for de materielle forhold, bliver den ofte blot en bekræftelse på det bestående. Filosoffen Herbert Marcuse (1898-1979) kalder dette den affirmative (bekræftende) kultur: Et evigt værdiernes og skønhedens rige hinsides den hårde virkelighed. Alligevel ligger der i den store borgerlige kunsts fremstilling af skønhed et løfte om det der kunne være.

Kunsten skaber endvidere længselen efter den lykke, der er forbundet med skønheden. Den siger, at det bestående ikke er alt. Skønhedsbegrebet er derfor siden den borgerlige epoke præget af frihedsidealet. Filosoffen Immanuel Kant, (1724-1809) så skønhed som et symbol på friheden. I kunsten havde man med noget endnu ikke opnået - idealet - at gøre. Hos digteren Friedrich Schiller (1759-1805) hedder det, at det er «gennem skønhed vi når frem til frihed». I den æstetiske dimension forenes sansemæssighed og fornuft - to sider af mennesket og kulturen som ellers i vor civilisation er splittet. Marcuse vil mene, at Schillers ideer får politiske konsekvenser dersom de tænkes til ende: Erfaringen af det skønne kræver en reel politisk og social frihed og dermed sin egen virkeliggørelse.

Den moderne skønhed

I forhold til den romantiske skønhedsopfattelse udgør den moderne opfattelse både brud og kontinuitet. Udformningen af begrebet om den moderne skønhed hænger nøje sammen med opkomsten af begrebet «modernitet» og «det nye» omkring midten af 1800 tallet. Det moderne samfund var således ifølge den franske, borgerlige digter Stendhal (1783-1842) ikke blot adskilt fra det gamle samfund gennem en ny forfatning, men ligeledes gennem en ny levemåde, nye ideer og - ikke mindst - et nyt forhold til det skønne. Stendhal formulerer sin definition af den moderne, antiklassiske skønhed således: «Det skønne er ikke andet end løftet om lykken.» Men det er den franske lyriker Charles Baudelaire (1821-67) der bedst træffer det tvetydige ved modernitetens skønhedsbegreb. Den moderne skønhed har ifølge ham dobbeltnatur: Den er «noget forbigående, flygtig, tilfældig - kunstens ene side. Dens anden side er det evige og uforanderlige». Det forbigående og flygtige moment har vi - mener Baudelaire - ikke lov til at foragte. Dette ville medføre et tilbagefald til en tom og abstrakt skønhedsopfattelse.

Omkring midten af det 19. århundrede kom kunsten i krise. I forholdet til det kapitalistiske byttesamfund baseret på mål-middel-fomuft blev kunsten noget ufornuftigt - et fremmedlegeme. Samtidig vil kunsten ikke længere affinde sig med at fremstille skønheden affirmativt. Den moderne kunst gør krav på erkendelse - i sidste instans af samfundets modsigelser. Baudelaire tog i sin lyrik fænomener op, som indtil da blev regnet for kunstfremmede: Ikke bare den naturløse storby med sin menneskevrimmel og asfalt, men også det hæslige som sådan. Overfor en denne lyrik bryder den traditionelle æstetiks skønhedsbegreb sammen.

Den moderne kunst fra Baudelaire frem til i dag har en indgroet skepsis overfor det traditionelle, klassiske begreb om skønhed. Men det betyder ikke, at det slås en streg over det skønne som sådan, og heller ikke over dets overskridende karakter. Skønheden hos forfattere som Franz Kafka (1883-1924) og Samuel Becket (1906-) formidles gennem det stivnede og udtryksløse. Den fremtræder som håb i det håbløse.

A.B.-R.