Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Augusto Cesar Sandino (1895-1934), leder af den antiimperialistiske befrielseskamp i Nicaragua i 1927-1933. Sandino var hovedinspirator for FSLN - den sandinistiske nationale Befrielsesbevægelse, som i 1979 stod i spidsen for den anden folkelige revolution i Latinamerika. Den første siden den cubanske revolution, 20 år tidligere.

Siden 1912 havde USA haft en invasionsstyrke af vekslende størrelse i Nicaragua, der dengang som nu var et nøgleland i Mellemamerika. Den permanente og stærke modsætning mellem det konservative og liberale parti truede med at ødelægge den stabilitet, USA behøvede for at beskytte sine økonomiske og strategiske interesser i området. Ængstelsen blev særlig stor efter at de liberale i 1912 gjorde oprør og så ud til at få kontrollen over landet. De liberale repræsenterede her som i det øvrige Latinamerika det fremvoksende eksportborgerskab, mens de konservative repræsenterede det hel- og halvfeudale oligarkis interesser. Et liberalt styre ville derfor bringe USA's absolutte dominans i fare.

Nicaragua havde i perioden 1893-1909 gennemgået en liberal reformperiode. Den havde medført vigtige økonomiske ændringer og bragt en ny klassedimension ind i landets politiske modsætninger. Omlægningen til plantagedrift - kaffe og bananer - og USA's investeringer i skov- og minedriften havde et modstykke i udviklingen af en lønarbejderklasse. Kampen mod de konservative og USA fik gennem 1920'erne stadig kraftigere præg af folkeoprør sat i gang af fattige småbønder og arbejdere. Det var særligt blandt disse grupper, at Sandinos bevægelse fik opbakning.

Sandino blev født i en godsejerfamilie, og indtil han var 26 år var han mest beskæftiget i landbruget. Men han havde udlængsel, og gennem 1920'erne tog han arbejde som funktionær ved USA ejede selskaber i flere lande i Mellemamerika. I 1923 kom han til Mexico, hvor han arbejdede som mekaniker ved et nordamerikansk olieselskab, i en tid hvor der foregik hårde arbejdskampe mod de nordamerikanske selskaber. Den stærke nationalistiske og anti-USA stemning han fik føling med i disse år var nok stærkt medvirkende til hans senere så stærke antiimperialistiske engagement.

Sandinoguerillaen

Da Sandino vendte tilbage til Nicaragua i 1926 og fik arbejde i en USA-ejet guldmine, var der allerede ved at udbryde et nyt liberalt oprør. Oprørerne havde fået støtte fra Mexico, og var tæt ved at indtage hovedstaden Managua, da USA nok en gang intervenerede på de konservatives side. Sandino organiserede og bevæbnede en gruppe af minearbejdere, som sluttede sig til de liberales oprør. USA formåede at presse de liberale ledere til en aftale, som indebar at både de liberale og de konservative styrker skulle afvæbnes, og at USA skulle have militært monopol i landet for at skabe «fred». De soldater der ikke accepterede aftalen blev erklæret for banditter og gjort fredløse. Da Sandino fik kendskab til «fredsaftalen» i maj 1927, erklærede han, at han ville fortsætte kampen - om nødvendig alene. «Det er bedre at dø som oprører end at leve som slave», sagde han: Det skulle snart vise sig, at han var den eneste liberale leder, der fortsatte kampen.

Kernen i den guerillabevægelse Sandino nu begyndte at bygge op - «Forsvarshæren for national nicaraguansk suverænitet» - var de samme minearbejdere fra San Albino, der havde sluttet sig til det liberale oprør. Han havde ingen problemer med at rekruttere blandt fattigbønder og arbejderne i de USA ejede banan-, tømmer- og mineselskaber. Guerillaen fik altså en stærk klassemæssig dominans af bønder og arbejdere.

Sandinos politiske budskab bar præg af en stærk nationalistisk og antiimperialistisk holdning, fremført i patriotisk og højstemt retorik. Han var aldrig erklæret kommunist, men havde en stærk social bevidsthed. Han havde f.eks. sat gennemførelsen af en omfattende jordreform højt på den politiske dagsorden. Sandinos bevægelse fik i begyndelsen også betydelig materiel og politisk støtte fra Kommunistiske Internationale, men dette forhold var præget af stadig strid og taktiske modsætninger. Komintern havde i denne periode ringe sans for det nationale indhold i befrielseskampene i kolonierne. Vigtigere var nok den støtte Sandinoguerillaen fik fra den solidaritetsbevægelse, der voksede frem i andre latinamerikanske lande og i USA. Internationale brigader fra nabolandene deltog i kampen, og så langt borte som i Kina kaldte de kommunistiske styrker en af deres divisioner for «Sandinodivisionen».

Antikrigsbevægelsen i USA voksede til sådanne højder, der kan sammenlignes med protesterne mod Vietnamkrigen 40 år senere, og var stærkt medvirkende til, at USA måtte omlægge sin politik fra direkte intervention til gradvis «nationalisering» af krigen. Men dette var også et resultat af, at den stærkeste militærmagt i verden ikke var i stand til at knuse guerillaen - selv ved brug af specialtrænede marinestyrker og bombefly. Også af denne årsag blev denne krig i eftertiden kaldt USA's første Vietnam.

Fredsslutning

Den løsning USA i 1932 udformede på Nicaraguaproblemet, var oprettelsen af Nationalgarden, udstyret, trænet og kontrolleret af USA, men formelt under ledelse af den til da ukendte Anastasio Somoza Garcia. Somoza havde været blandt de liberale, der nedlagde våbnene. Guerillaen blev efterhånden ret svækket. Den led store tab i håbløse aktioner som Sandino gennemtvang mod soldaternes vilje. Forsyningssituationen begyndte også at blive vanskelig. Da USA så erklærede sig villig til at trække sine tropper ud og overlade voldsmonopolet til Nationalgarden, gik Sandino i 1933 med til våbenhvile og accepterede til sidst en gradvis afvæbning af guerillaen. Sandino havde tillid til, at en sådan løsning ville sikre landets suverænitet. Han kendte intet til USA's og Somozas hemmelige planer.

Efter fredsslutningen fik Sandino lov til at beholde en del af sin væbnede guerilla, og han fik sig tildelt et landområde i de nordlige bjergegne, hvor han begyndte at organisere bondekooperativer. Men Somoza betragtede den fredelige Sandinobevægelse som en trussel mod sine egne magtambitioner. Sammen med USA's ambassadør lagde han et komplot for at få dræbt Sandino. Efter en middag med landets præsident i februar 1934 blev Sandino kidnappet af Nationalgarden og umiddelbart efter dræbt. Dagen efter drabet indledte Nationalgarden en massakre mod over 300 af familierne i de nyoprettede kooperativer. Dermed stod vejen åben for Somoza, og han og hans familie begyndte at opbygge et militært, politisk og økonomisk dynasti, der skulle vare til 1979, og som var uden sidestykke i noget andet latinamerikansk land.

Den eneste opposition mod Sandinos fredsslutning med Somoza kom fra Komintern, som anklagede Sandino for «forræderi». Men i Nicaragua fandtes der ingen bevægelse, som udviklede nogen kritik af fredsslutningen. Hovedårsagen til dette var muligvis, at der aldrig blev udviklet nogen politisk organisation på basis af bonde-arbejderalliancen i Sandinos bevægelse. Sandino havde ikke nogen ordentlig forståelse af sammenhængen mellem ydre og indre dominans, mellem USA, Nationalgarden og Somoza.

Da FSLN omkring 1960 genoptog guerillakampen i Nicaragua, var Sandino det store forbillede. «Sandinisme» var blevet et klassisk begreb i Nicaragua, og efter FSLN's sejr i juli 1979 blev det endvidere selve indbegrebet af opbygningen af det nye Nicaragua. Det blev et symbol for kampen mod USA, supermagtens intervention i Nicaraguas indre anliggender, for opbygningen af en ny økonomi baseret på kooperativer og for forsøget på en samarbejde mellem arbejdere, bønder og liberale lag indenfor borgerskabet.

V.B.