Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Roland (1754-1793), fransk politiker under den franske revolution. Jeanne Marie Roland bliver som «Madame Roland» gerne omtalt som den mest indflydelsesrige kvinde under den franske revolution, men der er delte meninger om, hvor langt hendes indflydelse rakte. Nogen ser hende som girondinernes uofficielle partileder, mens andre overser hende eller betegner hende som girondinernes onde ånd. Selv bidrager hun i sin selvbiografi til forvirringen. Den blev skrevet under det fem måneder lange fængselsophold, før hun blev henrettet den 8. november 1793. I den bagatelliserer hun sin egen rolle og fremstiller sig som overbevist tilhænger af Rousseaus kvindeideologi.

Det var ægteskabet med den 20 år ældre Jean Marie Roland, som førte hende ind i politikkens centrum. Han var indenrigsminister i to perioder i 1792-93. Det blev snart en offentlig hemmelighed, at vejen til indenrigsministeren gik via Madame Roland, og hun indrømmer, at regeringskolleger, medlemmer af nationalforsamlingen og andre ofte opsøgte hende for at fremlægge deres sag.

Manon Roland som hun blev kaldt, var født og opvokset i et typisk småborgermiljø i Paris. Faderen var gravør og forholdsvis velstående. Hun blev tidligt betragtet som et vidunderbarn af sine nærmeste - og ret hurtig også af sig selv. Som fireårig kunne hun læse og da hun var ni var Plutarks helteskildringer hendes favoritlæsning. Hun læste alt, hun kom i nærheden af: Religion, historie, naturvidenskab, filosofi og læste Dante og Shakespeare på originalsprogene.

Da det blev foreslået forældrene, at datteren burde udvikle et eller flere af sine talenter professionelt, blev det imidlertid blankt afvist. Kvinden var bestemt til at blive hustru og mor - ikke «genstand for offentlig fremvisning». Manon følte selv trang til at bryde ud af den tiltænkte rolle, men vidste at det ikke var meget en kvinde fra hendes samfundslag kunne gøre for at ændre sin situation. Det blev Rousseau der hjalp hende ud af den konflikt. Læsningen af «Emile» og «Den nye Héloise» overbeviste hende om, at svaret på al hendes uro var ægteskabet, men manden måtte socialt og intellektuelt stå over hende.

Det viste sig snart, at hun ikke var egnet til at spille rollen som svag og passiv. Fra første stund arbejdede hun som mandens sekretær, og det blev kendt, at det var hendes kundskaber, fantasi og energi der lå bag den succes han opnåede som forfatter af rejsebeskrivelser og økonomiske afhandlinger. Ægteparret Roland flyttede fra provinsen til Paris i 1791, og deres hjem blev samlingssted for ledende politikere. Blandt disse var det kendt, at det var Manon Roland der var forfatteren til en række anonyme avisartikler, der havde vakt opsigt som et glimrende udtryk for den revolutionære stemning, der herskede i begyndelsen af den franske revolution. Det var ingen tilfældighed, at det var hende der først blev kontaktet, da det kom på tale at tilbyde hendes mand en plads i regeringen. Han var ingen selvskreven mand i en kampregering, men ledende girondinere regnede med, at hun kunne blive et værdifuldt plus med sine omfattende kundskaber, store arbejdskraft og evne til at påvirke opinionen.

Mange af Rolands politiske taler blev skrevet af Manon Roland. I arkiverne findes også officielle dokumenter skrevet af hende. Et af de bedst kendte er brevet til Kongen dateret 10 juni 1792. Kongen havde nedlagt veto mod nationalforsamlingens beslutninger. Men Manon Roland tog monarken i skole og gav ham en lektion i hvad det ville sige at være konstitutionel konge: folkets tjener og ikke som før, dets hersker. Brevet er en blanding af gode råd og trusler, og medvirkede til at regeringen midlertidig måtte gå af. Hun skrev også til paven. Som i brevet til kongen så hun bort fra alle diplomatiske former og gav paven en lektion i kirkehistorie og tolerance og gav frit udtryk for harme over kirkens antirevolutionære politik. Hun var både modstander af den organiserede kirke og af kongedømmet.

I begge breve skriver hun ud fra dyb overbevisning, samtidig med at hun anvendte sine kundskaber og litterære evner. Den krasse tone var bevidst. En åben konfrontation med fjenden var den linie hun anbefalede. En linie hendes partifæller ikke altid var villige til at følge. I selvbiografien er hun nådeløs når hun slår ned på manglen på moralsk mod. Hun er også nådeløs overfor Robespierre og Danton. Hun, puritaneren, afskyede Danton for hans skødesløse livsførsel og lagde eneansvaret på ham for «septembermyrderierne».

I 1791 havde Manon Roland været helt på linie med Robespierre i opfattelsen af stemmeretten. I flere avisindlæg reagerede hun stærkt mod inddelingen i aktive og passive borgere og mod bestemmelsen om, at de der ikke fik stemmeret heller ikke skulle have adgang til Nationalgarden. Det var imidlertid lige så fjernt for hende som for Robespierre at støtte de få, der gjorde sig til talsmænd for stemmeret til kvinder.

Manon Roland mistede imidlertid efterhånden kontakten med befolkningen, viste ringe forståelse for sans-culotternes krav og frygtede deres politiske indflydelse. Da stormen mod regeringen begyndte, blev folkets raseri over fødevaremangelen og prisforhøjelserne i langt højere grad rettet mod hende end mod indenrigsministeren selv. I et af stridsskrifterne blev hun skildret som en ny Marie Antoinette.

Ægteparret Roland blev i Paris, også efter at regeringen måtte gå af i januar 1793. Da nettet snørede sig sammen om girondinerne, og udrensningerne og arrestationerne satte ind ved månedsskiftet maj-juni, nægtede Manon Roland at flygte sammen med sin mand og blev i juni 1793 arresteret. Fra fængslet skrev hun brev efter brev til myndighederne i protest mod arrestationen af sig selv og sine partifæller, og breve blev smuglet ud til de flygtede girondinere. Endvidere arbejdede hun på et forsvar for girondinerne, da hun havde grund til at regne med, at hun ville blive indkaldt som vidne under retssagen mod «de 22», men i sidste øjeblik blev det bestemt, at man ikke ville have den veltalende Madame Roland i retssalen.

Hun selv blev forhørt tre gange før retssagen mod hende den 8. november 1793. Under forhørene spillede hun den traditionelle kvinderolle og afviste alle spørgsmål med, at hun som kvinde ikke kunne deltage i politik og derfor ikke vidste mere, end hun kunne læse i aviserne. Hun havde heller ikke arbejdet med undersøgelse af sager, som ikke angik hendes køn. Det eneste håndgribelige materiale der blev fremlagt var brevene, hun havde skrevet til flygtede girondinere. Anklagen gik ud på, at hun var en af hovedpersonerne bag «en afskyelig sammensværgelse mod Republikkens enhed og mod det franske folks frihed og sikkerhed». I 1793 blev hun henrettet.

A.Mo.