Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Austromarxisme er betegnelsen for den venstresocialistiske marxisme, der i de første årtier af det 20. århundrede blev udviklet af en gruppe østrigske teoretikere og politikere. Dens mest fremtrædende repræsentanter var Max Adler, Otto Bauer, Rudolf Hilferding og Karl Renner. Betegnelsen «austromarxisme» - egentlig østrigsk marxisme - blev oprindeligt anvendt af retningens modstandere. Først af den borgerlige højrefløj. Dernæst fra ortodokst marxistisk hold. Senere identificerede retningens egne repræsentanter sig med betegnelsen, og anså den for at være en ærestitel.

Austromarxismen havde sin baggrund i revisionisme-striden i det tyske socialdemokrati mellem ortodokse og revisionister. Austromarxisterne søgte at indtage et tredje standpunkt. Retningens første markering (i 1901) var rettet mod Eduard Bernsteins forsøg på at revidere marxismen ud af verden. De vendte sig også mod Karl Kautskys økonomisme og mekaniske materialisme. En kritik der på mange punkter svarede til den traditionelle venstrefløjs synspunkter indenfor 2. Internationale (Rosa Luxemburg, Anton Pannekoek m.fl.). Austromarxisterne udgjorde et marxistisk centrum, der på den ene side distancerede sig fra bolsjevikkerne i Zimmerwald-bevægelsen, og på den anden side afviste den nationalpatriotiske flertalsorientering indenfor socialdemokratiet. De søgte en vej mellem bolsjevisme og reformisme. Denne linie førte til et kort historisk mellemspil med dannelsen af «Den 2½. Internationale» - Karl Radeks foragtfulde karakteristik, som siden fik lov at blive stående. Denne venstresocialistiske internationale, oprettet i 1921, var et arbejdsfællesskab mellem de tyske venstresocialister (USPD) og de socialdemokratiske partier i Schweiz og Østrig. Men den strandede allerede i 1923, hvor den igen gik ind i 2. Internationale.

Det var et fællestræk ved den austromarxistiske gruppe, at den førte den marxistiske analyse videre på felter, der enten var utilfredsstillende eller ufuldstændigt analyseret hos Marx. Et særligt centralt emne var forholdet mellem økonomisk basis og ideologisk-kulturel overbygning. Det emne belyste Karl Renner på en original måde i sit studie: «Die soziale Funktion der Rechtsinstitute, besonders des Eigentums» (1904) - det første udkast til en marxistisk retssociologi. Det samme gjaldt Max Adlers filosofiske bidrag, der var en syntese af Kants bevidsthedsfilosofi og Marx' samfundskritik. Otto Bauers vigtigste teoretiske arbejde drejede sig om nationalitetsspørgsmålet: «Die Nationalitätenfrage und die Sozialdemokratie», 1907 - et forsømt, men højst påtrængende tema, der blev aktualiseret af konflikterne i det flernationale monarki, Østrig-Ungarn. Bauers analyse førte naturligt i retning af en teori om imperialismen, men blandt austromarxisterne var det i første række Rudolf Hilferding, der analyserede kapitalismen i dens imperialistiske fase. Hans banebrydende værk, «Das Finanzkapital» (1910), som bl.a. Lenin senere byggede på i sin imperialismebog, analyserer sammensmeltningen af industri- og bankkapital, dannelsen af karteller og truster og udviklingen af kolonialismen som en måde at udvide den økonomisk udbytnings område. Det er på baggrund af disse analyser, at det er rimelig at opfatte austromarxismen som en af de vigtigste teoretiske videreføringer af marxismen.

De østrigske socialdemokraters avis, hvor Otto Bauer var medarbejder.

Frem til 1914 var austromarxisterne overvejende teoretisk og videnskabeligt orienteret. Krigsudbruddet splittede imidlertid gruppen. Renner blev krigstilhænger og så i den en måde at løse Østrigs nationalitetsproblem på. Adler, Bauer og Hilferding var aktive krigsmodstandere og internationalistisk orienteret. Efter krigen var det egentlig ikke længere muligt at tale om en austromarxistisk gruppe. I det østrigske socialdemokrati markerede de sig med forskellige og delvist modstridende synspunkter: Renner klart til højre, Adler på venstrefløjen og med Bauer som partiets og austromarxisternes dominerende og centrale figur.

Det strategiske perspektiv som Bauer kæmpede for i denne periode, og som hører med i billedet af austromarxismen, var en revolutionær linie, der hverken var ortodoks kommunisme eller socialdemokratisk reformisme. Det var en teori om «den langsomme revolution». Den forudsatte en adskillelse mellem den politiske og den sociale revolution. Den politiske revolution kan være pludselig og voldelig, men fører ikke - som den russiske revolutionen viste - nødvendigvis til en grundlæggende ændring af samfundsforholdene. Den sociale revolution har produktionslivet som udgangspunkt, men indebærer en gradvis og langsom ændring gennem radikale reformer af forskellige sider af samfundslivet. De borgerlige demokratiske stater der bygger på et parlamentarisk politisk system, er fortsat klassesamfund; Arbejderklassen er fremdeles en krisetruet, fremmedgjort og udbyttet klasse. Den socialistiske omformning kan, hævder Bauer, hverken tænkes som et uundgåelig resultat af krisen i det kapitalistiske system eller som bolsjevikkernes storm mod Vinterpaladset. Målet er at gennemføre en socialistisk reorganisering ved hjælp af de eksisterende demokratiske ordninger - fuldt bevidst om at det kan ende med åben konfrontation, hvis den borgerlige højrefløj tyr til voldelige midler.

Den austromarxistiske retning blev knust, da fascisterne kom til magten i Østrig i 1934. Efter 1945 har austromarxisterne ikke spillet nogen rolle. De traditionelle kommunister har aldrig anerkendt austromarxisterne som marxister, mens de afideologiserede socialdemokratiske partier har betragtet deres marxisme med skepsis. Det var først med 1970'ernes «eurokommunisme», at austromarxismen atter blev politisk aktuel.

R.S.