Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
    .  Fagligt  .  Fagforeningsformand
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 25.103
: :
Løvlien, Emil
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Emil Løvlien
Emil Løvlien

Løvlien (1899-1973), medlem af Arbejderpartiet fra 1918 og af Norges Kommunistiske Parti (NKP) fra dannelsen i 1923. Politisk sekretær i NKP fra 1934-40, partisekretær 1945-46. Formand i partiet 1946-65. Stortingsrepræsentant 1945-49 og 1953-61. Medlem af Løten kommunalbestyrelse.

Løvlien blev født i Løten, Hedmark, som søn af en smålandmand. Han arbejdede selv som smålandmand og skovarbejder frem til begyndelsen af 1930'erne, var aktiv i arbejdet for at skabe fagforeninger for skovarbejderne og blev i 1923 valgt ind i hovedbestyrelsen for det forbund, der var forløberen for det senere Norsk Skov- og Landarbejderforbund. Han tog del i flere af de bitre kampe, som skovarbejderne udkæmpede mod de store skovejere og strejkebrydere.

Løvliens lederstilling i NKP blev etableret i forbindelse med en mindre «paladsrevolution» i 1934. Baggrunden var, at et flertal i ledelsen året før var kommet i konflikt med Kominterns eksekutivkomite om taktikken overfor socialdemokratiet. På en landskonference i februar 1934 holdt Løvlien hovedtalen mod «afvigerne» og blev valgt til ny politisk sekretær.

Under den tyske besættelse kom Løvlien til at spille en mere tilbagetrukket rolle i partiet. Ledelsen gled over til Peder Furubotn og hans kreds af nationalkommunistisk indstillet ungdom. Løvlien ledede imidlertid partiets illegale arbejde i Hedmark, indtil han flygtede til Sverige i foråret 1943 på grund af den store aktion, Gestapo gennemførte mod NKP's illegale arbejde med massearrestationer og henrettelser.

Efter befrielsen genoptog han sin stilling i partiledelsen og afløste Egede-Nissen som formand i 1946. Samtidig var han formand for partiets stortingsgruppe. Som partiformand blev Løvlien efterhånden samlingspunkt for den fløj i partiet, der var imod generalsekretær Peder Furubotn og kredsen omkring ham. Løvlien spillede en vigtig rolle i opgøret med Furubotn-fløjen, der fulgte efter valgnederlaget i 1949, og holdt bl.a. hovedtalen på landsmødet i 1950.

Gennem 1950 kom han til at stå som NKP's ubestridte lederskikkelse indadtil og udadtil. «Afstaliniseringen» og de nye ideologiske strømninger i kommunistpartierne, som i NKP bl.a. kom til udtryk i det nye partiprogram i 1963, førte imidlertid til, at de vigtigste talsmænd for denne retning kom til at betragte Løvlien som en konservativ bremse for nyorienteringen. Det var en af årsagerne til, at Løvlien i 1965 blev afløst af Reidar Larsen som partiformand. Han fortsatte imidlertid som hovedbestyrelsesmedlem, og var en af de ledende i det hovedbestyrelsesflertal, som i 1967 gik sejrende ud af konflikten med den såkaldte «Vogt-Kleven-gruppe», som mest kraftigt krævede en omlægning af politikken i tråd med de nye, mere «revisionistiske» signaler i den kommunistiske verdensbevægelse.

Løvlien var generelt respekteret for sin arbejdsevne og dygtighed, og var villigt også af sine politiske modstandere. Han var ingen teoretiker, men havde derimod sin styrke i det praktiske arbejde for arbejderklassens og smålandbrugernes dagsaktuelle krav - bl.a. som medlem af finansudvalget i Stortinget. Som politiker blev han ofte betegnet som udpræget jordnær og nøgtern. Man kan spørge sig selv, om dette ikke i nogen grad førte til en manglende fremhævning af de principielle skillelinier i forhold til Arbejderpartiet i indenrigspolitiske sager. Hans begrænsning lå netop i dette, og i at han ikke formåede at udforme nye og mobiliserende perspektiver for kommunismen i Norge.

I.I.