Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Labriola (1843-1904), italiensk moralfilosof, introducerede marxismen i Italien som «praksis-filosofi» og «kritisk kommunisme».

Under universitetsstudierne i Napoli kom Antonio Labriola i kontakt med den napolitanske nyhegelianisme. Denne retning tog skarpt afstand fra ny-kantianismen i 1860'erne og lagde vægt på historisk orienterede studier. I 1866 publicerede Labriola et betydeligt arbejde om Spinozas etik - «Følelsernes oprindelse og karakter i Spinozas Etik». Samme år begyndte han at beskæftige sig med Ludwig Feuerbach og udviklede en mere kritisk holdning til hegelianismen. Labriola var som filosof og politiker en «sokratiker»: Filosofi skulle først og fremmest formidles gennem det talte ord. Politisk ville han være en vejleder. Hans politiske aktivitet fandt sted gennem diskussioner, foredrag og brevveksling. Denne sokratiske orientering førte også til en række arbejder om pædagogik og skolereformer.

Først i 1890 - da han var 47 år gammel - indtog Labriola en marxistisk holdning og begyndte at brevveksle med fremtrædende repræsentanter for det tyske socialdemokrati om teoretiske og organisatoriske spørgsmål. Labriola havde en kritisk holdning til det italienske socialistparti. I en række breve til partiets leder, Filippo Turati, forsøgte han at få sat en principiel diskussion i gang om partiets målsætning og organisationsstruktur, men uden at nå frem med egne synspunkter. I et brev til den østrigske socialistleder Victor Adler fra 1894 karakteriserede han socialistpartiet som en «mystifikation» og dets ledere som karrierepolitikere.

I 1895 udgav Labriola sit første væsentlige arbejde som marxistisk teoretiker: «Til minde om det kommunistiske manifest». I 1896 publicerede han det betydelige skrift: «Om den historiske materialisme». Begge disse arbejder blev oversat til fransk af den revolutionære syndikalist Georges Sorel. I 1898-99 offentliggjorde Labriola sit tredje «sokratiske» studie om forholdet mellem marxisme og filosofi, i form af breve og refleksioner til Sorel. «Socialisme og filosofi. Breve til G. Sorel» regnes med rette som et af de mest levende arbejder om marxistisk filosofi indenfor Anden Internationale.

Labriolas skrifter blev godt modtaget i arbejderbevægelsen ved århundredskiftet. Lenin kaldte Labriolas essays for «et usædvanligt godt forsvar for vor doktrin» og anbefalede en russisk oversættelse. Trotskij begyndte at studere marxisme via Labriola. I sin selvbiografi skrev han: «Med begejstring læste jeg i cellen to berømte afhandlinger af den gamle hegelianer-marxist Antonio Labriola, som i fransk oversættelse var smuglet ind i fængselet.» Trotskij påpegede, at Labriola var en mester i historisk materialistisk analyse, men tilføjede, at han var hjælpeløs som politiker.

Størst betydning fik Labriola alligevel for dannelsen af en kritisk kommunistisk tradition i opposition til Komintern. Den tyske kommunist Karl Korsch understregede flere gange Labriolas aktualitet. «Han er», skrev Korsch, «den bedste fortolker af den marxistiske metode, særligt dens metodiske og filosofiske grundlag.» Den italienske kommunistleder Antonio Gramsci overtog flere af Labriolas metodiske principper og holdt fast ved, at «marxismen er en uafhængig og original filosofi».

For Labriola var marxismen en praksis-filosofi. Den lægger vægt på menneskets aktivitet i omformningen af verden. Marxismen har ikke behov for et kantiansk eller hegeliansk fundament. Samtidig afviste Labriola forsøgene på at knytte marxismen til en filosofisk eller naturalistisk materialisme. Derfor stillede han sig også negativt overfor den ukritiske brug af termen «dialektik» i sammenhæng med marxistisk filosofi. I et kritisk brev til Engels fra 1894, i forbindelse med en nyudgave af «Anti-Dühring», foreslog Labriola at man skiftede termen «dialektisk metode» ud med «genetisk metode». «Ordet dialektik,» skrev han, «er i almindelig sprogbrug sunket ned til retorisk kunstfærdighed, kort sagt, til en skindbevids kunst.» Den gamle hegelianer var opmærksom på, at dialektikken indtager en ret problematisk plads i den marxistiske tradition.

Labriola døde i 1904 efter langvarig sygdom. I Italien regnes han i dag som den italienske marxismes fader.

N.G.