Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kvindefronten er ikke en front som navnet ellers siger, men en kvindeorganisation med individuelt medlemskab. Organisationen gennemførte sin første landskonference i december 1972 og konstituerede sig som en landsorganisation, der «samler forskellige grupper af kvinder i arbejdet mod økonomisk, politisk, kulturel og seksuel udbytning og undertrykkelse». Organisationen er opbygget af smågrupper, distriktsafdelinger og landsudvalg og skal ifølge vedtægterne holde landsmøde hvert andet år.

Kvindefronten i Norge blev først dannet som organisation/interessegruppe på Universitetet i Oslo med børnehave og faglige spørgsmål som hovedemner. Baggrunden for organisationen var en konference i Studentersamfundet i Oslo i marts 1972. Initiativet kom fra kvinder i MLG og SUF(m-l) (se AKP(m-l)). Manglen på en antikapitalistisk/socialistisk kvindeorganisation stod i fokus på mødet, og nyfeministerne (se Nyfeministerne) blev kritiseret for at være borgerlige og tværpolitiske.

Efter martskonferencen blev Kvindefronten videreudviklet til landsorganisation. Hele foråret var grundlaget socialistisk/antikapitalistisk. «Monopolkapitalen er hovedfjenden.» Fronten fik stor opbakning blandt kvinder fra forskellige politiske grupper og partier. De fleste havde baggrund i universitetsmiljøet. Ønsket var et alternativ til både nyfeministerne og de traditionelle socialistorganisationer.

Efteråret 1972 var præget af en kursændring i ml-bevægelsen, som også fik følger for Kvindefronten. På landskonferencen i december vandt den nye linie for bredere fronter i afstemningen om politisk platform. Kvindefronten skulle koncentrere sig om stille dagskrav, for det store flertal af norske kvinder havde samme interesser men var ikke modne for politisk ladede begreber som socialisme.

Mindretallet mente, at kvindebevægelsen selv måtte udvikle en politisk teori, hvis man skulle kunne lære af sine egne erfaringer, uddrage konklusioner og udvikle sig. Elles ville andre gøre dette arbejde på vegne af kvindebevægelsen.

Efterhånden blev det klart, at Kvindefronten ville følge en traditionel kominternmodel med afgrænset, dagsaktuelt og reformrettet sigte, underordnet AKP's definition af de strategiske og taktiske linier. Den reelle debat om målsætning og analysen af det kvindepolitiske arbejde som fulgte efter landskonferencen, fandt knapt nok sted i smågrupperne. De ofte hidsige diskussioner fandt sted på fællesmøder mellem de mere politisk erfarne og skolede medlemmer, og endte i mange afskalninger over de næste to-tre år. Nogle af de udmeldte dannede nye kvindegrupper (se Brød og Roser), nogle gik over til nyfeministerne eller ind i generelt politisk arbejde, men mange gik over i passivitet.

Kvindefronten holdt sit næste landsmøde i februar 1976, på et tidspunkt da næste alle undtagen ml-ere og ml-sympatisører var meldt ud. Landsmødet vedtog en revideret platform, som fortsat ikke sagde noget om socialisme, selv om det nu ville sætte arbejderkvinderne i spidsen for kvindekampen. Trods grundlaget har organisationen omtrent det samme sociale grundlag som resten af den nye kvindebevægelse. Det nære politiske fællesskab med AKP(m-l) kom bl.a. til udtryk i den noget forældede analyse af den internationale situation, hvor USA og Sovjetunionen «repræsenterer den største trussel mod selvbestemmelsesret og frihed».

I platformen fra 1976 tog den afstand fra «den snævre kvindesagsideologi om at kvinder og kvindeorganisationerne skal koncentrere sig om deres «tildelte» kampfelt: Forholdet mellem mand og kvinde, og arbejdet med børn og kvinders sociale og kulturelle krav.» Ser man bort fra programerklæringen, så koncentrerede Kvindefronten sit virkefelt omkring kampen for selvvalgt abort, gratis børnehavepladser til alle børn og kampen mod pornografi. Kvindefronten var aktiv i «Kvindernes fællesaktion mod pornografi» og fik megen pressedækning for sine bogbrændinger mod pornografien.

De andre kvindepolitiske organisationer ønskede ofte ikke at samarbejde med Kvindefronten om enkeltsager pga. uoverenstemmelser om tidligere taktik.

Kvindefronten udgav bladet Kvindefront med fire numre årligt.

A.M.M.