Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kristianiaforslaget er et af de vigtigste dokumenter fra striden i Det norske Arbeiderparti (DNA) i årene 1921-23 om forholdet til den Kommunistiske Internationale (Komintern). Efter at Kominterns 4. kongres i foråret 1922 havde vedtaget «det norske spørgsmål» blev modsætningerne yderligere tilspidset. På hovedbestyrelsesmødet den 21. december 1922 vedtog flertallet at foreslå, at partilandsmødet skulle afvise kongressens resolution om DNA og de statutændringer i centralistisk retning, som kongressen havde vedtaget. Flertallet anført af Martin Tranmæl gik ud fra, at landsmødet med en sådan vedtagelse måtte udtræde af Komintern. Reaktionen i partipressen og partiafdelingerne på dette forslag var overvejende negativ. På landsbestyrelsesmødet i januar 1923 foretog flertallet derfor et tilbagetog. I forhandlinger med Karl Radek, der mødte som Kominterns udsending, lykkedes det at nå frem til enstemmighed om en vedtagelse som forudsatte, at DNA skulle forblive i Komintern og gennemføre kongressens beslutninger.

Kristianiaforslaget blev udformet i de følgende uger som en ny platform for hovedbestyrelsesflertallets modstand mod Kominterns og hovedbestyrelsesmindretallets politik. Forslaget blev til i et samarbejde mellem bl.a. Martin Tranmæl, Edvard Bull og Erling Falk. Det fik sit navn, fordi det først blev vedtaget i Kristiania (Oslo) Arbeidersamfund (27. jan.) og derefter i Kristiania Arbeiderpartis repræsentantskab (2. feb.) - begge steder med ca. 2/3 flertal. Derefter blev forslaget genstand for kampafstemninger i en lang række partiafdelinger op til landsmødet.

På landsmødet i februar 1923 blev Kristianiaforslaget vedtaget med 94 stemmer, mens et forslag fremsat af Nikolaj Bukharin som Kominterns repræsentant fik 92 stemmer. Ved valget til ny partiledelse sikrede flertallet sig derefter fuld kontrol over hovedbestyrelse og landsbestyrelse. På Norges Kommunistiske Ungdomsforbunds landsmøde i begyndelsen af marts blev Bukharins forslag derimod vedtaget med et stort flertal, og partimindretallet overtog kontrollen med ungdomsforbundet. Partiets medlemskab af Komintern blev opretholdt, men striden blussede snart op igen, og på et ekstraordinært landsmøde i november 1923 kom det til et brud mellem DNA og Komintern. Partimindretallet brød ud og dannede Norges Kommunistiske Parti (afdeling af 3. Internationale).

I 5 punkter gav Kristianiaforslaget et kortfattet udtryk for Tranmæl-retningens politiske ideologi:

Punkt 1 fastslog, at den revolutionære klassekamp måtte føres af arbejderne selv gennem masseaktion og i kamporganisationer, som efter magterobringer kunne danne grundlag for en rådsforfatning.

Punkt 2 stillede det parlamentariske arbejde i et underordnet forhold til den udenomsparlamentariske klassekamp. Stortingsgruppens hovedopgave skulle være at drive revolutionær propaganda for at afsløre, at alle borgerlige partier var arbejderfjendtlige. Opportunistisk manøvrepolitik blev afvist som forkastelig.

Punkt 3 krævede, at medlemmerne skulle have fuld kontrol over deres organisationer med adgang til når som helst at trække tillidsrepræsentanterne tilbage og vælge nye. Til ledelsen burde der fortrinsvis vælges arbejdere. Partiledelsens myndighed skulle bygge på tillid og ikke på lydighed, og lokalafdelingerne skulle have størst mulig selvstyre.

Punkt 4 stillede det samme krav om lokalt selvstyre i forholdet mellem de nationale partier og Komintern og forlangte ændring af Kominterns statutter i tråd med dette synspunkt. Ved at vedtage dette punkt forpligtede partiet sig til at markere en klar opposition indenfor Komintern.

Punkt 5 fastslog, at forholdet mellem partiet og fagbevægelsen skulle bygge på gensidighed og ligestilling. Partiet kunne ikke være overordnet fagorganisationen.

Kristianiaforslaget er i opbygning og formuleringer klart præget af den aktuelle fraktionsstrid, men som helhed udtrykker det samtidig vigtige grundtræk i Tranmæl-retningens politiske tænkning. Den stærke understregning af basis-aktivitet og lokalt selvstyre som forudsætning for revolutionær klassekamp er en fortsættelse af Fagoppositionens linie. Nedvurderingen af det parlamentariske arbejde og afvisningen af, at partiet skulle være overordnet fagbevægelsen er også i pagt med den halvsyndikalistiske tradition fra Fagoppositionen. I hele sin tendens var Kristianiaforslaget uforenelig med de leninistiske principper for et kommunistisk parti og en kommunistisk internationale.

P.M.