Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Krisecenter er et fællesbegreb for steder, hvor mishandlede og/eller voldtagne kvinder kan henvende sig for at få hjælp og måske husly, når de oplever deres situation som kritisk.

Formålet med et krisecenter er først og fremmest at yde akut krisehjælp til kvinder. Dvs. udgøre et tilbud indenfor et felt, hvor andre instanser ikke kan eller vil yde den hjælp, som kvinderne har behov for.

Det andet hovedformål er at synliggøre den private vold, kvinder udsættes for i samfundet - ikke mindst for at ofre skal blive klar over, at de netop ikke er alene, og at det derfor ikke blot er deres private problem. Endvidere må omfanget og karakteren af mishandlingen blive synliggjort for dem der arbejder andre steder i sundheds-, social- og retsvæsenet, således at de bedre kan skønne, hvilke tiltag der er nødvendige i fremtidige situationer.

De første krisecentre for mishandlede kvinder blev oprettet i England i starten af 1970'erne, og siden er der blevet åbnet en lang række lignende centre andre steder, især i Storbritannien, det øvrige Vesteuropa og i USA. Fælles for centrene er, at det er kvinder der har startet dem (ofte de der selv har været ofre for mænds vold), og at de desuden på kort tid har fået problemer med at huse alle de kvinder og børn, som er søgt dertil.

De første voldtægtskrisecentre blev oprettet i USA i begyndelsen af 1970'erne. De adskilte sig først og fremmest fra krisecentrene for mishandlede kvinder ved, at de i langt mindre grad udgjorde et tilbud om husly.

Initiativet til de fleste eksisterende krisecentre er udsprunget af ideer fra den nye kvindebevægelse. Ideen om at «politisere det private» medførte, at kvinder begyndte at tale med hinanden om deres egne oplevelser, og det blev snart klart, at erfaringer med fysiske og seksuelle overgreb var et ret udbredt fællesemne. Denne erkendelse har de fleste steder medført, at krisecentrene bliver organiseret og drevet efter feministiske principper om deltagelse og fællesskabsafgørelser. Ideen er, at brugerne skal få hjælp til selvhjælp - på egne vilkår.

Joan-søstrene i København har siden 1976 arbejdet med hjælp til voldtægtsofre, og i 1979 besatte en lang række kvindegrupper - herunder Rødstrømperne - Grevinde Danner Stiftelsen i København og gjorde den til et krisecenter for voldsramte kvinder. Siden er en lang række lignende krisecentre oprettet andre steder i landet.

Det har vist sig, at der fortsat er brug for krisecentre for mishandlede og voldtagne kvinder. Men det er vigtigt at forstå krisecentrene som den nødløsning de er. Det er grundlæggende nødvendigt også at satse på at ændre de forhold i samfundet og de forhold mellem kønnene som gør kvinderne til stadige ofre for denne type af overgreb.

A.M.L.