Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Støttedemonstration under retssagen mod aktionsudvalget for de strejkende. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Jernstrejken i Norge begyndte i oktober 1923 og blev fremkaldt af striden om indeksbestemmelserne i den gældende overenskomst. Det hed her, at hvis prisindekset i september 1923 lå på 230 eller lavere, skulle arbejdskøberne have ret til at gennemføre lønreduktioner på 5 %. Hele sommeren lå indekset over 236, men i september blev det liggende på indeksgrænsen. Dette skyldtes skattelettelser, som arbejderbevægelsen havde tilkæmpet sig, og ikke en reel sænkning af leveomkostningerne. Alligevel gennemførte arbejdskøberne lønreduktioner og offentliggjorde dette gennem opslag på arbejdspladserne. I Oslo og Fredrikstad førte dette til spontane arbejdsnedlæggelser, som Jern- og Metalarbejderforbundet ikke godkendte, fordi det ikke ønskede at blive gjort ansvarlig i Arbejdsretten for en «ulovlig» strejke.

Arbejderne valgte sine egne aktionsorganer - et stort aktionsudvalg med 120 medlemmer fra virksomhederne - hvor alle tre arbejderpartier var repræsenteret. I det lille arbejdsudvalg på 15 medlemmer havde kommunisterne flertal. Indsamlinger, strejkevagter og solidaritetsmøder blev organiseret, og de strejkende fik støtte fra ind- og udland, bl.a. også fra de russiske arbejdere og Røde Faglige Internationale. Heller ikke strejkebrydernes indsats eller dommene mod aktionsudvalgets medlemmer kunne knække kampkraften. Tvært imod blev stadig nye grupper trukket ind i strejken, og i 1924 gik arbejdskøberne til lockout, uden dog at opnå deres hensigt. I marts 1924 omfattede strejken ca. 60.000 arbejdere. Jernstrejken varede helt til den gamle overenskomst udløb, og efter 8 måneders strejke og under nye forhandlinger blev der opnået lønforhøjelser på 5 %.

Jernstrejken blev udkæmpet med stor udholdenhed og indsatsvilje og bragte for første gang siden 1921 lønforhøjelser. Konflikten viste, at strejkevåbenet var et vigtig kampmiddel i arbejderklassens hænder.

Konsekvenser og betydning

Strejken var ifølge Komintern en «prøvesten» for NKP, og førte til et første opgør mellem de forskellige fløje i partiets ledelse. Halvard Olsen som både var formand i Jern- og Metalarbejderforbundet og næstformand i NKP, ønskede at afvikle jernstrejken og skabte dermed - støttet af andre fremtrædende NKP'ere - tvivl om partiets holdning. Først efter en langvarig indre strid som lammede NKP, og efter pres især fra NKU, nåede NKP frem til et klart standpunkt, og isolerede Olsen og en gruppe faglige tillidsmænd. Den uklare holdning i strejkens første måneder fik eftervirkninger ved stortingsvalget i efteråret 1924, som gav et dårligt resultat for NKP - især i Oslo.

Jernstrejken rejste en række problemstillinger for den faglige strategi. Fagbevægelsen som havde accepteret borgerlige love, måtte gå ind for at afvikle jernstrejken for ikke at blive gjort økonomisk ansvarlig. Dette indebar muligheden for, at kommunistiske grupper indenfor fagbevægelsen kunne overtage strejkeledelsen, og at de valgte tillidsmænd ville miste kontrollen over både strejken og de fagligt organiserede. Da jernstrejken blev udvidet og udviklede sig til en storstrejke, forlangte arbejdskøberne, at jernstrejken måtte afblæses, før de ville gå til forhandlinger. Dette kunne kun opnås, hvis der gennemførtes en fælles afstemning blandt alle strejkende. Men til trods for pres fra LO's og forbundsledelsens side, var der fortsat et flertal blandt jernarbejderne, som ville fortsætte strejken. Flertallet var imidlertid snævert, og jernarbejdernes aktionsudvalg bestemte sig for at indstille kampen.

Selv om LO og forbundsledelsen modarbejdede de strejkende, formåede de alligevel at bevare deres lederskab under aktionen. Dette hang i vid udstrækning sammen med NKP's uklare holdning og indre strid. Jernstrejken viste dermed, at NKP var for svagt politisk og organisatorisk til at kunne nedbryde den reformistiske fagbevægelses herredømme.

Jernarbejdernes revolutionære fagforeningsprogram (offentliggjort 1. juli 1924 efter strejkens afslutning) tog traditionerne fra Fagoppositionen af 1911 op. Som platform for oppositionsbevægelsen mod LO- og forbundsledelsen krævedes en revolutionær fagbevægelse, kamp mod «det bureaukratiske forfald» og «den hemmelig diplomatiske forhandlingspolitik», samt oprettelsen af «revolutionære virksomhedsråd» og arbejdergarder. De retningslinier som Røde Faglige Internationale senere i juli vedtog var så nært beslægtede med programmet, at en fælles oprindelse kan antages (se Røde Faglige Internationale). Mens NKP og NKU tilsluttede sig programmet og opfordrede deres medlemmer og sympatisører til at arbejde efter det, fik det kun støtte fra et fåtal af foreninger og fællesorganisationer - selv om sympatien for programmets krav antagelig var større.

For den fremtidige udvikling betød jernstrejken følgende: I NKP resulterede den i den opfattelse, at de faglige ledere ikke var andet end arbejdskøbernes håndlangere. Erfaringerne fra jernstrejken dannede dermed udgangspunkt for NKP's kamp mod «det faglige bureaukrati og klasseforræderne i Arbejderpartiets ledelse med Tranmæl i spidsen» («Proletaren»). Endvidere bidrog jernstrejken og dens resultat til at vedligeholde arbejderklassens kampkraft (se Bygningsarbejderstrejken). Et flertal blandt de faglige ledere følte sig opmuntret til at forstærke kampen mod kommunisterne. Jernstrejken havde vist, at kommunistiske tillidsmænd havde indflydelse på arbejdspladserne, men at selve partiet stod svagere end ventet. Endelig gjorde strejken det tydeligt, at staten stærkere end tidligere engagerede sig på arbejdskøbernes side.

Kampen mod kommunisterne blev indledt forholdsvis hurtigt. Både Jern- og Metalarbejderforbundets og LO's repræsentantskab tog afstand fra, at de politiske arbejderpartier «ved fraktioner, aktionsudvalg, celler eller grupper indenfor fagorganisationen griber forstyrrende ind og optræder i strid med organisationens love, lovligt valgte organer og fattede beslutninger.» Beslutningerne medførte, at jernarbejdernes aktionsudvalg indstillede deres offentlige virksomhed. Senere blev beslutningerne brugt til at nedkæmpe kommunistiske fremstød indenfor fagbevægelsen.

E.Lo.