Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet «arbejdermagt» kan anvendes som udtryk for:

1. en politisk strategi til udviklingen af arbejderklassens politiske bevidsthed og arbejderklassens magtpositioner under kapitalistiske samfundsforhold og
2. en samfundsmæssig situation hvor arbejdermagt har fortrængt andre former for samfundsmæssig magtudøvelse - kapitalmagt, bureaukratisk magtudøvelse.

De historiske erfaringer efter Oktoberrevolutionen i Sovjet, fra Kina og fra klassekampen i de kapitalistiske lande gør det nødvendigt at drøfte vilkårene for arbejdermagt og formerne for arbejdermagt mere konkret.

• I Sovjet førte revolutionen til partiledelsens og bureaukratiets herredømme over arbejderklassen og andre brede lag af folket.
• I Kina lancerede Mao intense og regelmæssige kulturrevolutioner som forsøg på at hindre at nye former for klassemagt og klasseundertrykkelse opstod - uden held.
• I de kapitalistiske lande er arbejderklassens egne organisationer i vid udstrækning ikke blevet redskaber til at udvikle arbejdermagt, men redskaber for social og politisk kontrol over arbejderklassen.

Konklusion:

• Arbejdermagt er ingen automatisk følge af revolutioner som fjerner kapitalistiske ejendoms- og produktionsforhold.
• Stærke organisationer indenfor arbejderklassen medfører ikke nødvendigvis arbejdermagt. De kan indebære en stærk styring af arbejderklassen.

Arbejdermagt er arbejderklassens magt som klasse og som arbejdere.

Betingelse nr. 1 er at arbejderklassen har kontrol over egne organisationer. Der vil altid være tendenser til, at ledelsen i store organisationer udvikler andre perspektiver og interesser end medlemmerne og især hvis den er i regelmæssig kontakt med topledere fra andre dele af samfundet. Gennem styringen af information og andre organisatoriske magtmidler kan ledelsen opnå kontrol over medlemmerne. Arbejdermagt er kun mulig, hvis sådanne tendenser indenfor arbejderklassens egne organisationer kan modvirkes og holdes nede.

Betingelse nr. 2 er at arbejderne har kontrol over produktionslivet. Det indebærer, at arbejderne på den enkelte virksomhed - som kollektiv eller gennem en valgt virksomhedsledelse - tager alle de afgørelser, som er tillagt virksomheden indenfor rammerne af den samfundsmæssige styring, der gælder.

På arbejdspladser udenfor vareproduktionen er spørgsmålet om arbejdermagt ofte vanskeligere at løse: Hvilken indflydelse skal de ansatte have f.eks. på sygehuse - i forhold til patienterne - på skoler - i forhold til eleverne og forældrene - i den offentlige forvaltning - i forhold til parlament og kommunalbestyrelser.

Betingelse nr. 3 drejer sig om forholdet mellem arbejderklassen og samfundsstyringen på centralt niveau:

• Arbejdermagt på selvstyrende virksomheder i markedskonkurrence - som under kapitalistiske markedsforhold - vil hurtigt genskabe de klassiske samfundsproblemer under kapitalismen: Store indtægtsforskelle, arbejdsløshed, regionalproblemer, afmagt overfor konkurrencens krav om rationalisering og strukturændring uden styring.
• Arbejdermagt på virksomhederne giver kun arbejdermagt over samfundsudviklingen hvis 1. virksomhederne fungerer indenfor rammerne af en samfundsmæssigt styrede planøkonomi, 2. arbejdermagten også gør sig gældende på samfundsmæssigt niveau i forhold til statslige og andre centrale ledelsesorganer.

Det hersker stor uklarhed og uenighed blandt socialister om hvad arbejdermagt kan betyde - og hvordan den kan sikres - på et sådan samfundsmæssigt niveau.

Man kan skelne mellem fem forskellige organisationsformer for ledelse på samfundsmæssigt niveau: Stat, folkevalgte organer - valgt et geografisk grundlag -, parti, fagbevægelse, arbejderråd.

Mange socialister har betragtet arbejderrådene som det centrale grundlag for arbejdermagt - både i revolutionære situationer og i overgangssamfundet efter revolutionen. Der er alligevel en serie spørgsmål, der må afklares.

1. Hvordan skal grupper udenfor vareproduktionen - i Danmark over 80% af befolkningen - organisere sig i arbejderråd - eller i forhold til arbejderråd?
2. Hvordan skal arbejderrådene på de enkelte arbejdspladser bygges sammen til lokale og nationale arbejderråd, som kan samordne arbejdsliv og økonomisk politik?
3. Skal arbejderrådene være enerådende som udtryk for folkeviljen, eller skal der være en balance/arbejdsdeling mellem arbejderråd og almindelige folkevalgte organer, valgt ved almindelig stemmeret - Folketing, amtsråd og kommunalbestyrelser?
4. Hvordan skal forholdet være mellem arbejderråd og fagbevægelse, og mellem arbejderråd og parti?
5. Hvordan skal man sikre medlemskontrol over den ekspertise og den organisationsmagt, som vil samles i den offentlige forvaltning og i topledelsen indenfor parti, fagbevægelse og centrale arbejderrådsorganer?

Disse spørgsmål er fortsat uafklarede problemer i den socialistiske kamp. Alligevel har de historiske erfaringer frembragt visse grundbetingelser for arbejdermagt:

Arbejdermagt - og alle andre former for folkemagt - må bygge så nært og direkte som mulig på organiseringen i arbejdslivet. I arbejdslivet findes de vigtigste drivkræfter og enkeltbeslutninger bag samfundsudviklingen, og i arbejdslivet ligger samtidig grundlaget for den samfundsmagt, som arbejdere kan have. Men da må arbejdspladserne også blive den vigtige politiske enhed.

På arbejdspladserne stilles arbejderne overfor fælles problemer. Her eksisterer muligheden for fælles diskussioner, fælles problemstillinger og fælles problemløsninger. Med arbejdspladsen som politisk enhed kan arbejderne undgå den atomisering og pulverisering af folkeopinionen, som er en forudsætning for ekspertvælde og bureaukratisk samfundsmagt.

Dette perspektiv på arbejdermagten rejser spørgsmålet om forholdet mellem samfundsmagt og typen af arbejdsplads: Giver alle arbejdspladser samme - eller rimelig - mulighed for indflydelse?

• Hvad med grupper som falder udenfor arbejdslivet, grupper som handicappede, pensionister, børn og unge?
• Og hvad med grupper som hjemmearbejdende og andre, som falder udenfor den organiserede del af arbejdslivet?
• Kan arbejdermagt baseret på arbejderråd blive en for afgrænset og skæv form for direkte folkemagt?

En balance mellem organer for direkte arbejdermagt i form af arbejderråd og folkevalgte organer valgt på områdemæssig basis er derfor blevet lanceret. (Se bl.a. Jörn Svensson: Du skal ta ledelsen og magten, Oslo 1977.)

En grundlæggende marxistisk indsigt er alligevel ikke til at komme udenom: I kampen mod kapitalmagt og udemokratisk organisationsmagt - bureaukrati, teknokrati og oligarki - er arbejdspladsen den vigtigste magtkilde for alle former for arbejdermagt og folkemagt. Arbejdermagt med udspring fra arbejdspladserne bliver betingelsen for alle former for reel folkemagt, uanset hvilket herredømme man må nedbryde: Om det er kapitalens herredømme, eller herredømmet knyttet til kombinationen af bureaukrati, teknokrati og organisationseliter.

D.Se.