 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Elevbevægelsen
Begrebet «elevbevægelsen» omfatter i bred forstand alle elevråd og regionale og landsdækkende organisationer blandt elever i grundskolen og på ikke-erhvervsorienterede ungdomsuddannelser - eksempelvis de gymnasiale uddannelser - der knytter sig til elevernes særlige forhold som unge under uddannelse. I snæver forstand dækker betegnelsen landsorganisationerne og de regionale sammenslutninger indenfor grundskolen og ungdomsuddannelserne.
Man kan også tale om elevbevægelsen som en del af elev- og studenterbevægelsen i Danmark, hvor studenterbevægelsen omfatter de studerende ved lange og mellemlange videregående uddannelser.
I Danmark findes der landsdækkende elev- og studenterorganisationer indenfor snart sagt alle uddannelsesområder. Fra 1970'erne til 1980'erne var uddannelsesområdet et af de helt centrale samfundsmæssige konfliktfelter, hvor elevorganisationerne for folkeskolen og ungdomsuddannelserne årligt mobiliserede titusindvis af unge til protester mod den statslige uddannelsespolitik. For mange unge blev arbejdet i organisationerne og elevrådene det første skridt i retning af et mere varigt politisk engagement, hvilket understreges af at elevbevægelsen i 1970'erne udviklede sig til en af de centrale arenaer, hvor konflikterne udspillede sig mellem de forskellige politiske partiers ungdomsorganisationer.
Elevbevægelsens historie i korte træk
Den danske elevbevægelse opstod i 1960'erne. Studenterne havde længe været organiseret i studenterrådene og på landsplan i Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og de lærerstuderende havde været samlet i Seminarieelevernes Landsråd, der siden skiftede navn til Lærerstuderendes Landsråd (LL).
Det nye var, at organiseringstrangen efterhånden bredte sig til alle andre grupper af uddannelsessøgende. Fra slutningen af 1950'erne begyndte elever for alvor at danne lokale elevråd på skoler og gymnasier, og fra 1964 og frem blev der dannet en stribe nye elev- og studenterorganisationer. I 1964 blev De Kursusstuderende Landsråd dannet, som en organisation for studenterkursister, samme år blev der taget initiativ til dannelsen af en landsdækkende organisation for Gymnasieelever. I 1965 blev denne formelt stiftet under navnet: Danske Gymnasieelevråds Sammenslutning (DGS). Navnet blev senere ændret til Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Efter dannelsen af HF-uddannelsen blev De Kursusstuderendes Landsråd nedlagt og i stedet stiftedes Landssammenslutningen af Kursusstuderende (LAK) i 1967. I første omgang blev der ikke dannet en landsorganisation for eleverne i folkeskolen, men i 1965 dog en regional sammenslutning af elevrådene i Storkøbenhavn, der sammen med fire andre regionale elevsammenslutninger i 1969 stiftede Landsorganisationen af Elever (LOE). I lighed med de lærerstuderende og universitetsstuderende var de nye organisationer oprindeligt tænkt som helt traditionelle interesseorganisationer, der skulle søge indflydelse gennem vedtagelser af udtalelser rettet mod offentligheden og lejlighedsvise møder med de ansvarlige politikere.
Fra starten var der et tæt samarbejde mellem DGS, LAK og LOE. Fælles for de nye organisationer i 1960'erne var, at de byggede på de nydannede lokale elevråd og fra starten var det centrale krav medbestemmelse. Lokalt og landsdækkende krævede man indflydelse på uddannelsesplanlægningen.
Fra slutningen af 1960'erne blev (social) lighed i uddannelsessystemet et stadigt mere væsentligt krav fra organisationernes side. Dels i form af krav om bedre økonomisk støtte til uddannelsessøgende, dels markeret ved kravet om enhedsskolen. I 1970 besluttede DGS' landsmøde således, at målet var etableringen af den 12-årige enhedsskole, hvilket efterhånden blev det fælles hovedkrav for elevorganisationerne. Sideløbende krævede man nye undervisningsformer, og at undervisningen skulle være mere «samfundsrelevant».
Baggrunden for bevægelsen
For at forstå den danske elevbevægelse må man have en ide om indenfor hvilke rammer den opstod. Det danske uddannelsessystem gennemløb en voldsom udvikling fra 1950'erne til 1970'erne. I 1959 udgjorde andelen af unge, der forlod skolen efter 7. klasse eksempelvis 53,1%. Blot 10 år senere var tallet dalet til 6,7%, mens andelen af unge med en studentereksamen var blevet mere end fordoblet. Samtidig skete der en række grundlæggende strukturelle og indholdsmæssige ændringer af hele uddannelsessystemet.
Uddannelsessystemet blev først og fremmest udviklet af socialdemokratiet og de radikale. De centrale ideologiske begreber var lighed og demokratisering. Både i forhold til uddannelsessystemets rammer og undervisningens indhold. Samtidig skal man dog være opmærksom på, at udbygningen og reformerne i allerhøjeste grad også handlede om erhvervslivets behov. Udviklingen i industrien og servicesektoren og den øgede sociale mobilitet stillede større krav til arbejdskraftens uddannelsesmæssige baggrund og uddannelsessystemet blev inddraget som et instrument for den samlede økonomiske politik. Et område der skulle tilvejebringe forudsætninger for økonomisk vækst. De ideologiske målsætninger, men også «uddannelsesøkonomien», gav spillerum for reformpædagogikkens gennembrud og udviklingen af en elevcentreret pædagogik, der betonede demokrati og samfundsrelevans og uddannelsens betydning for individuel frigørelse.
Væsentligt i denne sammenhæng er imidlertid også magtudøvelsesformen. Ganske vist var uddannelsespolitikken et ideologisk brydningsfelt mellem højre- og venstrefløj, men samtidig udviklede der sig en tradition for konsensus og brede forlig på uddannelsesområdet, og det var et centralt element, at befolkningen så at sige skulle tages i ed. Ritt Bjerregård skrev i 1976: «Det nytter ikke at lave en nok så god planlægning, hvis man ikke kan vinde folkelig forståelse for at den er god. Der er her i landet tradition for at uddannelseslove skal kunne accepteres over et bredt politisk spektrum. De må opleves som rimelige af det overvældende flertal af befolkningen, …». En af måderne til at opnå dette blev en omfattende organisationsinddragelse, karakteriseret som den demokratiske samarbejdsmodel inden for uddannelsespolitikken.
Interesseorganisationer blev inddraget i den formelle uddannelsesplanlægning, og statsmagten forsøgte omvendt at udvikle kompromisser, der kunne ligge til grund for en politisk regulering af uddannelsessystemet. Det betød også, at der i perioder var en ret høj grad af lydhørhed overfor initiativer nedefra (fra lærere og elever). Der udvikledes en forståelse af, at organisationerne skulle inddrages og at indgåede aftaler skulle overholdes. Efterkrigstidens erkendelse af, at det var nødvendigt at regulere markedet og det arbejdsmarkedsmæssige aftalesystem blev så at sige overført til uddannelsesområdet i en demokratisk samarbejdsmodel. Kulminationen blev dannelsen af det Centrale Uddannelsesråd (CUR) i 1973. CUR bestod af både ministerudpegede medlemmer og repræsentanter for en stribe organisationer - bl.a. også for de uddannelsessøgende.
Et barn af moderniseringsprocessen
Elevorganisationerne var tydeligt præget af reformpædagogikken og de uddannelsespolitiske målsætninger, som blev formuleret af socialdemokratiet og til dels de radikale. Især socialdemokratiet tog da meget positivt imod de nye organisationer. Undervisningsminister K. B. Andersen udtrykte således på et møde på Rødovre gymnasium i 1966 håb om, at de unge fortsat havde lyst til at rebellere mod samfundet, og han anså den stigende tendens til at oprette elevråd som udtryk for vilje til demokrati. Det er næppe heller et tilfælde, at åbningstalen ved LOE's stiftende møde i Århus blev holdt af daværende skoleinspektør Torkild Simonsen, der kaldte kongressen en «skolehistorisk begivenhed».
Organisationerne kunne understøtte socialdemokratiets uddannelsespolitiske krav overfor offentligheden, de politiske partier og lærerorganisationerne, der endnu var vrangvillige overfor alt for grundlæggende ændringer af uddannelsessystemet - især et opgør med den delte skole. Danmarks Lærerforening havde således haft væsentlig betydning for at 1958-skolereformen ikke blev så vidtrækkende som socialdemokratiet havde ønsket. Elevorganisationerne kunne i dette lys hjælpe med til at forcere moderniseringsprocessen indenfor uddannelsessektoren. Selv da studenterne og gymnasieeleverne fra 1968 begyndte at benytte sig af kollektive protestaktioner fortsatte de centrale socialdemokratiske uddannelsespolitikere med at være meget velvilligt indstillede. Først fra 1972 ændrede dette sig for alvor.
Organisationerne havde umiddelbart megen tro på mulighederne for at gøre sig gældende gennem parlamentarisk benarbejde og forhandlinger. Allerede i 1969 blev der da også etableret samarbejdsudvalg for lærere, elever og administrationen på alle gymnasier. DGS og LAK oplevede også at spille en central rolle i udviklingen af den «lille gymnasiereform» fra 1970, hvor man i alliance med dele af statsadministrationen var med til at presse ændringer i fagenes indhold igennem i de forskellige udvalgsarbejder - især i det Rådgivende Udvalg for de Gymnasiale Uddannelser (RUGU). Den socialdemokratiske uddannelsesveteran Sigurd Højby fremhævede således de unges indsats i udvalgsarbejdet.
1960'ernes elevbevægelse var altså på mange måder et barn af moderniseringsprocesserne. Udbygningen af uddannelsessystemet betød, at flere elever forblev længere i skolen, og åbnede f.eks. gymnasierne for nye grupper af unge. Det var en del af grundlaget for de stadig mere højlydte krav om medbestemmelse. Men disse krav voksede frem samtidig med at «demokratisering» af skolen for alvor kom på den uddannelsespolitiske dagsorden. Det muliggjorde dannelsen af mere formelle «elevråd». Magtudøvelsesformen (organisationsinddragelsen/den demokratiske samarbejdsmodel) gjorde det yderligere meningsfyldt at samle de spredte elevråd i egentlige landsorganisationer. De skiftende undervisningsministre måtte inddrage offentligheden i den konkrete planlægning. Det betød at elevbevægelserne ved at påvirke den offentlige meningsdannelse kunne præge de politiske processer - måske ligefrem sætte nye dagsordner. I alle fald betød det, at eleverne begyndte at organisere sig, at de nødvendigvis måtte tages med på råd gennem deres repræsentanter i organisationerne.
Udviklingen i 1970'erne
Elevbevægelsen pressede på for realiseringen af de velfærdsstatslige uddannelsesmålsætninger i 1970'erne . Da socialdemokraterne imidlertid nedsatte reformtempoet fra starten af 1970'erne og begyndte at skære på bevillingerne til uddannelsessektoren, havde de mindre interesse i organisationerne og det pres de kunne levere. Det betød et køligere forhold mellem uddannelsesorganisationerne og socialdemokratiet.
Elevorganisationerne måtte eksempelvis opleve at stå udenfor det reformarbejde, der kulminerede med vedtagelsen af den nye folkeskolelov i 1975. Loven indeholdt ganske vist en ny formålsparagraf præget af reformpædagogikken og afskaffede mellemskolen. Men den indarbejdede også de markante nedskæringer af timetallet, der var begyndt at præge folkeskolen. Elevrådene blev heller ikke lovsikret og eleverne fik ikke stemmeret i skolenævnene. LOE's første formand udtrykte det siden på følgende måde (i 1978):
«Vi blev som splinternye modtaget godt og venligt af undervisningsminister Helge Larsen (…). Han banede også vej for os hos sine embedsmænd. Vi troede vi blev taget meget alvorligt, men det gjorde vi faktisk ikke. Vi var kun brikker i et politisk spil. Vi stod som de ’pæne’ unge i ungdomsoprørets tid, og politikerne kunne bruge os for at sige: ’Se vi snakker da med de unge, med de flinke unge fra LOE’. (…) Jeg troede dengang, at vi vandt indflydelse ved gode argumenter for vores sag. Men i dag ved jeg, at samfundssystemet fungerer efter, hvem der har magt økonomisk og politisk (…).» (Citeret fra Politiken 4/12 1978)
I stedet for 1960'ernes parlamentsorienterede linie, slog elevbevægelsen fra 1972 ind på en kurs, der indebar en kombination af arbejde i de rådgivende udvalg og bredt anlagte protestdemonstrationer rettet mod offentligheden. Elevbevægelsen stod således i de kommende år bag en række af efterkrigstidens største ungdomsdemonstrationer (se Uddannelsesprotester i Danmark efter 1960). Demonstrationerne var en måde hvorpå eleverne kunne lægge pres på politikerne og præge opinionen, men hen ad vejen blev de også en måde hvorpå, der blev skabt tilslutning til organisationerne. Særlig tydeligt er dette for LOE's vedkommende. Det var først da organisationen i 1977 gennemførte to kæmpe aktionsdage, «for flere timer» og «for medbestemmelse», der til sammen samlede over 75.000 skoleelever, at offentligheden begyndte at interessere sig for organisationen.
Central for 1970'ernes elevprotester blev De Uddannelsessøgendes Samarbejdsudvalg (DUS). DUS var oprindeligt blevet dannet på initiativ af DSF som et simpelt kontaktorgan mellem de forskellige uddannelsesorganisationer. Men i 1970'erne udviklede DUS sig imidlertid til den fælles front eller aktionskomite for uddannelsesorganisationerne. I første halvdel af 1970'erne omfattede DUS samtlige elev- og studenterorganisationer, men i 1975 valgte Danske Studerendes Fællesråd (DSF) at afbryde samarbejdet med de øvrige organisationer i DUS, hvor man havde været i mindretal i længere tid. Studenterbevægelsens begrundelse var blandt andet, at de fælles aktioner i DUS helt og holdent var præget af almene interessekrav og et udtryk for militant reformisme. DUS bestod herefter af DGS, LAK, LOE og organisationerne for de lærerstuderende, de pædagogstuderende og lærlingene.
Hvor udbygningen af uddannelsessystemet i 1960'erne havde været præget af en høj grad af konsensus, så blev uddannelsespolitikken i 1970'erne et markant politisk konfliktfelt. I 1974 gennemførte Hartling-regeringen omfattende forringelser af uddannelsesstøtten - det første opgør med efterkrigstidens lighedsorienterede uddannelsespolitik. Hartling afskaffede blandt andet de hidtil eksisterende rentefri statslån til fordel for højtforrentede statsgaranterede banklån. Hartling-regeringens nedskæringer udløste i 1974 de hidtil mest omfattende uddannelsesprotester. Det var først og fremmest DUS der fungerede som den fælles platform for organiseringen af disse, og HF'ernes organisation, LAK spillede en meget central rolle.
Samme år startede også den såkaldte indoktrineringsdebat, da den radikale Asger Baunsbak-Jensen hævdede at børnehaver og folkeskoler blev oversvømmet af «yderliggående marxistiske lærertyper». Modvilje mod ny pædagogik, kvindeoprør, ungdomsoprør og marxisme fusionerede i debatten med krav om indførelse af «berufsverbot» i folkeskolen, lukning af Roskilde Universitetscenter mm.
I forlængelse af «indoktrineringsdebatten» startede partiet Venstre en kampagne mod DGS og LAK. Den førte til at en mindre gruppe gymnasieelever, især medlemmer af Venstres Ungdom (VU), i efteråret 1974 dannede Gymnasieelevernes Landsorganisation (GLO). Undervisningsminister Tove Nielsen og det unge folketingsmedlem Peter Brixtofte var blandt de centrale fødselshjælpere. I 1978 blev Folkeskoleelevernes Landsorganisation (FLO) etableret som GLO's søsterorganisation på folkeskoleområdet. GLO og FLO byggede ikke på elevrådene, men på individuelt medlemskab og særlige lokalforeninger. Organisationerne ønskede et opgør med efterkrigstidens socialdemokratiske uddannelsespolitik og var modstandere af enhedsskolen og lighedsmålsætningerne i uddannelsessystemet. Ingen af organisationerne blev nogensinde nær så store som DGS, LAK og LOE, som man bekæmpede ihærdigt.
U90-oplægget fra 1978 understregede, at socialdemokratiet fortsat på papiret fastholdt en række af de centrale velfærdsstatslige uddannelsesmålsætninger. Den anden oliekrise i 1979 blev imidlertid indledningen til en massiv nedskæringskurs overfor uddannelsessystemet. Især overfor folkeskolen. Klassekvotienterne blev hævet, der blev skåret i specialundervisningen og lokalt blev der lukket skoler. Alt sammen ting der trak i den stik modsatte retning af socialdemokratiets erklærede mål. Fra 1979 blev modstanden mod nedskæringspolitikken da også det centrale omdrejningspunkt for DGS, LAK og LOE og de øvrige elev og studenterorganisationer. Organisationerne stod bag en række store aktionsdage, der alene i 1979 samlede over 100.000 unge til demonstrationer landet over. (Se også Uddannelsesprotester i Danmark efter 1960).
Tilbagegang fra 1980'erne til 1990'erne
1980'erne kom til at markere et grundlæggende skifte i uddannelsespolitikken i Danmark, hvor undervisningsminister Bertel Haarder gennemførte et grundlæggende opgør med efterkrigstidens uddannelsestraditioner. Kulminationen kom, da det fra slutningen af 1980'erne lykkedes Bertel Haarder at ændre uddannelsessystemet grundlæggende gennem en stribe vidtrækkende strukturelle reformer, først og fremmest gymnasiereformen og de nye styrelseslove.
Haarder ønskede et opgør med reformpædagogikken og en re-traditionalisering af hele uddannelsessystemet. Samtidig skulle hele uddannelsessystemet orientere sig mere snævert i retning af erhvervslivet. Haarder videreførte umiddelbart socialdemokraternes nedskæringspolitik, men Haarder formåede at forvandle nedskæringspolitikken til et offensivt politisk instrument for ideologiske ændringer, og han slog gang på gang på «behovet» for «effektiviseringer». Effektivisering er for ny-liberale et vigtigt nøgleord i den restaurative pædagogik, man søger hele tiden at øge effektiviteten, både med udnyttelse af ressourcer og fagligt. Man skal simpelthen nå mere på mindre tid, ligesom «produktivitet» i Haarders sidste periode blev et vigtigt kampagnebegreb.
Haarder havde fra starten en forestilling om at styringen af uddannelsesområdet i højere grad skulle være markedet. Men direkte privatiseringer kom ikke på tale. Istedet blev der tale om en «markedsmæssiggørelse» af uddannelsessystemet, som følge af Haarders reformer i den sidste halvdel af 1980'erne, sammenfattet i det såkaldte «Perestrojka-oplæg» fra 1989, af Haarder karakteriseret som decentralisering, selvforvaltning og afbureaukratisering. Der skulle etableres et frit forbrugsvalg imellem de forskellige uddannelsesinstitutioner, der skulle etablere egen profil og konkurrere om eleverne på markedsmæssige vilkår.
De første skridt i denne retning var amtsovertagelsen af statsgymnasierne i 1984 fulgt af gymnasiereformen fra 1987 og kulminationen var indførelsen af brugerbetaling i det små og de nye styrelseslove fra 1989, hvor ledelsen af de enkelte institutioner blev reorganiseret efter model fra det private erhvervsliv, med stærke lokale ledere i direktørrolle underlagt bestyrelser hvor elever og lærere var i klart mindretal. Regelstyringen blev afviklet, til fordel for ideen om mål-rammestyring og taxametersystemer, således at ressourcerne blev tildelt gennem bloktilskud, og kunne benyttes efter institutionens ønsker, blot man levede op til de faglige mål. Det var således institutionernes problem at forvalte f.eks. nedskæringer.
Haarder forandrede magtudøvelsesformen grundlæggende i uddannelsespolitikken og etablerede et langt stærkere statsstyre til afløsning for efterkrigstidens demokratiske samarbejdsmodel. Haarder lagde ved sin tiltræden ikke skjul på, at han ville benytte alle de beføjelser, han havde, for at styrke sit eget uddannelsessyn i skolen, på bekostning af det progressive eller reformpædagogiske. Der gik også kun 20 dage fra hans tiltræden, til han nedlagde det centrale uddannelsesråd (CUR). Det var et klart signal om nye tider i uddannelsespolitikken. Organisationerne blev igennem hele perioden holdt udenfor indflydelse, og uddannelsespolitikken blev i stedet formet uafhængigt af civilsamfundets organisationer igennem håndplukkede ad hoc udvalg, dvs. reelt en centralisering af magten omkring ministeren. Kulminationen blev omlægningen af undervisningsministeriet i 1989, med nedlæggelsen af direktoraterne der administrerede ifølge lovgivningen, til fordel for afdelinger, som sorterede direkte under ministeren.
Udover at Haarder holdt elevorganisationerne ude af de politiske udvalg, forsøgte han sig også med politiske indgreb overfor dem. I 1982 forsøgte han at fjerne tilskuddet fra tipsmidlerne til elevorganisationerne og i juni 1983 gik han direkte ind og forsøgte at blokere for statsgymnasiers indmeldelse i DGS og LAK med det såkaldte «Hetzcirkulære». Cirkulæret fastlagde stramme retningslinier for afstemningsproceduren når skoler ville melde sig ind i DGS og LAK, og ministeren blandede sig i, hvordan debatten forud skulle tilrettelægges. Cirkulæret mistede sin betydning efter amtsovertagelserne af statsgymnasierne.
Samtidig gjorde Haarder i 1982 FLO høringsberettiget, mens LOE og DGS igennem 1980'erne blev udsat for massive angreb i Venstrepressen og den konservative presse og fra FLO, GLO og Konservative Gymnasiaster (KG). FLO, GLO og KG ydede også støtte til Haarders forskellige uddannelsespolitiske tiltag.
For LOE blev perioden fra Haarders tiltræden en næsten uafbrudt nedtur. Organisationen mistede sin politiske gennemslagskraft og opbakningen til demonstrationer og aktioner var stærkt dalende. LOE's medlemstal (ifølge regnskabet) blev mere end halveret i perioden fra 1981-generalforsamlingen til 1986-generalforsamlingen (fra 315 til 146 skoler) og antallet af deltagere på generalforsamlingen raslede ned. LOE's nedgang blev yderligere forstærket, da organisationen i 1985 blev splittet efter en længere intern magtkamp. Udbryderne dannede i stedet Danmarks Elevorganisation (DEO).
DGS oplevede derimod en ny opblomstring fra starten af 1980'erne. I 1983 blev Haarder tvunget til at trække det såkaldte «Rexona-cirkulære» om større klassekvotienter tilbage efter massive gymnasiedemonstrationer, og i 1984 lykkedes det DGS at videreføre protesterne i omfattende demonstrationer mod Haarders planer om amtsovertagelse af statsgymnasierne. Ved 3. behandlingen var det kun takket være en udbryder fra fremskridtspartiet, at amtsovertagelsen blev vedtaget. Fra 1985 gik det imidlertid medlemsmæssigt og organisatorisk støt ned ad bakke for DGS. Politisk opnåede man heller ikke større resultater. Forsøg på at modvirke Haarders omstruktureringer og konsekvenserne af amtsovertagelsen gennem krav om indførelse af landsdækkende regler blev en fiasko og DGS fik ingen indflydelse på den nye gymnasiereform. Det gjorde ikke sagen nemmere for elevorganisationerne, at de igennem 1980'erne var i akutte økonomiske vanskelligheder.
Både i LOE, LAK og DGS klagede man over, at elevrådsarbejdet var i krise. Fra 1985 og frem forsøgte man således at ændre stil og aktivitetsformer. Istedet for de store landsdækkende aktioner skulle der satses mere på aktiviteter, der ændrede dagligdagen på den enkelte skole for at modvirke de statslige ændringer. Den eneste succes i denne retning blev dog Operation Dagsværk, som DGS og LAK begyndte at organisere fra 1985. Operation Dagsværk drejede sig om indsamling til skolebyggerier i den tredje verden, men man søgte også, at skabe diskussioner på skolerne gennem fællestimer, kulturindslag og anderledes undervisningsmaterialer. Nogle af 1980'ernes markante slagsmål blev således da Bertel Haarder og Konservativ Ungdom på forskellig vis forsøgte at sabotere Operation Dagsværks indsamling skolebyggerier i Nicaragua og for flygtninge fra Sydafrika og Namibia. I 1994 blev Operation Dagsværk imidlertid omdannet til en selvstændig U-landsorganisation med et professionelt lønnet sekretariat.
Organisationerne stod udenfor både gymnasiereformen fra 1987 og de nye styrelseslove fra 1989. De sidste store aktioner i 1980'erne blev protesterne mod gymnasielukningerne i København i 1987 og det såkaldte råstof-initiativ i 1988. Efter de radikales indtræden i regeringen lancerede Bertel Haarder således et omfattende nedskæringskatalog, der blandt andet indebar afskaffelse af den lovfæstede maksimale klassekvotient i gymnasiet og indførelsen af brugerbetaling i form af kopiafgift, depositumsordninger og egenbetaling for bøger. Det blev signalet til dannelsen af Danmarks Råstof, der omfattede alle elev- og studenterorganisationer i Danmark, bortset fra GLO, FLO og Moderate Studenter, der ikke ville deltage. Det lykkedes at gennemføre de mest omfattende elevprotester i 1980'erne, med op mod 80.000 demonstrerende elever landet over. Alligevel endte sagen med et rent nederlag, der for alvor satte skub i opløsningsprocessen af elevbevægelsen.
Den gamle elevbevægelse nåede bunden omkring 1989-1990. LOE's medlemstal nåede under 50 skoler og organisationen blev lukket i 1991 og resterne sammenlagt med DEO. Samme skæbne overgik Lærlingenes Landsorganisation (LLO). LAK fungerede kun i meget begrænset omfang og også DGS var præget af opløsningstendenser. Medlemstallet var det laveste i organisationens historie og flertallet af de amtslige fælleselevråd for gymnasierne eksisterede ikke længere. For DGS's vedkommende var første halvdel af 1990'erne således præget af et genopbygningsarbejde, samtidig forsøgte man at mobilisere mod brugerbetaling i gymnasiet. Det lykkedes dog at få reorganiseret DGS i løbet af 1990-1993 især gennem et massivt fokus på organisationens faglige kerneaktiviteter og en kraftig styrkelse af kommunikationsaktiviteterne.
Først i 1992 lykkedes det igen at få gennemført større gymnasieprotester i form af omfattende besættelser og en demonstration på Slotspladsen mod brugerbetaling. Igen i 1994 da gymnasieeleverne demonstrerede mod overbelægning og høje klassekvotienter, sammen med Københavns Fælleselevråd (KFE), der protesterede mod omfattende kommunale nedskæringer.
Uddannelsespolitisk betød regeringsskiftet i 1993 kun begrænsede ændringer. 1990'ernes uddannelsespolitik var fortsat været præget af en ny-liberal uddannelsestænkning, med nøgleord som effektiviseringer og erhvervsorientering. Efterkrigstidens målsætninger om demokrati og social lighed i uddannelsessystemet blev derimod ikke fremført.
Elevorganisationerne satsede i sidste halvdel af 1990'erne ikke på at mobilisere eleverne, men i stedet blev der lagt mere vægt på lobbyarbejde og opsøgende arbejde overfor politikerne på Christiansborg.
Fornyet opsving efter 1999
I 1999 tog aktivitetsniveauet imidlertid et gevaldigt hop. Årsagen var dels den såkaldte «Nu er det nok»-kampagne arrangeret af en lang række elev- og studenterorganisationer i fællesskab, og dels omfattende elevprotester i forbindelse med gymnasielærernes overenskomst, der afskaffede den maksimale klassekvotient i gymnasiet. Modstand mod større klassekvotienter i gymnasiet blev i årene fra 2001 og frem til 2011 et gennemgående tema for gymnasieprotester, med DGS som den centrale organisator og spørgsmålet blev motoren i et fornyet opsving for elevbevægelsen. Parallelt med protesterne voksede DGS's medlemstal voldsomt og passerede for første gang 100 gymnasieelevråd, også andre grupper af unge var i stigende grad på gaden i protestaktiviteter. December 2000 kunne man for første gang opleve eleverne på handelsskolerne og deres landsorganisation LH organisere demonstrationer og andre kollektive protester mod skolernes dårlige økonomiske vilkår. Protesterne blev fulgt op i september 2001 da op mod 6000 handelsskoleelever demonstrerede i København.
December 2001 tog DGS ligeledes initiativ til (gen)dannelsen af Danmarks Råstof som et nyt fælles samarbejde for uddannelsesorganisationerne. På mange måder efter samme model som det gamle samarbejde i DUS. Danmarks Råstof gennemførte store landsdækkende aktionsdage i 2002 og 2003 og blev fulgt af flere andre fælles initiativer for elev- og studenterorganisationerne der gennemførte omfattende protestkampagner i de følgende år: Stop Nu-bevægelsen i 2004, Ud af krisen ind i fremtiden 2009, Unge tar ansvar 2010. I perioden 2001-2010 oplevede man således den største protestbølge blandt under uddannelse siden 1970’erne og 1980’erne. Sideløbende med elev- og studenterorganisationernes egne protestaktiviteter arrangerede organisationerne også store fælles velfærdsprotester sammen med fagbevægelsen i årene 2006-2009. I de fælles uddannelsesprotester var især DGS og gymnasieeleverne, der var den drivende kraft.
Gymnasie- og HF-eleverne
DGS var en drivende kraft i de fælles elev- og studenterprotester, men gennemførte samtidig egne kampagner og protestaktioner. Parallelt med den markante stigning i omfanget af mobiliseringer og protestaktiviteter blandt elever og studerende skete der en tilsvarende organisatorisk styrkelse af DGS. Medlemstallet eksploderede i årene efter 2001.
Politisk var der fra årtusindskiftet og frem allerede et stærkt fokus på spørgsmålet om negativ social arv og gymnasiet som en reel mulighed for alle. Ved landsmødet i 2002 vedtog gymnasiernes delegerede så yderligere en ny formålsparagraf. Hvor DGS igennem 1990’erne havde haft et snævrere fokus på at arbejde for gymnasieelevernes interesse som uddannelsessøgende, blev formålsparagraffen nu udvidet til at DGS skulle ”arbejde for og udbrede kendskabet til gymnasieleverne og studenterkursisternes interesser samt at politisere og aktivere gymnasieelever og studenterkursister”. Det indebar både et bredere fokus på de unges interesser, eksempelvis blev spørgsmål om racisme og integration i flere år væsentlige temaer, og et stærkere fokus på netop mobilisering og aktivering af eleverne.
Det lokale arbejde, der siden 1980’erne havde været udfoldet inden for rammerne af nogle semiautonome amtslige fælleselevråd, som flere steder havde døjet med manglende kontinuitet og en relativt svag organisation, blev samtidig styrket ved at fælleselevrådene fra 2003 blev omdannet til deciderede DGS regioner.
De sommerseminarer, som DGS havde holdt siden 1990’erne for de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer, hvor erfaringer blev overdraget fra den gamle til den nye bestyrelse, blev sideløbende udviklet til en egentlig organisatorisk uddannelse for de aktive og omfattede nu også aktive fra regionerne, som ikke sad i bestyrelsen. Et større fokus blev lagt på den lange kollektive fortælling om elev- og studenterbevægelsens opståen og udvikling siden 1960’erne.
Der blev tilsvarende udviklet skolingsseminarer for de kontaktansvarlige med vægten på uddannelsespolitisk og organisatorisk introduktion – hvordan opbygges elevrådene og regionerne, hvordan sættes der gang i aktiviteter, hvordan afholdes der møder osv. – og aktionsdage blev nu også oftere fulgt op af elevkonferencer, hvor erfaringerne blev samlet op.
Mange flere gymnasieaktivister deltog i mange flere møder i regi af DGS. Udviklingen af en egentlig tillidsmandsuddannelse var dermed en anden måde at håndtere de problemer, der altid havde været en udfordring for DGS med den meget hurtige gennemløbstid af organisationens kerneaktivister i elevråd, regioner og bestyrelse og de dermed svære betingelser for kollektiv erfaringsudvikling.
En epoke randt også ud, da GLO efter 30 år blev nedlagt og i stedet indgik i DGS. En udløsende faktor var GLOs landsmøde i foråret, hvor bestyrelsen valgte at ekskludere 28 af de 40 deltagere på selve landsmødet, herunder flere bestyrelsesmedlemmer, da der tegnede sig et flertal for en anden formandskandidat end den et flertal af den afgående bestyrelse ønskede. Eksklusionerne kunne lade sig gøre, da Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom på mødets sidste dag sendte en busfuld deltagere, som blev meldt ind på selve mødet. Det var i realiteten et dødsstød til organisationens troværdighed og i efteråret valgte GLO så at give deres opbakning til Stop Nu-kampagnen og i foråret 2005 nedlagde GLO formelt sig selv og indgik i stedet i DGS.
I 2006 samlede en række af elevorganisationerne sig så (igen) i deres eget elevbevægelsens hus, der ud over DGS også rummede Erhvervsskoleeleverne (EEO) og handelsskoleeleverne (LH), hvilket yderligere forstærkede samarbejdet mellem elevorganisationerne.
Hvor DGS indtil 2000’erne kun organiserede de almene gymnasier omfattede man nu også eleverne på HTX (og siden EUX) og fra 2009 også de internationale IB-elever og HF-kursisterne, da LAK efter flere års med organisatoriske problemer endegyldigt blev nedlagt. HFérne fik deres eget HF-udvalg, med dertilhørende formandsskab, der var ansvarlig for at HF'eleverne blev inkluderet og organiseret i DGS. På landsmødet 2012, besluttede dette at nedlægge formandsposten i HF-udvalget og gøre dette åbent for alle.
Skoleeleverne
På folkeskoleområdet kunne man så se en ganske anden udvikling efter at DEO og FLO i 2004 blev slået sammen til den nye organisation Danske Skoleelever (DSE). DSE fik et væsentlig opsving i årene 2006-2007. I foråret 2006 var der omfattende landsdækkende protestaktioner mod VK-regeringens afskaffelse af gruppeeksamen, og igen i november 2007 demonstrerede 5-10.000 skoleelever på Slotspladsen mod dårligt undervisningsmiljø med krav om, at eleverne skulle omfattes af arbejdsmiljøloven, samtidig med at der var mindre elevdemonstrationer i en stribe byer landet over. Men årene herefter indstillede DSE i det store og hele protestaktiviteterne for i stedet at glide ind i rollen som en meget traditionel interesseorganisation i snæver forstand.
Det er således bemærkelsesværdigt, at skoleelevernes organisation i dag er stort set fraværende som protesterende gruppe. Der har eksempelvis forholdsvis hyppigt i de senere år været lokale protester blandt elever mod skolelukninger, men landsorganisationen Danske Skoleelever (DSE) har ikke støttet op om disse eller organiseret landsdækkende protestaktiviteter siden 2010. Hvor en begivenhed som lærerlockouten og forringelserne af lærernes forberedelsestid i foråret 2013 ville have udløst protester organiseret af elevorganisationerne i 1970’erne og 1980’erne, i lighed med gymnasieelevernes blokader og protester mod amtsrådsforeningen i 1999, så forholdt DSE sig passivt under konflikten. Lokalt demonstrerede elever mod lockouten, men uden at de fik opbakning fra skoleelevernes landsorganisation, og omfanget blev derfor også beskedent.
DSE er i dag således ikke en bevægelse med stærke græsrodstræk, men mere en professionel interesseorganisation for elever drevet af et forholdsvis stort sekretariat af ansatte voksne konsulenter omfattende ikke alene en sekretariatschef, men også en formel souschef, konsulenter, grafikere m.fl. Undervisningsministeriet har da også givet økonomisk støtte til foreningen i et hidtil uset omfang for en elevorganisation. Alene i 2014 fik Danske Skoleelever (DSE) således 6,2 mio,- i offentlige støttekroner i både grundtilskud og til forskellige projekter. Næsten 6 gange mere end gymnasieeleverne modtog samme år. Bl.a. modtog Danske Skoleelever Endelig fik eleverne en halv mio. kr. til en oplysningskampagnen "Vores Nye Skole" om skolereformen, der trådte i kraft i 2014. DSE havde da også igennem hele reformdiskussionen og under den omfattende lockout af alle landets lærere og skoleelever i 2013, stået tæt på ministeriets opfattelser. Med sin professionelle opbygning, hvor en stor stab af ansatte medarbejdere driver organisationen i det daglige, og sit meget tætte parløb med undervisningsministeriet adskiller DSE sig fra de øvrige elevorganisationer (og studenterorganisationer) i Danmark og repræsenterer i den forstand et brud i forhold til traditionen fra tidligere landsorganisationer for skoleelever som DEO og LOE.
Elevbevægelsen som politisk kampplads
De politiske ungdomsforbund havde generelt ikke større betydning for elevbevægelsen i 1990'erne. De har hverken domineret stormøderne eller bestyrelsesarbejdet. Fronterne var langt fra så skarpe som tidligere, og flere af organisationerne blev mere pluralistiske. Efter 1990 var det f.eks. ikke usædvanligt at finde medlemmer af Konservativ Ungdom eller Venstres Ungdom i DGS' bestyrelse. Det samme billede gjorde sig gældende i DEO efter 1992. De politiske ungdomsforbund havde ikke spillet nogen rolle af betydning for elevbevægelsens opståen i 1960'erne, men elevbevægelsen fungerede fra 1970'erne til 1990'erne som en af de centrale kamppladser for de politiske partiers ungdomsforbund.
Magtkampene mellem de forskellige ungdomsforbund kunne sætte sit præg på alt fra organisationernes årsmøder og stormøder til det daglige arbejde i elevråd og fælleselevråd. Naturligvis var der ofte i de politiske magtkampe et element af reel politisk og strategisk uenighed, men elevbevægelsen var også et af de centrale rekrutteringsfelter for de politiske ungdomsforbund. Det var igennem arbejdet i elevbevægelsen, at man kom i kontakt med de aktive unge på landets skoler. Både venstrefløjspartier, socialdemokraterne og de borgerlige partier forsøgte også, f.eks. gennem de politiske ungdomsforbund, at gribe direkte ind i organiseringen af ungdommen og benytte bevægelserne til at understøtte det formelle politiske spil. Alle de politiske ungdomsforbund satsede derfor massivt på opbygningen af uddannelsessekretariater og fraktioner indenfor elevorganisationerne og nogen gange tilmed i elev- og fælleselevråd. De politiske ungdomsforbund fungerede imidlertid også som erfaringsopsamlere og formidlere og gav politisk og sikrede organisatorisk skoling af de unge aktivister.
I kølvandet på DKP's styrkelse i forbindelse med EF-afstemningen i 1972, blev DKU den dominerende politiske strømning i snart sagt alle elevorganisationerne under DUS - både LAK, DGS LOE og organisationerne for de pædagogstuderende og de lærerstuderende. Det betød dog ikke et politisk brud. DKU satsede på, at skabe forandringer gennem dannelsen af brede alliancer omkring «velfærdsstatslige» reformkrav om medbestemmelse, bedre levevilkår for unge under uddannelse (bolig og økonomi) og etableringen af enhedsskolen.
Fra midten af 1970'erne begyndte forskellige venstreoppositionsgrupper at vokse frem i organisationerne. Socialistisk Uddannelsesfront (SUF) blev etableret i DGS og LAK i 1976, som et frontsamarbejde mellem SFU og VS og i 1980 blev Elevoppositionen (EO) dannet i LOE. Venstreoppositionen søgte dels at overføre studenterbevægelsens marxistiske og fagkritiske positioner til elevbevægelsen, dels mente man at organisationerne i højere grad skulle basere sig på det lokale arbejde og direkte aktioner.
Mens de store elevorganisationer var præget af venstrefløjen, blev de nydannede organisationer FLO og GLO til gengæld domineret af Venstres Ungdom (VU), der oftest sad på formandsposten og bestyrelsesflertallet. Politisk ønskede de nye organisationer først og fremmest et opgør med efterkrigstidens socialdemokratiske uddannelsestænkning.
1980'erne markerede en del opbrud i fløjene i bevægelserne. DKU var markant svækket, men fortsat den dominerende fraktion de fleste organisationer. 1970'ernes fagfronter og venstreoppositionssamarbejder gik derimod i opløsning. Nyt var også at Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) fra 1983, efter socialdemokratiets tab af regeringsmagten, satsede massivt på uddannelsesarbejdet. DGS, LAK og LOE blev således præget af magtkampene mellem venstrefløjens politiske ungdomsforbund (DKU, DSU, SFU og VSU).
Fra 1981 begyndte en reorganisering af Konservativ Ungdom (KU), der lancerede sig som 1980'ernes nye borgerlige ungdomsoprør. KU satsede massivt på uddannelsesområdet. KU opfattede GLO og FLO som VU's front-organisationer og retablerede derfor Konservativ Skoleungdom (KSU) og Konservative Gymnasiaster (KG). KG hentede en væsentlig inspiration i 1930'ernes ungkonservative bevægelse. Igennem 1980'erne byggede KG og KSU sig selv op ved at bekæmpe DGS, LAK og LOE.
Fra 1985 forsøgte KU og KG at obstruere gymnasieelevernes Operation Dagsværkindsamlinger. KG erklærede f.eks. at DGS støttede terrorister ved at samarbejde med ANC omkring skolebyggerier for sydafrikanske flygtninge. I 1988 stod unge konservative sammen med Venstres Ungdom og Gymnasieelevernes Landsorganisation bag det såkaldte Skoleprojekt Afghanistan (SPA) i samarbejde med de islamiske Mujahedin-oprørere. SPA var lavet som et modtræk til samme års Operation Dagsværk indsamling der gik til skolebyggeri blandt Namibiske flygtninge fordrevet af det sydafrikanske apartheid-regime. I 2009 blev det afsløret af PET-kommissionen, at den tidligere formand for KG og Konservativ Ungdom Brian Mikkelsen i 1988 havde modtaget 114.000,- kroner fra apartheidregimet i Sydafrika, for at modarbejde DGS og Operation Dagsværks indsamling til skolebyggerierne for flygtninge fra Namibia
Modviljen mod Operation Dagsværk fortsatte efter 1990. Regelmæssigt har både Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom opfordret til boykot og på forskellig vis forsøgt at obstruere indsamlingskampagnerne.
Splittelsen af LOE
Det blev blandt folkeskoleeleverne at de interne magtkampe fik de mest dramatiske konsekvenser. DSU's forretningsudvalg besluttede således i december 1984 at forsøge på at overtage LOE. En detaljeret overtagelsesplan blev udfærdiget for at overtage LOE og hele DSU's organisatoriske apparat samt dele af DUI blev mobiliseret med dette formål. Økonomisk fik DSU bevilget 250.000 til overtagelsesforsøget - først og fremmest fra LO. DSU ville have LOE tilbage i rollen som traditionel interesseorganisation tæt tilknyttet LO, frem for at fastholde den aktionsorienterede linie, som havde præget LOE siden gennembruddet i 1977. Men det var kun en del af de politiske overvejelser. I et internt notat fra november 1984 hed det at DSU’s mål med overtagelsen var:
a. At sikre størst mulig opbakning bag, tilslutning til og indflydelse for elevbevægelsen i Danmark, for derigennem at skabe de nødvendige forbedringer for eleverne i folkeskolen. Dette sikres gennem et bredt og solidt økonomisk, organisatorisk og politisk grundlag for LOE, som kun DSU og arbejderbevægelsen kan sikre.
b. DSU må sikre, at elevbevægelsen politisk og organisatorisk kan indgå i en socialdemokratiske opposition mod den borgerlige regering.
c. DSU kan anvende LOE som politisk faktor og rekrutteringsgrundlag for DSU og arbejderbevægelsen
(Citeret efter: «Notat om gen- og omorganisering af elevbevægelsen, LOE landsorganisationen af elever», DSU Forretningsudvalgsmøde 5/12 1984)
Det lykkedes DSU at få et flertal i LOE's bestyrelse ved generalforsamlingen i februar 1985. Men det blev signalet til en opslidende magtkamp for åbent tæppe i medierne, da stemmeudvalget fastslog at DSU's kandidat ikke havde fået flertal, da en række stemmesedler var ugyldige. I 2007 afslørede DKUs daværende uddannelsessekretær så, at han på eget initiativ havde snydt med stemmesedlerne til det afgørende formandsvalg lige inden han trådte ind til stemmeudvalget, der skulle optælle stemmerne.
DSU-flertallet forsøgte efterfølgende at vælte den indsatte formand og flytte LOE's sekretariat, som i stedet blev besat af Københavns Fælleselevråd. I 2 måneder havde LOE derfor to bestyrelser, en bestående af DSU-flertallet og en bestående af mindretallet fra SFU, VSU og DKU, og to sekretariater, der på skift sendte breve ud til landets elevråd. Efter en dramatisk ekstraordinær generalforsamling i april 1985 valgte DSU at forlade organisationen med 40 procent af mødedeltagerne, der i stedet dannede Danmarks Elevorganisation (DEO). DEO var indtil begyndelsen af 1990'erne domineret af DSU. Efter en højspændt kongres i 1992 mistede DSU imidlertid både formandsposten og bestyrelsesflertallet i DEO.
Splittelsen i 1985 betød en langvarig svækkelse af folkeskoleelevarbejdet. LOE blev hærget økonomisk og organisatorisk, magtede ikke længere at gennemføre større kampagner og medlemstallet raslede ned i de kommende år. Tilslutningen til DEO voksede, og i lighed med LOE baserede man sig på elevrådene. Men organisationen fik aldrig samme centrale betydning som LOE. DEO var ikke nogen aktionsorienteret organisation. I stedet satsede man på at fungere som en serviceorganisation, der overfor elevrådene gennemførte kurser og f.eks. oplysningskampagner om Aids.
Elevbevægelsens basis - elevråd og fælleselevråd
Elevrådene
Elevbevægelsen voksede frem af elevrådene på de enkelte skoler og gymnasier. For DGS, LAK og LOE og siden DEO og DSE, har elevrådene været grundlaget for elevbevægelsen. Siden starten har en væsentlig del af elevbevægelsens aktiviteter da også handlet om, hvordan man kunne styrke arbejdet i elevrådene. Hverken FLO eller GLO har derimod bygget på elevrådene. Når man har forsøgt sig med lokalt arbejde, har man tværtimod baseret det på selvbestaltede lokalforeninger.
Elevråd var en nyskabelse i 1950'erne og 1960'erne. Ofte dannet på elevernes eget initiativ. Der er i dag elevråd på alle skoler og gymnasier i Danmark. Men det siger ikke i sig selv noget synderligt om opbakningen til elevrådene eftersom oprettelsen af elevråd i dag er lovpligtig. Elevrådene har da også fra starten været en ambivalent størrelse, der befinder sig et sted mellem basisdemokratisk interessevaretagelse og opøvelse i repræsentativt demokrati. I folkeskolen understreges det sidste f.eks. af kontaktlærerordningerne i elevrådene. Elevrådenes formelle indflydelse har yderligere altid været begrænset.
Det var på gymnasierne at elevrådene først fik det formelle gennembrud. I forlængelse af presset fra DGS blev elevrådsarbejdet allerede i 1968 støttet gennem udsendelse af vejledende regler for elevråd. I 1969 blev der oprettet samarbejdsudvalg på alle gymnasier med repræsentanter for lærerne, eleverne og administrationen. Ændringerne i skolestyrelsesloven i 1970 betød at eleverne blev sikret to af de syv pladser i gymnasiernes skoleråd. Skolerådene omfattede to elever, to lærere, rektor, en TAP'er og en repræsentant for amtsrådet. Elevrepræsentanterne havde stemmeret.
Det gik langsommere på folkeskoleområdet. I forbindelse med skolestyrelsesloven fra 1970 fik eleverne to observatørpladser uden stemmeret i skolenævnene. Siden kom der elevobservatører i skolekommissionerne, og fra 1974 blev det fastslået, at eleverne havde ret til at danne elevråd. Men skolerne havde ikke pligt til at oprette dem og i 1970'erne var der en lind strøm af klager over at skoleinspektører spændte ben for elevrådsarbejdet. Det kunne være at censurere posten til elevrådet, nægte dem ret til at dele materiale ud i klasserne mm. Fra midten af 1970'erne blev det således LOE's hovedkrav, at oprettelsen af elevråd skulle gøres lovpligtigt på alle skoler, og at eleverne skulle have stemmeret i skolenævnene. Det sidste blev der aldrig taget skridt i retning af på trods af at LOE formelt deltog i udvalgsarbejdet med revision af skolestyrelsesloven i 1977 og havde taget spørgsmålet op. Elevrådene blev først lovpligtige i 1986.
De nye styrelseslove fra slutningen af 1980'erne betød ikke fremskridt for eleverne. Hverken i folkeskolen eller på ungdomsuddannelserne. I stedet opbyggede man en model med stærke lokale ledere suppleret af en slags «aktionærbestyrelser». I folkeskolen blev der oprettet bestyrelser med et flertal af forældre, men det blev kommunerne der skulle afgøre om eleverne skulle have stemmeret. Først i 1997 fik eleverne lovsikret deres stemmeret i skolebestyrelserne - 30 år efter kravet første gang blev rejst. På gymnasieområdet blev der oprettet bestyrelser med et flertal af såkaldt «eksterne brugere»: Forældre, amtsrådsrepræsentanter og f.eks. repræsentanter for erhvervslivet. Gymnasieeleverne fik stemmeret, men stod markant dårligere end i de gamle skoleråd. Med amternes nedlæggelse og gymnasiernes overgang til selveje i 2007 blev elevernes indflydelsesmuligheder yderligere forringet til fordel for et stadig stærkere rektorstyre.
Fælleselevrådene
For at styrke elevrådsarbejdet og koordinere aktiviteter på tværs af skolerne begyndte elever i 1970'erne at oprette kommunale fælleselevråd på grundskoleområdet. Efter amtsovertagelsen af statsskolerne blev der ligeledes dannet amtslige gymnasie- og kursistråd over hele landet til afløsning for de tidligere regionale elevrådssammenslutninger i DGS og LAK. Der har eksisteret gymnasiefælleselevråd i alle amter, men der har altid kun været folkeskolefælleselevråd i et mindretal af landets kommuner.
Tanken med fælleselevråd var, dels at de var et koordinerende organ på tværs af de forskellige skolers elevråd, dels at de kunne optræde som elevernes repræsentanter overfor amter og kommuner. Det var også igennem fælleselevrådene, at elevorganisationernes aktiviteter blev løbende koordineret (kampagner, aktioner, høringsturneer, kurser mm.).
Gymnasiefælleselevrådene havde da også i sin tid hver en repræsentant i DGS' bestyrelse, ligesom de kommunale fælleselevråd i sin tid havde repræsentanter i LOE's hovedbestyrelse. I 2002 blev gymnasiefælleselevrådene så igen formelt omdannet til regioner i DGS, hvorved de lokale led (igen) blev knyttet tættere til landsorganisationen. Efter nedlæggelsen af amterne som et led i kommunalreformen der trådte i kraft 2007 overgik gymnasierne så yderligere til selveje. I DSE har kommunale fælleselevråd ikke haft nogen særlig placering.
Fælleselevråd har sjældent formelle medlemsordninger. Tværtimod er alle elevråd i en kommune ofte «født» som medlemmer. Strukturen kan være forskellig, der kan være tale om at det kun er fællesmøder for skolernes repræsentanter der kan træffe beslutninger, der kan være en formel bestyrelse - eller en blanding heraf. Man får dog indtryk af, at fælleselevrådene i praksis fungerer mere uformelt end elevrådene.
Især på grundskoleområdet har fælleselevrådene haft den fordel frem for elevrådene, at ikke de er underlagt det formelle skolehierarki og derfor har friere rammer til at iværksætte de aktiviteter eleverne vil - aktioner, kampagner, lokale elevblade etc.. Fælleselevrådsaktivisterne var i 1970'erne og 1980'erne ofte «kerne-elevaktivister». Elever der med liv og sjæl gik op i arbejdet, og som var interesseret i videregående uddannelsespolitiske (og andre) diskussioner, der ikke nødvendigvis var plads til i de enkelte elevråd. Perspektivet var også typisk bredere end elevrådenes arbejde: Kommunale nedskæringer, større elevkurser etc. Man deltog i fælleselevrådets arbejde, ved at være aktiv i det, selv elever med en perifer tilknytning til elevrådsarbejdet, suppleanter o.lign., havde mulighed for at være aktive i fælleselevrådet.
Tilslutningen til elevbevægelsen
Det kan være svært at vurdere elevernes opbakning til elevbevægelsen. Man kan få en ide ved enten at se på medlemstallene eller antallet af deltagere på organisationernes stormøder og kongresser. Her er det dog langt fra noget entydigt billede, der tegner sig. Væsentligt i denne sammenhæng er også, at der findes forskellige medlemsformer. DSE og DGS bygger på elevrådene i lighed med DEO, LAK, LOE tidligere. I modsætning til FLO og GLO, der baserede sig på individuelt medlemsskab og selvbestaltede lokalforeninger.
Skoleeleverne
LOE toppede i 1980-81 med over 800 deltagere på organisationens generalforsamlinger og mere end 300 betalende medlemsskoler. Det dalede drastisk i 1980'erne. I 1986 kunne man kun samle 300 deltagere og antallet af medlemsskoler var styrtdykket til 146. Ved LOE's opløsning i 1991 var mindre end 50 skoler medlem af organisationen.
Omvendt voksede tilslutningen til DEO. Man nåede op omkring 200 medlemsskoler, og i starten af 1990'erne kunne man samle over 500 deltagere på organisationens kongresser. Fra midten af 1990'erne dalede både antallet af deltagere og medlemsskoler dog. FLO havde altid samlet færrest til sine landsmøder. De første møder efter organisationens dannelse samlede 20-30 elever. I 1990'erne svingede deltagerantallet mellem 70 og 100 deltagere.
I 2004 blev FLO og DEO lagt sammen til Danske Skoleelever (DSE), der på sit første ordinære årsmøde samlede 250 deltagere. DSE havde i 2014 et medlemstal på 919 skoler, det højeste for nogen elevorganisationen nogensinde, men ser man på omfanget af aktive målt i forhold til antallet af deltagende elever på DSEs landskonferencer og generalforsamlinger, er deltagerantallet dog væsentligt lavere end for eksempelvis LOE, da tilslutningen til organisationen toppede i årene 1978-1982. I DSE var der i 2014 var der 289 indskrevne deltagere på Generalforsamlingen 2014 og 486 på organisationens landskonference, så det er kun en beskeden andel af medlemsskolerne, der også deltager i at tilrettelægge beslutningerne på DSEs generalforsamlinger.
Gymnasiebevægelsen
Medlemsmæssigt havde DGS sin første storhedstid sidst i 1960'erne. I 1967 var 84 ud af 92 gymnasier således medlem af organisationen. Fra 1969-70 sker der en tydelig afmatning og i 1972 lå antallet af medlemsskoler nede på 60. I 1970'erne svingede medlemskabet mellem 60 og 80 gymnasier. Hvis man tegner en kurve over medlemstallet fra 1986-2003, vel at mærke antal betalende medlemsskoler ifølge årsregnskabet, så ser udviklingen ud på følgende måde.
Medlemstallet dalede i slutningen af 1980'erne for at nå bunden i 1989-90. Herefter sker der igen en markant stigning, hvor man efter 1992 igen lå på samme niveau som i 1970'erne. Fra 1999 voksede medlemstallet igen voldsom og passerede for første gang nogensinde 100 betalende medlemsgymnasier, og i 2009 var 129 gymnasier medlem af DGS. Det højeste antal nogensinde svarende til 93 procent af gymnasierne.
Ser man derimod på antallet af deltagere på DGS's landsmøder var det indtil årtusindsskiftet i perioden fra 1974 til 1984, at der var flest - mellem 200 og 300. Sidst i 1980'erne svingede det mellem 150 og 200 og i 1990'erne lå det under 150. Efter år 2000 steg det imidlertid igen, og landsmødet i foråret 2004 samlede mere end 200 deltagere og deltagerantallet har ligget på det samme niveau i de senere år. Landsmødet i 2012 samlede således 218 betalende deltagere ifølge årsregnskabet.
Det kan være vanskeligt at vurdere tilslutningen til GLO. Men hvis man ser på deltagerantallet på GLOs landsmøder, så betød afmatningen af DGS i 1990’erne ikke en forstærket tilslutning til GLO. Deltagerantallet lå alle år markant under DGS's niveau. I 1990'erne og frem til lukningen af organisationen var der typisk 40-50 deltagere.
Rekrutteringsproblemet
Et grundlæggende problem for elevbevægelsen har været den hurtige gennemløbstid. I folkeskolen er det først og fremmest de ældste elever (8-10. klasse), der udgør kernen i arbejdet. Det betyder, at når eleverne for alvor begynder at have greb om elevrådsarbejdet, så er de faktisk næsten ude af skolen. Nogenlunde det samme billede tegner sig i gymnasiebevægelsen. Nogle af gymnasieeleverne har naturligvis erfaringer fra folkeskolen, men langt fra alle. Eleverne bliver engageret i elevrådsarbejdet i løbet af 1.g., havner i elevorganisationerne i 2.g. og glider så ud igen når studentereksamen nærmer sig.
Det betyder, at elevbevægelsen hele tiden har skullet genopbygge sig selv. Netværk og kontakter skal hele tiden fornyes, man skal hele tiden rekruttere nye medlemmer og det er vanskelligt at konsolidere organisationen. Ser man på elevorganisationernes arbejdet igennem de sidste 30 år, har de således måttet koncentrere de fleste af deres kræfter på oplysningsturneer, fællesmøder på skolerne mm. Især på folkeskoleområdet er fælleselevråd opstået og forsvundet i takt med grupper af engagerede elever, der manifesterede sig i forskellige kommuner. Det betyder også en ekstrem hurtig udskiftning af ledelsesgenerationen - og en begrænset mulighed for at lære af egne erfaringer. Det er på denne baggrund man også skal forstå de politiske ungdomsforbunds rolle, som erfaringsopsamlere og formidlere fra tidligere ledelses (og oppositions) generationer.
Elevmobiliseringer og uddannelsesprotester
Bortset fra perioden 1968-70 har elevbevægelsen generelt haft begrænset indflydelse på «rutinepolitikken». Fra 1973 og frem satsede organisationerne derfor i stigende grad på bredt anlagt protestaktioner, der mere end noget andet kom til at præge organisationernes arbejde frem til slutningen af 1980'erne og igen fra 1999 og frem, hvor man i perioden 2001-2010 kan iagttage en fornyet protestbølge blandt elever og studerende.
Hvis man skal danne sig en forståelse af elevbevægelsens betydning, er det derfor centralt at kigge på mobiliseringsniveauet fra 1960'erne til 2000’erne. Det er væsentligt her at understrege, at f.eks. GLO, FLO aldrig opfordrede til aktioner og DEO kun gjorde det i meget begrænset omfang - dog i forbindelse med råstof-aktionerne i 1988. (For en nærmere gennemgang se Uddannelsesprotester i Danmark efter 1960).
Elevorganisationernes stiftere i 1960'erne havde haft en udpræget tro på mulighederne for at gøre sig gældende igennem det formelle politiske system. Tanken var at etablere traditionelle interesseorganisationer med rutineadgang til de besluttende myndigheder. Fra 1970'ernes begyndelse blev det imidlertid tydeligt, at organisationernes muligheder for at præge rutinepolitikken alt andet lige var begrænset. Demonstrationerne og aktionerne var derfor en måde hvorpå, der kunne lægges pres på politikerne og eleverne kunne præge den offentlige opinion.
De konstante aktioner fra 1973 til midten af 1980'erne indebar udviklingen af en særlig aktionskultur på uddannelsesområdet. Erfaringerne fra de enkelte aktioner blev videreført og lå til grund for de efterfølgende protestaktioner. Organisationernes ledelse forblev aktionsvant og lokalt blev det en måde hvorpå, man modvirkede konsekvenserne af at basisaktivisterne i elevrådet konstant blev udskiftet.
Aktionerne blev også en måde hvorpå der blev skabt øget tilslutning til organisationerne - særlig i 1970'erne. Ser man på LOE er denne sammenhæng helt tydelig. Organisationen havde haft begrænset betydning i første halvdel af 1970'erne. Man fyldte ikke meget i offentligheden og antallet af medlemsskoler var begrænset. Efter LOE i 1977 gennemførte to kæmpe aktionsdage ændrede dette sig imidlertid drastisk. Deltagerantallet på LOE's generalforsamlinger og medlemstallet blev mere end fordoblet. Samtidig skete der en generel styrkelse af organisationen. Under aktionerne blomstrede fælleselevrådene op, elevrådene blev aktiveret og flere elever inddraget i arbejdet. Aktionerne skabte tilslutning og muliggjorde identificering med LOE, der kunne udvikle sig til yderligere organisering og deltagelse. Aktionerne blev også set som en måde hvorpå der kunne skabes alliancer med andre befolkningsgrupper - lærerne, fagbevægelsen og forældrene. Det var i alle fald det erklærede mål for aktionsdagene fra 1980-1984.
Samme mønster kan iagttages – først og fremmest for gymnasieelevernes DGS – i årene efter 1999, og her formåede man faktisk at få skabt en bredere alliance med den etablerede fagbevægelse i forbindelse med de store velfærdsprotester 2006-2009
Set i dette lys begyndte elevbevægelsen i 1970'erne i højere grad at minde om den klassiske definition af en græsrodsbevægelse eller social bevægelse. Ganske vist havde DGS, LAK og LOE langt hen af vejen en traditionel foreningsopbygning med generalforsamling, hovedbestyrelse osv. Men omvendt blev organisationerne drevet af frivillig ulønnet arbejdskraft, elevrådenes og fælleselevrådenes aktivitet var den eneste reelle ressource og man satsede målbevidst på kollektive aktioner for at fremme elevernes interesser.1990’erne repræsenterede en tilbagevenden til en rolle som traditionel interesseorganisation for alle organisationerne.
DGS i 2000’erne udviklede sig igen til i høj grad at have samme træk som en græsrodsbevægelse med et stærkt fokus på mobilisering og aktivering af eleverne og båret af frivillig arbejdskraft, mens den nye skoleelevorganisation DSE modsat udviklede sig en helt igennem traditionel og mere professionaliseret interesseorganisation for elever.
Betingelserne for elevbevægelsen i dag
Elevbevægelsen var et barn af meget hurtig modernisering og udbygning af uddannelsessystemet, som i dag er overstået. Politisk havde f.eks. socialdemokratiet også i 1960'erne en interesse i det pres, som organisationerne kunne levere. Det samme gør sig ikke gældende idag, hvor den overliggende uddannelsespolitiske dagsorden er mere ny-liberalistisk. Mobiliseringen af intelligensreserven opfattes i dag ikke som den mest presserende udfordring. Ofte fremstilles det snarere som et problem, hvis for mange unge med en ikke-boglig baggrund søger gymnasiet.
Elevbestanden har samtidig ændret sig. 1970'erne var nok den periode i Danmarkshistorien, hvor der var flest første-generations studenter, samtidig med at den økonomiske krise prægede samfundet. I 1990'erne var der sket en normalisering. 1970'ernes store ungdomsårgange, der blev plaget af lav studiestøtte eller manglende praktikpladser blev i 1990'erne afløst af små årgange, som er vokset op med et næsten uafbrudt økonomisk opsving og den eksplosive stigning i tilgangen til de gymnasiale ungdomsuddannelser er slut. Alligevel er det dog værd at bide mærke i, at elevbevægelsen fortsat evner at mobilisere mange unge når organisationerne vel at mærke har satset målbevidst på det.
Nok så væsentligt for elevbevægelsens muligheder er imidlertid, at magtudøvelsesformen i uddannelsespolitikken har ændret sig grundlæggende siden starten af 1980'erne. Hvis der tages udgangspunkt i efterkrigstidens tradition for organisationsinddragelse - eller demokratiske samarbejdsmodel - så repræsenterede denne på mange måder en form for borgerlig offentlighed. Organisationsinddragelsen var en måde, hvorpå befolkningen så at sige kunne blive taget i ed og bakke op omkring uddannelsessystemets udvikling. Dette yderligere forstærket af traditionen for konsensus. Indenfor denne magtudøvelsesform giver både bredt anlagte protestaktioner og organisering mening. Det er måder, hvorpå man kan skubbe til den offentlige meningsdannelse og dermed den politiske udvikling.
Med Haarders tiltræden som minister begyndte imidlertid et grundlæggende skifte i retning af et langt stærkere statsstyring af uddannelserne. Uddannelsespolitikken blev igennem 1980'erne i stigende grad formuleret uafhængigt af den offentlige debat, igennem håndplukkede lukkede udvalg, og magten blev i stadigt stigende grad samlet omkring ministeren. Et af de tidligste eksempler blev gymnasiereformen fra 1987. Det Haarder etablerede, til afløsning fordel for den demokratiske samarbejdsmodel, kan kaldes for strategisk ledelse. Den autoritære ledelse sætter dagsordenen, hvorefter den skaber tilslutning til denne gennem massemediebaserede holdningskampagner. Måden at lave politik på er ganske enkelt fundamentalt anderledes: Kommunikationen er envejs og foregår ovenfra og ned. I den klassiske borgerlige offentlighed er politikerne afhængige af opinionen og den fælles forståelsesramme. Med den strategiske ledelse (eller statsstyret) skaber de opinionen. Magten koncentreres således i hænderne på ministeren som repræsentant for den stærke stat som supplement til det fri marked. På denne baggrund dalede såvel udvalgsarbejdets og demonstrationernes effekt og elevbevægelsens formelle og uformelle indflydelsesmuligheder blev stærkt forringede.
Denne måde at bedrive uddannelsespolitik fortsatte med de socialdemokratiske regeringer i 1990’erne og de borgerlige regeringer i 2000’erne. Det politiske system blev langt mere lukket overfor elev- og studenterorganisationerne, som frem for forhandlinger blev mødt med marginalisering. Et godt eksempel er debatten om kvote II fra sommeren 1998. Sommeren igennem blev pressen forsynet med historier om behovet for at unge startede tidligere på universiteterne. Med hyppige sammenligninger til især det hollandske uddannelsessystem og nogle konklusioner i den tværministerielle rapport «Kvalitet i uddannelsessystemet», der i øvrigt var stik modsatte af undersøgelsens faktisk resultater, pressede undervisningsminister Margrethe Vestager på for at få begrænset optaget gennem kvote II. Udmeldingerne førte i foråret 1999 til at man begrænsede kvote II-optaget. Det interessante her er ikke sagen, men hvordan undervisningsministeren søgte at skabe tilslutning til sin politik. Hvor man for et par 10-år forinden ville have oplevet et længere udredningsarbejde, med involvering af de berørte institutioner og (interesse)organisationer, som grundlag for tiltag på uddannelsesområdet, så var der i stedet tale om udspil fra håndplukkede udvalg, suppleret af strategisk anvendelse af pressen til at præge den offentlige opinion. Stramningerne udløste protester fra elever, studerende og uddannelsesinstitutioner, der dog ikke gjorde indtryk på ministeren. Det giver selvsagt elevbevægelsen et temmelig begrænset spillerum, og langt sværere betingelser at agere under end i 1960’erne eller 1970’erne, såfremt eleverne søger at udfordre eller ændre den førte uddannelsespolitik, men afspejler også de mere grundlæggende ændringer igennem de seneste tre årtier af måden hele det politiske system fungerer på i Danmark.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Sidst ajourført: 16/9 2015
Læst af: 32.680