 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Ungdomsoprøret
Et ungdomsoprør illustrerer generationskløftens problemer. Oprørenes kulturelle udtryksformer er omskiftelige, de lokale versioner særegne eller importerede. Historien om en bestemt generations erfaringer er derfor mindre lærerig end identifikationen af forskellige typer oprør, deres grundlag og eventuelt historiske kontinuitet. Vi vil skelne mellem tre oprørstyper. For det første junior-oprøret: Juniorenes oprør mod seniorenes taktiske aldersgrænser. For det andet teenage-oprøret: Udviklingen af en forskanset, moderne ungdomskultur. For det tredje ungdomsalliancen i det generelle samfundsoprør.
Junior-oprøret
Grundlaget for junior-oprøret er aldringen i de økonomiske, politiske og kulturelle institutioner. Hvis historisk epoke og samfund rummer sine eksempler på den forstening der forekommer, når gennemsnitsalderen i institutionerne - uanset om det drejer sig om det kinesiske kommunistpartis politbureau eller de danske højere læreanstalter. Junior-oprøret i historien kan opfattes som et isoleret samspil mellem senior-vælde og junior-opposition. Aktørerne har oftest været den mandlige eliteungdom - i kamp mod deklassering, eller for magt og position.
Fra 1700-tallet skabte Europa et talstærkt intellektuelt proletariat. Ikke engang England med sine kolonier og institutionaliserede slaraffenliv, havde kapacitet til at beskæftige alle de unge gentlemen. De heldigste kunne vente fem-ti år efter afsluttet uddannelse på et embede, der svarede til deres kvalifikationer. De overskydende gik ind i de utilfredses subkulturer. «Sturm-und-Drang» bevægelsen og moderne frimureri har sin oprindelse i disse forhold.
Frimurerlogernes lukkede samfund blev både brugt til eksperimenter med narkotika for at give evig ungdom og til politisk konspiration. Herfra blev junior-oprørskravet bragt ind i den franske revolution i 1789 - f.eks. en formel aldersgrænse på 21 år for begge køn for at få fulde (voksne) borgerrettigheder. Frimurerne spillede en så aktiv rolle, at de efter 1789 blev forbudt af de øvrige europæiske regimer. Men de tanker og organisationsformer der blev udviklet, slog ind i studenterbevægelser, revolutionære sammensværgelser og utopiske eksperimenter langt op i 1800-tallet.
Studenteroprørerne i 1960- og 70'erne passer også ind i junior-oprørets logik. Både ved at blive gennemført en «menneskealder» efter verdenskrigen, og ved at have åbnet op for ministre og embedsmænd og -kvinder i 30-årsalderen. Det var et særsyn i 1979 men en selvfølge i 1945. Selv om dette er perspektiver, som afviger fra den revolutionsteori, Marcuse tilførte studenteroprøret, så står det dog ved lov, at junior-oprørets parole er, at man er politisk radikal i sin ungdom og konservativ i sin alderdom.
Teenager-oprøret
Junior-oprørets svaghed er, at det aldrig kan løse det problem, at ungdom er en gennemstrømningsalder, ikke en varig tilstand. Netop disse egenskaber har teenager-oprøret. Her er oprøret en ramme om gennemstrømningen.
Teenageren som generelt fænomen tilhører den moderne historie. Men pubertetens psykologi og adfærd er kendt allerede fra det klassiske græske samfund (Aristoteles), fra middelalderen (hos Augustin) og fra antropologiens studier. Konflikten mellem det fysiske og psykiske, svingningen mellem yderligheder og de ideale fordringer hører puberteten til. Ligeledes samfundets tvetydige forhold til de unge - afvekslingen mellem opmuntring og afstandtagen, mellem samtidig at føre en politik for selvstændighed og uafhængighed og disciplin og afhængighed.
Det moderne er, at teenageårene er blevet massernes alder. Oprøret er blevet en kamp for livsrum, tidsrum og fysiske muligheder - for en massernes ungdomskultur. Et ungdomsliv som på samme tid står udenfor og indenfor den fremmede generations samfundsorden.
Tilsyneladende var det en udvikling der slog igennem generelt i de vestlige industrisamfund: 1950'erne med cowboybukser, fedt i håret, James Dean og Elvis Presley som idoler. Det tog mange år, før andre opdagede delvist klassebestemte og fjendtlige subkulturer bag identiteter som «rockere» osv. men dermed kunne også ældre generationer genkende deres egen ungdoms gadekampe og landsbyslagsmål.
I 1960'erne slog middelklassens ungdomsoprør igennem med «Hair» og hash, Woodstockfestival, «Flower-Power» og «Make Love Not War». Det etablerede samfunds love og normer var fuldstændig uforberedt på at tage imod det moderne afkom. Derfor blev der bygget høje mure mellem ungdommens egen kultur og de «varige værdier» - som efterhånden blev afsløret som interesser og vurderinger. Over denne mur - eller generationskløften - kunne autoriteterne provokeres, afsløres og studeres. Vi oplevede de første pladebål i det ugudelige USA, da John Lennon udtalte i TV, at Beatles var mere populære end Jesus.
Teenager-oprøret er i sit væsen imidlertid ikke et overskridende oprør, men et menneskerettighedsoprør: En kamp for udvidelse af samfundets variationsbredde, for kulturelle lommer og et mere pluralistisk og liberalt samfund.
Ungdomskulturen er kun truende i kraft af det totale samfunds skavanker: Ungdomsscenen bliver samfundets revyscene, og teenager'ne de moderne hofnarrer. De afprøver og overspiller dagens værdier, de er barometre for forandringerne ved at foregribe morgendagens kulturelle og politiske værdier. 1950'ernes «frihed er at have fri» var fremtidens overenskomstkrav. 1960'ernes små eksperimenter med hash og østens mystik kunne varsle om 1970'ernes eksplosion i forbruget af rusmedicin. Imens genopdagede teenager'ne 50'erne, kom nystrøgne ud af Travoltabølgens vaskemaskine og indvarslede en højrebølge.
Men dette fortæller fortsat ikke andet, end at teenager-oprøret hverken er radikalt eller konservativt. Det er et tidsrum og et livsrum for den moderne indvielsesceremoni til samfundet, hvor ungdom er oprør og frigørelse. Samtidig giver det en forskansning - i en kritisk livsfase - for meningen i en ellers meningsløs verden.
Ungdomsalliancen i samfundsoprøret
I enkelte epoker kan et generelt samfundsoprør give en sådan meningsbærende ramme for et ungdomsoprør. I kampen mod dansk medlemskab af EF i 1972 kunne de ungdommelige oprørstyper alliere sig med et generelt oprør mod samfundets magtelite. At opleve sin ungdom på det rette tidspunkt er en klassisk situation, som kun er få generationer forundt. Her kunne juniorkvinder og -mænd tage opgøret med gamle, trætte mænd, som skulle fuldføre deres politiske livsværk. Teenager-oprøret - i alt fald dele af det - fik retning, og ungdomskulturens autoritetsforagt og hegemoniske egenskaber kunne erobre gadescener og møder.
Uanset hvilken historisk betydning man skal tillægge opgøret med EF, illustrerer det den særegne styrke i alliancen mellem generationskamp, ungdomskultur og folkelig utilfredshed. Denne alliance ser samtidig ud til at være et kendetegn ved de fleste vellykkede oprør og revolutioner. De borgerligt demokratiske omvæltninger i Frankrig i 1789 og i Norge i 1814 fortjener at blive nævnt.
Væksten i arbejderbevægelsens bredde og styrke i kampårene mellem verdenskrigene bør ses i sammenhæng med, at ungdommens problemer blev sat på dagsordenen. Såvel under revolution som i strejkekampe indebærer det tilslutning fra en kraftfuld generation uden familieforpligtelser, som kan stå i forreste række. I Paris 1968 var junior-oprøret («den antiautoritære avantgarde») allerede klatret op på barrikaderne, da arbejderklassen begyndte at slutte sig til.
Ungdommens marginalitet indebærer, at den samtidig er udsat for det man i kvindebevægelsen kaldte for «dobbelt undertrykkelse». Ungdommen har mindst at tabe og mest at vinde. Således bliver alliancen med (kvinderne og) ungdommen et kernespørgsmål for ethvert politisk oprør. Dette er også klart blevet forstået af de, der ikke sympatiserer med oprøret. Derfor finder man i de fleste samfund samtidig ungdomsalliancer, som er opbygget ovenfra, med det formål at knytte ungdommen til seniorenes politik. Det gælder typisk de politiske ungdomsorganisationer, men også i en række andre situationer, hvor alderdommen ser en interesse i at knytte ungdommen til sig - indenfor sport, miljø, religion mv.
Grundproblemet i denne alliance ovenfra kommer nogle gange til syne i form af pinlige paradokser: «Ungdomsrepræsentanten» på 20 år som aldrig har levet et ungdomsliv, dukker op i jakkesæt, med mappe og et sprog som tilhører en anden verden end sine jævnaldrende. Eller FN's ungdomsorganisation afholder konferencer med delegater på op til 70 år. Når ungdomsalliancen bygges ovenfra, kan den underliggende spænding mellem senior og junior komme til syne, enten gennem ungdomsrepræsentanternes gidselpræg, eller ved at de valgte talspersoner for ungdommen bliver seniorer med filantropisk interesse i opdragelse af ungdommen.
Dette kan minde om, at forud for ethvert oprør ligger der en fordeling af byrder og goder, som er uretfærdig. Ungdomsalderen er her særskilt følsom som en periode, hvor voksentidens positioner bliver særdeles synlige og nærmest uomgåelige. Vort samfund er således indrettet, at det er et lille antal aktive deltagerpositioner der skal fordeles og et flertal af passive forbrugerpositioner.
Junior-oprøret rettet sig ikke mod denne fordeling, men mod den ulige fordeling af muligheder («startlicens», ikke resultater) mellem de ældre og yngre i samfundet. Det søger ligestilling og ligevægt. Teenager-oprøret er samtidens brøl mod den fremtidige virkelighed, uden stillingtagen til fordelingsmønstret. Imidlertid bliver den aldersbestemte afmagt til en særegen magtform: Truslen om at afmagten og tilbagetrækningen kan vare ved, får magthaverne til at forsøge at gøre virkeligheden mere attraktiv, for magthavere uden undersåtter er meningsløse.
Ungdomsoprør i disse rendyrkede typer optræder aldrig. Derfor er oprørsk ungdom stadig genstand for mistolkninger, og derfor er ungdomsoprøret noget vi fortsat har foran os - ikke bag os.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 102.373