Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU)

SFU (1969-), SF's ungdomsorganisation. De første par år efter SF's dannelse i 1959 havde partiet ingen ungdomsorganisation, men i 1961 dannede en kreds af unge Socialistisk Ungdoms Forum (SUF), der nogle måneder efter dannelsen indgik en aftale med SF om at blive dets ungdomsorganisation. Men frem til bruddet mellem de to organisationer i 1967 var forholdet aldrig særlig nært. SUF lå et godt stykke til venstre for SF, og vendte sig bl.a. skarpt mod partiets regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet i 1966, da de to partier tilsammen havde fået flertal i Folketinget. Da SF blev sprængt i december 1967 og dets venstrefløj brød ud for at danne partiet VS, var det derfor naturligt, at SUF fulgte med over og blev knyttet til VS.

SF fik ikke meget ud af SUF i årene 61-67, mens SUF fik økonomisk støtte fra partiet. Denne utilfredshed i SF var baggrunden for, at partiet allerede på sin 4. kongres i 1965 nedsatte et ungdomsudvalg, der skulle styrke ungdomsarbejdet. Men udvalget kom aldrig rigtig i gang med sit arbejde.

Ved indgangen til 1968 stod partiet fuldstændig uden ungdomsafdeling - bortset fra SUF afdelingen i Ålborg, der ved sprængningen i december havde besluttet at blive i partiet. I marts 68 tog partiet derfor beslutning om at nedsætte et ungdomspolitisk udvalg og gennemføre en ungdomskonference. Den fandt sted i maj med deltagelse af omkring 55 unge fra forskellige lokalgrupper.

Alligevel var partiet bange for at danne en egentlig selvstændig ungdomsorganisation. Sporene fra det meget selvstændige SUF skræmte for meget. I stedet blev det kaldt et ungdomspolitisk landsudvalg, der af agitatoriske årsager udadtil blev kaldt SFu. Udvalget var altså ikke selvstændigt, men organisatorisk en del af partiet.

1969 Løsrivelse fra moderpertiet

Selvstændiggørelsen indledtes først på den anden ungdomskonference i februar 69. Her stod specielt afdelingerne i Århus og København for en organisatorisk løsrivelse fra moderpartiet, mens de mindre provinsafdelinger ønskede at fastholde den eksisterende struktur. Resultatet blev et kompromis. Det blev ikke længere krævet, at SFu medlemmer var medlemmer af partiet, og samtidig blev der åbnet op for, at organisationen kunne beskæftige sig med andet end ungdomspolitiske spørgsmål.

Af disse grunde står konferencen i 69 i SFU's selvforståelse som det første landsmøde i den selvstændige organisation. Det lille u blev til store U. (Formelt skete det først i 72). SFU var blevet en selvstændig organisation.

Den følgende periode var præget af betydelig vækst, og frem til 1972 voksede den fra omkring 100 til 500 medlemmer. I starten af 70'erne var meget af organisationens arbejde koncentreret i det internationale arbejde - solidariteten med Vietnam og med Palæstina - men dette var samtidig med til at skærpe de interne konflikter. Det var især SFU i Århus, der var kritiske overfor organisationens politiske udvikling. De mente, at SFU var for lidt kritisk overfor moderpartiet. Samtidig var der andre i organisationen, der frygtede, at SFU skulle udvikle sig til et nyt SUF - helt uafhængigt af SF.

Konflikten kulminerede på det 6. landsmøde i april 72, hvor bl.a. solidariteten med den palæstinensiske befrielsesorganisation, PFLP, blev diskuteret. Diskussionen mundede ud i, at SFU ved slutningen af landsmødet besluttede at bryde forbindelserne med den israelske ungdomsorganisation, Young Mapam. Som konsekvens af dette trak SFU's formand, Pelle Voigt sig fra sin post, og organisationen stod pludselig uden formand.

Frem til landsmødet året efter var organisationen ledet af en kollektiv ledelse på 3 personer fra Århus. Landskontoret blev flyttet fra København til Århus og kritikken af moderpartiet blev forstærket. På det 7. landsmøde i 1973 kom det til et skarpt opgør om denne mere selvstændige og SF kritiske linie. Venstrefløjen blev skallet af, en del fortsatte over i VS, og SFU søgte tilbage til et mere forsonligt forhold med SF.

1973-82 Genopbygning

Den følgende periode var præget af genopbygning og etableringen af tættere bånd til SF. Organisationen fik en repræsentant i SF's forretningsudvalg, og i 75 forærede SF's oplysningsforbund (SFOF) SFU en halvtids fritidskonsulentstilling. Det var det første lønnede personale i SFU.

Aktivitetsmæssigt spredte SFU sit arbejde. Den var fortsat aktiv i det internationale arbejde (Vietnam og Chile), men gik i 1975 endvidere ind i OOA for at være med til at hindre bygningen af atomkraftværker i Danmark. Samtidig gik SFU'erne ind i kollegianerbevægelsen, der kæmpede mod huslejestigningerne på kollegierne; de gik ind i lærlingearbejdet  og i uddannelsesorganisationerne - både LOE, LAK og DGS. Samtidig var SFU med til at danne Socialistisk Uddannelses Front (SUF), der var en bred oppositionsorganisering mod DKU'ernes stærke kontrol over DGS.

Aktiviteterne og den generelt omfattende politiske aktivitet på venstrefløjen i sidste halvdel af 70'erne gavnede SFU, der i 1980 var nået op over 1200 medlemmer. Det gavnede SFU, at organisationen politisk fulgte med den radikalisering, der generelt fandt sted i samfundet, og det kunne ske uden at kompromittere båndene til SF, der selv svingede mod venstre i samme periode.

1982-89 Vækst

Ved valget i december 1981 mere end fordoblede SF sit stemmetal. Socialdemokratiet havde vist sig ude af stand til at løse den økonomiske krise, og var selv politisk i krise. En del af partiets vælgere søgte derfor mod venstre. SFU besluttede på sit årsmøde i foråret 82 at søge at udnytte denne udvikling ved at gennemføre en medlemskampagne. Allerede på det tidspunkt var der strømmet 300 nye medlemmer ind siden valget, og kampagnen gav yderligere et par hundrede. Samtidig blev der taget initiativ til organisatorisk opstramning. Inspireret af andre organisationer på venstrefløjen blev der indført en såkaldt dobbeltorganisering, hvor medlemmerne ikke blot var organiseret i deres lokale afdeling, men også efter arbejde, uddannelse eller interesse. Formålet med dette skridt var bedre at udnytte resourcerne, når medlemmerne blev draget ind i arbejde, der var direkte relevant for deres arbejde eller uddannelse.

Endvidere blev der oprettet en kontaktordning, så hvert medlem af landsledelsen fik et antal afdelinger, hun skulle holde kontakt til - for derigennem at sikre højere aktivitet og tættere kontakt mellem top og bund. Det der med hun, er lidt af en tilsnigelse. De unge kvinder spillede trods kønskvotering nemlig kun en begrænset rolle i organisationen, og det samme gjaldt unge med en arbejderbaggrund. SFU var i stigende grad ved at blive overtaget «af unge (drenge) fra middelklassen», som organisationen skrev i 1984.

Aktivitetsmæssigt skete der en drejning af SFU's aktiviteter i 80'erne. Organisationen fandt, at det var nødvendigt at udvikle nye måder at lave politik på, og inspireret af DKU begyndte den fra 1983 bl.a. at arrangere koncerter.

I slutningen af årtiet udviklede inspirationen sig til et egentligt samarbejde. Pga. udviklingen i Sovjetunionen med Perestroika og Glasnost blev forholdet mellem DKP og DKU forværret. I DKU udvikledes en opfattelse af, at det var nødvendigt at udvikle et nyt ungdomsarbejde og på længere sigt skabe en bredere organisering blandt ungdommen. DKU tog derfor kontakt med SFU om udviklingen af en række fælles projekter. Det blev i 1988-89 til projektet Next Stop Sovjet, hvor flere tusinde danske unge blev sendt til Sovjetunionen, i 89 til fælles protester mod massakren på den Himmelske Freds Plads i Beijing og efterfølgende til oprettelsen af Regnskovsambassaden.

Der er ingen tvivl om, at det var DKU, der var ledende i disse projekter, men det var også ungkommunisterne, der var i størst politisk strategisk krise. I forlængelse af de store fælles projekter pressede DKU på for en organisatorisk sammenlægning mellem de to ungdomsorganisationer, og emnet var på dagsordenen på SFU's landsmøde i foråret 90. På det tidspunkt var muren brudt sammen, og DKU var ved at have meget travlt. SFU afviste efter en meget ophedet debat i organisationen sammenlægningsforslaget på et landsmøde i april 1990 med meget begrænset fremmøde. En del medlemmer var blevet passive efter vedtagelsen af et nyt principprogram i januar 1990, og op mod en fjerdedel af medlemmerne meldte sig ud i kølvandet på programmet og nej'et til DKU ud. Få måneder senere opløste DKU sig selv.

1991- Svindel og højredrejning

I foråret 1991 blev det afsløret, at Konservativ Ungdom (KU) havde svindlet med sit medlemstal og dermed fået udbetalt langt større tilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), end organisationen var berettiget til. Det fik den tidligere DKU formand, Niklas Gudmundsson til i TV avisen at erklære, at DKU selv havde svindlet med sine tal, og at alle de politiske ungdomsorganisationer havde svindlet. Det udløste en generel stikprøvekontrol af ungdomsorganisationerne, og i oktober viste det sig, at SFU ikke kunne redegøre for 25 % af sine medlemmer.

SFU's forretningsudvalg besluttede umiddelbart at trække organisationens ansøgning om tipstilskud fra DUF for det efterfølgende år. Men feberredningen kom for sent. 14 dage senere besluttede DUF at udelukke SFU fra tilskud de følgende 2 år. Det udløste alvorlige overvejelser omkring, om organisationen helt skulle lukkes, som det f.eks. skete med Radikal Ungdom og VSU, der også havde svindlet med medlemstal. Men problemerne ved ny opstart af en ungdomsorganisation blev vurderet som så store, at SFU blev bevaret, men de følgende 2 år var organisationen helt afhængig af økonomiske tilskud fra moderpartiet, samtidig med at der måtte gennemføres drastiske nedskæringer af udgifterne.

Politisk skete der i disse år en højredrejning indenfor SFU, der sandsynligvis er blevet accelereret af, at konkurrenterne på venstrefløjen - DKU og VSU - blev nedlagt. Allerede på sit princip-program landsmøde i 1990 havde SFU besluttet ikke længere at være modstandere af EF. I stedet ønskede man at arbejde konstruktivt indenfor det eksisterende system, at demokratisere EF-systemet og give EF-parlamentet mere magt.

SFU var stadig medlem af Folkebevægelsen mod EF, men da bevægelsen i august 1991 blev kuppet af folk fra bl.a. Kommunistisk Forum, var det en belejlig anledning til, at SFU besluttede at melde sig ud. Der var allerede alt for store divergenser i synet på EF. Kort tid senere meldte også SF sig ud.

Op til den 1. afstemning om Maasstricht-traktaten (se EU) besluttede SF at danne sin egen Nej-organisation. Det blev til Danmark 92, som også SFU kastede sine kræfter ind i. Afstemningen den 2. juni endte med et Nej til Maasstricht-traktaten, og udløste efterfølgende den politiske proces, der i december endte med vedtagelsen af det såkaldte Nationale Kompromis. SFU's landsledelse anbefalede med stort flertal kompromisset og dermed at stemme Ja ved den 2. afstemning 18. maj 1993. Kun 2 medlemmer af ledelsen besluttede i protest at trække sig.

Situationen blev dog ret mudret, da der nogle måneder senere blev holdt landsmøde, hvor et flertal besluttede, at SFU skulle arbejde for et Nej, men uden at indsætte en ledelse med et Nej-flertal. SFU havde altså vedtaget som organisation at gå imod Maastricht, samtidig med at dele af ledelsen gik ind for denne aftale. Det gav anledning til en række stærke interne konflikter, da ledelsen førte sin egen Ja-kampagne som Unge Socialister for Europa, og samtidig trak på organisationens ressourcer - mente modstanderne.

De interne konflikter blev yderligere skærpet i 1994, da et flertal i Landsledelsen uden forudgående diskussion i organisationen og uden at have punktet på dagsordenen vedtog et forbud mod dobbeltmedlemsskab af Rebel og SFU. Denne beslutning blev omgjort ved landsmødet i 1994, der i stedet vedtog et sæt gererelle retningslinier for dobbeltmedlemsskab.

Samtidig forsøgte organisationen at dække modsætningerne til ved at lave en kollektiv ledelse bestående af de 3 formandskandidater, der var stillet op på landsmødet, og som politisk stod forskellige steder. Forbrødringen varede dog kort. I 1995 gik venstrefløjen ud i protest mod den stadige højredrejning i SFU og dannede Uafhængige Unge Socialister (UUS). De blev efterfølgende optaget i Rebel.

1996	850
1997	1155
1998	1108
1999	1104
2000	1055
2001	1224
2002	1225
2003	1292
2004	1330
2005	1641
SFU's medlemstal 1996-2001. (DUF 2003, SFU selv).

I efteråret 2000 var organisationen sammen med en række borgerlige ungdomsorganisationer medunderskriver på en udtalelse der slog fast, at ungdomsorganisationerne kunne garantere at ville afskaffe folkepensionen. Erklæringen kom efter at statsminister Poul Nyrup Rasmussen i september under valgkampen op til Euro-afstemningen havde erklæret, at regeringen ikke ville beskære folkepensionen.

I modsætning til de fleste andre politiske ungdomsorganisationer har SFU's medlemstal været stigende siden midten af 90'erne.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 13/10 2005

Læst af: 37.232