 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Reformpædagogik
Betegnelsen reformpædagogik bruges som regel som en samlebetegnelse for den pædagogiske kritik og vision der blev formuleret i de vestlige lande fra slutningen af 1800-tallet. Det var tale om en skolekritik der var rettet mod den undervisning der fandt sted i de store kasernelignende skoler, der var blevet bygget i Europas og Nordamerikas stadig voksende byer, som en konsekvens af befolkningstilvækst, urbanisering og industrialisering. Kritikken var vendt mod skolens autoritære og teoretiske undervisning og hårde disciplin. Denne undervisning medførte, at eleverne blev passive og autoritetstro. Konsekvensen heraf var, at skolerne blev samfundsbevarende. En skole og opdragelse skulle udvikles, der frigjorde børnene fra den autoritære traditionen, som var uden fysiske sanktioner, som havde et virkelighedsnært indhold, som gav plads til at barnet udviklede sig i sit eget tempo, og hvor samarbejde mellem lærer og elev eller forældre og børn var baseret på tillid og samarbejde. Visionen var at de børn som blev opdraget og uddannet efter sådanne retningslinjer som voksne ville kunne danne nye og menneskeværdige samfund.
Første verdenskrigs gru medførte at kritikken af skole og opdragelse blev styrket. Det blev hævdet, at soldaternes lydighed og autoritetstro var en af krigens årsager. I disse år blev den internationale organisation af reformivrige pædagoger og skolefolk New Educational Fellowship dannet, et forum hvor engagerede pædagoger og skolefolk fra mange lande i en årrække mødtes. Det var også i efterkrigsårene, at reformpædagogikken manifesterede sig i de forskellige lande. Landenes opdragelsestraditioner og skolevæsener var imidlertid forskellige, derved fik kritikken forskellig fokus, og derfor blev reformkravene også forskellige. Landene udviklede forskellige reformpædagogiske mærkesager. I Danmark manifesterede reformpædagogikken sig som en inspiration til reformering af den daglige hverdag i hjem og skole, som skoleforsøg både i den offentlige og private skole, f.eks. de frie klasser i Vanløse, i en meget livlig pædagogisk debat og efter nogle år også i en reformlovgivning. Centrale danske eksempler kan først og fremmest hentes fra folkeskoleområdet. De omfattede tilladelsen til at gennemføre skoleforsøg lokalt og landsplan fra sidst i 1940'erne, oprettelsen af en forsøgsskole i København i 1948 (Forsøgsskolen på Emdrupborg), indførelse af fællesundervisning af piger og drenge på forskellig tidspunkter i byernes skoler - landdistrikterne havde fællesundervisning - en omlægning af skolefagenes indhold og indførelse af faget formning med Den blå betænkning fra 1960 og afskaffelse af legemlig revselse i 1967.
Reformpædagogikken kan betegnes som en international bevægelse. Den har betegnelsen reformpædagogik i Skandinavien og Tyskland, progressive education i engelsktalende lande og éducation nouvelle i fransktalende. Bevægelsen er beskrevet og defineret forskelligt, både som pædagogisk og som pædagogisk og politisk. Den danske professor i pædagogik, K. Grue Sørensen (1904- 1992) skrev i 1953 at reformpædagogik var «…de teorier og planer for opdragelse, der går ud på at hidføre mere eller mindre gennemgribende forandringer i den herskende opdragelse, oftest på den måde at den gør den mindre autoritær, mindre bestemt ved tradition og mindre streng i sine midler. I spændingen mellem barnets naturlige interesser og kulturens og civilisationens krav, står den som regel på barnets side». Her er det pædagogiske indhold i fokus. Overfor denne opfattelse står den definition den amerikanske forsker Lawrence D.Cremin ( 1925-1990) fremlagde i sin undersøgelse af amerikansk reformpædagogik: «…progressive education began as progressivism in education: a manysided effort to use the schools to improve the lifes of individuals». Dermed mente han, at skolen opgave i henhold til reformpædagogikken også burde være at varetage elevernes sundhed og erhvervsuddannelse og at forberede eleverne til livet både som familiemedlem og samfundsborger. Principper fra psykologien og samfundsvidenskaberne skulle inddrages i undervisningen og endelig skulle undervisningen tilpasses det enkelte barns udviklingsforløb. Cremin understregede således både bevægelsens bredde og sociale og politiske karakter. Dermed påpegede han bevægelsens samfundsforandrende sigte og sidestillede den med de mange politiske reformbevægelser og til en hvis grad også revolutionære bevægelser som forefandtes i den vestlige verden i 1900-tallet.
Ifølge den tyske publikation «Die Reformpædagogik auf den Kontinenten» fra 1994 er det tale om en bevægelse der opstod 1890'ernes Europa som en kritik af den eksisterende skole og uddannelse. Dens hensigt var at skabe nye former for skoler og uddannelse, den byggede videre på ideer fra Comenius, Rousseau og Pestalozzi, den var børnecentreret i sit sigte, ville etablere et nyt forhold mellem lærer og elev og inden for bevægelsens rammer blev mere frie læreprocesser udviklet, som f.eks. projektmetoden, Jena plan og Winnetkaplan. Udviklingspsykologien og pædiatrien udvikledes i samme periode, begreber og teorier blev udviklet og vi står overfor bevægelser der tilstræbte og også i stor udstrækning gennemførte, en humanisering af opdragelse og skolegang.
Vi står således overfor en bevægelse, som afgrænses på forskellig vis og som kan defineres som både pædagogisk og politisk, både reformistisk og samfundsforandrende. Afgrænsningerne har det tilfælles, at de alle repræsenterer en kritik på barnets vegne. Sigtet var og er at humanisere opdragelse og undervisning. Spørgsmålet er imidlertid om bevægelsen er bundet til tidsrummet fra 1890'erne og fremefter, fra det tidspunkt hvor almen skolegang blev almindeligt i den vestlige verden. Historien byder på mange eksempler på kritik fremsat på barnets og forældrenes vegne fra før den tid. To danske eksempler er gårdmanden Ole Kirks tale på Stænderforsamlingen i Viborg i 1836, hvor han protesterede mod den tvungne skolegang som forældrene var blevet pålagt med skoleloven af 1814. Et andet eksempel er oprettelsen af de grundtvigske friskoler, der blev tilladt fra 1855 og fremefter. Andre både danske og internationale eksempler som John Lockes (1632-1704) skrifter og den allerede omtalte Rousseau (1712-1778) kan nævnes. Tager vi kritik af denne type i betragtning, medfører det at vi nok har at gøre med en bevægelse, der kan spores længere tilbage, og som repræsenterer en stadig kritik på det individuelle barns eller den individuelle borgers vegne af samfundets eller pågældende kulturs opdragelses og undervisningsformer.
På denne baggrund kan reformpædagogik beskrives som en bevægelse der manifesterer sig som en stadig tilbagevendende kritik af et samfunds og af dets opdragelse og uddannelse. Den tager sit udgangspunkt i et krav om at barnet har ret til en mere selvstændig udvikling end det pågældende samfund giver plads til, og den indeholder en vision om, at det barn der har gennemgået en sådan udvikling, vil blive en myndig og ansvarlig person, der vil kunne opbygge et nyt og bedre samfund. Bevægelsen kan indeholde både en opdragelseskritik, en uddannelseskritik og en samfundskritik og kan derfor betegnes som en civilisationskritik. Kritikken får forskellig fremtrædelsesformer afhængig af de opdragelses- og skoleformer som forefindes i den konkrete historiske situation. Og den kan således være både pædagogisk og pædagogisk-politisk i sin karakter.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Sidst ajourført: 27/9 2005
Læst af: 63.279