 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Straf
I ordets videste forstand er straf enhver reaktion på en handling, som medfører et onde for den handlende. Men indenfor den strafferetslige tradition har det været almindeligt at definere straf som et onde, som staten tilføjer en lovovertræder på grund af lovovertrædelsen, med den hensigt at det skal føles som et onde. I en analyse af straffen som samfundsinstitution bliver dette imidlertid for snævert. Anbringelse af lovovertrædere på en behandlingsanstalt eller pålæggelse af tilsyn i frihed er vel ikke ment som et onde, men bliver alligevel ret ofte oplevet således. Det samme gælder varetægtsfængsling, fjernelse af nummerpladerne på en defekt bil, inddragelse af kørekort m.v. Her kan uskadeliggørelse være det afgørende motiv for handlingen.
En anden uheldig side ved den traditionelle juridiske definition af straf er, at den strengt taget udelukker, at der kan findes nogen strafferet i statsløse samfund. Dvs. blandt naturfolk, i stammesamfund som mangler - eller indtil ganske nylig manglede - overordnede politiske organer forankret i et territorium af en vis størrelse. Også i sådanne samfund eksisterer der kollektivt sanktionerede reaktioner overfor afvigelse fra de normer og regler, som er accepteret gennem sædvanen. Krænkelser af individers anerkendte interesser bliver ofte mødt med noget andet og mere end privat hævn, selv om den fornærmede eller hans/hendes slægt spiller en mere aktiv rolle i retshåndhævelsen, end tilfældet er i moderne stater. Det kender vi blandt andet fra de islandske sagaer - f.eks. fra Njals saga.
Strafferet i statsløse samfund
Et fællestræk ved disse samfund er, at de er relativt fattige på ressourcer, både materielt og organisatorisk. Det præger både straffeprocessen og reaktionen. I processen og afgørelsen medvirker ofte en tredje instans. Det kan være personer som ligner vore dommere. Men manglen på statsmagt gør dem mere afhængige af parternes medvirken eller af social støtte fra lokalsamfundet. Ofte kan den tredje instans sammenlignes med vore advokater - mere eller mindre uafhængige repræsentanter for parterne. Mellem disse yderpunkter finder vi forskellige typer af mæglere, forligs- eller voldgiftsmænd, for at nævne de moderne instanser de kan sammenlignes med. Eller det drejer sig om krigshøvdinge eller troldmænd, som også fungerer som straffedommere. Variationerne er omfattende, og undertiden findes der ikke nogen anden «tredjemand» end lokalsamfundet og opinionen i dette.
Skyldsspørgsmålet bliver bl.a. undersøgt ved at afhøre vidner, ved tilståelser og undersøgelser af faktiske forhold. Men her støder vi også på et andet gennemgående træk ved de førindustrielle samfund: Den sociale betydning af det overnaturlige, af magi og trolddom. Dette har bl.a. ført til en udstrakt brug af orakler, varsler og prøver af forskellige slags for at udpege den skyldige. Fra historien kender vi til brugen af jernbyrd, vandprøve, edsaflæggelse, men også holmgang og tvekamp.
Den stærke tro på forbindelsen mellem det overnaturlige og det sociale kommer også til udtryk i opfattelsen af sanktionerne - reaktionerne på forseelsen. I en række førindustrielle samfund - måske i de aller fleste - bliver sygdom, død, naturkatastrofer, arbejdsuheld osv. opfattet som et resultat af syndige eller forbryderiske gerninger. Det indebærer, at disse sygdomsteorier antager, at der eksisterer et forhold mellem visse frivillige handlinger og visse påtvungne lidelser. Sygdomsteorier - som også omfatter døden - udnytter på en måde samfundets «naturlige ressourcer» af lidelser i den sociale kontrols tjeneste. Det kan de gøre på forskellige måder.
Den enkleste form er den man tidligere fandt blandt inuitterne på Grønland. Efter deres opfattelse skyldtes sygdomme en syndig handling hos den syge. Behandlingen af sygdomme bestod i offentlige bekendelse - under shamanens medvirkning - for at rense sjælen for synd. En shaman kunne - hvis han stod stærkt i stammen - på eget initiativ dømme et andet medlem som skyldig i en handling, som havde krænket dyr eller ånder, og han kunne da kræve den tiltalte straffet.
Sygdom og død skyldtes imidlertid ikke alene - eller ikke som regel - den ramtes egne forseelser. I de fleste kulturer findes der forestillinger om, at sådanne ulykker kan skyldes trolddom, sort magi fra en anden som vil ham ondt. Det har været omstridt, i hvilken udstrækning trolddom faktisk praktiseres, og i hvilken grad den faktisk kan få offeret til at blive syg eller til og med dø.
Som et led i den sociale kontrol virker trolddomstroen som en advarsel om, at det kan være farligt at lægge sig ud med folk. Får man fjender, kan disse øve trolddom eller få trolddomskyndige til at hjælpe sig. I troen på trolddom og sort magi ligger der en opfordring til at undgå handlinger, som kan krænke eller udfordre andre mennesker.
Men trolddomstroen kan også virke som social kontrol på en anden måde. Da trolddom sjældent praktiseres og normalt ikke kan være årsagen til en sygdom eller et dødsfald, da må trolddomsudøveren identificeres udfra et andet grundlag. Mistanken må knytte sig til andre træk ved en person, end at man faktisk ved, at vedkommende dyrker trolddom og sort magi. Enten må mistanken bygge på, at vedkommende har et eller andet imod den syge og gerne vil ramme ham/hende, eller den kan bygge på en almindelig opfattelse af en person som aggressiv eller ondskabsfuld.
Det at blive mistænkt for trolddom rummer i de fleste førindustrielle samfund en anklage om at have gjort noget umoralsk. I mange kulturer bliver det at øve trolddom betragtet som en forbrydelse. Trolddom kan i mange tilfælde straffes. Folk har med andre ord grund til at prøve at beskytte sig mod en mulig mistanke ved at være varsomme i deres forhold til andre mennesker, ikke skaffe sig fjender og ikke gøre noget, som kan opfattes som tegn på modvilje overfor bestemte personer. Fremfor alt må man undgå at blive opfattet som en aggressiv eller ondskabsfuld person, for da vil trolddomsbeskyldningerne før eller senere nå en.
Det er altså muligt, at teorier om sygdom og trolddom samtidig fungerer som en form for social kontrol. Hvis det er korrekt, skulle man vente at finde en sammenhæng mellem forekomsten af sådanne teorier i et samfund og forekomsten af andre retslige former for social kontrol.
I stammer hvor der eksisterer en overordnet social kontrol, er det sjældent at finde noget særlig stærkt element af trolddom i sygdomsteorierne. Men i stammer hvor der kun findes en sideordnet kontrol, spiller trolddom en relativt stor rolle i sygdomsteorierne. På denne måde har man altså fået et statistisk indicium på, at trolddomsforestillingerne kan tjene til at løse nogle af de samme opgaver, som den mere typiske retslige kontrol ellers tager sig af.
Den historiske baggrund
Middelalderens europæiske strafferet havde mange af de træk, som er blevet nævnt. Staterne var svage og ustabile, samfundene splittede og præget af indre fejder og krig. Der var uklare grænser mellem krigeriske hævnaktioner og straf. Strafferetten blev fra omkring år 1000 mere brutal, og præget af en kombination af gengældelses- og afskrækkelsesprincipper. Den kan knapt ses som noget virkemiddel i fællesskabets interesse. Straffen blev ofte et våben i en kampen mellem adelsgrupperinger. I senmiddelalderen og begyndelsen af nyere tid forekom der i England, Frankrig og Tyskland en række oprør fra den stadig mere proletariserede bondebefolkning. Overfor disse oprørere brugte kongemagten og aristokratiet en meget brutal strafferet.
Man kan rejse det spørgsmål, om der eksistererer en ubrudt sammenhæng i udviklingen fra denne «strafferet» til vore dages moderate voldsanvendelse. Det er lettere at se parallellen med tilstanden i de lande, hvor retsapparatet fungerer som et led i masseforfølgelser af «statens fjender». I et mere globalt perspektiv er det også i dag ofte vanskeligt at drage klare grænser mellem strafferetsforfølgelse og terroraktioner fra myndighedernes side.
Senmiddelalderens straffemetoder bestod af henrettelser og lemlæstelser - angreb på kroppen. Fængsler fandtes, men frihedsstraffen spillede en underordnet rolle. Dette var situationen til op i 1700-tallet. Da skete der et omslag, som godt nok var forberedt af en del institutioner med rødder længere tilbage: Arbejdshuse, hospitaler og slaveri. Oplysningstidens filosofiske humanisme, repræsenteret ved reformatorer som den franske digter Voltaire (1694-1778), den italienske filosof og strafferetsteoretiker Cesare Beccaria (1738-94) og den tyske jurist Anselm von Feuerbach (1775-1833) m.fl. har gerne fået æren for dette. Men det er også blevet påpeget, at datidens strafferetsreformatorer selv betonede, at langvarigt hårdt fængsel var mere afskrækkende end døden. Af forskellige årsager var statsledelsen i merkantilismens periode også blevet mere optaget af at bevare den menneskelige kapital.
Det er også i denne periode, at vi finder den klareste sammenhæng mellem strafforfølgelse og klassemodsætninger. Engelske historikere har særlig kraftigt understreget strafferettens funktion som de besiddende klassers forsvarsmiddel mod truslen om angreb på deres ejendom fra de ejendomsløses side. Mange lovbestemmelser fra denne tid viser, at der til selve den underordnede stilling - til tjenerrollen - klæbede en mistanke om forbryderiske hensigter. Loven behandlede løsgængere og tjenestefolk indenfor de samme regler.
I løbet af de seneste hundrede år er der sket en stærk nedtrapning og humanisering af straffene. Den hyppigste straffeform er i dag bøden. Frihedsstraffene er blevet væsentlig kortere. Betingede domme er blevet ret almindelige sanktioner. I nogen udstrækning er fængselsophold blevet erstattet af anbringelse i andre institutioner, f.eks. sikringsanstalt eller psykiatriske institutioner. Men frihedsberøvelsen er fortsat kernen i det strafferetslige sanktionssystem, og tyveriet eller andre berigelsesforbrydelser er fortsat den dominerende forbrydelsestype.
At de besiddende klasser oplevede tyveri o.l. som en farlig trussel fra de ejendomsløse i det 19. århundrede havde flere årsager. Det skyldtes dels, at megen af deres ejendom var løsøre, som kunne stjæles. Der var mange, som var i en sådan økonomisk situation, at tyveri var nærliggende. Tjenestefolk stod i et sådan forhold til husbondens ejendele, og levede ofte under sådanne kår, at der må have foreligget en konstant fristelse til tyveri og en konstant frygt for at blive bestjålet.
I dag er situationen på mange måder en anden. Det forholder sig næppe således, at de store kapitalejerne oplever tyveri som nogen alvorlig trussel mod deres interesser. Skulle man prøve at fortolke tyveriets dominans i vore dages kriminalstatistik ud fra et klasseperspektiv, måtte man snarere lægge vægt på tyvens plads indenfor et ideologisk mønster. Med den vældige øgning og spredning af omsættelige ting, udgør tyveriet en trussel - skønt af ret beskedent omfang - mod alle og enhver. Straffen for tyveri markerer samfundets fællesinteresse i at beskytte ejendomsretten. Den maskerer forskellene mellem forskellige typer af ejendomsret. Man kan sige, at den især tjener dem, som ejer produktionsmidler, og har en ejerstilling som giver dem magt over andre mennesker.
Men der findes også i dag grupper, som har ringe adgang til materielle goder, og som bliver stærkt fristet af den store mængde af forbrugsgoder, som omgiver dem på alle sider. Især gælder dette en del unge mænd. De befinder sig ofte i en situation, som påkalder sig en eller anden form for social omsorg. I forhold til dette klientel fungerer frihedsberøvelsen som et ulyksalig kompromis mellem trangen til at straffe og ønsket om at tilbyde isolerede og hjemløse mennesker et sted at være.
Straffens formål
Om dette har det pågået en diskussion, i hvert fald fra dengang den græske filosof Protagoras - ca. 480-410 f.Kr. - hævdede, at den som forsøger at straffe med fornuft, ikke hævner sig for den begåede krænkelse, da han ikke kan gøre det som er gjort, som om det ikke var sket. «Han ser hellere mod fremtiden og søger at forhindre den specielle person og andre som ser ham straffet, fra at begå misgerninger igen».
Diskussionen går i dag ofte ud fra det urealistiske standpunkt, at de straffemetoder der faktisk bliver praktiseret er afledt af bevidste og kollektivt udformede målsætninger. Straffene bliver opfattet som rationelle midler til at nå disse mål. I virkeligheden forholder det sig vel snarere således, at strafferetten - som en reelt eksisterende ordning - foreligger som et produkt af en historisk proces. De glimt vi har fået af den historiske baggrund tyder på, at dagens straffesystem - særlig overfor den traditionelle berigelses- og voldskriminalitet - er blevet formet udfra mange forskellige årsager, interesser og hensyn, som ikke har nogen tæt forbindelse med de bevidste straffeformål, som i dag dominerer i legitimeringen af det strafferetslige sanktionssystem.
Blandt disse formål spiller almenpræventionen i dag en særlig stor rolle - dvs. straffens evne til at opretholde lovlydighed gennem afskrækkelse og moralopbygning gennem statueringen af eksempler. Som citatet fra Protagoras viser, er tanken meget gammel. Vi genfinder den hos mange romerske jurister og senere f.eks. hos Machiavelli, som betonede det praktiske og økonomiske ved at satse på eksemplariske straffe. Ved at ramme nogle få, kunne man sætte skræk i de mange.
I nyere nordisk retstænkning har Uppsalafilosofiens spekulative teori om straffens moral- og vanedannende virkninger, med en vis nedtoning af den nøgne afskrækkelse vundet betydelig tilslutning. I de senere år er denne spekulative legitimering af straffesystemet blevet suppleret med empirisk forskning om almenprævention. Norges mest kendte strafferetsekspert, Johannes Andenæs (1912-), har prøvet at samle de forskningsresultater der foreligger. De fleste data synes at være negative eller usikre. Men der findes også undersøgelser som tyder på, at straf under visse omstændigheder bidrager til at øge lovlydigheden.
Selve problemstillingen er imidlertid ikke specielt egnet for empirisk forskning, og falder fra hinanden i en serie delproblemer, fra hvad der ville der ske, hvis al straf for alle lovbrud blev ophævet med øjeblikkelig virkning, til mulige virkninger ved erstatningen af fængselsstraf med højere bøder for mildere grader af promillekørsel. Da straffen næsten altid spiller sammen med andre sanktioner og påvirkningsmidler, er det vanskeligt at afgrænse dens selvstændige virkning. På en række områder indenfor speciallovgivningen, og specielt der hvor der findes omfattende kontrollerende forvaltningsorganer - beskatning, trafik, byggevirksomhed m.v. - virker straffebestemmelserne nok med til at styre folks opførsel.
En andet straffemetode - individualpræventionen - er bedre egnet for empirisk forskning. Problemet er her, hvordan straffen virker på dem, der selv er blevet dømt. Undersøgelserne har overvejende koncentreret sig om fængsels- og andet institutionsklientel, men også i nogen grad om andre sanktionsformer - kriminalomsorg i frihed overfor lovovertrædere i den traditionelle sektor. Hvordan straf eller lignende sanktioner påvirker terrorbilister, skattesnydere, ulovlig husbyggere m.fl. er vist nok aldrig blevet undersøgt. De undersøgelser der foreligger, har givet negative resultater. Ingen former for straf - og specielt ikke fængsel - synes at føre til nogen forbedring af den straffede.
Ud fra disse erfaringer - men måske også af andre og mindre agtværdige årsager - er behandlingsoptimismen indenfor strafferetsplejen blevet erstattet af mistro til, at forbryderen kan opfattes som syg og behandlingstrængende. Forudsætningen for terapi er, at patienten føler sig plaget og derfor frivillig søger behandling. Lovbryderen har plaget andre og må tvinges til behandling. Det giver som regel ikke resultater, og kan lede til urimelig lang frihedsberøvelse under dække af nødvendig behandlingstid. Man må imidlertid ikke overse, at der i behandlingsideologien har ligget værdifulde humanitære impulser og en vilje til at møde lovovertræderen som et menneske med behov for hjælp. Det store dilemma er, hvordan man kan give denne hjælp, uden at drukne den i tvang, stigmatisering og stempling af den der skal tage imod hjælpen. For omgivelserne er problemet endvidere at lære at betragte hjælpen som noget andet end en belønning for lovovertrædelsen.
Blandt straffemetoderne har den retfærdige gengældelse til alle tider spillet en stor rolle. Denne begrundelse for straf er blevet betegnet som en absolut straffeteori i modsætning til de relative og nyttebetonede præventive teorier. Straffen er et mål i sig selv, hvis den svarer til forbrydelsen og udmåles i forhold til denne. Talionsprincippet: «Øje for øje og tand for tand» er et rammende udtryk for dette.
Som straffemetode er gengældelsen imidlertid blevet miskreditteret. Dels fordi den virker uvidenskabelig, og dels fordi den er så stærkt forbundet med hævntanker, som ikke anses som noget legitimt motiv. Faktisk bygger vort system alligevel i ganske høj grad på en afvejning mellem hvad den konventionelle visdom anser som særligt graverende overtrædelser og strafferammen. Men kritikken mod den retfærdige gengældelse har givet politi, anklagemyndighed, domstole og fængselssystemet omfattende adgang til at bruge deres skøn og regulere straffen ud fra mange og uoverskuelige hensyn.
Til forsvar for den retfærdige gengældelse kan det hævdes, at når brøde og straf står i et klart defineret forhold til hinanden, giver det borgerne bedre muligheder for både at påvirke strafferetten og til at forudberegne konsekvenserne af egne handlinger. Retssikkerheden er - historisk betragtet - netop forankret i et sådan princip, kombineret med princippet Nulla poena sine lege (Ingen straf uden lov). Retfærdig gengældelse kan føre til inhumanitet. Det afhænger imidlertid ikke af selve princippet, at der skal eksisterer en forholdsmæssighed mellem brøde og straf, men af hvor strengt man opfatter lovbrud og af det generelle niveau for humanitet i et samfund. Talionsprincippet ville for flertallet af forbrydelser føre til mildere straf hos os. Tyven måtte jo straffes på pungen; og vi ville på det område nærmest få en erstatningsret i stedet for en strafferet. For drabsmænd ville det stille sig anderledes.
Uskadeliggørelse er en straffemetode som er trådt i baggrunden - bortset fra i nogle få sager mod særlig truende voldsforbrydere, hvor der kræves mere eller mindre livsvarig sikring. Ellers er bødestraffen den mest almindelige straf, og den hindrer ikke fysisk gentagne lovbrud. Frihedsstraffene er som oftest så kortvarige, at indespærringen i sig selv ikke er nogen særlig effektiv måde at hindre tilbagefald på. Men der findes en række straffelignende sanktioner, som mere eller mindre automatisk uskadeliggør, som at fjerne nummerpladerne fra defekte biler, inddrage kørekort og retten til at drive erhverv af forskellige slags, nægte tilladelser når vilkårene ikke er opfyldt osv.
På en helt anden og mere destruktiv måde kan vi opfatte stemplingen af lovovertrædere - ikke mindst gennem psykiatriske karakteristikker som «varigt svækkede» og «mangelfuldt udviklede» åndsevner - som en form for uskadeliggørelse. Det legitimerer udelukkelsen af dem fra arbejdspladser, naboskaber, miljøer og måske familie, således at omgivelserne slipper for at have med dem at gøre. De er blevet et klientel for eksperter, jurister, psykiatere, psykologer, socionomer og frivillige organisationer. Hensigten var at føre dem tilbage til samfundet. Virkningen bliver ofte at sætte dem udenfor, at forstærke de processer som gør dem til afvigere og tabere.
Kriminalpolitik i fremtiden
Kriminalpolitikken står overfor to hovedopgaver. Den ene af disse består i at undgå - så vidt det er muligt - at udsætte folk som allerede er i en udsat og vanskelig situation, for den nedværdigelse og stempling som ligger i et fængselsophold. Det drejer sig om at nedbringe frihedsstraffen, således at den stort set kun rammer folk, som udgør en reel fare for deres omgivelser. Den anden opgave består i at udforme et sanktions- og kontrolsystem, som effektivt kan bidrage til at hindre de fleste - og ikke mindst folk med magt og ressourcer - fra at overtræde de talrige og til ofte ret vigtige regler, som er en del af samfundsplanlægningen. Det gælder beskatning, valutaregulering, miljøbeskyttelse, priser, trafikadfærd, kvalitetskontrol m.v.
Den første problemstilling berører ikke særlig mange mennesker. Men moralsk og ideologisk drejer det sig om at opstille et mål for, hvad et «velfærdssamfund» gør, når det står overfor et socialklientel, som også overtræder love, og ofte love som flertallet af gode borgere finder det ret let at overholde. Da frihedsstraffen er destruktiv både efter sin hensigt og - som oftest - i dens konsekvenser, kan den i dag ikke fremstå som mere end en nødløsning. At den rammer så socialt skævt, var engang fuldt ud acceptabelt, helt i tråd med den herskende opfattelse af forholdet mellem samfundsklasserne. I dag er ligheden som værdi så stærkt forankret i de herskende ideologier - om end ikke i praksis - at denne sociale ulighed overfor loven er et alvorligt problem.
Løsningen kan næppe være at erstatte frihedsstraf med et behandlingsprogram i nogen større udstrækning. Behandling bliver alt for let et pænt ord for langvarig frihedsberøvelse på usikkert grundlag. At sende lovovertræderen i arbejde er heller ikke enkelt. «Løsningen» vil ofte bestå i, at straffen ikke erstattes af en sanktion - ud over at skylden bliver slået fast. Det tror jeg ikke, man kan give afkald på. Samfundet må have fremgangsmåder til at slå fast, hvem der har ansvaret, når der sker alvorlige krænkelser af vigtige og beskyttelsesværdige interesser. Ellers kan sådanne krænkelser føre til kaotiske tilstande af mistanke, beskyldninger og selvjustits.
Den opgave der består i at styre, kontrollere og koordinere aktiviteter, som andre og store kategorier af borgere deltager i, har man også delvist villet løse gennem trusler om straf. Det gælder f.eks. styringen af trafikken og beskatningen. Straffen er mildere og mindre stigmatiserende på disse områder, end den er for tyveri, trods det at skadevirkningerne kan være betydeligt større. Dette indebærer en social forskelsbehandling. Et middel til at skabe større lighed og retfærdighed ville være at føre disse og andre lovbrud fra speciallovgivningen ind i den almindelige straffelov, skærpe straffene og gøre dem mere stigmatiserende.
Mod dette taler to vigtige hensyn. Det ene er, at en sådan optrapning af brugen af straf overfor veletablerede borgere kan føre til et klima, hvor det bliver vanskeligt at nedtrappe brugen af fængsel overfor dem, der i dag er klientellet. Det andet er, at de almindelige strafferetslige procedureformer og sanktioner ikke er nogen særlig effektiv styringsmekanisme. Problemet består snarere i at udvikle påvirkningsmidler og korrektioner, som er indbygget i de systemer, hvor uregelmæssighederne opstår. I arbejdsmiljøspørgsmål vil arbejdstagerne med en lovsamling i ryggen f.eks. kunne udøve en mere formaliseret form for kontrol med virksomhedsledelsen, således at straf kun bliver aktuelt i undtagelsestilfælde. I mange kontrolsystemer vil det også være muligt at indbygge positive midler til at få medlemmerne til at afstå fra bestemte handlinger.
Pax originalopslag 1978-82
Straf
At en stat har en straffepraksis, i forhold til lovovertrædelser, rejser en række væsentlige moralfilosofiske spørgsmål som f.eks.: (i) Hvilke handlinger bør være strafbare? (ii) Hvad er begrundelsen for at straffe? (iii) Hvor hårdt bør vi straffe? I det følgende skal vi se på forskellige moralfilosofiske svar på disse spørgsmål.
Hvilke typer af handlinger bør være strafbare?
Når en stat vælger, at straffe visse typer af handlinger fordi de er ulovlige, er det centralt af få afklaret hvilke handlinger, der bør være ulovlige. Hvilke handlinger der i et land bliver betragtet som ulovlige, er afgørende for hvilket samfund vi vil få og herunder også for individers muligheder for udfoldelse og beskyttelse. Prøv bare at forestille dig to følgende lande. I det ene land, er det lovligt: at besidde våben; ryge hash; prostituere sig; købe seksuelle ydelser; køre bil uden sikkerhedsbælte; at deltage i medicinske eksperimenter som man selv finder forsvarlige, ikke at gå i skole; at begå æresdrab; at indtage præstationsfremmende stoffer som anabolske steroider og at sælge sin arbejdskraft for hvilken pris man selv ønsker. I det andet land, er ingen af de førnævnte handlinger lovlige. Det er oplagt, at der vil være tale om to meget forskellige samfund.
Der er dog en lang række handlinger som er ulovlige og gældende i ethvert samfund f.eks. drab, voldtægt og vold. At disse handlinger er ulovlige, er oplagt at begrunde med, at de er handlinger, der skader deres offer alvorligt. Et væsentligt omdrejningspunkt i diskussionen af spørgsmålet om hvilke handlinger der bør være ulovlige, er John Stuart Mills såkaldte skadesprincip. Princippet siger, groft sagt, at den eneste etisk forsvarlige begrundelse hvormed staten kan udøve magt i forhold til en borger, f.eks. i forbindelse med at straffe en borger, er for at forhindre at denne borger skader andre individer. Selv om skadesprincippet, ved en første betragtning kan synes meget indlysende, har der løbende været kritik af princippet siden Mill fremsatte princippet i første kapitel af hans værk On Liberty i 1859.
Først og fremmest, er skadesprincippet blevet kritiseret for, kun at fokusere på andre individers skade og ikke på den skade, som en borger kan påføre sig selv. De fleste moderne tilhængere af skadesprincippet (f.eks. retsfilosoffen H.L.A. Hart) tilslutter sig en version, der giver rum for «paternalisme». Paternalisme er, groft sagt, det synspunkt, at det er moralsk ønskværdigt, at en person A (evt. autoriseret af staten) handle i modstrid med en persons B ønsker, hvis A har god grund til at tro, at denne handling er til gavn for B. Hvis vi betragter det som en moralsk faktor (en moralsk faktor, er dét ved en handling som gør, at vi bedømmer den som moralsk god eller moralsk dårlig), er at et individ påføre andre skade, bør det også være en moralsk faktor, at en person skader sig selv. Hertil kan man svare, at hvis man selv ønsker at bliver skadet, bør en person have lov til det, da vi derved respektere hans eller hendes autonomi. Problemet med dette svar er imidlertid, at hvis vi ønsker at respektere en persons autonomi, så kan en paternalistisk handling i nogle situationer være med til at øge personens mulighed for at udføre autonome handlinger på lang sigt. Ved f.eks. at foreskrive, at bilister bør anvende kørersele, selv om de ikke ønsker at bruge den, så kan et rationale for denne handling være ønsket om, at beskytte og fremme bilisters mulighed for, at foretage så mange autonome handlinger som muligt. Det er jo, alt andet lige, lettere at foretage en autonom handling, når man er i live!
Desuden, er der visse praktiske problemer med at anvende skadesprincippet. Hvad vil det f.eks. sige, at skade en person? Spørgsmålet er centralt, da det ikke forekommer rimeligt, at hævde, at alle type skadeshandlinger skal være ulovlige (f.eks. kan dét, at komme for sent til et møde, skade andre, men at komme for sent bør næppe være ulovligt), hvilke typer af skadeshandlinger bør så være ulovlige? Hvor stor skal risikoen for skade være, før en handling skal være ulovlig? Hvilke individers skade, bør vi tage hensyn til: fostre, dyr, fremtidige generationer? Og hvordan bør hensynet til forskellige individers velfærd afvejes? Selv om alle disse spørgsmål, er vanskelig at besvare, synes det ikke en umulig opgave, at anvende skadesprincippet i mange situationer og at give nogle handlingsvejledende svar på disse spørgsmål. Under alle omstændigheder, vil alle retsfilosoffer mene, at hvorvidt en handling skader individers velfærd, er en relevant moralsk faktor vi må tage til indtægt, når vi skal finde ud af hvor lang lovens arm bør være.
Hvorfor straffe lovovertrædere?
Når staten påfører nogle af dets borgere lidelse, i form af straf, og når der blive anvendt masser af penge og ressourcer på hele straffeinstitutionen (med domstole, justitsministerium, politi og kriminalforsorgen), forekommer det rimeligt, at man kan give en god begrundelse for denne praksis.
Der er især to teorier om straffens begrundelse, der har spillet en helt afgørende rolle i den filosofiske diskussion om straffens begrundelse. I litteraturen kan man, groft sagt, skelne mellem præventive begrundelser for straf, og begrundelser, der bygger på, at staten skal straffe lovovertrædere, fordi forbryderen har fortjent at blive straffet. Hvor førstnævnte teori er rettet mod fremtiden (mod hvad vi kan undgå af f.eks. kriminalitet, hvis vi straffer), så er sidstnævnte teori rettet mod fortiden (i forhold til hvad en person allerede har gjort) Bemærk dog, at der også er visse teoretikere, der kombinerer disse to teorier (f.eks. synes Andrew von Hirsch, at forsvare en hybrid mellem en præventionistisk teori og en fortjenesteteori om straf).
Præventive begrundelser for straf, er ofte blevet formuleret af utilitarister som Jeremy Bentham, Mill og Hart. Utilitaristernes syn på straf er, at straf, isoleret set, er et onde da det påfører individer skade (f.eks. bøde, frihedsberøvelse/ fængsel eller dødsstraf). Straf kan kun retfærdiggøres, hvis det har bedre konsekvenser, end ikke at straffe. Hvad angår gode konsekvenser af straf, er kriminalitetsprævention helt centralt. Straf kan på mindst tre måder have en kriminalpræventiv virkning. Den kan have en direkte afskrækkende effekt for det individ, der bliver straffet, således at vedkommende ikke begår ny kriminalitet. I den forbindelse kan straf også have en indirekte afskrækkende effekt, der afholder andre end den, der bliver straffet i at begå kriminalitet. En anden mulighed er resocialisering, der har som mål at lovovertræderen f.eks. bliver uddannet og indgår i forskellige terapeutiske eller coachlignende tiltag (f.eks. «vredeskontrol»), således at den dømte efter endt afsoning kan blive en mere lovlydig og tilfreds borger end han eller hun var før afsoningen. Den tredje kriminalpræventive mulighed, er at låse folk inde eller mere ekstremt aflive dem. Præventionister vil typisk kun gå ind for dødsstraf, hvis forbryderen er uden for pædagogisk rækkevidde og er ekstremt farlige for sine omgivelser.
Utilitarismens teori har i et historisk lys haft en kolossal betydning for reformer i straffesystemet. Utilitaristisk straffepraksis har afstedkommet en afstandtagen til en «smid nøglen væk og lad dem rådne op strategi». Fokus for utilitarister har i stedet været på en strategi om at straf i sig selv er dårligt og at vi skal straffe på en måde, så der kommer så lidt lidelse ud af det, som er nødvendigt for at afholde folk fra at begå kriminalitet. Siden teorien blev udviklet fra slutningen af 1700-tallet, har den været det teoretiske fundament for mange landes straffesystem. Men denne tankegang er i øjeblikket under stærkt politisk pres, hvor ønsket om strengere straffe ofte går hånd i hånd med en ligegyldighed overfor om straffen har en kriminalpræventiv virkning. Fra teoretisk side har teorien også været under pres, for blandt andet at implicere, at uskyldige bør straffes hvis det leder til bedre konsekvenser. Utilitarister har her forsvaret sig med, at et straffesystem hvor vi accepterer at uskyldige bliver straffet, er et straffesystem som få borgere vil have tillid til og at en sådan mistillid vil have så omfattende negative konsekvenser, at det aldrig vil kunne opveje de fordele, det eventuelt måtte have at straffe en uskyldig person i en given sag. Lad os nu går over til den anden centrale teori.
Teorien om at vi bør straffe en forbryder, fordi vedkommende har fortjent det, falder ind under den gruppe af teorier, der går under navnet «retributivisme». Den filosofiske fagterm «retributivisme» kommer af det engelske ord «retribution» som betyder «gengældelse». Der findes mange varianter af retributivisme, men den tyske filosofi Immanuel Kant, der skrev sine værker i slutningen af 1700-tallet, er en af de første filosoffer, der mere detaljeret har formuleret denne position og som mange retsfilosoffer (enige med Kant eller ej) henviser til i dag. Kants centrale argument for at straffe en forbryder er, at vi bør udvise respekt over for alle mennesker og at vi udviser respekt overfor en forbryder ved at straffe vedkommende uden skelen til straffens præventive effekt. Det er her underforstået, at en måde at respektere et menneske på, er at give vedkommende hvad han har fortjent, så forbryderen har fortjent sin straf i lyset af sin kriminelle handling. Bemærk også at en forbryder, ifølge Kant, kun bør straffes hvis han eller hun er ansvarlig for sine handlinger – man kan ikke fortjene noget, hvis man ikke samtidig er ansvarlig for sine handlinger. Sidstnævnte krav udelukker, at børn og sindssyge bør straffes, eller, i det mindste, bør straffes mildere end individer der er fuldt ansvarlige. Kants kritik af den præventionistiske teori om straffens begrundelse, bygger på den anden version af Kants kategoriske imperativ. Det vil sige, den version som lyder: Behandl altid et individ som et mål i sig selv og aldrig blot som et middel. Tankegangen hos Kant er her, at hvis begrundelsen for straf er andres velfærd (f.eks. resocialisering og afskrækkelse), så bruger vi, ifølge Kant, blot forbryderen som et middel til at gavne andre og dette er uforeneligt med at udvise respekt overfor forbryderen. Spørgsmålet er dog, om denne tankegang er en rimelig anvendelse af Kants eget princip. For hvis en forbryder oprigtigt, f.eks. ønsker at blive resocialiseret, bliver han jo ikke blot behandlet som et middel eller et instrument til at understøtte andre individer velfærd, men som et mål i sig selv.
Hvordan og hvor hårdt bør vi straffe?
I de sidste 10 år er det blevet meget almindeligt, at politikere henviser til befolkningens retsfølelse, som begrundelse for at hæve strafferammen for forskellige typer forbrydelse – typisk voldskriminalitet. Men som bl.a. Ryberg har peget på, så er der en del oplagte problemer med denne type begrundelse. For det første er det uklart, hvad der helt præcis henvises til, når man taler om «befolkningens retsfølelse». Er det den tilfældige mand på gaden (eller mængden af tilfældige udspurgte personer), der er udtryk for befolkningens retsfølelse? Eller er det personer, der er informeret om baggrunden for en kriminel handling, om straffens hårdhed og andre forhold i forbindelse med kriminalitet? Meget synes at tale for, at det er de informerede personers retsfølelse, der bør danne grundlag for en rimelig forståelse af borgernes retsfølelse. For det andet – skal politikerne altid rette sig efter befolknings retsfølelse? Hvad hvis det f.eks. viser sig, at 51 procent af befolkningen er for tortur? Selvfølgelig skal et lands straffe ikke ligge milevidt fra befolknings opfattelse af hvad der kendetegner en rimelig straf. En sådan ulighed vil kunne føre til utryghed og øget mistillid til retssystem, hvilket i sidste ende igen kan lede til øget selvtægt og opløsning af retsstaten. Men i et demokrati skal der være plads til forskellige holdninger mellem befolkningen og de folkevalgte, en total overensstemmelse er praktisk umulig, da mennesker ofte ændrer synspunkt om straf, alt efter hvor godt informeret de er om kriminalitet og straffens virkning.
Sidst ajourført: 27/6 2010
Læst af: 66.475