 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Marosán, György
 |
| György Marosán |
György Marosán (15. november 1908 - 20. december 1992), ungarsk arbejderleder og socialdemokrat. Født 1908 i Transylvanien, men flyttede tidligt til Budapest, hvor han blev bageriarbejder. Han organiserede sig i bagerforbundet og blev efter kort tid valgt til forbundsformand, som den gode organisator og taler han var. I 1927 gik han ind i Socialdemokratiet (MSzDP) og var en kort overgang i «Det røde Wien», som gjorde stort indtryk på ham. Da et omfattende levnedsmiddelarbejderforbund blev dannet i 1939 blev han generalsekretær for forbundet.
I 1930'erne var han meget aktiv i det antifascistiske arbejde og i antikrigsbevægelsen, og kom gennem dette arbejde i nær kontakt med Illes Mónus, som var MSzDPs leder og teoretiker i disse år. Samtidig samarbejdede han med unge intellektuelle på partiets venstrefløj - disse var i flere tilfælde jøder, og Marosán vendte sig skarpt mod regeringens antisemitiske lovgivning.
I 1942 blev han fængslet og tortureret, men slap efter flere måneder ud af fængslet. Herefter samarbejdede han som partisekretær tæt med bl.a. Mónus om at tilrettelægge partiets politik for efterkrigstiden.
Efter befrielsen blev han ansvarlig for partiets arbejde i landområderne; samtidig var han en førende kraft på partiets venstrefløj og overbevist om nødvendigheden af samarbejde mellem de to arbejderpartier. Det kommunistiske parti accepterede ham som samarbejdspartner; på den anden side betegnede en højrefløjs Labour-leder som Denis Healy, som i 1947 officielt besøgte Ungarn, ham som en sympatisk person. I 1947 valgtes han til vicegeneralsekretær for MSzDP på dettes kongres.
I 1947 blev sammenslutningen mellem de to arbejderpartier en realitet efter pression fra Moskva. Marosán akcepterede denne, men han regnede med, at socialdemokraterne ville få en mere betydningsfuld rolle, end de faktisk fik. Han overvurderede sin personlige indflydelse og mulighederne for at få indflydelse på den førte politik. Samtidig så han en fare for at den politiske højrefløj igen ville få en bestemmende indflydelse på landets politik.
Marosán fik på papiret en betydningsfuld post i det nye parti, men opdagede snart at han var uden reel indflydelse. Han modsatte sig denne udvikling og blev i 1950 arresteret og dødsdømt i en hemmelig skueproces mod den socialdemokratiske venstrefløj. I 1956 blev han befriet og kom ind i det nye politbureau sammen med Imre Nagy og Janos Kadár. Han fortsatte også efter undertrykkelsen af opstanden ved siden af Kadár og fordømte opstanden i mange taler. Hans vurdering var, at dette var nødvendigt for at forsvare socialismen; som følge heraf blev han forhadt af de borgerlige og de liberale intellektuelle.
Han fandt snart ud af, at han langsomt blev isoleret, og ikke kunne gennemføre den politik han stod for. Han forlod derfor såvel politbureauet som centralkomiteen - formentlig den eneste, der frivilligt har taget dette skridt.
Som pensionist levede han et tilbagetrukkent liv; han brugte tiden til at skrive indsigtsfulde erindringer, hvor han understregede sin tilknytning til austro-marxismen. Han forsøgte fortsat at få indflydelse på fagbevægelsens udvikling - dog uden succes. Han så klart, at den socialistiske målsætning forsvandt mere og mere, men havde ingen mulighed for at gribe ind. Marosán døde i december 1992 og hans begravelse udviklede sig til en art spontan demonstration med tusindvis af deltagere. Det var fortiden, der blev begravet.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 29/7 2003
Læst af: 21.216