 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Byguerilla
Mao Tse-tung og senere general Giap i Vietnam, udviklede teorierne om guerillahæren der bevæger sig som fisken i vandet blandt en venligsindet bondebefolkning, mens byerne - fjendens baser - omringes og afskæres fra kontakt med omverdenen. Forudsætningerne for både den kinesiske og vietnamesiske revolution og dermed for Maos og Giaps bidrag til befrielsesstrategien var samfund hvor det store flertal af befolkningen boede i landsbyer.
I samfund med en høj grad af urbanisering lader disse teorierne sig ikke passe ind. En række bevægelser og grupper har forsøgt at finde bedre egnede kampformer, fra terroristgrupper omkring Andreas Baader og Ulriche Meinhof i Vesttyskland til IRA i Nordirland, ETA i Euskal Herria og Tupamaros bevægelsen i Uruguay. Det kan være vanskeligt at skelne mellem legitim byguerilla og vilkårlig personrettet terror, men med udgangspunkt i den analyse bevægelsen baserer sig på, og den reaktion den fremprovokerer ved sine aktioner, kan vi kalde Baader-Meinhof for byguerilla, mens IRA er et grænsetilfælde. Det er imidlertid guerillabevægelsen Tupamaros, der har udviklet den vigtigste teori og praksis for en byguerilla. Tupamaros blev dannet i Uruguay i 1962 og havde betydelig indflydelse i landet frem til dens nederlag overfor militæret i slutningen af 1972 ,
Uruguay er et af de mest urbaniserede samfund i verden. Over 80 procent af befolkningen bor i byer eller tætbebyggede områder - særligt i Montevideoområdet. Efter mislykkede forsøg på at oprette baser på landet, flyttede Tupamaros bevægelsen sit hovedkvarter til hovedstaden. I storbyens hjerte var guerillaen tæt på de fleste fjendtlige mål, og den var i umiddelbar forbindelse med resten af befolkningen. I praksis førte det til, at Tupamaros bevægelsen fik etableret stærke kontakter med fagbevægelsen, politiske venstrefløjsgrupperinger og studenterne.
Bevægelsen var organiseret efter celleprincippet. Kun få vidste hvem der var med i andre dele af organisationen, og den første tid undgik man derved, at bevægelsen blev trævlet op, selv om et medlem blev taget.
Tupamaros bevægelsen anvendte selektiv (udvalgt) terror for at fremtvinge en polarisering i Uruguay. Politi, militær, fremtrædende forretningsfolk og udenlandske diplomater blev udsat for bombeangreb, bortførelser og drab. Som en byorganisation købte Tupamaros det meste af det den behøvede. Pengene blev skaffet ved røveri fra banker, firmaer og velstående privatpersoner.
Tupamaros bevægelsen eksisterer fortsat, men er stærkt reduceret. Organisationer og grupper i andre lande har i større eller mindre grad kopieret deres teorier og metoder. Det gælder f.eks. Black Panther bevægelsen i USA, enkelte grupper i Japan, Italien og Frankrig, men uden at der foreløbig findes eksempler på, at nogen byguerilla har sejret. For godt nok er fjendens mål indenfor rækkevidde for guerillaen i byen, men det er fjenden også. Og militærmagten og politiet har deres største styrke netop i de store byer.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 274.073