 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Socialist Workers Party (SWP)
Trotskistisk orienteret parti i USA oprettet i 1929. Selv om det aldrig har haft over 2.000 medlemmer, har det i perioder haft en indflydelse langt ud over dets medlemstal i arbejderbevægelsen og andre bevægelser på venstrefløjen. Gennem størstedelen af dets historie har det identificeret sig med Lev Trotskijs marxistisk, bolsjevikisk-leninistiske perspektiver. I 1980'erne valgte det at understrege en kraftigere sympati for Fidel Castros kommunistiske parti i Cuba.
Det socialistiske Arbejderparti (Socialist Workers Party, SWP) kan føre sin historie tilbage til den tidligt kommunistiske bevægelse i USA. I 1928 blev en række prominente kommunister ekskluderet af USA's Kommunistparti (CPUSA) for «trotskisme». Det gjaldt James P. Cannon, Max Schachtman, Martin Abern, Rose Karsner, Arne Swabeck, Karl Skoglund, V.R. Dunne, Antoinette Konikow m.fl. De gik i gang med at organisere Amerikas Kommunistiske Liga (Communist League of America), der havde omkring 100 medlemmer, da det blev oprettet i 1929. Organisationen publicerede ugeavisen Militant, et teoretisk tidsskrift der først hed New International, senere Fourth International og senere igen International Socialist Review, samt en række bøger og pamfletter af Trotskij m.fl. De modsatte sig hvad de opfattede som den bureaukratisk-konservative degenerering af arbejderstaten i Sovjet under ledelse af Josef Stalin - og den resulterende stalinisering af den verdenskommunistiske bevægelse. Heroverfor understregede de principperne for arbejderdemokrati og revolutionær internationalisme som essentielle aspekter ved den socialistiske kamp. Partiet fik betydelig indflydelse blandt en række ledende intellektuelle i USA - især pga. deres konsekvente kritik af Stalins udrensninger i 1936-38 (se Moskvaprocesserne). Samtidig koncentrerede de deres organisatoriske arbejde i arbejdsløshedsbevægelsen og blandt de fagligt organiserede industriarbejdere i 1930'ernes USA. I 34 førte de arbejderne i Minneapolis til sejr under de militante Teamsters strejker i denne by. Gennem 30'erne og 40'erne spillede de en vigtig rolle blandt bl.a. bilarbejderne og sømændene. Nogle af SWP's fremtidige ledere - som Farrell Dobbs, Tom Kerry, Joe Hansen, George Breitman m.fl. - blev rekrutteret og skolet i denne periode.
En række sammenlægninger, splittelser og foreninger førte i 1938 til dannelsen af SWP, der da var nået op på 1.200 medlemmer. Allerede i 34 havde Communist League of America sluttet sig sammen med American Workers Party og dannet Workers Party of the United States. I 1936 gik denne organisation ind i Socialist Party of America (SP), der blev ledet af Norman Thomas, men trotskisterne og mange andre nyligt rekrutterede medlemmer blev ekskluderet for at udfordre SP's moderate ledelse. Dannelsen af SWP i 38 faldt sammen med oprettelsen af Fjerde Internationale - trotskisterne internationale organisering. SWP var et af de største partier i denne, og fortsatte med at spille en vigtig konsulentrolle, også efter at det blev tvunget til at trække sig ud som følge af Voorhis loven. En anden restriktiv lov, Smiths loven, blev anvendt for første gang mod trotskisterne: 18 medlemmer af SWP og Teamsters i Minneapolis blev arresteret, da de nægtede at indstille kritikken af, hvad de opfattede som den nordamerikanske regerings imperialistiske målsætninger under 2. verdenskrig. Den strategi som trotskisterne ønskede at forfølge for at knuse fascisterne gik ud på en arbejderklasse enhedsfront, der uafhængigt af borgerskabet skulle kombinere demokratiske- og overgangskrav.
Trods undertrykkelsen under verdenskrigen gik SWP frem i 1940'erne, hvor den spillede en særlig aggressiv rolle under efterkrigstidens strejkebølger. I 1945 havde det 1.500 medlemmer, men den kolde krig, antikommunistisk heksejagt og den økonomiske fremgang i 50'erne gjorde et dybt indhug i dets rækker, og i 1959 var det reduceret til 400 aldrende medlemmer. Men deres anseelse øgedes blandt venstrefløjsfolk i USA, da Kruschchevs afsløringer i 1956 bekræftede deres bestandige kritik af Stalins forbrydelser. De antikoloniale revolutioner skabte fornyet interesse for Trotskijs teori om den permanente revolution. Samtidig inspirerede den cubanske revolution mange til at tage et nøjere kig på de trotskistiske perspektiver. SWP hyldede revolutionen og var med til at danne Fair Play for Cuba Komiteerne. En venstrefløjsveteran fra perioden - der aldrig var en del af SWP miljøet - genkalder sig stemningen: «I 50'erne og starten af 60'erne hvor der ikke skete meget på venstrefløjen i øvrigt, nåede SWP's lokale Arbejderforum'er - hvor de eksisterede - ofte ud til de unge; Og den enkelte SWP'er optrådte ofte med en værdighed, der gjorde et dybt indtryk på de unge».
Udviklingen af den afroamerikanske befrielsesbevægelse i USA bidrog til en ny radikaliseringsbølge. Gennem sin spredning og publikation af Malcolm X' ideer øgede SWP sin indflydelse - selv om antallet af afroamerikanske medlemmer aldrig oversteg 7%, ud af en samlet medlemsmasse på 1.200 i slutningen af 70'erne. Radikaliseringen blandt unge og studenter og især massebevægelsen mod USA's krig i Vietnam bragte mange nye medlemmer ind i organisationen og dens ungdomsafdeling, Unge Socialisters Alliance (Young Socialists Alliance, YSA) der var blevet dannet i 1960. SWP spillede en central rolle i National Mobilization Committee to End the War in Vietnam og i National Peace Action Coalition der begge trak hundredetusinder ind i anti-krigsarbejdet. SWP og YSA medlemmer spillede endvidere en rolle i feministbevægelserne og bevægelserne for de homoseksuelles rettigheder. I denne periode steg antallet af kvindelige medlemmer til 40%, og et betydeligt antal kvinder havde ledende poster i de to organisationer. De fik også nogen indflydelse i Chicano (nordamerikanere af mexikansk afstamning) og puertoricaner miljøerne. Indenfor mange områder blev SWP kendt for at gennemføre energiske og ofte fornyende socialistiske valgkampagner, hvor befolkningen blev introduceret til de socialistiske ideer, og hvor nødvendigheden af politisk uafhængighed fra de pro-kapitalistiske demokratiske- og republikanske partier blev kraftigt understreget.
Gennem årene førte en lang række interne konflikter til, at grupper og enkeltpersoner forlod partiet. Blandt de mest kendte afskalninger var den der blev anført af Max Schactman i 1940 og Bert Cochran i 1953. De tog hhv. omkring 500 og 200 medlemmer med sig. Schactman og hans ligesindede anså Sovjetunionen for at være et «bureaukratisk-kollektivistisk» samfund, der ikke var mindre reaktionært end kapitalismen - nogle mente endog, at det var endnu mere reaktionært. Heroverfor mente SWP, at planøkonomien i Sovjet repræsenterede en sejr for arbejderklassen det var værd at forsvare overfor både den vestlige imperialisme og de stalinistiske bureaukrater. Cochran og hans tilhængere mente, at den klassiske trotskistiske analyse og perspektiver for partiopbygningen var blevet forældede i lyset af den kolde krigs konfrontation og antikommunistiske undertrykkelse. De anså flertallet i SWP som «sekteriske» forsvarere af «sterile ortodoksier».
Mange skribenter og intellektuelle i og omkring den trotskistiske bevægelse i 30'erne blev senere indflydelsesrige moderat socialistiske, liberale eller endog konservative ideologiske og kulturelle personligheder. Blandt de tidligere medlemmer der forblev på venstrefløjen og bevarede en indflydelse i den bredere radikale bevægelse var: A.J. Muste, Harry Braverman, C.L.R. James, Raya Dunayevskaya, Sidney Lens, Hal Draper, Staughton Lynd og Murry Weiss. Blandt de revolutionære veteraner der forblev i SWP var George Novack, Joseph Hansen, George Breitman, Art Preis, Frank Lovell, Fred Halstead, Paul Siegel og Evelyn Reed.
I starten af 70'erne skete der et generationsskifte i ledelsen. De nye medlemmer der var kommet ind gennem 60'erne anført den tidligere økonomistuderende Jack Barnes fortrængte de tidligere nationalsekretærer James P. Cannon og Farrell Dobbs. Det var muligvis manglende tillid der var baggrunden for, at den nye ledelse i stigende grad strammede partiets interne strukturer. Den manglende tillid blev givet forstærket af, at partiets «proletariseringsanstrengelser» endnu i slutningen af 70'erne ikke havde givet de ønskede resultater. Som led i disse bestræbelser fik de fleste af partiets medlemmer jobs i industrien, hvor de skulle rekruttere nye medlemmer. I starten af 80'erne lancerede den nye ledelse en vidtgående kritik af Trotskijs teori om den permanente revolution, og 200 gamle medlemmer blev drevet ud af partiet, da de modsatte sig en gennemgribende revision af SWP's program. Mange flere forlod demoraliserede organisationen, men alligevel var den i 80'erne med sine ca. 700 medlemmer fortsat en af de største organisationer på den nordamerikanske venstrefløj. En af dets væsentlige bidrag i 70'erne og 80'erne var succesfyldte retssager mod USA's regering, der afslørede årtiers illegale chikane fra FBI's og andre myndigheders side.
SWP's afstandtagen til sit trotskistiske arvegods i starten af 80'erne medførte desuden, at den brød kontakterne til Fjerde Internationale. Nogle af de medlemmer der i den anledning brød med SWP dannede i stedet Fourth International Tendency. En anden gruppe dannede Socialist Action, der konkurrerer direkte med SWP. Endelig dannede en gruppe tidligere SWP'ere og tidligere medlemmer af Independent Socialist organisationen Solidarity, der publicerer kvartalstidsskriftet Against The Current, er aktive i Teamsters for a Democratic Union og udgiver månedsbladet Labor Notes. SWP fortsætter selv publikationen af avisen Militant, der også distribueres i en række lande udenfor USA. Organisationen har forsøgt at kompensere for det endelige brud med Fjerde Internationale ved at styrke sit arbejde til fordel for Cuba og ved at opbygge kontakter til ligesindede grupper flere steder i verden - bl.a. i Sverige og Island.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 30.353