Nigeria
| Befolkning | 210,8 mio. |
| Valuta | Nairas |
| Areal | 923.770 Km2 |
| Hovedstad | Abuja |
| Befolkningstæthed | 123,2 indb./Km2  |
| HDI placering | 163 |
Nigeria er et land præget af et omfattende flodsystem, hvoraf de to største er Niger floden og dens biflod Benué. Den nordlige del af landet er den tørreste pga. den tørre vind fra Sahara - harmattan. Bevoksningen er overvejende savanne, og der dyrkes bomuld og jordnødder til eksport. Sletterne i landets centrale del er også dækket af savanne og tyndt befolkede. Den sydlige del af landet er lavtliggende, dækket af tæt regnskov, regnfuld og her bor størstedelen af landets befolkning - iøvrigt Afrikas største. Her dyrkes kakao og oliepalmer. Nigers enorme delta deler kystområdet i to adskilte dele. Mod øst omkring Port Harcourt er olieproduktionen koncentreret. Befolkningen er overvejende kristen og tilhører ibo folket. Det var dette område, der i 60'erne søgte løsrivelse under navnet Biafra. Mod vest omkring Lagos og Abidjan er industrien koncentreret. Befolkningen tilhører overvejende yoruba folket og er muslimsk. Nigeria har mistet 70-80% af sine oprindelige skove og 1,7% af landet er beskyttet i nationalparker.
Autoritært regime med ringe respekt for menneskerettighederne. Samtidig et af verdens mest korrupte lande. Nær allieret af EU og USA.
Folket: Størstedelen af de 250 etniske grupper stammer fra 4 etniske hovedgrupper: Haussaerne og fulanierne er dominerende i nord og udgør omkring halvdelen af befolkningen. Yorubaerne er dominerende i sydvest og iboerne i sydøst.
Religion: Den nordlige del af landet er overvejende muslimsk. I den sydøstlige del er de kristne i overtal, mens der i sydvest praktiseres både islam, kristendom og traditionelle afrikanske religioner.
Sprog: Engelsk (officielt). Indenfor hver region svarer det mest udbredte sprog i den etniske gruppe, der er dominerende.
Politiske partier: Det folkelige demokratiske Parti; Hele folkets Parti; Alliancen for Demokrati
Sociale organisationer: Nigerias Arbejderlandsorganisation; Nigerias nationale Studentersammenslutning
Officielt navn: Federal Republic of Nigeria
Administrativ inddeling: 36 stater
Hovedstad: Abuja, 778.000 indb. (2006).
Andre vigtige byer: Lagos, 8.733.100 indb.; Abidjan, 3.587.100 indb.; Kano, 3.424.100 indb.; Ogbomosho, 963.300 indb. (2000).
Regering: Muhammadu Buhari er siden maj 2015 præsident, genvalgt i 2019. Parlamentet har to kamre: Repræsentanternes Hus med 360 pladser og senatet med 109.
Nationaldag: 1. oktober (Selvstændighed, 1960)
Væbnede styrker: 79.000 (2003)
Paramilitære styrker: 7.000 (Nationalgarden), 2.000 (Havnepoliti)
Som arvtagere fra den gamle Nok civilisation levede yoruba folket i byer omkransede af høje mure og udstyret med brede boulevarder. Allerede fra det 9. århundrede havde der eksisteret et demokratisk system omkring byernes administration med en borgmester og et byråd valgt af indbyggerne. Kunstnerisk fremstillede civilisationen vidunderlige ting i terrakotta og skulpturer i bronze. I det 10-11. århundrede var Ifé, Oyo, Ilorín og Benin de vigtigste bystater i en konføderation, hvis indflydelse strakte sig fra Niger til det nuværende Togo. (Benin skal ikke forveksles med den nuværende stat af samme navn).
Byen Ifé blev fra starten anset for at være det vigtigste religiøse center, og det er den fortsat. Oni'en fra denne by er den øverste præst for hele yoruba folket. Til gengæld spillede byen Oyo ledet af Alafin'en (kongen) en central økonomisk rolle frem til det 16. århundrede pga. handelen med slaver. Byen begyndte at forfalde, da der blev indført forbud mod slavehandel.
Den nordlige del af landet bestod af Hausa og Fulani emiraterne, der kulturelt var ret forskellige. Den sydlige del af landet var beboede af ibo folket, der var aktive handelsmænd, udsprang af samme befolkningsgruppe som yoruba'erne, men uden at udvikle bymæssige civilisationer.
Ved siden af slavehandelen kom palmeolie, bomuld og jordnødder fra 1800 tallet til at udgøre den vigtigste britiske import fra protektoratet Sydnigeria. Nigeria opstod som national enhed først i 1914 da briterne slog protektoraterne Nordnigeria og Sydnigeria sammen. Koloniseringen af området foregik etapevis og var fuldført i starten af århundredet. Det meste af territoriet måtte erobres med militær magt.
Den umiddelbare årsag til at briterne tog væbnet magt i anvendelse for at sikre handelsvirksomheden var konflikter og krige mellem staterne og folkeslagene i området, men også direkte modstand mod at briterne overtog det formidlende led i handelen. Den britiske stat overtog ansvaret fra The Royal Niger Company, da det blev klart, at selskabet i slutningen af det 19. århundrede ikke var i stand til at opretholde en effektiv kontrol. The West African Frontier Force blev oprettet under ledelse af Lord Lugard for at erobre det nordlige Nigeria.
Samlingen af Nigeria var således et resultat af kolonimagtens behov. Ingen naturlige forhold dannede grundlag for landets grænser. Den centrale britiske administration i Lagos var længe Nigerias eneste rigsorganisation. Først efter 2. verdenskrig blev der oprettet et fælles politisk forum for nigerianere - Central Legislative Council - som samlede briternes udvalgte samarbejdspartnere fra de tre administrative områder - Nord-, Vest- og Østnigeria.
Det helt dominerende stridsspørgsmål i nigeriansk politik i efterkrigstiden var fordelingen af magt og kompetence mellem folkeslagene og regionerne indbyrdes, og mellem dem og centralregeringen. National uafhængighed var da blevet partiernes fælles mål, og en gradvis udbygning af de politiske institutioner med nigeriansk deltagelse skulle forberede overgangen. Partierne blev både regionale interessegrupper og forkæmpere for befrielse på nationalt plan.
Tre store partier dominerede det politiske liv i 1950'erne: The National Council for Nigeria and the Cameroons (NCNC) under Nnamdi Azikiwe - nigeriansk nationalismes samlingsfigur - blev i stadig højere grad et østnigeriansk parti, med stærk tilknytning til ibofolket. I den nordlige del dannede Ahmado Bello The Northern People's Congress (NPC), som blev domineret af høvdinge. The Action Group under ledelse af Obafemi Awolowo i den vestlige region blev overvejende et parti for yorubafolket.
Den vestlige og østlige region fik indre selvstyre i 1956, nordregionen i 1959. Ved selvstændigheden den 1. oktober 1960 dannede NPC og NCNC en koalitionsregering, med The Action Group i opposition i nationalforsamlingen. NPC's parlamentariske leder Sir Abubakar Tafawa Balewa blev premierminister, Awolowo blev leder af oppositionen og Azikiwe blev generalguvernør og efterfølgende præsident, da Nigeria i 1963 blev republik.
Krig og militærstyre
Forskellene mellem de nordlige og sydlige landsdele viste sig snart at slå ud i direkte konflikter. Ved at opbygge landets politiske liv om de tre dominerende folkeslag - fulanier og hausaer i nord, yorubaer i sydvest og iboer i sydøst forsøgte briterne og de nigerianske politikere i 1950-60'erne at skabe politisk balance i den nye stat. De nigerianske myndigheder anvendte senere muligheden for at ændre antallet af delstater til at justere styrkeforholdet mellem de etniske grupper. Det lykkedes ikke i første omgang.
I 1964 udbrød der alvorlig uro efter det første valg siden uafhængigheden. Regeringen var de følgende to år ikke i stand til at få urolighederne under kontrol. I januar 1966 blev den derfor styrtet ved et militærkup.
Resultaterne fra både folketællingen i 1963 og valget i 1964 var tvivlsomme. Folketællingen skulle danne grundlag for mandatfordelingen mellem de tre regioner. På forhånd var der opstået splittelse i oppositionen. Koalitionsregeringen udnyttede situationen, hvilket var årsag til omfattende uroligheder i den vestlige del af landet. Samtidig blev forholdet mellem koalitionspartnerne stadig mere anspændt. Det grundlæggende stridsspørgsmål var magtbalancen. NPC ønskede at reducere føderalregeringens myndighedsområde til fordel for regionernes indre selvstyre, mens NCNC, som repræsentant for den mindste af de tre dominerende folkeslag, oprindelig var gået ind for at styrke regeringen som formidlende instans mellem regionerne. Ved udbruddet af Biafrakrigen var dette forhold ændret. NCNC accepterede ikke 1964 valget som basis for regionens repræsentation på nationalt niveau. De store olieforekomster i den østlige del var en vigtig årsag til, at partiet krævede større indflydelse over den nationale ressourcefordeling.
Ibofolket dominerede det politiske liv i øst. De havde gennemsnitlig bedre uddannelse end befolkningen i nord. Iboerne fremstod som et ekspansivt og energisk folkeslag. De gjorde sig stærkt gældende indenfor de væbnede styrker og i statsadministrationen. Modsætningsforholdet mellem iboerne og nordregionens befolkning slog ud i egentlige sammenstød indenfor hæren og efterhånden i grov forfølgelse af iboer, som boede og arbejdede i nord. Tusindvis af iboer blev massakreret, og der gik en strøm af flygtninge til østregionen.
Statsmagten vaklede. Generalmajor Johnson Aguiyi-Ironsi greb da magten sammen med andre iboofficerer, men blev kort tid efter kidnappet og dræbt ved et militært modkup under ledelse af stabschefen i hæren, general Yakubu Gowon fra nordregionen. Gowon satte alt ind på at bevare føderationen og foreslog at opdele landet i 12 delstater og inddrage civile i regeringen. Men militærguvernøren i østregionen - generalløjtnant Chukwuemeka Odumegwu-Ojukwu - erklærede regionen for selvstændig under navnet Biafra.
Krigen varede i 30 måneder. Både oprørene i Biafra og regeringen i Lagos fik omfattende militære forsyninger udefra. Frankrig, Sydafrika, Portugal og en del afrikanske stater støttede Biafra. Tanzania var først blandt de i alt fire afrikanske stater som anerkendte udbryderstaten. Lagosregeringen blev først og fremmest hjulpet af Storbritannien og Sovjetunionen.
Føderalregeringen gik over til en fuld blokade af Biafra. Resultatet var katastrofalt for befolkningen i Biafra. Tabene af menneskeliv var højere end i Vietnam i samme tidsrum.
Biafras sag vandt betydelig sympati i den vestlige verden. Dels var befolkningen i Biafra kristen, dels gennemførte oprørsledelsen en storstilet propagandakampagne gennem et reklamebureau i Schweiz. Begge dele bidrog til at skabe interesse for Biafra.
Ved borgerkrigens slutning undlod Gowons regering at gennemføre straffeaktioner mod udbryderne. En ny statsadministration blev indført i Nigeria, stort set efter det mønster Gowon havde foreslået et par dage før Biafras selvstændighedserklæring. Tallet på delstater blev senere øget til 19.
Gowon opretholdt relativt stabile forhold i Nigeria i årene efter krigen. Han nationaliserede 55% af olieproduktionen i landet, hvilket gav grundlag for udviklingen af et lokalt borgerskab. Samtidig lovede han overgang til civilt styre i 1976, men udsatte i 1974 overgangen på ubestemt tid. Året efter blev han afsat af brigadegeneral Murtala Ramat Muhammed - primært på baggrund af utilfredshed med den åbenbare korruption og manglen på kontrol med landets økonomi. Murtala blev dræbt i et attentat et halvt år senere, og blev erstattet med stabschefen, general Olusegun Obasanjo. Under hans præsidentperiode blev Barclays Bank og BP nationaliseret for at have brudt blokaden af Sydafrika.
1979 Overgang til «demokrati»
Et øverste militært råd erstattede regeringen som landets højeste politiske myndighed. Obasanjo forberedte overgangen til civilt styre i oktober 1979, og det var militærrådet som i efteråret 1978 godkendte den nye forfatning. En føderal valgkommission tillod kun 5 landsdækkende partier at deltage i valget. De repræsenterede den traditionelle politiske og økonomiske elite. Kommissionen udelukkede partier af socialistisk eller revolutionært tilsnit ud fra en argumentation om, at de ville atomisere landets politik. Ved valget blev de største partier Nigerias Nationalparti (NPN) med 25% af stemmerne og Nigerias forenede Parti (UPN) med 20%.
Efter 13 års militærstyre var der blevet valgt en civil præsident, men den nye premierminister, Shehu Shagari havde mindretal i begge parlamentets kamre. Han fremlagde nu en plan for kapitalistisk udvikling baseret udelukkende på overskuddet fra olieproduktionen med det perspektiv at gøre landet til den vigtigste udviklingspol syd for Sahara. Han lovede at bygge en ny hovedstad, fordoble antallet af pladser i folkeskolen og sikre selvforsyning med fødevarer gennem en kontroversiel «grøn revolution».
Ingen af løfterne blev til virkelighed. De økonomiske indikatorer tegnede et dystert billede. Smuglingen var tiltagende, emigranter og fattige bønder blev stuvet sammen i byerne, arbejdsløsheden steg, levestandarden var faldende blandt de lavestlønnede og IMF fremsatte krav om refinanciering af udlandsgælden. Shagari udskrev nyvalg og blev sammen med NPN genvalgt, men med beskyldninger om valgsvindel og militære konspirationer.
1984 Nye militærkup
Den 1. januar 84 gennemførte Muhamad Buhari det 4. statskup i landets korte historie som selvstændig stat. En af de centrale anklager mod Shagariregeringen var korruptionen indenfor olieudvindingen, der skaffede landet 95% af dets valutaindtægter. Der blev gennemført arrestationer på alle niveauer, og alle civile guvernører blev erstattet af militærfolk. Men krisen fortsatte. Prisen på ris blev firedoblet i løbet af året. Undertrykkelsen ramte ikke blot landets egne indbyggere. 600.000 «illegale» udlændinge blev deporteret. Imens nåede udlandsgælden op på 15 milliarder dollars. Den fortsatte krise udløste et nyt statskup. Den 26. august 85 blev general Ibrahim Babangida udpeget som ny præsident.
I december 87 blev der afholdt valg til delstaternes parlamenter. Der var opstillet 15.000 kandidater, der ikke var tilknyttet noget officielt parti. Militæret havde i forvejen nedsat en National Valgkommission (NEC) for at sikre «frie og rene» valg, men manglende forberedelse udløste vold, forvirring og efterfølgende beskyldninger, så valget endte med at blive annulleret.
Den 7. december 89 erklærede militærregeringen, at præsident- og parlamentsvalget der var planlagt til slutningen af måneden var udsat et år. Seks måneder senere ophævede præsident Babangida forbuddet mod politisk virksomhed som forberedelse til overgang fra militært til civilt styre i 1992.
I maj 90 besøgte Babangida Storbritannien, hvor han sikrede sig 100 millioner dollars i bistand til landet, der er dybt integreret i det kapitalistiske verdensmarked. Størstedelen af samhandelen er med USA, Storbritannien og Frankrig, selvom Nigeria har forsøgt at skabe en form for ligevægt i sine internationale relationer. Landet er stærkt afhængig af udviklingen i olieprisen på verdensmarkedet. Dette var medvirkende til, at landets per capita indkomst faldt i 1990. Samtidig nåede udlandsgælden op på 30 milliarder dollars. Renter og afdrag på denne enorme gæld tvinger landet til konstante forhandlinger med sine internationale kreditorer.
I april og juni 90 blev der rapporteret om kupforsøg, der dog i begge tilfælde blev slået ned af regeringstro styrker. Regeringen oprettede 9 nye stater for at adskille fjendtlige etniske grupper. Dette udløste protester, der blev slået ned af militæret. Iflg. uafhængige kilder kostede undertrykkelsen i august-oktober 300 livet. Regeringen svarede med at indføre udgangsforbud.
I slutningen af 91 annullerede regeringen efter rygter om valgsvindel resultaterne af partiernes interne valg af kandidater til guvernørposterne. I november blev der gennemført en folketælling, der fjernede «spøgelseskandidaterne» og rensede valglisterne. Der havde været kritik af, at listerne indeholdt 20 millioner ikke-eksisterende vælgere. Den 14. december blev der gennemført guvernørvalg. Socialdemokratiet vandt posten i 16 stater og Republikanerne i 14.
Der blev gennemført en amnesti til gavn for hele oppositionen: 11 dissidenter blev løsladt. Samtidig blev en lov ophævet, der havde hindret tidligere medlemmer af regeringen i at stille op til valg.
I starten af 92 blev 263 islamiske aktivister arresteret, hvilket udløste et oprør i staten Katsina. I samme periode fandt der en eksplosion sted i konflikterne mellem de etniske grupper: Kampe mellem hausaer og kataj'er i staten Kaduna; Stridigheder om jordgrænser mellem tiv'er og jukin'er i staten Taraba. Konflikter der kostede 5.000 livet.
Nigeria genvandt i slutningen af 91 sin dommerplads i den Internationale Domstol. Det skete efter beslutning i Sikkerhedsrådet og FN's Generalforsamling efter den tidligere nigerianske dommer, Taslim Elias' dødsfald. Nigerias statsanklager og justitsminister Ola Ajibola fik posten foran kandidater fra Ghana, Kenya og Uganda.
EU bevilgede 240 millioner dollars til projekter indenfor landbrug, sundhed, telekommunikation, vejbyggeri og nationalparker.
Parlamentsvalget blev gennemført i juli 92, men Nationalforsamlingen blev først indsat i december. Socialdemokratiet fik 52 pladser i senatet og 314 i Deputeretkammeret mod republikanernes hhv. 37 og 275. Nigeria indledte nu en ny overgang til civilt styre.
I oktober gennemførtes et prøvepræsidentvalg, i hvilket der deltog kandidater fra det centrum-venstreorienterede Socialdemokrati og de centrum-højreorienterede Republikanere - begge partier dannet af militærdiktaturet og med stort set ens politiske programmer - samt 23 andre kandidater. Imidlertid annullerede præsident Babangida valgresultatet efter påstand om valgsvindel, forbød alle kandidater og udskiftede ledelsen i de to store partier. Samtidig forbød diktaturet enhver politisk aktivitet, hvilket drastisk ændrede planen for overgang til demokrati i starten af 93.
I november udsatte Babangida præsidentvalget til juni 93 og bekræftede forbuddet mod de tidligere præsidentkandidaters deltagelse i valget. Samtidig blev magtoverdragelsen udsat til august 93. Den 12. juni gennemførtes så det første præsidentvalg siden 83. Imidlertid udsatte diktaturet offentliggørelsen af resultatet, til der var gennemført undersøgelser af mulig svindel. Kampen stod mellem de to store partiers kandidater. De havde fået tilladelse til at deltage, men uden de oprindelige kandidater, der var blevet forbudt året i forvejen.
Men historien gentog sig. Den 23. juni annullerede Babangida resultatet og beskyldte de to store partiers kandidater for at «købe deres stemmer». Den tilsyneladende sejrherre ved valget var socialdemokraten og millionæren Abiola. Han drog nu til London i et forsøg på at sikre international fordømmelse af regimet. USA og Storbritannien indstillede deres økonomiske bistand til landet, indstillede træningen af officerer og nedkølede de diplomatiske relationer. Den udenlandske reaktion var en opmuntring for Abiola, der opfordrede til civil ulydighed. Der brød omfattende protester ud i den tidligere hovedstad Lagos, hvor mindst 25 mennesker blev dræbt af føderale soldater. Endvidere blev alliancen «Kampagnen for Demokrati» dannet bestående af 25 oppositionspartier.
Udsat for et betydeligt pres udskrev diktaturet nyt præsidentvalg til den 14. august med efterfølgende magtoverdragelse den 27. Men samtidig blev Abiola og republikanernes kandidat, Othma Tofa udtrykkeligt hindret i at deltage. Sammenstødene fortsatte, og den 26. august trådte Babangida tilbage fra præsidentposten, der provisorisk blev overladt til Ernest Shonekan, der lovede afholdelse af nye valg.
Måneden efter vendte Abiola tilbage fra London, og fagbevægelsen erklærede generalstrejke for at få ham anerkendt for Nigerias præsident. I slutningen af 93 blev krisen «løst», da forsvarsminister general Sani Abacha fjernede Shonekan, opløste parlamentet og forbød enhver politisk aktivitet. Denne nye «stærke mand» havde været en indflydelsesrig figur i det gamle militærdiktatur og spillede en hovedrolle i kuppet i 83. I en af sine første erklæringer sagde han, at en række af de liberale økonomiske reformer der var blevet gennemført i 80'erne atter ville blive opgivet.
Renten faldt og der blev indført valutakontrol, samtidig med at enhver mulighed for en aftale med IMF blev skubbet ud i fremtiden. Imens fortsatte det folkelige pres for rehabilitering af Abiola, og da han i juni 94 blev arresteret, udløste det 10 dages strejke blandt arbejderne i olieindustrien - landets vigtigste.
Abacha gav imidlertid ikke efter for noget pres for frigivelse af Abiola. I april 95 besøgte ærkebiskop Desmond Tutu som repræsentant for Sydafrikas præsident Nelson Mandela Nigeria for at få Abiola løsladt - men uden held. Trods det at Abiola gik med til at acceptere annulleringen af valget i juni 93, afviste Nigerias præsident at løslade ham.
I november henrettede diktaturet 9 medlemmer af Bevægelsen for Ogonifolkets Overlevelse. Henrettelsen bidrog yderligere til diktaturets isolation. Flere lande, deriblandt USA, trak deres ambassadører ud af Nigeria. I februar 96 udtrykte Amnesty International sin bekymring over flere andre arresterede ogoni aktivister.
Udfra en registrering af politiske partier foretaget af den Nationale Valgkommission i juni, gav Abacha og hans militærdiktatur tilladelse til 5 politiske partier: Det forenede nigerianske Kongresparti, Komiteen for national Enhed, Nigerias centrale Nationalparti, Nigerias demokratiske Parti, og Den demokratiske bevægelse «Grassroots».
Gennem 97 bidrog stigende oliepriser til vækst i økonomien. Regeringen erklærede ved flere lejligheder, at dette havde bidraget til en forbedring af landets vanskelige sociale situation. Alligevel pegede officielle tal på, at 80% af befolkningen levede i fattigdom
I april 98 aflyste Abacha det planlagte valg i august til fordel for en folkeafstemning om, hvorvidt han skulle fortsætte på præsidentposten. Diktatorens overraskende død den 8. juni udløste jubel og forhåbning om politiske forandringer. Abachas forsvinden blev dog hurtigt fulgt af Abiolas lige så overraskende død. Militærjuntaen udpegede general Abdulsalam Abubakar til Abachas efterfølger. Han lovede at respektere overgangen til demokrati, men uden at sætte dato på afholdelsen af præsidentvalg.
Lokalvalget i februar 1999 blev vundet af det Folkelige demokratiske Parti ledet af general Olusegun Obasanjo, samt Alliancen for Demokrati. Alliancen der overvejende repræsenterede yoruba folket i landets sydvestlige del, vandt regeringsmagten i den tidligere hovedstad Lagos med stor margen, mens Alle folkenes Parti der blev ledet af ex-diktator Sani Abachas tilhængere kun vandt i staten Jigawa. Regeringen udskrev efterfølgende præsident- og parlamentsvalg til afholdelse måneden efter.
Præsidentvanget blev vundet af Obasanjo. I første omgang besluttede oppositionen at klage til valgdomstolen over optællingsresultatet, men besluttede til sidst at opgive klagen. Den nye præsident lovede at undersøge investeringspolitikken og at forbedre den ineffektive og korrupte offentlige sektor. Ved sin indsættelse i maj opfordrede Obasanjo den nigerianske befolkning til at følge ham i tre dages faste for at fremkalde en guddommelig velsignelse af hans præsidentstyre. En af hans første handlinger var at rense ud indenfor militæret, hvor han fjernede 30 officerer. Samtidig konfiskerede han millioner af dollars, som han hævdede var blevet stjålet fra de offentlige kasser af de foregående regeringer.
4 dages etniske sammenstød i Lagos i december mellem ijaws og ilajes kostede 12 mennesker livet. Sammenstødene fortsatte imidlertid, og da Obasanjo i marts 2000 besøgte området var flere hundrede døde. Han fik nedsat en fredskomite bestående af ledere fra begge etniske grupper. Komiteen fik - i det mindste midlertidigt - bragt sammenstødene under kontrol.
Olierørledningernes ringe tilstand har medført alvorlige ulykker. Tilstanden skyldes manglende vedligeholdelse og at dele af befolkningen slår hul på dem for at skaffe sig selv brændsel. I juni 2000 eksploderede en olierørledning i landsbyen Jesse, og dræbte over 700 mennesker. To uger senere bad Obasanjo på en konference i Stavanger, Norge om international bistand til bekæmpe den «enorme» trussel om miljøødelæggelser, som olieindustrien udgør.
I juni 2001 brød volden ud i staten Nasarawa, der grænser op til hovedstaden. Anledningen var en azara leders død, og det udløste en voldsom konflikt mellem azara'er og tiv minoriteten. 40.000 blev sendt på flugt som følge af konflikten.
Murtullah Mohammed var regeringschef under militærdiktaturene og havde i 1970'erne anvendt flere hundrede mio. US$ på en plan udarbejdet af et lille ukendt nordamerikansk firma. Planen gik ud på at ophænge telefonkabler i enorme balloner, der skulle sendes 7 km op i atmosfæren. Der blev aldrig opsendt en eneste ballon, og hvad der skete med pengeneer fortsat uvist, men der er i dag fortsat kun 1 ud af hver 300 nigerianere der har telefon - et privilegium der er forbeholdt en lille minoritet på 400.000 mennesker. Telefonledningerne kommer sjældent over skulderhøjde og systemet er så gammelt og dårligt vedligeholdt, at blot det at føre en samtale indenfor samme by kan tage en hel dag.
I august 2001 var telefonsystemet i så elendig forfatning, at selv ministrenes internationale samtale blev afbrudt uden forudgående advarsel. Landets to største selskaber indenfor mobiltelefoni, Johannesburg MTN og Wireless Econet erklærede da, at de ville gennemføre en «revolution» i telefonsystemet, men de hyppige strømafbrydelser og overbelastningen af elnetværket medfører, at selskaberne er nødt til at udstyre alle deres sendemaster med nødstrømsanlæg. Samtidig skal hvert af selskaberne betale 285 mio. US$ til regeringen i licensafgifter. Ifølge data fra Transparancy International er Nigeria verdens næstmest korrupte land, kun overgået af Bangladesh.
I oktober lancerede præsident Obasanjo sammen med Sydafrikas Thabo Mbeki og Algeriets Abdelaziz Bouteflika det Nye samarbejde for Afrikas Udvikling (New Partnership for Africas Development, NEPAD), der skal inddrage resten af verden i en støtte til Afrikas udvikling. NEPAD forpligtiger de afrikanske stater til at stå for en åben regeringsførelse, respektere menneskerettighederne og få bragt de væbnede konflikter til ophør, mod til gengæld at få øget udviklingsbistand og få hævet de handelshindringer, afrikanske eksportvarer støder på udenfor kontinentet.
I de seneste par år er den islamiske Sharia lovgivning blevet indført i en snes muslimske stater, hvilket har udløst omfattende debat og voldelige protester. Loven kræver stening som straf for utroskab, amputation af lemmer for tyveri og piskning for mindre overtrædelser som indtagelse af alkohol og seksuelle relationer før ægteskab. I januar 2002 blev en mand hængt i staten Katsina. Han blev dermed den første der blev straffet med døden siden indførelse af Sharia.
I oktober afsagde den internationale domstol i Haag sin dom i grænsestriden mellem Nigeria og Cameroon. Dommen bekræftede Cameroons suverænitet over Bakassi halvøen. Nigerias regering meddelte, at den ville gennemføre et detaljeret studie af dommen, og at den ville forsvare sin ret til området. Først i august 2003 meddelte regeringen, at den opgav kravet på Bakassi.
I november døde 200 og 600 blev såret i sammenstød mellem kristne og muslimer i Kaduna. Sammenstødene fandt sted midt under den muslimske fastemåned ramadan og under forberedelserne til gennemførelsen af Miss World konkurrencen i Nigeria. De blev udløst af en artikel offentliggjort i avisen This Day, hvor det blev antydet, at profeten Muhammed ville have bifaldet konkurrencen og ville kunne have udvalgt en hustru blandt de deltagende piger. Arrangørerne besluttede derefter at flytte konkurrencen til London.
Selv før sammenstødene var der blevet rejst kritik af konkurrencen fra en række lande, der endog havde opfordret til boykot, som konsekvens af, at en nigeriansk kvinde var blevet dømt til stening for utroskab. Amina Lawal var i august blevet dømt ved en islamisk domstol for at have fået et barn udenfor ægteskab. I september 2003 blev hun frifundet, men andre lignende sager verserer ved de islamiske domstole.
I april 2003 blev Olusegun Obasanjo genvalgt som landets præsident. Valgkampen havde været voldelig og blev af observatører fra EU som præget af svindel, mens oppositionen karakteriserede resultatet som «uacceptabelt».
Efter 9 dage med landsdækkende generalstrejke i juli 2003, bøjede regeringen af og sænkede prisen på benzin - kort efter selv at have hævet den. Oluyemi Adeniji overtog posten som udenrigsminister.
I januar 2004 blev Nigeria og Cameroon enige om at udstationere tropper langs konfliktzonen ved Bakassi halvøen.
En række politiske mord og forskellige væbnede attentater markerede i marts 2004 starten på kampagnen op til lokalvalgene i landet.
I en ny rapport kritiserede Amnesty International kvindediskriminationen i Nigeria og anvendelsen af dødsstraf. I juli 2003 ventede 487 personer i de nigerianske fængsler på at blive henrettet.
I maj 2004 blev Plateau State i landets centrale del erklæret i undtagelsestilstand efter voldelige religiøse sammenstød. Tidligere var over 200 muslimer blevet dræbt af kristne militser i byen Yelwa i delstaten Kebbi i landets nordvestlige del. Som hævn havde muslimer angrebet delstaten Kano i nord ved Jakara floden.
I august-september fandt der alvorlige sammenstød sted mellem forskellige etniske grupper i Port Harcourt, der hurtigt involverede regeringsstyrker. Iflg. Amnesty International blev omkring 500 personer dræbt under forskellige de angreb. Officielle kilder talte alene om 20 dræbte. Amnesty oplyste, at Nigerias hær var blevet beordret til at anvende «maksimal styrke» overfor rebellerne.
Den 29. september meddelte Dokubo Asari, der er leder af rebelgruppen den Frivillige styrke for folket i Niger flodens Delta, at han var rede til at forhandle med præsident Obasanjo om stop for volden i området. Asari havde tidligere udtalt, at han ville føre «krig mod staten Nigeria» og mod de udenlandske olieselskaber i Niger flodens delta. Oprørslederen stillede som betingelse for at lægge våbnene «kontrol over naturressourcerne og selvbestemmelse» for Ijaw folket, der ellers lever i dybeste fattigdom. Asari erklærede, at rebelgruppens formål var at forsvare Ijaw folkets økonomiske og politiske interesser.
Fredsforhandlingerne i Abuja blev fulgt af analytikere på verdens oliemarkeder og af verdens regeringer, for hvis der udbrød borgerkrig som rebellerne truede med, ville det få olieprisen til at ryge langt op over de 50 US$ pr. tønde den allerede lå på, og dermed udløse global recession.
Overskuddet fra olieproduktionen i Niger flodens delta går i statskassen eller i lommerne på de udenlandske olieselskaber og de udelandske oliearbejdere. Olieudvindingen har allerede ødelagt erhvervsmulighederne for de fleste indbyggere i området. Trods nogle olieselskabers programmer til miljøgenopretning eller til at hæve levestandarden for lokalbefolkningen har i sidste ende ikke ændret ved befolknigens dybe fattigdom. Iflg. regeringen er Asaris mænd en bande olietyve. Alligevel fremhævede menneskerettighedsorganisationer, at de to væbnede bander der opererer i området er kontrolleret af regeringen.
Fire dages generalstrejke i oliesektoren i oktober 2004 medførte indstilling af landets olieeksport.
117 personer - deriblandt præsidentens kone - døde da et fly fra Bellview Airlines i oktober 2005 styrtede ned kort efter efter at være startet fra Lagos lufthavn. Obasanjo trådte øjeblikkeligt sammen med sin luftfartsminister for at få gennemført strengere retningslinier for lufttrafikken. Der var tale om den 4. større flyulykke i Nigeria inden for 13 år.
Fra januar 2006 begyndte militante fra Niger deltaet at angribe olierørledninger, olieinstallationer og at bortføre udenlandske ansatte i olieindustrien. Deres krav var øget kontrol med områdets olierigdomme. Med de rekordhøje oliepriser blev Nigeria i april det første land der betalte sin udlandsgæld til Parisklubben.
Det politiske klima forud for præsident- og parlamentsvalg i 2007 var præget af protester og vold. Iflg. oppositionen gennemførte regimet forfølgelse af sine politiske modstandere. Flere kandidater blev tilbageholdt i perioden op til valgene og en række demonstrationer blev angreb af sikkerhedsstyrker, hvilket kostede over 40 mennesker livet.
Umaru Musa Yar'Adua fra PDP som var guvernør i den nordlige delstat Katsina endte med i april 2007 at blive valgt til præsident med 70% af stemmerne. Både oppositionen og valgobservatører fra EU kritiserede forskellige former for valgsvindel, vold, «stemmesedler der gik op i røg» mm.
Nigerias hastige økonomiske vækst fortsatte gennem 2008 og -09 hvor økonomien voksede med henholdsvis 9 og 8,3%. Væksten blev båret af de højre oliepriser.
I januar 2010 blev 300 mennesker dræbt under etniske og religiøse uroligheder i Plateau delstaten i det centrale Nigeria. 10.000 blev drevet på flugt. I marts blev yderligere 200 dræbt og flere tusinde drevet på flugt. I løbet af året blev terrogruppen Boko Haram stadig mere aktiv i delstaten Borno i det nordøstlige Nigeria. Omkring 30 blev dræbt af formodede gerningsmænd fra Boko Haram i løbet af året, og den 24. december gik gruppen til angreb på 2 kirker i Maiduguri. 6 personer blev dræbt. Gruppen spredte sine aktiviteter til delstaterne Bauchi og Yobe og i september gik gruppen til angreb på det føderale fængsel Bauchi. 700 indsatte blev befriet, deriblandt 123 medlemmer af Boko Haram.
Præsident Yar'Adua døde i maj 2010, og hans vicepræsident, Goodluck Jonathan overtog præsidentposten. Jonathan havde allerede i januar/februar varetaget posten, mens Yar'Adua var hospitalsindlagt i Saudiarabien. Skiftet var ikke uden komplikationer, da Nigeria har et system, hvor præsidentposten går på skift mellem kristne og muslimer. Jonathan er kristen og overtog posten midt i den muslimske Yar'Aduas embedsperiode, hvilket rejste spørgsmålet om de kristne nu fik ½ periode for meget - eller evt. for lidt. Denne politiske debat blev sat på vågeblus efter Jonathan overtog posten. I august fremlagde Jonathan en ambitiøs plan for elektrificeringen af landet.
I april 2011 gennemførtes præsidentvalg, der blev vundet af Jonathan med 58,9% af stemmerne. Valget var ikke ukontroversielt, da landets muslimer mente det var deres tur til at varetage posten, da en kristen havde varetaget posten i den foregående periode. Samtidig var der rapporter om svindel i den nordlige del af landet. Kontroversen kom dog under kontrol efter resultatet lå klart. Jonathan blev valgt, og hans muslimske videpræsident Mohammed Namadi Sambo fortsatte på posten.
Boko Haram udvidede hastigt sine aktiviteter i løbet af 2011. Dens aktiviteter kostede ca. 425 livet i det nordlige Nigeria i løbet af året. Den gennemførte snesevis af angreb i Maiduguri; nedskød politifolk, politikere, traditionelle ledere og imamer i opposition til Boko Haram. I august gennemførte organisationen et selvmordsangreb mod FN bygningen i Abuja, der kostede 24 livet og over 100 sårede. I november gennemførte den bombeattentater i Damaturu i delstaten Yobe, der kostede over 100 livet.
Etniske sammenstød og sammenstød mellem kristne og muslimer fortsatte gennem 2011. I Plateau delstaten alene kostede de 350 dræbte. Dertil kom flere hundrede i de omkringliggende delstater.
Sikkerhedsstyrker og militær var ansvarlige for udbredt tortur og mord, og en del peger på at radikaliseringen af Boko Haram hænger sammen med myndighedernes oprindelige voldelige fremfærd overfor organisationen.
Årtiers olieudvinding i Niger deltaet har skabt en af verdens største miljøkatastrofer. En FN rapport fra 2011 konkluderede, at det vil koste over 1 mia. US$ at rydde op efter olieselskaberne. Den største synder blandt disse er Shell.
Præsidenten meddelte 1. januar 2012 at staten fjernede subsidierne til benzin. Det fik prisen til at sige 100-140% og udløste øjeblikkeligt protester i Abuja, Lagos og Kano, hvor demonstranter bl.a. blokkerede tankstationer. En uge senere sluttede landets LO sig til protesterne ved at erklære strejke. Trods protesternes fredelige karakter blev 16 demonstranter dræbt af politiet. Efter 2 ugers protester blev subsidierne delvist genindført, så prisstigningen «kun» blev 50%. Selv om Nigeria er en af verdens største olieproducenter var landet nødt til at importere benzin, da dets egne raffinaderier var gået i forfald.
Oversvømmelser i august-oktober 2012 kostede over 300 mennesker livet og drev mere end 1 mio. mennesker på flugt. Oversvømmelserne berørte 15 af landets stater.
Summariske henrettelser var fortsat et stort problem. Formanden for den Nationale Menneskerettighedsorganisation vurderede i marts 2012, at politiet årligt dræber 2.500 personer. Tortur og nedværdigende behandling af fanger er ligeledes meget udbredt. Politiet holder endvidere ofte arrestanter som gidsler for at løslade dem mod betaling. Et resultant af den enorme korruption i landet.
Fordrivelse af befolkningen ved rydning af kvarterer er ligeledes et enormt problem. I løbet af 2012 blev 10-20.000 mennesker fordrevet fra deres boliger i Port Harcourt, Lagos og Abuja. Trusler mod, arrestation af og tæsk af journalister er ligeledes udbredt.
Boko Haram øgede sine aktiviteter i nord i løbet af 2012. I april sprang bevægelsen påskesøndag en bilbombe nær to kirker i Kaduna. Mindst 20 blev dræbt. Senere på måneden bombede bevægelsen avisen This Day i Abuja og en bygning i Kaduna, der husede 3 dagblade. Mindst 7 personer blev dræbt. Nogle dage senere udsendte den trusler mod 11 nationale og internationale nyhedsmedier. I juni bombede bevægelsen 3 kirker i Kaduna. Mindst 21 blev dræbt. Den efterfølgende vold mellem kristne og muslimer kostede yderlige 70 livet. Militæret slog hårdt igen mod Boko Haram med forsvindinger af formodede medlemmer, henrettelser af formodede medlemmer, nedbrænding af huse tilhørende formodede sympatisører eller medlemmer og tilbageholdelse af hundreder af personer gennem lange perioder. Forhold der blev kritiseret af bl.a. Amnesty International.
Regeringen bevilgede i januar 2013 4 mio. US$ til at rydde op efter en blyforgiftningskatastrofe i Zamfara delstaten. Efter at guldprisen på verdensmarkedet i 2012 ramte 1800 US$ pr. ounce begyndte lokale - trods forbud - at udvinde guld. Malmen i området var meget blyholdig og dette bly slap ud og forurenede vand og jorder. 400 børn døde og yderligere 1.500 børn havde så høje blyværdier i kroppen, at det ville forårsage hjerneskade og andre problemer for dem.
Goodluck Jonathans planer om at søge genvalg ved præsidentvalget i 2015 og forbigåelse ved besættelse af poster førte i august 2013 til en splittelse i regeringspartiet PDP. Tidligere vicepræsident Atiku Abubakar og 7 delstatsguvernører dannede en fraktion i partiet, og præsidenten svarede igen ved at fyre udenrigsministeren, uddannelsesministeren og planlægningsministeren. Jonathans planer indebar alvorlig fare for at ødelægge den religiøse balance i landet, hvor det skiftevis skulle være en muslim og en kristen der skulle være præsident.
I januar 2014 indførte regeringen en lov mod homoseksuelle, der forbød homoseksuelle relationer, medlemskab af klubber, parforhold og ægteskab. Straframmen for ægteskab blev sat til 14 år, og for andre forhold var den 10 år. I løbet af kort til havde det føderale politiet samlet navnene på 168 LGBT par, der ville blive arresteret og stillet for retten. Ideerne blandt USA's kristne fundamentalister var nået til Nigeria.
I september 2014 konfiskerede de sydafrikanske toldmyndigheder 9,3 mio. US$, som 2 nigerianere og 1 israeler havde forsøgt at smugle ind i landet. Nigerias regering indrømmede efterfølgende at pengene skulle bruges til våbenkøb i Sydafrika, men havde ingen forklaring på de hemmelige omstændigheder, hvor pengene hverken var blevet deklareret ved udførslen af Nigeria eller indførslen i Sydafrika. Goodluck Jonathan anmodede de sydafrikanske myndigheder og Jacob Zuma direkte om at levere beløbet tilbage til den nigerianske regering, hvilket skete måneden efter. Flyet der fragtede pengene til Sydafrika var en privat jet, der tilhørte Christian Association of Nigeria.
I den nordlige del af landet forstærkede Boko Haram sin offensiv og den sikkerhedsmæssige situation kom stadig mere ud af kontrol. I maj 2013 erklærede præsidenten de nordlige stater Borno, Yobe og Adamawa i undtagelsestilstand, og selv om han i første omgang havde talt om amnesti til Boko Haram medlemmer ændrede han i juni holdning og krævede mindst 20 års fængsel for medlemskab af organisationen. Undtagelsestilstanden bremsede imidlertid ikke oprørerne. I december angreb de to militærforlægning og en luftbase. I januar 2014 fyrede Goodluck derfor hele den militære ledelse for ikke at kunne bringe oprøret under kontrol.
I april 2014 blev 276 skolepiger kidnappet af Boko Haram fra en folkeskole i Chibok i staten Borno. Præsidenten luftede nogle uger senere muligheden af at der kunne blive tale om løsladelse af Boko Haram partisaner mod frigivelse af pigerne, men drøftelser i Paris med udenrigsministrene fra Frankrig, Storbritannien, USA og Israel fik ham i maj til at opgive denne plan, hvilket udløste vrede i Boko Harams ledelse og vanskeliggjorde forhandlinger om deres frigivelse. Bevægelsen sprang derefter to bomber i Jos i Plateau State, der dræbte ialt 118 mennesker på et tætpakket marked. Bortførelsen af skolepigerne blev fordømt over det meste af verden. Pigerne mentes at være blevet bragt til Chad og Cameroon hvor de blev solgt til ægteskab.
I en rapport fra september 2014 dokumenterede Amnesty International, at omkring 5.000 mennesker var blevet underkastet tortur i Nigeria de foregående 5 år. Børn helt ned til 12 blev underkastet tortur. Et af problemerne var, at selv om landet havde underskrevet torturkonventionen og dens tillægsprotokoller, er konventionen ikke implementeret i landets lovgivning. Når politiet foretager kan de derfor ikke engang straffes for det i Nigeria.
I alt 3.428 mennesker blev dræbt af Boko Haram i 2014. En stigning på over 200% ifht. det foregående år og en indikation af at regeringen ingen kontrol havde over situationen. 400.000 var drevet på flugt i landets nordlige del.
I januar 2015 angreb Boko Haram byen Baga og flere andre omkringliggende byer, brændte næsten alle huse ned til grunden og dræbte dem de kunne få fat på. Antallet af formodede dræbte ved massakren varierede fra nogle hundrede til flere tusinde.
Frankrigs angreb på AQIM i det nordlige Mali i 2013 spredte bevægelsen over det meste af Sahel og skabte forbindelse mellem Boko Haram og AQIM. Boko Haram er siden blevet trænet af både AQIM og AQAP.
Forbes Magazine kunne i januar 2015 oplyse at verdens rigeste kvinde var nigerianeren Folorunsho Alakija, der var god for 7,3 mia. US$. Der var langt ned til 2. pladsen, USA's Oprah Winfrey der kun var god for 2,9 mia. US$. Alakija havde tjent sine mange penge på olie fra et oliefelt hun havde købt billigt 20 tidligere pga. sit venskab med den daværende præsidents hustru.
Henrettelsen af 2 nigerianerne i Indonesien for narkohandel i januar førte til protester i Nigeria.
Shell indvilgede i januar i at betale 55 mio. £ i erstatning til ofrene for selskabets olieudslip i Niger deltaet 6 år tidligere.
Boko Haram gennemførte i januar og februar massakrer mod civilbefolkningen i det nordøstlige Nigeria. De indtog byerne Baga og Munguno i delstaten Borno og dræbte hundredevis af civile - især voksne mænd. Satellitbilleder afslørede efterfølgende, at 3700 huse i området var blevet brændt ned.
Præsidentvalget i marts blev vundet af Muhammadu Buhari, der fik 54% af stemmerne, mens Goodluck Jonathan fik 45%. Den resterende procent blev delt mellem resten af kandidaterne. Det var første gang i landets historie, der skete en fredelig magtoverdragelse fra en siddende præsident til hans efterfølger. Generalmajor Buhari havde dog selv en fortid som militærdiktator i 1983-85 hvor han tog magten ved et kup. Buhari blev indsat på præsidentposten i maj 2015.
Buharis parti All Progressives Party (APC) fik ligeledes absolut flertal ved valget til Kongressen og Senatet. Dert fik 225 ud af kongressens 360 pladser og 60 ud af senatets 109.
Militæret havde ligesom Boko Haram gennemført omfattende krigsforbrydelser i 2011-15. I juli fjernede Buhari derfor hele hærledelsen, deriblandt 2 højtstående officerer ICC anklagede for krigsforbrydelser. Buhari lovede at undersøge anklagerne, men undersøgelserne førte ikke til sigtelse eller udlevering til ICC.
Fra marts ændrede militæret strategi og igangsatte i samarbejde med militæret i Cameroon, Niger og Chad en offensiv mod Boko Haram, der i de følgende måneder drev bevægelsen ud af de byer den kontrollerede i den nordøstlige del af landet. Boko Haram svarede igen ved at optrappe sine militære aktioner i Cameroon, Chad og Niger og igangsatte samtidig en kampagne med selvmordsbombere mod byer i nordøst og ned til Abuja. Der var ofte tale om helt unge kvinder eller piger, der blev udstyret med selvmordsveste. Aktionerne kostede hundredevis af civile livet. De skulle sprede terror, men afslørede samtidig at Boko Haram var på tilbagetog. Den var ikke i stand til at stå imod de 4 landes koordinerede militære offensiv. For at styrke sine internationale kontakter allierede Boko Haram sig fra 2015 med IS og blev officielt Islamisk stats vestafrikanske Provins (ISWAP). Alliancen var dog skrøbelig og førte i sidste til splittelse, hvor Boko Haram fortsatte under Abubakar Shekaus ledelse, mens ISWAP blev skildt ud og ledet af Abu Musab al-Barnawi. Over de følgende år kom de to organisationer i stigende grad i væbnet konflikt med hinanden.
I september vurderede IOM at 2,1 mio. nigerianere var internt fordrevne som følge af konflikten i landet. Over 90% boede hos familie i andre dele af landet og de resterende 10% i overfyldte lejre.
I november 2015 afgav en undersøgelseskommission præsidenten havde nedsat rapport om den udstrakte korruption indenfor militæret. Den afslørede fiktive våbenkontrakter til en værdi af flere mia. US$.
Militærets offensiv mod Boko Haram i 2016 pressede bevægelsen i defensiven, og den måtte opgive en lang række af de områder, den havde kontrolleret. Samtidig mindskedes den muligheder for drab på civile. Tallet faldt fra 3.500 i 2015 til 550 i 2016. Til gengæld steg omfanget af militærets krænkelser af menneskerettighederne. Ikke blot i den nordlige del af landet, men også overfor selvstændigheds- og autonomibevægelser i Biafra og Niger deltaet i den sydlige del. Militæret gennemførte aktioner i 30 ud af landets 36 delstater samt Abuja. I den nordlige del af landet var 14,8 mio. civile påvirket af krigen og mindst 2 mio. var internt fordrevne.
Samtidig med at Boko Haram blev presset i defensiven var bevægelsen præget af intern splittelse. I august udnævnte IS Abu Musab Al-Barnawi til nye leder af bevægelsen. Det førte til sammenstød mellem dennes tilhængere og tilhængere af Abubakar Shekau der insisterede på at denne fortsat var bevægelsens leder. Fra slutningen af 2016 var bevægelsen de-facto splittet i to.
I oktober 2016 løslod Boko Haram 21 af de bortførte Chibok skolepiger efter forhandlinger. Yderlige 1 blev løsladt i november. I maj 2017 blev yderligere 82 løsladt efter forhandlinger.
Præsidentens helbred var skrøbeligt. I juni 2016 måtte han rejse til London for helbredsundersøgelser, og denne blev fulgt af flere længere varende ophold i London i løbet af 2017, hvor vicepræsidenten måtte overtage ledelsen af landet.
UNICEF advarede i 2017 om en drastisk øgning af Boko Harams anvendelse af børne selvmordsbombere. Alene i de første 3 måneder af 2017 havde Boko Haram gennemført 27 attentater af denne type i Nigeria, Niger, Cameroon og Chad mod 30 i hele 2016. Ændringen i taktik var udtryk for, at bevægelsen var militært presset.
Nigeria karakteriserede i september 2017 Myanmars militærs fremfærd overfor Rohingya mindretallet som etnisk udrensning og advarede mod folkemord som i Rwanda i 1994.
Pga. USA's og Storbritanniens store økonomiske interesser i landet holder disse lande lav profil ifht. kritik af den udbredte korruption og de omfattende krænkelser af menneskerettighederne. Nigeria lægger sig til gengæld tæt op ad USA udenrigspolitisk. Efter pres fra USA og Israel undlod Nigeria den 31. december 2014 i Sikkerhedsrådet at stemme for den Arabiske Ligas fredsplan for Palæstina. Nigeria er et lukrativt marked for våben fra USA og EU.
Amnesty International offentliggjorde i november en rapport der afslørede, at Shell havde været involveret i kriminelle aktiviteter i det sydlige Nigeria, efter at koncernen officielt trak sig ud af Ogoni land i 1993 efter voldsomme internationale protester. Militærdiktaturet havde bevaret sine sikkerhedsstyrker i området, disse var delvist under Shells kontrol og blev sat ind mod koncernens modstandere. Shell ønskede nemlig i hemmelighed at vende tilbage for at genoptage den profitable olieudvinding. Amnesty opfordrede myndighederne i Storbritannien, Nigeria og Nederlandene til at gennemgå den omfattende dokumentation for koncernens kriminelle aktiviteter og vurdere muligheden for at rejse straffesager. (Amnesty seeks criminal inquiry into Shell over alleged complicity in murder and torture in Nigeria, Guardian 28/11 2017)
I maj 2018 meddelte Nigerias Economic and Financial Crimes Commission (EFCC), at 603 nigerianere var blevet dømt for korruption siden Buhari overtog posten som præsident. Kommissionen oplyste videre, at der for første gang også var dommere og højtstående officerer blandt de dømte. I juli 2020 fjernede Buhari imidlertid formanden for EFCC, Ibrahim Magu. Muligvis for nettet var begyndt at strammes også omkring højtstående personer omkring Buhari selv. Trods antikorruptionskampagnen placerede Transparency Internationalt stadig landet lavt på dets globale anti-korruptionsliste.
Præsident Buhari blev genvalgt ved præsidentvalget i februar 2019 med 55,6% af stemmerne. Hans vigtigste modkandidat Atiku Abubakar fik 41,2%. Ved parlamentsvalget fik Buharis APC 202 pladser i Repræsentanternes hus, en tilbagegang på 10, mens det gik 3 pladser frem til 63 i Senatet. Det gav partiet absolut flertal.
I oktober 2020 udbrød der omfattende offentlige protester under parolen #endSARS. SARS (Special Anti-Robbery Squad) var en specialstyrke under det nigerianske politi og kendt for sin brutalitet. Få dage senere gik præsidenten med til at opløse SARS, men dagen efter meddelte lederen af det nationale politi, at en ny politienhed (Special Weapons and Tactics, SWAT) ville overtage SARS' opgaver. Det accepterede demonstranterne ikke og protesterne fortsatte. 10 demonstranter var da allerede dræbt.
Oprøret i det nordlige Nigeria tog til i styrke fra 2018. Både ISWAP og Boko Haram angreb landsbyer og det nigerianske militær og gennemførte massakrer. De gennemførte også i stigende grad væbnede aktioner mod hinanden. I maj 2021 angreb ISWAP Boko Harams hovedkvarter i Sambisa skoven, løb det over ende og erobrede skoven. Under kampene blev Boko Harams leder Shekau dræbt. De tilbageværende medlemmer af Bko Haram valgte Bakura Sahalaba til ny leder og erklærede at Boko Haram ikke var knust.
I juni 2021 forbød regeringen Twitter, efter organisationen havde slettet en af præsident Buharis tweets, der overtrådte mediets retningslinier. Samtidig truede det alle der omgik forbuddet ved at bruge VPN med fængsel.
I august 2021 leverede USA de første 6 af 12 lette angrebsfly til landet. Våbensalget var blevet underskrevet i 2017 i starten af præsident Trumps embedsperiode. Det havde en værdi af 500 mio. US$ og var USA's største blandt landene syd for Sahara. Det var blevet holdt tilbage under præsident Obama pga. hensynet til menneskerettighederne, men efter Obama var USA mere interesseret i at få fingre i Nigerias oliemilliarder. USA's kongres bremsede i juli salget af Cobra angrebshelikoptere til Nigeria, og i stedet indgik landet i august en aftale med Rusland om militært samarbejde.
En gruppe mænd gennemførte i juni 2022 en massakre i den katolske St. Francis kirke i Owo i den sydvestlige del af landet. Mindst 50 kirkegængere, deriblandt kvinder og børn blev dræbt med skud og sprængstoffer. Præsident Buhari fordømte massakren.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 6/6 2022
Læst af: 146.375