Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Besættelsestiden 1940-45

Ouverturen til operation Weserübung

Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var i regering fra 1929 til 1940, hvor Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 førte til dannelsen af en samlingsregering, hvor Venstre og Konservative blev optaget i regeringen.

Indtil besættelsen søgte regeringen at tilpasse sin politik, så den ikke irriterede det nazistisk styrede Tyskland, samtidig med at regeringen distancerede sig fra de danske nazister i Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (DNSAP). I den praktiske gennemførelse af denne politik førte regeringen en zig-zag-kurs under påvirkning af den storpolitiske situation i 1930'erne.

Nazi-Tyskland indførte i 1935 almindelig værnepligt og brød dermed Versailles-fredstraktaten fra Første Verdenskrig. Italien gik samme år til angreb på Abessinien (Ethiopien). Nazi-Tyskland rykkede i 1936 ind i den demilitariserede Rhin-zone, endnu et brud på Versailles-traktaten. Og verdens tre fascistiske stormagter - Tyskland, Italien og Japan - gik i alliance. Det begyndte i 1936 med Tysklands og Japans undertegnelse af antikominternpagten, vendt imod Sovjetunionen og Kommunistisk Internationale (Komintern). Italien tilsluttede sig anti-kominternpagten året efter og Ungarn, Manchukuo (det japansk besatte Manchuriet) og Spanien i 1939. Pagten blev udvidet den 25. november 1941 med Bulgarien, Finland, Nanking-Kina, Rumænien, Slovakiet og Danmark som det eneste ikke-fascistiske land.

Under den spanske borgerkrig (1936-1939) støttede Tyskland og Italien de fascistiske oprørere mod den demokratisk valgte regering i Spanien og hjalp oprørerne under general Franco til sejr, mens England og Frankrig førte en ikke-interventionspolitik. Det demokratiske Spanien fik støtte fra Sovjetunionen og fra omkring 30.000 frivillige fra hele verden, heriblandt 550 danskere med cirka 200 unge kommunister, for det meste unge arbejdere og arbejdsløse som den største gruppe.

Den danske regering fulgte en ikke-interventionslinie, retsforfulgte de første spaniensfrivillige, der vendte hjem, opgav det siden hen, men lod alligevel politiet registrere de spaniensfrivillige, som i november 1942 blev arresteret og anbragt i interneringslejren Horserød i Nordsjælland.

Socialdemokratiet og venstrefløjen ydede humanitær støtte til borgerkrigens ofre på den spanske regerings side, mens det yderste højre med dele af Det Konservative Folkeparti med folketingsmedlem Viktor Pürschel og dele af erhvervslivet med skibsreder Arnold Peter Møller i spidsen støttede Francos fascister.

På det forsvarspolitiske område opgav Socialdemokratiet principielt arbejderbevægelsens traditionelle antimilitaristiske standpunkter og besluttede med forsvarsloven af 1937 at styrke forsvaret, uden at forsvaret dog dermed blev forberedt på et angreb udefra. Og Danmark ønskede ikke at være «lænkehund på Nordens vegne», som statsminister Thorvald Stauning formulerede det i en tale i Lund samme år. Det stod klart for regeringen, at Danmark ikke kunne forvente hjælp fra England, hvis Tyskland gik til angreb på Danmark. Norge og Sverige havde også sagt fra.

I 1937 indledte Japan en erobringskrig mod Kina, efter at Japan havde besat Manchuriet i 1931. I 1938 prisgav England og Frankrig ved München-forliget de vestlige grænseområder af Tjekkoslovkaiet, som blev indlemmet i nazi-Tyskland. Store dele af offentligheden valgte at tro på den engelske premierminister Neville Chamberlains forsikring om, at Adolf Hitlers underskrift på München-forliget betød «fred i vor tid». Samme år havde Tyskland annekteret Østrig. Året efter erobrede Tyskland resten af Tjekkoslovakiet, som blev opdelt i protektoratet Böhmen-Mähren og lydstaten Slovakiet. Og i Det Fjerne Østen angreb Japan Mongoliet, som fik hjælp af Sovjetunionen, og angrebet blev slået tilbage den 31. august 1939. Næste morgen gik Tyskland til angreb på Polen. Dermed indledtes i Europa Anden Verdenskrig.

På det sikkerhedspolitiske område holdt regeringen sig til neutraliteten, som havde båret Danmark helskindet igennem Første Verdenskrig, men endte alligevel med at indgå en ikke-angrebspagt med Tyskland den 31. maj 1939. Selv stormagter indgik ikke-angrebspagter med nazi-Tyskland, som Sovjetunionen gjorde det i august måned samme år.

Ligesom den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt ikke hjalp Sovjetunionen i 1941, var den dansk-tyske ikke-angrebspagt ikke til megen nytte den 9. april 1940, da tyske tropper tidligt om morgenen besatte Danmark. Kvart over fire om morgenen overskred tyskerne grænsen ved Kruså og fortsatte op gennem Jylland. Tyske soldater blev landsat ved Gedser, Korsør, Nyborg og ved Lillebæltsbroen. Faldskærmstropper blev nedkastet i Ålborg og ved Storstrømsbroen. De tyske tropper mødte kun modstand i Sønderjylland og foran Amalienborg i København. Ellers kunne de tyske tropper uhindret sejle med færgen fra Warnemünde til Gedser og benytte de nybyggede broer Lillebæltsbroen fra Jylland til Fyn og Storstrømsbroen fra Falster til Masnedø og videre over Masnedøbroen til Sjælland. Kampene kostede 16 dræbte og 23 sårede, inden regeringen efter halvanden times rådslagning besluttede at indstille kamphandlingerne.

Danmark var nu besat, men ikke erobret. Besættelsen havde karakter af en såkaldt fredsbesættelse (occupatio pacifica). Besættelsesmagten erklærede, at den «overtager dermed, saa længe denne Krig varer, beskyttelsen af Kongeriget Danmark». Den tyske besættelsesmagt ville «beskytte» Danmark mod en engelsk-fransk besættelse og erklærede fra første færd «hverken nu eller for Fremtiden at antaste Kongeriget Danmarks territoriale Integritet eller politiske Uafhængighed».

Samlingsregeringen indledte allerede fra de første morgentimer den 9. april 1940 den samarbejdspolitik med tyskerne, som kom til at præge det officielle Danmark de næste fem år. Denne politik havde karakter af egentlig kollaboration med tyskerne. Først efter August-oprøret blev regeringens kollaborationspolitik bragt til ophør, da regeringen så sig nødsaget til at indgive sin afskedsbegæring efter den fynsk-jyske folkestrejke i august 1943, som førte til tyskernes krav om dødsstraf for sabotagehandlinger.

Told- og Møntunion kunne slette Danmark fra Europakortet

Der går en lige linie i kollaborationspolitikken fra starten af besættelsen og gennem årene der fulgte. Et regulært nedskæringsfelttog mod landets lønmodtagere var noget af det første, der blev sat i værk af regeringen. En række tvangslove blev vedtaget blot en måned efter den tyske besættelse af Danmark.

Tvangslovene af 8. maj 1940 blev starten på den mest gennemførte udplyndring af arbejderklassen i det 20. århundrede. Krigens byrder blev læsset over på den arbejdende befolkning. Det skete i form af ophævelse af pristalsreguleringen, totalt lønstop, forbud mod strejker, tvungen voldgift, tvangsarbejde til underbetaling, arbejdsdeling og en lønskat.

Arbejdsgivere og kapitalejere indledte et tæt samarbejde med besættelsesmagten. Så tæt, at Danmark en overgang var truet med at blive slettet af Europakortet.

To eksempler illustrerer, hvad det tysk-danske samarbejde kunne have udviklet sig til.

  1. Det ene eksempel er fra sommeren 1940, hvor den danske regering tumlede med planer om total underkastelse under Hitler-Tyskland gennem oprettelse af en told- og møntunion.
  2. Det andet eksempel er fra eftersommeren 1941, hvor regeringen oprettede et særligt «Øst-rumsudvalg», et specielt «tag-selv-bord» i de områder, tyske tropper havde besat i Sovjetunionen og Polen.

En ladeport til den slags ideer blev åbnet den 8. juli 1940, da cementkongen Gunnar Larsen fra F.L.Smidth blev trafikminister, medens formanden for dagbladet Politikens bestyrelse, Erik Scavenius blev udenrigsminister. I sin tiltrædelsestale, som den samlede regering havde godkendt, sagde Scavenius:

«Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave, herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland».

Denne totalt underkastende erklæring fra en varm tilhænger af tyskerne, fik ingen kritiske bemærkninger med på vejen af statsminister Thorvald Stauning eller nogen anden i regeringen eller fra Danmarks dengang rigeste mand, skibsreder A.P. Møller. Den nye, 62-årige udenrigsminister havde netop samme dag forladt Politikens bestyrelse. Her havde han som bestyrelsesformand fra 1932 sat sit præg på bladets redaktionelle linie overfor Hitlers Tyskland.

Det var således Scavenius, der forlangte at bladets chefredaktion skrev en lederartikel i Politiken den 28. april 1940, som med overskriften «Churchill er en farlig Mand» hyldede tyskerne og rejste voldsom kritik af England og dets ledere under Anden Verdenskrig. Lederartiklen betød, at Politiken mistede 15.000 abonnenter i løbet af få dage.

Den tyske besættelsesmagt opfattede den nye udenrigsminister som tyskvenlig. Allerede ni dage efter at Scavenius var blevet udenrigsminister, blev ministeriets øverste chef, direktør Otto Mohr sendt til Berlin ledsaget af Danmarks gesandt i Tyskland, kammerherre Herluf Zahle. De to embedsmænd afleverede en erklæring i det tyske Udenrigsministerium, hvori det blev præciseret, at Danmark var rede til at drøfte det fremtidige samarbejde på det økonomiske område, også selv om der endnu ikke var udsigt til en fredsafslutning. Erklæringen kom helt bag på tyskerne. De havde end ikke turdet drømme om, at et lille land, som de havde overfaldet, godt tre måneder senere i den grad ville byde sig til.

Af notater i Rigsarkivet fremgår det, at Scavenius efter Mohrs besøg i det tyske Udenrigsministerium, beordrede Mohr til at opsøge den tyske ambassadør Ritter i Berlin, for at han kunne bane vej til Hitlers skrivebord; men hvad Scavenius måske ikke vidste var, at Hitler netop havde opfordret Ritter til at planlægge det økonomiske samarbejde efter den forventede hurtige og sejrrige afslutning af krigen i det tyskbesatte Europa.

Den 30. juli, kun 12 dage senere stod Ritter i København med et fuldt færdigt forslag til en told - og møntunion mellem Danmark og Tyskland. Forslagets paragraffer afslørede, at Danmark var færdig som nation. Landet ville simpelthen blive et tysk protektorat, hvor al udenrigspolitik, handelspolitik og erhvervspolitik blev overtaget af tyskerne. Kronen skulle erstattes af den tyske Mark, og aftalen sluttede med, at der skulle nedsættes en særlig kommission med tysk flertal, der skulle afgøre tvivlsspørgsmål.

Unionsplanerne blev for meget, selv for de to mest protyske partier, Venstre og Konservative. Efter nogle møder i Berlin om det tyske forslag, kom der et dansk nej den 23. august 1940. Ved skæbnens ironi, var det en af dem, der havde været med til at støbe kuglerne til en union, trafikminister Gunnar Larsen, der måtte overbringe tyskerne det danske nej. For ikke at ødelægge den gode stemning, blev der nedsat et dansk-tysk udvalg, der skulle «undersøge Mulighederne for øget økonomisk Samarbejde med Tyskland». Der kom aldrig noget konkret ud af udvalgets arbejde. Efter et par år hensov udvalget og tyskerne havde i mellemtiden fået andet at tænke på.

Østrumudvalget - en ny fadæse

Efter at forsøget med at opløse dansk selvstændighed var slået fejl i 1940, satte det tyske overfald imod Sovjetunionen den 22. juni 1941 nye tanker i sving. Først og fremmest blandt erhvervslivets ledere og i storlandbruget øjnedes chancen for ny profit i de landområder, Hitlers hære havde erobret i de første måneder efter overfaldet.

En af de ivrigste for at lancere de nye tanker, var Gunnar Larsen. Selv efter sin tiltræden den 8. juli 1940 som trafikminister i regeringen Stauning styrede han F. L. Smidth - en uhørt dobbeltposition, som måtte give mange habilitetsproblemer, især, da han øjnede chancen for at få fingre i en tidligere dansk cementfabrik i Kunda i Estland.

På få måneder var tyske tropper rykket frem til Moskvas forstæder, og Hitler proklamerede, at det kun var et spørgsmål om dage, inden Sovjetunionen måtte overgive sig. Kort efter gik de tyske angreb i stå, men oplysningerne blev i begyndelsen holdt hemmelige. Derfor var der i Danmark stadig en tyrkertro på, at tyskerne ville vinde, og da Udenrigsministeriet i Berlin midt i september 1941 bød en ny dansk gesandt velkommen, foreslog Hitler, at Danmark skulle deltage «i Genopbygningen af Landomraaderne mod Øst» (Den Parlamentariske Kommissions Beretning V side 558) - og beretningen fortsætter:

«En Maanedstid senere oplyste Minister Renthe Finck under en Sammenkomst i den dansk-tyske Forening overfor trafikminister Gunnar Larsen, at han og Generalkonsul Krüger havde haft en Drøftelse af Spørgsmaalet om, hvordan en dansk Indsats i Genopbygningsarbejdet kunne ske. Trafikministeren havde nogen Tid i Forvejen fra en Kontorchef Wilhelmsen, der dengang var Leder af Erhvervenes Engageringsbureau, modtaget en Plan for en dansk Indsats i Balticum i Form af et Slags dansk-baltisk «Sibirisk Kompagni», der skulle have Koncessioner paa Skovbrug, Landbrug og Minedrift i de baltiske Omraader.»

Danske topledere bed på den tyske madding. De gik straks i gang med at sammensætte et arbejdsudvalg uden om den danske regering. Første møde blev holdt den 11. december 1941, samme dag, som Hitler erklærede USA krig.

Udvalget fik følgende sammensætning: direktør Thorkild Juncker, formand, leder af ØK og Aarhus Oliefabrik og kendt for nazistiske sympatier, civilingeniør Knud Højgaard, direktør for F.L.Smidth, hofjægermester Folmer Lüttichau, godsejer, repræsentant for storlandbruget , fabrikant J. C. Hempel, skibsfarvefabrik Selandia, vinimport m.m., direktør Knud Styhr, ligeledes F. L. Smidth.

Udvalget fik navnet «Arbejdsudvalget til Fremme af dansk Initiativ i Øst- og Sydøsteuropa», og udvalgsmedlemmerne gik straks i gang med at finde ud af, hvor der var noget at hente i de kæmpemæssige landområder, som de tyske hærenheder havde okkuperet.

Der var tætte forbindelser til Udenrigsministeriet og Trafikministeriet, altså netop de to poster i regeringen, hvor ministrene var særdeles venligt stemte overfor den tyske besættelsesmagt i Danmark. Det var ikke meningen, der skulle spilles med åbne kort, og der blev slået hårdt ned, hvis pressen ville skrive om sagen. Det viser et notat i Rigsarkivet skrevet af den tidligere formand for Københavns Journalistforbund, Karl Eskelund. Han var i 1938 blevet chef for Udenrigsministeriets pressetjeneste. Notatet om Østrumudvalget er dateret den 10. september 1942. Det vidner om, at censuren dengang var hård og kontant. Den blev endog gennemført af en mangeårig journalistisk tillidsmand, hvis job havde været, at sikre størst mulig åbenhed for pressen.

I notatet hed det:

«Forsaavidt der fra DNB eller noget andet Bureau maatte fremkomme Meddelelser om Nedsættelse af det saakaldte Østrumudvalg maa saadanne Meddelelser ikke frigives, men skal holdes tilbage. Paa Forespørgsel meddeler Kontorchef N. E. Wilhelmsen, at Grunden til hans Oplysninger til BT og Aftenbladet om Nedsættelsen af Østrumudvalget skyldes den Omstændighed, at Bladene havde ringet ham op og spurgt, hvad Grunden var til hans Fratræden fra Engageringskontoret.»

I et helt år havde den danske befolkning intet fået at vide om forbindelserne mellem danske koncernchefer og Hitler for at «genopbygge» de erobrede landområder i Østeuropa og Sovjetunionen. Nu slap katten ud af sækken. Wilhelmsen var nær blevet fyret, men også han havde gode forbindelser til cementindustrien og Værnemagten. Da det var ham, der havde fostret de store planer i de besatte russiske områder, fortsatte han arbejdet med blandt andet at F.L.Smidth-koncernen tilbageerobrede den store cementfabrik i Kunda i Estland.

Resten af krigen var tusinder af slavearbejdere - hovedsageligt jøder og zigøjnere, uden betaling og i tyfusbefængte barakker - hovedårsagen til at sikre F.L.Smidth-koncernen økonomisk. Ved årtusindeskiftet søgte koncernledelsen at bortforklare de bestialske forretningsmetoder, men da beviserne var for overvældende, indrømmede ledelsen sin medskyld, og oprettede i 1999 som en skinmanøvre en millionfond til ofrene. En fond som næppe vil blive anvendt, fordi ofrene er døde forlængst.

I efteråret 1942 blev arbejdsudvalgets status ændret fra et privat til et udenrigsministerielt udvalg. Under rejser til Berlin - som Gunnar Larsen foretog sammen med udvalgsformanden Thorkild Juncker - blev der truffet aftale om eksport af insulin til F.L.Smidths datterselskab Novotrade og om etablering af cementfabrikker i Ukraine.

Aftalen lød, at der ikke skulle betales med penge, men afregningen skulle ske ved varebytning. Danskerne skaffede lastbiler og skibe til de nyerobrede områder. De skulle også fremskaffe arbejdskraft. Blandt andet blev der lovet grønlandske fangere, som skulle tvangsforflyttes fra Grønland til Estland og sættes ind i Pernnauerbugten. Forslaget var grotesk, idet alle vidste, at Grønland den 9. april 1941 nærmest var blevet foræret bort til USA af den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann.

Forhandlingerne mellem Thorkild Juncker, Gunnar Larsen og tyskerne blev ledet af den specielle udrydder af jøderne, Alfred Rosenberg. Her slog Junckers nazisympatier tydeligt igennem, idet han arbejdede på, som han sagde, at «jødiske Agenturer» i de erobrede områder overførtes til danske nazister.

Da krigslykken for alvor vendte i starten af 1943, tørrede udvalgets aktiviteter ind, og den 29. august 1943 lukkede butikken. Efter befrielsen var der en række afhøringer af arbejdsudvalgets medlemmer, men sagen blev betragtet som et led i kollaborationspolitikken.

De to eneste, der blev fængslet og dømt efter 1945 var Gunnar Larsen og Niels Erik Valdemar Wilhelmsen. Begge havde som direktører ledet «Hans Olsens Børstefabrik», som leverede tusindvis af geværbørster til tyskerne og, som der stod i anklageskriftet, «paa utilbørlig Maade samarbejdet med Besættelsesmagten ved at levere Krigsmateriel til - eller lade udføre Entreprenørarbejder for denne».

Gunnar Larsen var endvidere anklaget for at have ydet økonomisk støtte til «det med Besættelsesmagten samarbejdende Dagblad «Fædrelandet», til «den, den 20. april 1944 aflivede Stikker, Rudolf Christian Marius Christiansen, kaldet «Hestetyven» og til «den med Besættelsesmagten samarbejdende Organisation, «Den Nationalsocialistiske Fagopposition» samt til andre nazistiske Organisationer, der modarbejdede Regeringen og samarbejdede med Besættelsesmagten».

Wilhelmsen havde ud over sit lederjob på børstefabrikken et langt synderegister. Han havde således brugt 5.000 kr., han havde modtaget af «Fru Godsejer Fugmann, for at han skulde anvende det til Bestikkelse af Gestapofolk for at udvirke, at Godsejer Fugmann, der siden 29. december 1944 havde været i tysk Fangenskab, blev frigivet».

Wilhelmsen havde også fået udbetalt 20.000 kr. af Børstefabrikkens bogholder, som han «uretmæssigt havde forbrugt». Han havde også solgt varer til sig selv fra fabrikken, og derefter videresolgt dem med en fortjeneste på 3.800 kr., som han stak i egen lomme.

Anklageskriftet var klart nok, men efter en byretsdom, hvor Gunnar Larsen blev idømt to måneders fængsel, blev dommen appelleret og både Landsret og Højesteret frikendte Gunnar Larsen, som straks efter rejste i eksil til Irland. Her blev han irsk statsborger og direktør på en cementfabrik, indtil han i januar 1973 vendte hjem for at dø på Kommunehospitalet i København, 71 år gammel.

Alle - med undtagelse af Wilhelmsen, som blev idømt seks måneders fængsel - blev således frikendt i Østrumsagen. Sthyr fik kun den straf, at han forsvandt fra Den Blå Bog. Han fortsatte uforstyrret på sine gamle poster til sin død i 1977.

En farlig kurs var sat i gang af danske storkapitalister. Ligesom med unionsplanerne i 1940, kunne dette meget nemt have fået katastrofale følger for Danmark efter krigens afslutning

Begrundelsen for initiativet var - som Gunnar Larsen oplyste i et brev i maj 1942 til den senere statsminister Vilhelm Buhl, før han rejste til Berlin - «at komme i et godt Forhold til saa mange af Tysklands ledende Mænd som muligt af Hensyn til den fremtidige Udvikling». De sidste seks ord burde have fældet Gunnar Larsen, men han slap altså med to måneders fængsel, som siden blev omstødt.

Kollaboratørpolitik under besættelsen

Som så meget andet i de fem besættelsesår, er der en del hemmelighedskræmmeri omkring den famøse dato. Det starter faktisk allerede på selve dagen, hvor en fremmed krigsmagt trænger ind i landet efter en nøje planlagt aktion, som nazisympatisører og tyske spioner havde tilrettelagt gennem årelang virksomhed.

Det første tyskerne ønskede fuld kontrol over var de danske medier. Allerede om eftermiddagen 9. april 1940, krævede de et møde med Udenrigsministeriets embedsmænd, som varetog presseopgaver. Lederen af ministeriets pressebureau, kontorchef Karl Eskelund deltog i mødet, som fandt sted på Hotel D'Angleterre, hvor den tyske ledelse var rykket ind om morgenen.

Eskelund blev anmodet om at lede censuren af alle de godt 300 dagblade, der dengang udkom i Danmark, alle bogudgivelser, opførelse af skuespil på alle landets teatre, revytekster, radioens udsendelser... alt, hvor meninger eller holdninger kom til udtryk skulle han - sammen sin stab af ansatte i det statslige bureau - holde nøje øje med, så der ikke slap oplysninger ud, der kunne genere Værnemagtens optræden i Danmark.

Der var tale om en klar overtrædelse af Grundlovens paragraf om ytringsfrihed, der siger «Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres». Det utrolige ved dette grundlovsbrud er, at det var den tidligere mangeårige formand for Københavns Journalistforbund, Karl Eskelund, der ledede censuren.

Han udarbejdede endog en provisorisk presselov og et cirkulære med strafbestemmelser, der rummede fængsel, bøder, beslaglæggelse af enkelte numre eller total standsning af en avis, et fagblad eller andre skrifter samt af bøger, hvis udgiverne ikke fulgte censuren. Loven fremlagdes af justitsminister Harald Petersen og trådte i kraft den 22. juli 1940 som tillæg til straffeloven. Højeste straf var et års fængsel, hvis et til lejligheden nedsat pressenævns påbud ikke fulgtes. En straframme, som i maj 1942 forhøjedes til tre år.

Dag og nat gennem fem år ankom avisernes og forlagenes redaktionsbude til Udenrigsministeriet med manuskripter til artikler eller bøger. Det hændte, at budene måtte lægge vejen om ad Eskelunds privatadresse i St. Kongensgade. Den røde blyant anvendtes flittigt. Bragte en avis alligevel artikler, som tyskerne ikke kunne lide, trådte pressenævnet, som bestod af chefredaktører, i funktion. Nævnet fik forelagt 120 sager, og idømte en samlet bødesum på 22.275 kr., som indgik i en særlig fond, kaldet «Bødekassen». Oplysningerne om de mange overtrædelser af censuren findes i en bog, som udkom i 1960. Den er skrevet af den senere generaldirektør for Danmarks Radio, Lauritz Bindsløv Frederiksen. Med titlen «Pressen under besættelsen» beskriver han på 552 sider indgående pressenævnets og Eskelunds virksomhed og de mange bøder, bladene blev idømt.

Et par eksempler: Aalborg Stiftstidende gengiver en vits om en tjener, der tæller på tysk ved at sige «Ein, Schwein, Drein». Det giver tusinde kroner i bøde. Syv blade bringer billeder af rutebåden Hammershus, som bliver minesprængt i august 1940 på vej til Bornholm. Alle bladene får en bøde fra 50 til 100 kr. De må ikke fortælle, at der er miner i Østersøen. Politiken får en bøde på 2.500 kr. for at have bragt en kronik 25. september 1940 af journalisten Andreas Vinding om «Paris, Nederlagets By». Artiklen godkendes af det tyske propagandaministerium, men i det tyske gesandtskab i København bliver man opbragt over kronikkens underfundige tone, og det fører til bøden.

Berlingske Aftenavis får i 1943 en bøde på 1.000 kr. af nævnet. Avisen refererer 31. maj 1943 til en tale, handelsministeren holder på de konservatives repræsentantskabsmøde, hvor han beklager, at der ikke er indført kødrationering. Den omtale mener nævnet «kunne bringe Landets Forsyninger paa et livsvigtigt Omraade i alvorlig Fare.»

Efter befrielsen indgik bøderne i en særlig fond: «Den Danske Presses Belønningsfond». Renterne fra fonden anvendes til personer, «der ved deres Arbejde i Pressens Tjeneste har gjort deres Stand og Land Ære» som det lidt finurligt hedder i fundatsen. Gennem mange år uddeles renterne, men i 1987 synes formanden for fondsbestyrelsen, Berlingskes chefredaktør Aage Deleuran, at fonden bør ophøre. Den 9. april samme år foregik «begravelsen» af fonden i tidligere chefredaktør for Information, Erik Seidenfadens hjem. Han fik overrakt en check på 10.000 kr. Ved samme lejlighed fik Land og Folks tidligere chefredaktør Børge Houmann også en check på 10.000 kr.

Begge deltog i modstandskampen. Seidenfaden som leder af dansk pressetjeneste i Stockholm fra 1943-45. Houmann som leder af sabotagen i BOPA, leder af det illegale Land og Folk og medlem af Danmarks Frihedsråd. Et lidet ærefuldt kapitel i den nyere tids danmarkshistorie var slut 47 år efter, at villige chefredaktører havde bøjet sig for besættelsesmagtens krav om censur.

I 1945 da landet atter var frit, opstod der en debat om denne frivillige censur. I Ditlev Tamms doktorafhandling «Retsopgøret efter besættelsen», oplyses det, at der straks efter befrielsen rejses krav om, at Eskelund blev stillet for en tjenestemandsdomstol. Auditøren for denne domstol afviste imidlertid at rejse sag.

En af dem der var særlig forbitret på chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau, er forfatteren C. Soya. Da han tilfældigt mødte Eskelund på et værtshus i det indre København i sommeren 1945, stak han ham en øretæve. Soya begrundede senere sin impulsive handling i harmdirrende pamflet «Dansk retfærdighed, når tyskerne er i landet». Han mener, at det er Eskelunds skyld, at han måtte 60 dage i fængsel i 1942 for manuskriptet til bogen «En gæst», som tyskerne finder er fyldt med giftige hentydninger til deres besættelse af landet.

Eskelund blev kort efter denne værtshusbatalje generalkonsul på den anden side af jordkloden i New Zealand. Det opfattes af mange som en indirekte misbilligelse, men få år efter var han tilbage igen i embedsmandshierarkiet, og han endte som ambassadør i det diplomatiske korps frem til sin død i 1966, 76 år gammel.

Om tysk-dansk militærsamarbejde under besættelsen

På næsten alle samfundets områder slog det, som af nogle kaldes samarbejdspolitik, og af andre, kollaboratørpolitik meget hurtigt igennem. Det gjaldt for eksempel også den fuldstændige underkastelse af dansk militær.

Efter 1945 skrev dagbladet Land og Folks chefredaktør, Børge Houmann et omfattende «Udkast til Besættelsestidens Historie». Materialet, som var opdelt i 19 kapitler og på 4-500 sider, er desværre aldrig blevet offentliggjort. Den helt særlige stil, Børge Houmann anvendte, når han skrev, kommer her til fuld udfoldelse. Her er et af de mange afsnit, hvor Houmann veloplagt fortæller om de intriger, politikerne satte igang omkring dansk militær allerede kort efter besættelsen af landet. Houmann skriver:

«I begyndelsen af juni 1940 indgav generalløjtnant Prior og general Gørtz ansøgning om afsked, men ved indgriben fra ministeriets side lykkedes det indtil videre at få stillet sagen i bero.

Medens der dengang ikke blev givet nogensomhelst motivering for disse opsigtsvækkende skridt, har generalløjtnant Prior i sommeren 1945 - kort før sin død - overfor den parlamentariske kommission forklaret:

Efter at de rester af den danske hær, som tyskerne tillod at bestå, var trukket sammen i garnisonerne i Holbæk, Randers og Sønderborg, erklærede tyskerne, at der netop i disse byer eller deres umiddelbare nærhed, lå nogle for den tyske stat krigsvigtige virksomheder.

Ved Holbæk, Kyndbyværket, i Randers vaggonfabrikken Scandia og i Sønderborg et for Værnemagten meget nødvendigt automobilværksted eller fabrik.

Man måtte nu befrygte, påstod tyskerne, at englænderne ville nedkaste faldskærmssabotører i og omkring de tre danske garnisonsbyer for at sabotere disse krigsnødvendige virksomheder, og da tyskerne i henhold til overenskomst, ingen tropper havde i de tre nævnte byer, forlangte man, at den danske hær skulle bevogte de tre virksomheder og uskadeliggøre de engelske faldskærmsjægere, tyskerne påstod at frygte.»

Til dette krav sagde regeringen straks ja, men general Prior svarede nej, og begrundede sit nej med, at dette fra tyskerne side var et forsøg på at liste Danmark ind i krigen mod England, og dette ville han under ingen omstændigheder være med til.

Regeringen prøvede at tvinge ham til det, men i stedet for at efterkomme ordren, søgte han - der var 65 år - sin afsked efter tjenestemandsloven (og fik den omgående bevilget). I juni 1948 afhørtes forhenværende krigsminister Brorsen i den parlamentariske kommission om det passerede. Efter at være gjort bekendt med general Priors udtalelser, forklarede han:

«Jeg erindrer ganske tydeligt dette om, at der kom en henvendelse. Det skete jo dagligt, enten om det ene eller det anden; men dengang - det var vist i juni 1940 - kommer altså denne henvendelse, eller forespørgsel, om vi vil sætte vagt eller passe på Kyndbyværket, på Scandia i Randers og på en virksomhed i Sønderborg.

Vi drøftede det i ministermøde og var naturligvis ubehageligt berørt af, at vi skulle beskæftige os med dette her, men vi kom hurtigt til klarhed over, at her gjaldt det efter vor opfattelse et taktisk træk fra vor side».

Brorsen forklarede derefter vidt og bredt, at det hele var bar «camouflage», men at Prior ikke ville forstå det. Brorsen sluttede sin forklaring med disse ord:

«Vi ville ikke skyde på Englænderne, ikke under nogen omstændigheder, men det er dog klart, at hvis vi endelig blev tvunget til at have et par soldater derude, kunne vi ikke roligt se på - det er blot et tankeeksperiment - at der trængte engelske faldskærmsfolk ind og lagde dynamit under et eller andet, så hele værket blev ødelagt.

Derfor behøvede man ikke at skyde på dem, og jeg kan parallelt hermed anføre de vagter, vi havde omkring de forskellige depoter og slutte: hvadenten det var englændere, tyskere eller tyrkere, eller hvem der i det hele taget kom, så skulle disse ting forsvares; men det var skam ikke vor mening, at der skulle skydes derude...»

Man forstår, at en ansvarsbevidst general ikke har anden udvej end at pakke sit tøj og gå, når han til overordnet har en krigsminister af denne kaliber. Brorsens udtalelser dækker imidlertid på smukkeste måde regeringens forsøg på at dække sig ind til begge sider. Dens villighed til at tjene tyskerne og dens frygt for at støde englænderne. Nå, regeringen slap da af med general Prior, som ikke evnede at fatte en klar ordre. Til gengæld udnævntes general Gørtz til kommanderende general, og han mestrede til gengæld spillet i enhver henseende.

Såvidt Børge Houmann, som fra efteråret 1942 havde været en art «general» - dvs. øverste chef for en af Europas mest slagkraftige sabotageorganisationer, BOPA.

Stauning i Studenterforeningen

Den 8. marts 1941 gik statsminister Thorvald Stauning på talerstolen i Studenterforeningen i København. Ikke for at tale om studenterpolitik, men for at skitsere Danmarks fremtidsmuligheder efter elleve måneders besættelse:

«Forskellige Staters Ophævelse igennem de svundne Aar og Udviklingen nu under Krigen viser, at Tyskland indtager Pladsen som den centrale Magt, og den vil ogsaa angive visse Hovedlinier - baade af kulturel og økonomisk Art - i Fremtiden. Dette er sagt udfra det der nu foreligger, og deri kan naturligvis ske Ændringer, men det er ikke til at regne med i Øjeblikket. Man gør vel i at regne med de faktiske Forhold og disse viser os Tyskland som den Magt, der nu hersker over væsentlige Dele af Europa (...)».

I marts 1941 var det storpolitiske perspektiv for den danske samlingsregering præget af, at Tyskland beherskede store dele af Nordeuropa og var på vej frem over Balkan til Grækenland, så fascismen ville beherske store dele af Europa fra Nordnorge til det græske øhav.

Nazi-Tyskland ville gennemføre en nyordning af den europæiske økonomi med udgangspunkt i den tyske økonomi, hvilket ville styrke den europæiske konkurrenceevne over for oversøiske handelsnationer. Danmark kunne se frem til mere samhandel med Tyskland. Danmark skulle levere landbrugs- og fødevarer - smør, svin, fedt og heste - til Tyskland for at få brændsel - kul og koks - til gengæld. En harmonisering af priser og en møntunion mellem de to lande ville fremme samhandelen.

Opgaven for landets statsminister var at sikre det politiske systems beståen, bevarelsen af dansk sprog, kongehus, myndigheder med jurisdiktion, flag og forfatning. Så måtte Danmark tilpasse sig Tyskland på det handelspolitiske og valutariske område:

«I denne Planøkonomi vil man sikkert kræve gennemført en moderne Produktionsordning baade i Tyskland og de samarbejdende Lande, ligesom en Ensartethed med Hensyn til Prisniveau og Valutaforhold vil blive tilstræbt, og en fælles Kreditgivning vil sikkert ogsaa blive etableret.»

Her var de første resultater efter at regeringen og Socialdemokratiet havde afværget de danske nazisters og en del erhvervsfolks anslag mod det politiske system i efteråret 1940. På socialdemokratiske massemøder i Forum og i Tivolis koncertsal sagde Stauning:

«Der er gaaet lang Tid, siden vi mødtes i store Forsamlinger, vi er inde i en mørk Tid og har længe været hæmmet i vore Bevægelser. Men det er nyttigt, at vi viser, der er Liv. Man maa ikke faa den Tro, at Socialdemokratiet er faldet om af Skræk. Vi lever, vi virker og vi ønsker at fortsætte Livet og udrette noget til Gavn for det danske Folk og vort Land.»

Statsminister Thorvald Stauning var villig til at styrke nazi-Tysklands økonomiske formåen:

«Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raadende ud i Fremtiden. (...) Der tænkes sikkert paa en Arbejdsdeling i Europa, og for saa vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri Anledning til Indsigelser! Meningen vil være at give Tyskland og de med Tyskland samarbejdende Lande forøgede Produktions- og Omsætningsmuligheder. Arbejdsdelingen og en fornuftig ordnet Produktion og Omsætning vil gøre dette Europa meget stærkt overfor Blokade og vil ogsaa kunne fremme en Højnelse af Levevilkaarene. (...)»

En højnelse af levevilkårene var en del af Socialdemokratiets politik efter 12 år i regering og navnlig efter 1930'ernes økonomiske krise og de ekstraordinære økonomiske vanskeligheder i det første år af besættelsen. For at bevare ledelsen af landet var det vigtigt at få opbakning til den foreslåede tilpasning til den europæiske nyordning. Statsministeren ville gerne overvinde enhver modstand:

«Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den Tilpasning, jeg her har antydet, naar Tiden dertil er inde, og den vil ikke være så afskrækkende, som nogle maaske vil synes. Det er en Udvikling, som kræves, og det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver.»

Befolkningen skulle ikke blande sig i den politiske situation:

«Baade her i Byen og i Provinsen er der forefaldet alvorlige Tilløb til Uroligheder, men Politiet har gjort sin Pligt, og det blev ved Tilløbene og nogle højst utiltalende Optøjer. For den danske Befolkning vil det fremdeles være af afgørende Vigtighed, at Ro og Orden bevares.»

Stauning sluttede sin tale med et håb om, at «vi vil komme igennem Tidens Vanskeligheder, og at vi igen oplever at se Danmark frit og selvstændigt.»

Stauning skulle komme til at opleve flere «højst utiltalende Optøjer» ved studenternes protest imod Danmarks underskrivelse af antikominternpagten i november 1941. Han kom derimod ikke til at opleve Danmark frit og selvstændigt. Stauning døde i 1942.

Samme aften som Stauning talte i Studenterforeningen i 1941 havde Jakob Kronika, Nationaltidendes redaktør i Berlin, lejlighed til at høre den tyske propagandaminister Joseph Goebbels tale i Presseklubben i Berlin. Jakob Kronika spurgte om Tysklands mening om «det nye Europa». Goebbels svarede: «Alle europæiske Lande maa forenes til een kontinental Helhed. Det ene land maa ikke længere modvirke det andet. Produktion og Arbejde maa fordeles efter en fornuftig Plan. Et Jordbrugsland skal ikke opbygge en mere eller mindre kunstig Industri eller omvendt.»

Statsminister Staunings tiltro til Tysklands militære og økonomiske styrke kunne kombineres med Socialdemokratiets faste greb om fagbevægelsen. Eksporten af landbrugsvarer til Tyskland foregik uforstyrret og gav ikke partiet Venstre anledning til at presse Socialdemokratiet mere end ellers. Og regeringen havde efterkommet de tyske krav om, at der skulle leveres dansk arbejdskraft til de tyske kulminer. Ellers ville det gå ud over kulleverancerne til Danmark. 1941 blev det år, hvor der var flest danske arbejdere i Tyskland. Landbrugseksport og dansk arbejdskraft var to vigtige bidrag til landets tilpasning til «det nye Europa».

Flygtningehjælp

På flygtningeområdet tog Danmark imod i tusindvis af flygtninge fra Tyskland. Det tyske kommunistparti (KPD) og det tyske Socialdemokrati (SPD) blev forbudt i 1933. Mange af deres medlemmer og tilhængere flygtede ud af landet og kom til Danmark, navnlig illegalt via Sønderjylland, eller legalt med færgen fra Warnemünde til Gedser eller med udflugtsskib til København. De politiske flygtninge fik efterhånden følgeskab af mange landsmænd med jødisk baggrund, efterhånden som jødeforfølgelserne tog til i Tyskland, men mange af de flygtninge, der krydsede grænsen, blev sendt tilbage til nazi-Tyskland.

Fra 1938 ønskede tyskerne en mere effektiv afspærring af den 67,6 kilometer lange grænse i Sønderjylland mellem Danmark og Tyskland. Den 24. juni 1938 besluttede regeringen efter forslag fra udenrigsminister Peter Munch at indføre visumtvang. Visumtvangen fik straks konsekvenser. I perioden fra 1. juli til 1. oktober samme år forsøgte 527 tyske flygtninge at krydse grænsen illegalt. 291 af dem blev afvist med det samme og måtte vende tilbage til Tyskland. Yderligere 55 sendtes retur efter en kortvarig undersøgelse. Bevogtningen ved grænsen blev skærpet, og grænsegendarmerne fik ordre til straks at føre flygtningene over grænsen. Tidligere skulle de afleveres til politiet til forhør eller videresendes til København, hvilket kunne udsætte eller forhindre en udvisning.

Behandlingen af flygtningene faldt ind under fremmedloven af 1875. Den blev hvert andet år taget op til behandling i Rigsdagen, både i Folketinget og Landstinget, senest i marts 1940. Hvis flygtningene ikke kunne få opholdstilladelse, kunne de i henhold til fremmedlovens §14 «undergives Politiets Tilsyn og Bevogtning indtil Bortsendelse kan finde Sted». Ved lovens revision i marts 1940 skærpedes loven, så danskere kunne straffes med bøde, hæfte eller indtil seks måneders fængsel, hvis de havde kendskab til udlændinges illegale indrejse og ophold i Danmark.

Stramningerne havde blandt andet baggrund i, at det tyske kommunistpartis ledelse i Skandinavien havde forbindelse til Kommunistisk Internationale i Moskva, især til sabotagegruppen omkring Ernst Wollweber. Wollweber stod under den spanske borgerkrig bag sabotagen mod skibe fra Franco-Spanien og Tyskland, der var til reparation på værftet i Frederikshavn. Wollwebers sabotagegruppe arbejdede for Komintern og havde også hvervet medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), dog uden at DKP stod bag sabotagen, men tværtimod ekskluderede de medlemmer, der havde deltaget.

Debatten i Folketinget om fremmedloven afslørede forskellige opfattelser i regeringen. Den socialdemokratiske partiformand Hans Hedtoft-Hansen betegnede loven som liberal, hvilket ikke var acceptabelt for den radikale ordfører Valdemar Sørensen. Denne dobbelthed og stramningerne i slutningen af 1930'erne blev også understreget af den socialdemokratiske justitsminister Svend Unmack Larsen ved forelæggelsen i 1940 af den reviderede fremmedlov: «Loven administreres saa skarpt, at der bogstavelig talt ikke kommer nogen Emigrant ind i Danmark i Dag, uden at der paavises ganske særlige Grunde». I samtiden brugte man i vid udstrækning ordet emigrant som betegnelse for en flygtning. Udtrykket anvendtes både af myndigheder og af flygtningene selv.

I maj 1940 opholdt der sig i Danmark 8.155 tyskere, 6.664 svenskere, 4.384 statsløse, 3.197 polakker, 1.779 nordmænd, 1.371 amerikanere, 892 englændere, 305 fra Sovjet og 302 fra Italien. Af de 8.155 tyskere var godt 1.550 registreret som flygtninge, 66% af jødisk afstamning, cirka 12% socialdemokrater, næsten 10% kommunister, cirka 8% såkaldte åndsarbejdere og knap 5% fra Tjekkoslovakiet.

Hjælp til flygtningene var en privat opgave, da de ikke fik offentlig hjælp. Derfor opstod en række hjælpeorganisationer:

Forholdet til nazi-Tyskland påvirkede også ytringsfriheden. Allerede i 1934 havde statsminister Stauning foreholdt pressen, at den havde et ansvar, når den skrev om fremmede magter. I dele af den konservative presse fandtes mange tyskvenlige synspunkter, mens regeringsaviserne Social-Demokraten og Politiken og det kommunistiske Arbejderbladet fortalte om undertrykkelsen i Tyskland. Der var dog også konservative journalister som Nicolai Blædel, der i den konservative presse og i radioen oplyste om nazismens fremfærd. Der er enkelte journalister og forfattere, der igennem 1930'erne fremførte de antinazistiske synspunkter så som forfatterne Martin Andersen Nexø og Poul Henningsen, tegnerne Hans Bendix og Herluf Bidstrup og Politiken-journalisten Ellen Hørup.

De forrådte

For de tyske Hitler-flygtninge opstod der en vanskelig situation den 9. april 1940. Det fascistiske diktatur, de var flygtet fra, bestemte nu i sidste instans over deres skæbne. Allerede i april 1940 foretoges de første anholdelser, primært blandt de socialdemokratiske flygtninge som for en stor dels vedkommende var ved at organisere flugt til Sverige med danske partifæller som hjælpere.

Den 29. maj 1940 stillede Gestapo krav om at dansk politi skulle anholde og internere en række navngivne tyske flygtninge. De var eftersøgte af tyske domstole for højforræderi og kunne med deres statsfjendtlige virksomhed udgøre en trussel mod opretholdelsen af den offentlige sikkerhed og orden og mod de tyske tropper i Danmark. Sådan lød begrundelsen. Det er svært at få dette trusselsbillede til at passe med indtrykket af de spredte grupper af flygtninge, hvoraf mange nærmest var subsistensløse og henvist til husly og økonomisk bistand hos solidariske hjælpeorganisationer i et land, som ikke i udpræget grad var antinazistisk.

De danske myndigheder kunne ikke længere opretholde løftet til flygtningene fra besættelsens allerførste dage om at de ikke behøvede frygte frihedsberøvelse, selv om Tyskland havde besat Danmark. Den 23. juli 1940 afleverede tyskerne en navneliste med 56 flygtninge, som man ønskede interneret. Det var ikke overrumplende, at tyskerne ville have deres flygtede politiske fjender anholdt. Det var heller ikke overrumplende, at de danske myndigheder efterkom kravet, men det blev efterkommet nidkært, som om flygtningene var kriminelle, og der blev ikke gjort noget forsøg på at advare flygtningene i tide.

Den 26. juli gennemførtes den første razzia mod flygtninge, primært i København, men også i Kolding, Fredericia og andre byer. Efter anholdelsen anbragtes flygtningene først i arresten, derefter i Vestre Fængsel og 21 af fangerne overførtes den 23. august 1940 til Horserødlejren i Nordsjælland, hvor Emigrantlejren blev etableret som særlig interneringslejr for Hitlerflygtninge. Emigranter var samtidens betegnelse for de tyske flygtninge. De internerede var kommunister, socialdemokrater og jøder med eller uden politisk tilhørsforhold. Emigrantlejrens træbarakker var i en ringe stand, og fangerne klagede endvidere over dårlige hygiejniske forhold og endnu mere over chikane fra fængselsinspektøren i lejren, Alfred Klaudius Bentzen, dels i det daglige, men også i forbindelse med besøgsreglement og censur af breve.

Emigrantlejren fungerede som interneringslejr i perioden fra den 23. august 1940 til den 2. august 1941, hvor lejren blev tømt for de sidste tyske fanger for at give plads til de mange anholdte efter politirazziaen mod kommunisterne den 22. juni 1941 og i tiden derefter. I alt var der interneret 70 fanger, som var blevet anholdt af danske betjente i perioden fra den 18. april 1940 til den 18. januar 1941. Af de 70 blev 22 løsladt i perioden fra den 6. september 1940 til den 20. august 1941. Blandt gruppen af løsladte var 14 af jødisk afstamning, 10 af dem var socialdemokrater samt en enkelt kommunist. Der var en pæn andel af bedrestillede folk i forhold til gruppen af udleverede.

48 blev udleveret til Tyskland i tiden fra den 18. september 1940 til den 3. august 1941. De 48 udviste Horserødfanger udgjorde en betydelig del af det samlede antal udviste Hitler-flygtninge på 132 i perioden fra 1940 til 1943, fordelt med 42 i 1940, 74 i 1941 og 16 i 1942.

Blandt de 48 udleverede Horserødfanger var trefjerdedele kommunister, heriblandt de to rigsdagsmedlemmer Johan Hermann Schuldt og Paul Kreft, eller forhenværende partimedlemmer og seks socialdemokrater. Fangerne i Horserød var alle mænd, men udvisningen af dem berørte også kvinder. Enkelte fængslede kvinder i Vestre Fængsel sendtes af sted sammen med fangerne fra Horserød. 34 Horserødfanger, to mandlige og fem kvindelige fanger fra Vestre Fængsel blev deporteret til Tyskland den 3. august 1941. Derudover udvistes hele familier til fangerne. Koner og kærester, hvad enten de var tyske statsborgere eller gjort statsløse, blev udvist sammen med deres børn, således elleve kvinder og tolv børn den 16. september til Flensborg.

For flygtningene betød udleveringen lange forhør hos Gestapo, som var ude efter oplysninger om modstandsarbejdet hjemme i Tyskland og i udlandet for at optrevle de illegale netværk. De deporterede Horserødfanger blev idømt fængselsstraffe på op til 15 år. Nogle havnede i koncentrationslejre. Andre blev sendt med straffekompagnier til østfronten i Anden Verdenskrig eller til Sydeuropa for at bekrige partisanerne i Jugoslavien og Grækenland. Udleveringen fik fatale konsekvenser for Max Ciesielsky, Ernst Prussat og Ernst Sasse, der alle tre blev henrettet, efter dom eller vilkårligt.

Max Ciesielsky meldte sig i 1919 som 18-årig ind i det nystiftede kommunistparti i Tyskland, var i Halle i 1920'erne leder af en af partiets celler - det vil sige af en af afdelingerne . Efter nazisternes magtovertagelse var han fortsat politisk aktiv og deltog i fremstilling af illegale tryksager. Hustruen Anni kom til forhør hos Gestapo, men inden hun skulle stilles for retten, flygtede parret i 1933 til Danmark. Max Ciesielsky meldte sig som frivillig til den spanske borgerkrig, hvorfra han vendte tilbage til Danmark i 1938. Efter udleveringen til Tyskland i 1941 havnede han i koncentrationslejren Sachsenhausen ved Berlin, hvor han blev myrdet kort før nazi-Tysklands sammenbrud.

Ernst Prussat, en 44-årig kommunistisk kullemper flygtede til Danmark i slutningen af 1934 efter to ophold i de allerførste nazistiske koncentrationslejre. Hans kone Erna kom til Danmark året efter. Under sit eksil i Danmark var Ernst Prussat kontaktmand til tyske antinazistiske havnearbejdere og søfolk. Da det danske politi gik i aktion mod flygtningene den 26. juli 1940, var kriminalbetjentene også på jagt efter Prussat. Selv om de mødte op på hans bopæl klokken 5.30, traf de ham ikke hjemme, men flygtningen stolede på de danske myndigheder, så han mødte selv op på Københavns Politigård over middag og blev indsat i arresten og «udsendt» til Tyskland i 1941, som det hed i myndighedernes sprogbrug. I september 1942 idømtes han tre år og tre måneders tugthus, men nazisterne kom på andre tanker i deres videre optrevlingsarbejde af den tyske modstandsbevægelse. Da dømtes Prussat til evig æresfortabelse og til døden for højforræderi og blev henrettet den 19. maj 1943.

Ernst Sasse, en 48-årig kommunist fra Potsdam, nåede for sit parti at blive valgt til medlem af magistraten i bydelen Pankow i Berlin få måneder før nazisternes magtovertagelse. Sasse blev eftersøgt af politiet, indtil han i 1935 flygtede til Tjekkoslovakiet, hvor der i 1937 blev foretaget en razzia af det tjekkiske politi blandt de tyske flygtninge i landet. Sasse vendte atter tilbage til Tyskland arbejde og var stærkt involveret i det illegale tyske kommunistpartis arbejde, blandt andet med forbindelsen til Tjekkoslovakiet. Sasse var da også med i ledelsen af det tyske kommunistpartis eksilgruppe, da han kom til Danmark. Han er blandt den første større gruppe på otte, der blev udleveret fra Horserød i januar 1941. I juni 1942 blev han idømt ti års fængsel, men det beskyttede ham ikke mod vilkårlighed. Kort før nazi-Tysklands nederlag blev han hængt i fængslet i Neubrandenburg.

Og der er vidnesbyrd om yderligere fem fanger, der døde under fangenskabet: Paul Ahrenholt, Hermann Amter, Walther Gollmick, Paul Kreft og Wilhelm Wittkowsky. Mange af de deporterede klarede sig på forskellig vis igennem opholdet i fængsler, tugthuse, kz-lejre og kamphandlinger ved fronten. Mange af de overlevende vendte efter krigen tilbage til Danmark.

Behandlingen af fangerne i Horserødlejren, behandlingen og afgørelsen af deres sager i Justitsministeriet viser megen fejhed og opportunisme fra embedsmændenes side, men også direkte chikane. Decideret antikommunisme er det næppe overraskende at støde på, men derimod var der en del eksempler på antijødiske holdninger. En ung mand blev nægtet ret til at gifte sig med sin danske kæreste, der ikke var jøde. Begrundelsen for afslaget var, at et sådant ægteskab ikke ville være gyldigt efter tysk ret. Det var ligefrem de ægteskabsstiftende danske myndigheders opgave at modvirke uønskede ægteskaber. Endnu værre er det at danske myndigheder udviste andre tyske jøder, selv om man var bekendt med nazi-Tysklands forfølgelse af jøderne hjemme i Tyskland. Men det paradoksale er, at Tyskland i 1940 og 1941 sådan set ikke var interesseret i at få flygtede jøder tilbage. Det er medvirkende årsag til, at flere jøder blandt Horserødfangerne slap for udvisning og dermed undgik forfølgelse og udslettelse i tyske kz-lejre. Det var først fra begyndelsen af 1942, at nazisterne ville Tysklands og Europas jøder endegyldigt til livs.

Tyske Hitlerflygtninge blev af det danske retsvæsen behandlet ringere end kriminelle, som vidste at de havde handlet mod loven. Alligevel kom de for en dommer inden 24 timer, sådan som Grundloven foreskrev. De fik en forsvarsadvokat, kunne modtage besøg og skrive breve og fik lov til at tale deres eget sprog.

De tyske flygtninge blev anholdt og interneret i medfør af fremmedloven, men de havde ikke overtrådt nogen dansk lov. De kom ikke for en dommer, fik ingen forsvarsadvokat. Hvis de overhovedet fik lov til at modtage besøg, skulle de som hovedregel tale dansk. Og de blev udsat for censur af deres breve. Men interneringen var administrativ, og så gjaldt Grundlovens bestemmelser ikke, selv om embedsmændene selv opfattede interneringen som en slags varetægtsfængsel, hvor Grundlovens bestemmelser egentlig også omfattede udlændinge.

De danske myndigheder truede adskillige Horserødfanger og deres familier med udvisning, hvis de ikke makkede ret, og embedsmændene var stærkt optagede af flygtningenes evne til at forsørge sig selv og deres familier.

I juli 1941 skulle der tages stilling til udlevering af 42 mandlige flygtninge, deres koner og børn, otte af hver. Tage Schelle, nyudnævnt sekretær i Justitsministeriets 3. ekspeditionskontor udformede i juli 1941 et notat, hvor han skulle finde begrundelser for at udvise flygtningene, hvoraf to tredjedele var Horserødfanger, anholdt ved tidligere razziaer, mens resten var anholdte efter den 22. juni 1941:

«Her i Landet er de alle 40 anerkendt som politiske Flygtninge omend ud fra et meget spinkelt Grundlag. Men for de fleste kan man roligt gaa ud fra, at det vil være et Held at blive af med dem ud fra fremmedlovgivningsmæssige Hensyn. Det drejer sig om Personer, der vanskeligt kan akklimatisere sig her i Landet. En Del vil have vanskeligt ved at finde Arbejde og er derfor henvist til Socialhjælp. En lang interneringsperiode vil jo kun øge Vanskelighederne.

Ni er gift med danske Kvinder og har derved en særlig Tilknytning. Om disse Ægteskaber er af større etisk Værdi er selvfølgelig vanskeligt at bedømme. Nogle af Ægteskaberne synes lidt Proforma. Man bør formentlig lade disse Tilfælde udgaa til nærmere Undersøgelse hos Statsadvokaten. Navnlig er det ikke helt klart, om Hustruen vedblivende nærer Ønske om, at leve sammen med den Paagældende, hvoraf en Del jo har været interneret i længere Tid.

Jeg har forstået paa Odmar, at Tyskland intet vil have imod enkelte Undtagelser. Et andet Spørgsmaal er: Hvad skal vi foretage med dem, der har tyske Hustruer og Børn her? Jeg mener ærlig talt, at vi bør søge at blive af med disse Familier, der ganske overvejende lever af Socialhjælp og er uden Fremtidsmuligheder...»

Forræderiet mod fangerne skulle begrundes med socialpolitiske og økonomiske hensyn, men de internerede havde jo i sagens natur ingen muligheder for at tjene til livets ophold, og de danske myndigheder var meget tilbageholdende med at give arbejdstilladelser. Det gjaldt om i kollaborationspolitikkens navn at slippe af med flygtningene så hurtigt og så smertefrit som muligt, selv om man kendte til faren for fangerne. En kollega til Tage Schelle trøstede sig dog med, at tyskerne havde lovet, at man ikke ville genoptage gamle højforræderisager fra før 1933. Men 1933 var jo netop året for nazisternes magtovertagelse. Og flygtningene var alle kommet til Danmark i 1933 eller årene derefter frem til 1939.

Grundlovsbrud

Et af de mest overrumplende træk ved den tyske besættelse af Danmark var, at Danmarks Kommunistiske Parti ikke blev forbudt med det samme, som nazisterne havde gjort med kommunistpartiet hjemme i Tyskland efter det sidste rigsdagsvalg den 5. marts 1933. De danske kommunister var selv overraskede over, at de fik lov til at forblive legale i lang tid. Men søndag den 22. juni 1941 var det slut.

Ved tre-tiden om morgenen gik Tyskland sammen med dets allierede Finland og Rumænien til angreb på Sovjetunionen. Samtidig i København ringede den tyske gesandt, rigsbefuldmægtiget Cécil von Renthe-Fink personligt til Nils Svenningsen, direktør i det danske udenrigsministerium. Svenningsen blev bedt om at møde på det tyske gesandtskab på Kastelsvej. Her blev Nils Svenningsen orienteret om Tysklands overfald på Sovjetunionen. Renthe-Fink krævede endvidere, at der blev truffet en række sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Udenrigsministeriets direktør blev bedt om køre over til Dagmarhus, besættelsesmagtens hovedkvarter på Rådhuspladsen. Her mødte han Eivind Larsen, statsadvokaten for særlige anliggender, som dagen i forvejen var udnævnt til særlig politidepartementschef i Justitsministeriet. Eivind Larsen var blevet tilsagt af Paul Kanstein, den ansvarlige for den tyske forvaltning i Danmark.

Fra tysk side deltog endvidere et par af Kansteins medarbejdere, Friedrich Stalmann og politiattaché Anton Fest, leder af det tyske politi ved gesandtskabet. Fra dansk side deltog endvidere vicepolitichef Arthur Dahl, politiinspektør Svend Holten og O.Linstow, kontorchef hos rigspolitichefen. Tyskerne overrakte besættelsesmagtens krav til Nils Svenningsen og Eivind Larsen:

«Arrestation og Internering:

  1.  
    1. af alle vaabenføre Mænd, der har sovjetrussisk Statsborgerret,
    2. af alle andre sovjetrussiske Statsborgere, der mistænkes for at udøve Spionage eller Sabotage,
    3. af alle statsløse Personer, der tidligere har været Statsborgere i Sovjetunionen eller det russiske Kejserrige, og som mistænkes for at udøve Spionage eller Sabotage,
    4. af alle tyske, udenlandske og statsløse Kommunister
    5. af alle ledende danske Kommunister, herunder ogsaa de kommunistiske Rigsdagsmænd,
    6. af alle danske Kommunister, der mistænkes for at udøve Spionage og Sabotage».

Disse krav fik katastrofale følger for Danmarks Kommunistiske Parti og dets knapt 6.000 medlemmer, eftersom statsminister Thorvald Stauning erklærede, at de tyske krav skulle efterkommes, da Nils Svenningsen i en sen nattetime ringede til ham og forelagde de tyske krav. Tyskerne var velforberedte. De mødte op med et specialkartotek med 66 navne på kommunister, der skulle arresteres. Det var ledende medlemmer af DKP's centralkomité, af Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKP's medlemmer af Folketinget og af Borgerrepræsentationen i København, ledere i organisationer med tilknytning til DKP og medarbejdere ved kommunistiske blade og tidsskrifter.

Det tyske kartotek var ikke et resultat af tysk efterretningsarbejde. Det var i nøje overensstemmelse med det kartotek af 17. september 1940, udarbejdet af overbetjentene Christian Madsen og Verner Dinesen fra afdeling D ved opdagelsespolitiet i København efter ordre fra politikommissær Jens Peter Odmar og herefter overrakt til den tyske besættelsesmagt.

Det danske politis razzia den 22. juni 1941 førte til arrestation af 38 af de 66 personer i det dansk-tyske specialkartotek, 22 fra København og 16 fra provinsen. Inden et år fangede det danske politi yderligere 17 af de resterende 28. Og det danske politi nøjedes ikke med at følge det tyske krav fra den 22. juni 1941. Danske politifolk anholdt fem gange så mange, som tyskerne havde forlangt. Af en opgørelse fra Justitsministeriet fra 1942 fremgår det, at der i perioden fra den 22. juni til den 22. august 1941 blev foretaget 295 anholdelser, 155 i København og 140 i provinsen. 116 af dem sad inde den 22. august 1941. Resten var blevet løsladt i mellemtiden.

Den 22. august 1941 var den dag, hvor lov nr.349 om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed trådte i kraft. Kommunist-loven blev vedtaget enstemmigt af Folketingets øvrige partier: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Retsforbundet og Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (nazi-partiet). Ved behandlingen i Folketinget kappedes partiernes ordførere om at være de mest ivrige antikommunister.

Et af de særlige tyske krav ved Tysklands angreb på Sovjetunionen var anholdelse af DKP's tre folketingsmedlemmer, Aksel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen. DKP-formand Aksel Larsen var den 22. juni 1941 på cykeltur i Jylland sammen med sin kone Helga Kastoft og slap således fri i første omgang og kunne indtil november 1942 lede sit parti igennem den første svære illegale tid trods et ihærdigt politiarbejde med døgnovervågning af adskillige boliger, endevending af skraldebøtter, brevcensur og telefonaflytninger.

Alfred Jensen, DKP's næstformand nød den dejlige sommersøndag med et herligt måltid mad med nyopgravede kartofler og friskplukede jordbær hos en boelsmand ved Ballen Strandskov på Samsø, efter at han aftenen i forvejen havde talt ved et politisk møde i Tranebjerg. Ved halvet-tiden blev han anholdt af to betjente fra Århus, som skulle fragte ham til Politigården i København, men på Københavns Hovedbanegård lykkedes det Alfred Jensen at stikke af fra betjentene, og han var resten af besættelsestiden med i den illegale partiledelse.

Værre gik det for Martin Nielsen, som ved siden af folketingsarbejdet var redaktør på DKP's avis Arbejderbladet. Lørdag den 21. juni havde han aftenvagt på avisen. Her diskuterede han situationen sammen med Thorkild Holst, en anden ledende kommunist, som mente, at det nu blev krig, hvilket Martin Nielsen ikke troede på var umiddelbart forestående. Thorkild Holst tog denne aften ikke hjem til sin bopæl, men overnattede hos sin kæreste Lise og undgik dermed arrestation den næste morgen. Thorkild Holst havde en vigtig post i DKP's ledelse resten af besættelsestiden med ansvar for forbindelsen mellem partiets ledelse og dets distrikter og afdelinger.

Martin Nielsen havde planlagt at tage i skoven med sin kone Agnes og parrets tre-årige søn Anton. Den skovtur gik i vasken, eftersom han blev arresteret af to danske kriminalbetjente, som havde fået forstærkning af den tyske politiattaché Anton Fest. I stedet for en skovtur blev det til fire års fangenskab for Martin Nielsen, inklusive halvandet år i kz-lejren Stutthof, efter at danske politikere og myndigheder den 29. august 1943 svigtede de 243 fanger, der var interneret i Horserødlejren i Nordsjælland .

Inden sammenbruddet for regeringens kollaboration med besættelsesmagten den 29. august 1943 foregik der en intensiv politijagt på kommunister og andre modstandsfolk med fortsatte arrestationer, men også med forhandlinger med tyskerne om løsladelse af nogle af de folk, som var blevet anholdt. I begyndelsen af november 1942 gennemførte dansk politi endnu en stor razzia efter tysk krav, lige så omfattende som den i juni 1941. Baggrunden var det omsiggribende modstandsarbejde med egentlige sabotageaktioner. I begyndelsen af november 1942 udnævnte tyskerne en ny rigsbefuldmægtiget, Werner Best. Han skrev i sine erindringer:

«Samtidig begyndte sabotagen i Danmark at tage til, og man kunne se, at der lå en central planlægning bag. Når man ser tilbage på den tid, kan man vel sige, at kommunisterne, som efter juni 1941 var drevet ud i en illegal tilværelse, var de første og, i sammenligning med de senere tilkomne «borgerlige» organisationer, også de mest radikale aktører i minikrigen.»

Razziaen i november 1942 var primært rettet mod de ledende kommunister, der fortsat var på fri fod, «mindre kommunistiske partifunktionærer» som de blev betegnet i myndighedernes sprogbrug og ikke mindst de danske frivillige fra den spanske borgerkrig. 330 borgere blev af justitsminister Eigil Thune Jacobsen indstillet til forvaring. Det samlede antal anholdelser nåede op på 252, således at det samlede antal internerede den 9. december 1942 var oppe på 353. Arrestationsbølgen i november 1942 ramte følgende personer:

Arrestationsbølgerne i juni 1941 og november 1942 var alvorlige anslag mod det illegale kommunistiske partis organisationer, men det lammede ikke deres modstandsarbejde, som fra vinteren 1942-1943 også blev opmuntret af vendingen i storpolitikken, hvor Tyskland begyndte at lide nederlag ved fronterne. Den nyoprettede modstandsgruppe Kommunistiske Partisaner under ledelse af den tidligere spaniensfrivillige Eigil Larsen, der var flygtet fra Horserødlejren i juni 1942, gennemførte natten mellem den 6. og 7. november en succesrig jernbanesabotage ved Espergærde, hvor et tysk godstog blev afsporet.

Arrestationen og interneringen af kommunisterne og Rigsdagens vedtagelse af kommunist-loven var brud på Danmarks Riges Grundlov, senest revideret i 1920. Følgende paragraffer i Grundloven blev overtrådt:

Grundlovsbrud var en alvorlig sag. Den fulde ordlyd af Grundlovens paragraf 42 lød: «Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder dertil sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi.»

Efter Danmarks befrielse i 1945 udarbejdede modstandsorganisationen Frit Danmark en hvidbog om besættelsestiden. Den samlede redaktion på 49 mænd og en kvinde var enige om, at «ikke alene Justitsministeren, men ogsaa de andre Medlemmer af Regeringen samt alle de Embedsmænd inden og uden for Politiet, der har bistaaet ved Forfølgelsen og Anholdelsen af det kommunistiske Partis Rigsdagsmedlemmer har begaaet Højforræderi.»

Men der blev ikke rejst nogen sag, hverken mod folketingsmedlemmerne bag kommunist-loven, regeringens medlemmer eller embedsmændene. For nogle af de implicerede embedsmænd endte karrieren som præsident for højesteret, præsident for landsretten, præsident for sø- og handelsretten, landsdommer, politidirektør i København og politimester. Ingen embedsmand, der havde deltaget i forfølgelsen af kommunisterne, fik noget knæk i sin karriere.

Ofrene for politikernes og myndighedernes grundlovsbrud blev omkring 600 danskere, for 90 procents vedkommende medlemmer af det kommunistiske parti, der blev taget i forvaring. En af dem var fabriksarbejder Jenny Hansen, der i oktober 1941 blev valgt til næstformand i afdeling 5 under Kvindeligt Arbejderforbund. Hun var folketingskandidat for DKP i 1935 og 1939 og var som eneste kvinde og arbejder med i ledelsen af 1937-komiteen, som var en af hjælpeorganisationerne for tyske Hitlerflygtninge i Danmark. Efter tæt samarbejde mellem kontorchef Jens Herfelt i Justitsministeriets 3. ekspeditionskontor og Laurits Hansen, daværende LO-formand, som anså Jenny Hansen for «meget farlig», blev Jenny Hansen arresteret i november 1941. Jenny Hansen havde kun lov til at modtage besøg efter tilladelse fra og under kontrol af Venstre Fængsel, som også kontrollerede hendes brevveksling. Hun led af psykiske depressioner og en livstruende hjertesygdom, som trods mange hospitalsindlæggelse førte til hendes død, 46 år gammel og fortsat i fangenskab, den 2. september 1944 på Holbæk sygehus.

Tyskerne fik fat på en fjerdedel af de omkring 600, der var interneret i perioden fra juni 1941 til den 29. august 1943, da tyske tropper rykkede ind i Horserødlejren, hvor der dengang sad 243 fanger, hvoraf det lykkedes 93 at flygte over hegnet omkring lejren. 150 fanger - 143 mænd og syv kvinder blev deporteret til Stutthof, hvor 21 af dem - 20 mænd og en kvinde - mistede livet.

Forfatteren og musikeren Arne Sode var ikke kommunist, men deltog i den spanske borgerkrig som samarit. Han blev arrestereret i november 1942. Myndighederne var godt klar over, at arrestationen beroede på en fejltagelse, men de skulle forhandle med tyskerne om løsladelse, men han slap ikke fri, heller ikke den 29. august 1943, men var blandt de deporterede til Stutthoflejren, hvor han døde den 23. februar 1944 som følge af en knoglemarvsbetændelse. Arne Sode blev 30 år gammel.

Kontorist Hans Peter Andersen fra Burmeister & Wains skibsværft i København blev medlem af DKP i slutningen af 1930'erne, hvor han var en populær og afholdt afdelingsformand i Vanløse i København. Han blev anholdt den 7. maj 1943, sigtet for illegal virksomhed og idømt 80 dages fængsel fire dage, før han skulle løslades den 27. juli. Efter at have udstået sin straf blev han alligevel interneret, hvilket førte til en del juridiske forviklinger, fordi Hans Peter Andersen ville kære kendelsen om fortsat internering til højesteret, og Københavns byret havde affattet forvaringskendelsen forkert. Juristerne i ministeriet havde diskussioner om man skulle følge retsplejen eller lade hånt om den. Tyskerne afgjorde sagen den 29. August 1943. De rykkede ind i Horserødlejren. Hans Peter Andersen nåede ikke at flygte og blev deporteret til Stutthoflejren, hvor han blev skudt af en SS-vagt den 28. januar 1945, et par dage efter at SS-folkene drev 1.198 af kz-fangerne ud på en dødsmarch væk fra Stutthoflejren.

Med på samme dødsmarch var en 45-årig havnearbejder Henry Nielsen fra Århus, som var medlem af DKP og havde været frivillig i den spanske borgerkrig, hvor han fra marts til december 1938 gjorde tjeneste i bataljon Hans Beimler og blev såret under regeringshærens erobring af byen Cordoba den 2. august 1938. Den 5. november 1942 blev Henry Nielsen arresteret for at klæbe plakater op i Århus, hvilket af Vestre landsret takseredes til fire måneders fængsel. Efter at have udstået straffen blev han interneret i Horserødlejren og deporteret til Stutthof, hvor han efter to dage på dødsmarchen i slutningen af januar 1945 måtte blive tilbage i byen Praust sammen med en større gruppe fanger, der ikke havde kræfter til at fortsætte i det hårde vintervejr. Næste dag blev de afkræftede fanger alligevel gennet ud på landevejen. Efter elleve døgns march nåede de frem til en baraklejr i Rieben, hvor de opholdt sig under kummerlige forhold, indtil de den 10. marts 1945 blev befriet af de fremrykkende sovjetiske styrker. Dagen efter døde den afkræftede Henry Nielsen efter to år og fire måneder i fangenskab, heraf et år og fire måneder i kz-lejr.

De Røde Enker

I de mange bøger, doktorafhandlinger og artikler, der har beskrevet besættelsestiden, har pladsen været trang, når det gælder kvindernes indsats i modstandskampen. Såvidt vides, har der ikke været forsket i den indsats, som en gruppe kvinder gik i gang med, da deres mænd den 2. oktober 1943 med regeringens og Folketingets vidende, blev transporteret som kvæg i en fragtdamper fra Københavns Frihavn med Stutthof-kz-lejren i Polen som mål.

143 mænd og syv kvinder var sammen med 207 danske jøder anbragt i bunden af et snavset skib med navnet «Wartheland». Da de 357 mennesker, under den mest brutale og afskyelige behandling, omsider nåede Swinemünde i Polen, gik turen videre til henholdsvis Stutthof og Theresienstadt i overfyldte kreaturvogne i tre døgn.

Fangerne, der havnede i Stutthof, fik næsten ingen mad på trods af, at SS-erne forlangte hårdt fysisk arbejde 12 timer i døgnet seks dage om ugen. Den ringe kost og det hårde arbejde fik hurtigt knækket fangerne. Det var formentligt endt med en katastrofe, hvis der ikke helt uventet var kommet hjælp fra Danmark med pakker med mad, tøj, tobak og medicin. Indsatsen skyldtes en gruppe kvinder, som gik i gang med at bearbejde danske myndigheder. Alle kvinderne havde deres mænd i Stutthof, og den gruppe, de dannede fik hurtigt tilnavnet «De Røde Enker».

Allerede dagen efter at fragtskibet Wartheland var sejlet fra København, gik kvinderne i gang med at organisere en komité. Formanden, Yrsa Høgstedt, gik staks - sammen med andre kvinder - til Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus ved Københavns Rådhusplads for at høre nyt om deres mænds skæbne.

De to SS-officerer, Karl Heinz Hoffmann, chef for Gestapo i Danmark og Werner Best, tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark 1942-45, gav uden nærmere forklaring hver kvinde, som blev kaldt ind enkeltvis, en seddel i hånden. Her stod blot «Arbeitslager Stutthof bei Danzig». Sammen med en gruppe kvinder tog Yrsa Høgsted ind til Røde Kors. Her var ingen hjælp at hente fra den daværende direktør Helmer Rosting, som var tyskvenlig, og som fortalte kvinderne, at Røde Kors ikke under nogen omstændigheder ville hjælp politiske fanger!

Derfor tog gruppen videre til Udenrigsministeriet, hvor embedsmænd hævdede, at de ikke vidste at 150 danske statsborgere i fangetransport var sendt til koncentrationslejren Stutthof. Nu vidste kvinderne, at der var alvorlig risiko for deres mænd, og ved et møde nogle dage senere blev Stutthof-komiteen dannet, og de næste 20 måneder blev der holdt 84 møder mellem komiteens syv medlemmer.

Efter befrielsen i 1945 viste det sig, at «De Røde Enker» havde reddet mange menneskeliv, fordi de handlede så hurtigt, og fordi de lagde et stadigt pres på Socialministeriet for at sende pakker til deres mænd. De første pakker ankom til lejren kort før jul 1943. Flere fanger var allerede døde på grund af de elendige forhold, og mange flere var så svage, at det kun var spørgsmålet om dage, før de også bukkede under. Nu kom der pakker, som hver indeholdt et kilo ost, et kilo sukker, et kilo spegepølse, et halvt kilo knækbrød, et halvt kilo smør, en dåse brisler og en dåse makrel. Fra den dag modtog fangerne hver måned en pakke med mad, tøj m.m. betalt af Socialministeriet og leveret gennem Røde Kors, hvis direktør nødtvungent var gået med at stå som leverandør. Når man har haft lejlighed til at læse referaterne fra de mange møder i komiteen, er det tydeligt, at der var tale om en kæmpeindsats.

Det var skuffende for kvinderne, at deres mænd- hvoraf de allerfleste var fagorganiserede arbejdere, nogle endog fagforeningsledere, ingen hjælp fik fra datidens LO-ledelse. Tværtimod udsendte den daværende LO-formand, Ejler Jensen, et brev til alle fagforeninger, hvori han advarede mod «denne selvbestaltede Komité», som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.

Da kvinderne ville vide, hvad LO-ledelsen havde gjort for at hjælp deres mænd, fik de ikke noget svar, men på et senere møde med Ejler Jensen hævdede han, at der var sendt et beløb ned til Stutthof, som - viste det sig svarede til en krone pr. fange, altså i alt 150 kr.

I 1944 begyndte det at gå trægt med pakkeforsendelsen. Selv om komiteen beklagede sig over tempoet til direktør Rosting i Røde Kors, sporedes ingen bedring. Det fik komiteen til at rette henvendelse til Svensk Røde Kors, som straks sendte adskillige pakker til de danske fanger

I det hele taget fremgår det gang på gang af referaterne, at det var hårdt arbejde at få myndigheder og hjælpeorganisationer til at interesse sig for de 143 mænd og syv kvinder, der - af politiske grunde - var havnet i en tysk tilintetgørelseslejr. Men, De Røde Enker, som var velbevandrede i politisk og faglig mødevirksomhed, lod sig ikke slå omkuld af træge embedsmænd eller tysk modvillighed. Takket været denne store indsats, blev det kun en lille del af de 150 fanger, der satte livet til i kz-lejren Stutthof, som i årene 1939 til 1945 modtog 115.000 fanger, hvoraf de 65.000 døde.

Ud over en gallamiddag, som Udenrigsministeriet holdt for komiteen i 1946, har disse kvinder aldrig fået nogen officiel tak for deres arbejde. Komiteens syv medlemmer var: formanden Yrsa Høgstedt, Harriet Larsen, Vera Vang, Judith Bergstrøm, Anna Nielsen, Ella Christoffersen og Eli Jepsen.

Antikominternpagten: Scavenius' rolle november 1941

Efter at regering og politikere i Folketing og Landsting enstemmigt havde vedtaget et forbud mod kommunister i loven af 22. august 1941, var tyskerne klar til næste skridt, som skulle sikre, at Danmark blev allieret med de fascistiske og nazistiske lande, Tyskland, Italien, Japan og Spanien i en antikominternpagt. Som utallige andre beslutninger, blev også de nye krav forhandlet bag lukkede døre.

Det begyndte torsdag den 20. november 1941 med en note fra den tyske gesandt og rigsbefuldmægtiget, C. von Renthe-Fink til udenrigsminister Erik von Scavenius. Det lille adelige «von» sneg sig ind i hele den efterfølgende korrespondance som en cadeau fra Renthe-Fink til en god forbundsfælle.

De strengt fortrolige forhandlinger i regeringen og samarbejdsudvalget mellem de politiske partier på Christiansborg viste klart, hvilken energi Scavenius lagde for dagen for at få dansk tilslutning til «kampen mod bolsjevismen». Et afslag om at tiltræde pagten samme eftermiddag førte til en ny note om morgenen fredag den 21. november fra Renthe-Fink. Nu var tonen direkte truende, idet det, som det hed: «ikke vil blive forstaaet i Berlin, hvis den danske Regering gav et negativt Svar paa Opfordringen til Tiltrædelse». Samme dags eftermiddag landede en ny note på den danske regerings bord fra Renthe-Fink, hvori det hed, at den tyske regering forventede svar «i Løbet af Dagen idag».

Bølgerne gik højt under de danske forhandlinger. Der var et klart flertal mod tilslutning, og på trods af nye møder dagen og natten igennem, kunne der stadig ikke opnås enighed.

Lørdagen gik. Stadig uden beslutning. Men nu tabte tyskerne tålmodigheden med dette «latterlige lille land», som Danmark kaldtes i Berlin. Renthe-Fink sendte en skarp note, hvori han forventede et positivt svar på opfordringen til dansk solidaritet med de magter, der ikke tålte kommunismen indenfor deres grænser. Han ventede svar om eftermiddagen. Det fik han nu ikke, men hans gode forbundsfælle, Scavenius trak pludselig tæppet væk under regeringen ved at meddele, at hvis der ikke nu blev skrevet under på pagten, ville han gå af som udenrigsminister, og så kunne regeringen trygt regne med, at tyskerne ville sætte en mere medgørlig dansker ind på posten.

Scavenius havde tidligere truet med at træde tilbage, og hver gang havde han trukket det længste strå. Det gjorde han også i denne situation. Om søndagen den 23. november, havde Renthe-Fink tiltvunget sig et møde med statsminister Thorvald Stauning og udenrigsminister Erik Scavenius. Her fik de to ministre at vide, at Renthe-Fink var blevet ringet op søndag nat kl. 3 af den tyske udenrigsminister von Ribbentrop. Regeringen blev nu præsenteret for et ultimatum: Hvis den ikke tilsluttede sig antikominternpagten omgående, ville Tyskland trække sine tilsagn fra 9. april 1940 tilbage. Det betød, at Danmark ville være i krig med Hitler, og at regering, Folketing og Landsting blev afløst af et nazistisk styre, parallelt med det, der var etableret i Norge allerede i april 1940, da tyske tropper - med stor besvær - havde nedkæmpet norsk modstand og besat hele landet.

Den tyske trussel om at bryde 9. april aftalen brød den sidste modstand. Efter en hidsig debat i det såkaldte «Samarbejdsudvalg» den 23. november kl. 14.30, blev pagten tiltrådt af alle politiske partier minus DKP, hvis folketingsmedlemmer blev jagtet af politiet som kriminelle personer. Udvalget, som bestod af en repræsentant for hvert af de politiske partier minus DKP, holdt i alt 312 møder sammen med ministrene, og de blev omhyggeligt refereret. Det var også tilfældet med mødet den 23. november 1941.

Det indledtes med en redegørelse af den socialdemokratiske statsminister Th. Stauning. Han frygtede norske tilstande i Danmark, hvis pagten ikke blev tiltrådt, og bildte mødedeltagerne ind, at «Den tyske Gesandt har sat sin Stilling ind paa, at der opnaas en Ordning.» Stauning meddelte også, at et nej kunne «indebære politiske Konsekvenser, det gælder Udenrigsministeren og maaske flere Medlemmer». Han sigtede til truslen om at udenrigsminister Scavenius og trafikminister Gunnar Larsen, der begge var tyskvenlige, ville forlade regeringen, hvis det blev et nej.

Da Scavenius fik ordet, oplyste han, at tyskerne betragtede sagen som en «Ekspeditionssag» Han foreslog en tillægsprotokol, der fastslog, at pagten kun drejede sig om politimæssige afværgeforanstaltninger her i landet, og at Danmark ikke nu var blevet krigsførende.

Det fik H. P. Hansen fra Socialdemokratiet til at spørge: «Tiltræder vi og angribes derefter af England, er vi saa forpligtet til at gaa i Krig?»

Der kom intet svar på spørgsmålet, men i et nyt møde i udvalget om søndagen den 23. november 1941, lagde Stauning pres på deltagerne ved at meddele: «Jeg kan ikke tage Ansvar for at nægte.» Udtalelsen - som var et forvarsel om statsministerens eventuelle tilbagetræden - fik deltagerne til at afbryde mødet en times tid. Da det blev genoptaget, var det store flertal, imod pagten smuldret. På få minutter vedtog hele udvalget og ministrene at antikominternpagten skulle underskrives af Scavenius ved et møde med Hitler i Berlin to dage senere.

I de københavnske gader fandt der voldsomme protestdemonstrationer sted. Tusinder deltog, især var ungdommen repræsenteret. Politiet slog ned med hård hånd. Kniplerne kom i anvendelse og mange blev slået ned af de ophidsede betjente. Omkring hundrede demonstranter blev anholdt, men i aviserne stod der intet om denne folkelige opstand i det indre København. Der er ingen tvivl om, at her blev kimen lagt til øget modstand mod den kollaborationspolitik, som ved underskrivelsen af antikominternpagten, var blevet endnu mere synlig for befolkningen.

Nøjagtigt et år efter, nemlig den 10. november 1942 blev denne pagt nævnt med en vis stolthed i en regeringserklæring, som gjorde Scavenius til statsminister. Det hed heri:

«Regeringens Standpunkt overfor Kommunismen er klart. Siden Vedtagelsen af Loven af 22. August 1941 er kommunistisk Virksomhed her i Landet ulovlig. Dette fandt sin Bekræftelse ved Danmarks Tiltræden af Anti-Komintern-Pagten, i Følge hvilken den danske Regering er forpligtet til paa danske Omraade at bekæmpe den kommunistiske Internationales opløsende og nedbrydende Virksomhed.»

Udtalelsen fik både tilslutning fra Folketing og Landsting, og blev dermed et grundlæggende udgangspunkt for tæt samarbejde med den nazistiske stat. Pagten fra 1941 blev således det daværende Overdanmarks endelige kapitulation overfor nazi-Tysklands krav om lydighed og underkastelse. Regeringens underskrift 25. november 1941 betød, at Danmark tiltrådte en overenskomst, som de to fascistiske lande Tyskland og Japan havde undertegnet fem år tidligere.

Folkestrejker

Fra sommeren 1943 blev modstandskampen mere og mere omfattende. De illegale blade fik større og større udbredelse og gav befolkningen informationer om modstandsfolkenes sabotageaktioner og udviklingen på fronterne i verdenskrigen. De illegale blade var i sig selv en vigtig del af modstandskampen. De virkede som modgift mod tyskernes propaganda og de censurerede danske medier. Og de illegale blade fik stor betydning under organiseringen af folkestrejkerne i 1943 og 1944.

Kernen i folkestrejkerne var strejker på arbejdspladserne, hvor primært arbejderne, men også i stort omfang funktionærerne strejkede. Strejkernes udvidedes i flere tilfælde til at omfatte store dele af byernes befolkning. De fik undertiden opbakning fra de handlende og næringsdrivende, ja endog med åben sympati fra arbejdsgiverne og blev derfor også betegnet som bystrejker eller nationalstrejker. Begrebet folkestrejke blev skabt af Børge Houmann, som den 22. august 1943 skrev i kommunisternes illegale blad Land og Folk om bystrejken i Esbjerg: Dette var altså mere end en generalstrejke i almindelig forstand. Det var en folkestrejke.

Den storpolitiske baggrund var Tysklands militære nederlag i Sovjetunionen og Italiens totale nederlag. I det besatte Danmark kom det hyppigt til sammenstød mellem tyske soldater og civilbefolkningen og danske soldater. På arbejdspladserne var der utilfredshed med, at det var arbejderne, der skulle betale for det nationale sammenhold mellem de legale partier på Christiansborg. Krigens økonomiske virkninger ramte især arbejderne med et misforhold mellem lønninger og priser, arbejdsløshed, sociale nedskæringer og rationeringerne.

Kommunisterne agiterede energisk mod regeringen og de faglige ledere, som stod bag kollaborationen med besættelsesmagten. Og kommunisterne havde stor indflydelse på skibsværfter og maskinfabrikker, hvilket gav grundlag for lønstrejker og anden «sabotage» af produktiviteten. Der var strejker for en forbedring af lønnen, eller fordi der var nazister på fabrikken, fordi beskyttelsesrummene var for dårlige, fordi flyvervarslingerne kom for sent eller på grund af de posterede sabotagevagter.

Således tyvstartede augustoprøret allerede den 28. juli 1943 på grund af tyske sabotagevagter på et tysk mineskib, der lå til reparation på Odense Stålskibsværft og som blev udsat for sabotage, organiseret af en lokal modtagegruppe af våben og sprængstoffer fra England. Arbejderne på skibsværftet gik i sit-down-strejke på grund af de bevæbnede tyske vagter. Man ville ikke arbejde under politibeskyttelse. Andre større arbejdspladser inden for jernindustrien i Odense fulgte trop, eksempelvis arbejderne på Thomas B.Thriges maskinfabrik.

Omkring 3.000 arbejdere i Odense deltog i den første fase af augustoprøret, som endte med en sejr, da den tyske marine slæbte det sabotageramte skib væk fra Stålskibsværftet den 6. august. Aftenen forud havde oprøret - uden koordinering - bredt sig til Esbjerg, hvor lokale kommunister satte ild til fiskepakhusene på havnen, hvilket førte til tumulter mellem tyske soldater og byens befolkning, indførelse af spærretid, nye tumulter og strejker på byens maskinfabrikker. Den socialdemokratiske del af fagbevægelsen bekæmpede aktionerne, hvilket dog ikke forhindrede at det udviklede sig til en bystrejke den 11. august, hvor arbejdet lå stille på fabrikker, kontorer og i banker, butikker og restaurationer. Og Værnemagten opgav til sidst spærretiden. Oprøret sprang derefter tilbage til Fyn, begyndende i Svendborg for dernæst at sprede sig til Odense, hvor det hele var begyndt.

Demonstranter vælter et salatfad fra det danske politi. Folkestrejken i Odense, august 1943.

Selv om harmen over besættelsesmagten var stor, var beslutningen om strejke en særdeles alvorlig sag. Ikke blot kostede den penge i familier hvor der i forvejen var småt med penge, men det gjaldt også om at få det store flertal af kollegerne med på aktionen og gerne på flere arbejdspladser, så man ikke udstillede den enkelte og udsatte sig selv og hinanden for repressalier fra arbejdsgiverne, myndighederne og tyskerne. Derfor udgik der meldinger om, at andre arbejdspladser strejkede, hvilket lettede strejkebeslutningen på ens egen arbejdsplads.

Sammenstødene mellem tyske soldater og civilbefolkningen - især byens unge, herunder danske soldater førte den 18. august til en generalstrejke omfattende såvel private som offentlige arbejdspladser, ja selv byens aviser. Folk i Odense var i åbent oprør mod den tyske kommandant, de danske myndigheder, politiet og byrådet. Det var blevet til en folkestrejke, men det var ikke alle folk, der stod bag. Der var nazister og nazi-sympatisører, som stod på tyskernes side.

Der var samlet en stor politistyrke til at bekæmpe de strejkende i givet fald. Byens socialdemokratiske borgmester Werner søgte sammen med lokale faglige ledere og landets fagbevægelse at opnå et forlig med tyskerne, så der kunne sættes en stopper for arbejdernes strejke og den kommunistiske agitation, der udfoldedes på massemøder på Odense Stadion, blandt de strejkende og i DKP's illegale blad Trods Alt, der i et par dage var det eneste «dagblad», der udkom i byen.

Til sidt lykkedes det for Arbejdernes Fællesorganisation, som var styret af socialdemokraterne, at få tillidsfolkene til at opfordre til genoptagelse af arbejdet efter, at der officielt var indgået forlig med Værnemagten om at de tyske soldater skulle holdes inde på kasernen de næste dage. Strejkeudvalget og kommunisterne afblæste da også strejken og fejrede sejren over Værnemagten.

Umiddelbart så det ud, som om Socialdemokratiet og fagbevægelsen efter begivenhederne i Esbjerg og Odense alligevel havde styr på tingene i sidste ende, men samtidig med strejkerne i Odense var der udbrudt strejker i de andre fynske købstæder og i Korsør, og da den afblæstes i Odense udbrød der nye strejker i det østjyske trekantsområde Kolding-Vejle-Fredericia, i Helsingør og Århus, mens det lykkedes et massivt politiopbud at stoppe uroen i København, hvor det paradoksalt nok ikke kom til strejker, men pludselig ændredes situationen, da strejkebølgen nåede Vendsyssel, som af tyskerne blev betragtet som strategisk meget vigtigt, da de frygtede en engelsk invasion ad søvejen.

Det nørrejyske oprør havde sit udspring i en ildkamp i Ålborg den 18. august mellem en lokal modstandsgruppe og Værnemagten, hvorunder en ung sabotør mistede livet. Begravelsen var fastsat til den 23. august, men Hermann von Hanneken, den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, truede med at gribe ind, hvis ikke dansk politi kunne sørge for ro og orden ved begravelsen, efter at lokalbefolkningen havde lagt op til demonstrationer i forbindelse med højtideligheden, hvis tidspunkt blev rykket frem til om formiddagen. Dette fik folks vrede til at stige samtidig med at arbejdet blev nedlagt på mange virksomheder i byen.

Under gentagne sammenstød mellem demonstranter og tysk militær gik Værnemagten hårdere til værks end tidligere. Demonstrationerne blev bekæmpet med kampvogne og skarpe skud. Sammenstødene krævede flere dødsofre. Reaktionen i Ålborg, Frederikshavn, Sæby og Skagen var strejker med krav om, at de tyske soldater skulle fjernes fra gaderne. De lokale socialdemokratiske politikere og fagforeningsledere fik forhandlet et kompromis på plads med kommandanten, men et tillidsmandsmøde i Ålborg forkastede forliget efter krav fra arbejdsmændene og de kommunistiske tillidsfolk.

Von Hanneken svar på urolighederne var lokal undtagelsestilstand. Dermed blev det umuligt for de faglige ledere at forhandle med Værnemagten, hvis de skulle bevare den sidste rest af troværdighed over for folkene på arbejdspladserne. De blev ligesom myndighederne og i sidste instans regeringen nødt til at vælge, om de ville stå på befolkningens eller på besættelsesmagtens side. Justitsminister Thune Jacobsen sendte politiagenter rundt i landet for at afsløre den undergravende virksomhed. Den socialdemokratiske partisekretær Alsing Andersen mente i et udsendt cirkulære, at det var en koalition af kommunister og chauvinister, der stod bag. Begge tog fejl.

Kommunisterne var med i alle de afgørende strejkebevægelser, men de var jo illegale og skulle også tage hensyn til deres egen sikkerhed, og da deres illegale partiledelse udsendte en opfordring om generalstrejke på landsplan, fandt den ingen genlyd. Chauvinisterne - her tænkte den socialdemokratiske partisekretær formentlig på den konservative politiker Christmas Møller i eksil i London - organiserede ikke aktionerne, men kunne se med sympati på dem og kunne give bredde i bystrejkerne, så de fik karakter af folkestrejker, men uanset hvad kommunister og konservative kunne iværksætte, var stemningen i befolkningen udslagsgivende.

Værnemagten ville ikke længere forhandle med regeringen, hvis den ikke kunne garantere ro og orden og garantere, at den kunne få opbakning til sine forhandlingsresultater med Værnemagten. Tyskerne forlangte den 28. august, at regeringen skulle erklære undtagelsestilstand med forbud mod strejker, forsamlingsforbud og dødsstraf for sabotage og for besiddelse af skydevåben og sprængstoffer. Tyskernes krav gav regeringen og politikerne en chance for at opgive kollaborationspolitikken, væltet af befolkningen, de strejkende på arbejdspladserne, kommunisterne og de andre modstandsgrupper. Tyskerne måtte selv erklære militær undtagelsestilstand dagen efter, og den danske regering ophørte med at fungere.

Under folkestrejken i sommeren 1944 rejste den københavnske arbejderbefolkning sig mod besættelsesmagten. Der blev bygget barrikader og tændt bål i gaderne. Det viste sig, at modstandsbevægelsens ledelse, Frihedsrådet, havde større autoritet over for befolkningen end de faglige og politiske ledere. (ABA)

I sommeren 1944 kom det til endnu flere folkestrejker med en langt bedre organisation, endnu større opbakning i befolkningen og af længere varighed. Den storpolitiske situation var nu klar. De fascistiske landes nederlag var i syne. De sovjetiske styrker rykkede frem på østfronten, og de allierede styrker gik i land i Normandiet.

Første fase af folkestrejken i 1944 var fra den 30. juni til den 4. juli. Optakten var BOPA’s sabotage mod værnemagerfirmaet Riffelsyndikatet, tyskernes efterfølgende henrettelse af otte dødsdømte sabotører fra den jyske Hvidstengruppe, tysk modsabotage mod Tivoli i København og tyskernes indførelse af spærretid. Tyskernes sidste forholdsregel fik arbejderne på Burmeister & Wains skibsværft i København til at erklære «kolonihavestrejke». De kommunistiske tillidsfolk på skibsværftet udtænkte den strejkeparole, at arbejderne måtte gå hjem klokken to for at kunne nå at passe deres kolonihaver inden spærretidens indførelse. Budskabet blev forstået. Arbejderne nedlagde arbejdet, og strejkerne bredte sig ud over hele København, hvor befolkningen i hundredetusindevis overtrådte spærretiden. De trodsede udgangsforbudet, byggede barrikader i gaderne og tændte bål, navnlig på Vesterbro og Nørrebro. Og de måtte leve med, at tyskerne afbrød forsyningen af vand, el og gas.

Politikere fra de tilladte partier forhandlede med besættelsesmagten og de opfordrede sammen med erhvervslivets ledere, fagbevægelsens ledere og bystyret folk til at afblæse strejkerne, men folk rettede sig ikke længere efter politikere og myndigheder, men i højere grad efter parolerne fra Danmarks Frihedsråd, som var blevet oprettet den 16. september 1943 med deltagelse af partierne Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling og af modstandsgrupperne Frit Danmark, Ringen og De Frie Danske. Først da Frihedsrådet kunne meddele befolkningen, at rådets krav om, at de danske nazister i terrororganisationen Schalburgkorpset skulle væk fra de københavnske gader, at tyske soldater ikke længere ville beskyde civilbefolkningen og at spærretiden fra kl. 20 til 05, som tyskerne havde indført i starten af folkestrejken, ville blive ophævet, blev strejkerne afblæst.

Folkestrejken var primært et københavnsk anliggende, selv om der også var udløbere til Sjælland og Lolland-Falster. Næste fase var landsdækkende aktioner i sidste halvdel af august i protest mod nedskydningen af elleve modstandsfolk «under flugtforsøg». Tredje fase var i fire dage i midten af september med udspring i Sønderjylland i protest mod deportation af 400 fanger fra Frøslevlejren til koncentrationslejre i Tyskland, efterfulgt af fire dages aktioner 19.-22. september i protest mod interneringen af de danske politifolk.

Selv om folkestrejkerne ikke var landsdækkende i hvert tilfælde, var de fleste større byer i strejke i flere omgange, og selv landkommuner deltog i aktionerne. Og DSB-ansatte sørgede ved flere lejligheder for at færge- og togtrafikken lå stille. Det var tidsbestemte strejker, sat i værk af Frihedsrådet på landsplan og formidlet ved hjælp af løbesedler. Med alle disse aktioner havde modstandsgrupperne fra juni til september 1944 vist deres folkelige opbakning, og Frihedsrådet havde vundet autoritet som den samlende ledelse for de mange modstandsgrupper.

Tysklandsarbejderne - fagforeningerne tvang de arbejdsløse

Kun få dage efter tyskerne havde besat Danmark, kom der krav om, at der skulle sendes danske arbejdere til Tyskland. Et års tid senere blev kravet udvidet til også at omfatte danske arbejdere til de tyskbesatte Norge. Det var krigsindustrien, der skulle forstærkes, efter at alle tyske mænd mellem 17 og 50 år var indkaldt til nazisternes hær, flåde og luftvåben. Den 22. maj 1940 foreslog tyskerne, at 5.000 danske arbejdere skulle hverves til arbejde i tyske virksomheder, der leverede materiel til marine og luftvåben. To dage senere kom svaret fra den danske regering. Tallet var sat op til 6.000!

Den store imødekommenhed fik straks tyskerne til at stille nye krav, og i januar 1941 fremgik det af en tysk indberetning, at der nu var 30.000 danske arbejdere i tysk rustningsindustri. Da det samtidigt af den tyske indberetning til Berlin fremgik,. at Danmark havde 196.638 arbejdsløse, eller 60.000 flere end et halvt år forinden, var der rige muligheder for at udvide tallet.

Helt overordnet i de danske myndigheders forhandlinger var ønsket om at sikre de størst mulige leverancer af kul og koks fra Tyskland, som vi var helt afhængige af. Det fremgik dog, at der på dette tidlige tidspunkt af krigen, hvor tyskerne vandt militære sejre overalt i Europa, var stor interesse fra danske arbejdere for at komme til Tyskland. Langsomt ændredes holdningen. Beretninger fra arbejdere, der vendte hjem fra Tyskland, fik stadig flere til at sige nej. Det viste sig nemlig, at det var særdeles hårdt arbejde, lønnen var lav, bolig- og arbejdsforhold elendige.

De tyske fagforeninger var nazisternes forlængede arm, og danske fagforeningsmedlemmer var sat skakmat af regeringen og toppen af det daværende LO, De Samvirkende Fagforbund, som med sit cirkulære nummer 75/1941 solgte danske arbejdere for at få kul og koks til gengæld.

Disciplinen i Tyskland var en helt anden end på danske arbejdspladser. Bøder og fængselsstraffe for den mindste forseelse var dagligdag. Det fremgår af Justitsministeriets arkiv i Rigsarkivet, at der var mange episoder, der viste, hvor grotesk, det kunne gå. Det viser for eksempel den dokumentarisk underbyggede historie om en 17-årig, der blev tysklandsarbejder. En aften i 1941 var han på værtshus sammen med andre danskere. I lystigt lag begyndte de også at synge. Pludselig stod Gestapo i værtshuset. Den unge mand blev arresteret og fik otte måneders fængselsstraf. Hans eneste forbrydelse var, at han har sunget en «kommunistisk sang». Året efter, den 2. november 1941 blev han arresteret af dansk politi i Århus som kommunist, skønt han aldrig havde været medlem af noget som helst. Det var dommen fra Tyskland, der havde fået politiets ledelse til at se røde spøgelser. Først tre en halv måned senere blev han løsladt. Uden nogen undskyldning, endsige erstatning.

Den slags historier var der mange af, og da det også blev kendt, at Justitsministeriets øverste embedsmænd - næsten som en slags stikkeri - afleverede lister til tyskerne over kommunister, der skulle være tysklandsarbejdere, kølnedes interessen endnu mere.

Derfor tog De Samvirkende Fagforbund initiativ til at udsende et fortroligt cirkulære til alle fagforeninger, hvori det blev fastslået, at der skulle lukkes for al understøttelse til de arbejdsløse. Først for ugifte, siden for alle de omkring 200.000, der var uden arbejde i vinteren 1942-43. Det fik tallet på tysklandsarbejdere til at stige voldsomt til 138.000 ved starten af 1943, hvoraf 7.000 arbejdede i tysk krigsindustri i Norge. På dette tidspunkt styrtdykkede tallet, og den tyske chef for arbejdstjenesten i Danmark stillede derfor krav om tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft til tysk rustningsindustri. Det blev dog afværget, men den hårde linie i arbejdsløshedskasserne rundt om i landet medførte, at mange blev tvunget økonomisk til at rejse til Tyskland, hvis de ville sikre deres familiers overlevelse.

Samtidigt lukkede de danske myndigheder øjnene for tyske «prærievogne», der drog rundt i de københavnske gader for at samle tilfældige mennesker op på gaden og sende dem af sted til tyske fabrikker for at arbejde. Det hed sig, at det var subsistensløse og dagdrivere, der blev udsat for denne hårde metode, men der er aldrig kommet nogen redegørelse om denne besynderlige menneskejagt.

Der er heller aldrig forsket i, hvor mange tysklandsarbejdere, der sad i tyske fængsler, eller hvor mange af dem, der døde. 49 døde har været nævnt. Efter befrielsen blev dette sorte kapitel gemt af vejen. Begrundelsen var, at de fleste tysklandsarbejdere nok var «lidt nazister».

Først mange år senere blev det kendt, at den socialdemokratiske del af fagbevægelsen havde bidraget til at holde strømmen af arbejdere ved lige ved hjælp af økonomiske sanktioner mod de arbejdsløse. Ikke alle vidste således, at det var muligt at undgå rejsen til Tyskland, hvis man meldte sig til et højskoleophold. En del - især den politiske venstrefløj - sikrede fuld belægning på mange af landets højskoler i 1943-45.

Det danske bidrag til tysk oprustning under Anden Verdenskrig løb op i omkring en kvart million danske arbejderes indsats. De fleste havde familier, som gik i angst og bæven i de sidste år af krigen, hvor bomberne regnede ned overalt i Tyskland. I hele det besatte Europa nåede tallet af arbejdere i tysk rustningsindustri op over otte millioner.

Sabotagens betydning - fra uovertruffen til uvæsentlig

Det engelske udtryk «Second to none» som vel nærmest betyder «uovertruffen» på dansk, blev i 1945 anvendt om den danske modstandsbevægelse, da den engelske general Montgomery skulle give en karakteristik af sabotagens betydning i det besatte Danmark. 25 år senere fastslog en historiker i sin doktorafhandling «Jernbanesabotagen i Danmark», at sabotagen ikke sinkede den tyske besættelsesmagt nævneværdigt. Doktoranden var lektor Aage Trommer, som mødte stærk kritik af de sabotører, som endnu var i live i 1971.

Ikke destomindre har han fortsat sin kritik af sabotagen og samtidigt på en konference den 27.-28. april i 1995 på Odense Universitet røbet, at forskning i besættelsestidens historie kunne forvente de bevilgende myndigheders bevågenhed. Men det var en forudsætning, at historikerne «skulle sætte fokus - og et positivt sådan - på samarbejdspolitikken og politikernes indsats for at redde landet gennem besættelsen. (Besættelsen i Perspektiv, side 12, Odense Universitetsforlag, 1995)

For første gang blev det med denne udtalelse fastslået med syvtommersøm, at kun positiv vurderinger af samarbejdspolitikken, som snarere bør kaldes for kollaborationspolitikken, kunne sikre forskere adgang til arkiver og pengekasser i offentligt regi.

Den første jernbanesabotage fandt sted den 6. november 1942 lidt udenfor ved Espergærde station i Nordsjælland. Et tysk ammunitionstog afsporedes. Lederen af aktionen var skibbygger Eigil Larsen, som var i gang med at skabe grundlaget for sabotageorganisationen BOPA. I de følgende tre af besættelsestidens fem år, fik han skabt en af det tyskbesatte Europas mest slagkraftige sabotageorganisationer. Aktionen den 6. november 1942 forsinkede 30 vogne med våben og ammunition til østfronten gennem det neutrale Sverige en forsinkelse, som kunne få betydning for modtageren, en tysk panserdivision.

I sabotagens spæde start, blev sabotagen styret af det illegale kommunistiske parti. Senere kom borgerlige kredse med i sabotagearbejdet. Det gav intet skår i samarbejdet mellem de politiske grupperinger af sabotører, at den fungerende statsminister Vilhelm Buhl i en radiotale den 2. september 1942, i skarpe vendinger advarer imod modstand mod tyskerne.

Faktisk opfordrer Buhl til stikkervirksomhed, idet han forlangte af befolkningen, at man ufortøvet skulle meddele dansk politi om illegale grupper, eller forberedelse og gennemførelse af sabotagehandlinger.

Denne radiotale var en alvorlig fodfejl fra Buhls side. Den burde have udelukket ham som kandidat til statsministerposten 5. maj 1945, da befrielsesregeringen blev dannet. Et politisk spil bag kulisserne i månederne op til befrielsen medførte imidlertid - til forbløffelse for tusinder af unge modstandsfolk - at Buhl alligevel blev regeringsleder. Mange i modstandsbevægelsen blev skuffede og vrede. Straks efter Buhls trontale i Folketinget 8. maj 1945, afleverede de deres våben og lod sig hjemsende. De ville ikke acceptere, at en mand som havde opfordret til stikkervirksomhed, nu var landets politiske leder.

I forvejen var mange blevet frustrerede over manglende våben og sprængstoffer til de mange sabotageopgaver. Et problem, som hurtigt viste sig at være opstået, fordi den danske hærs officerer, ivrigt støttet af samarbejdspolitikerne, i stor udstrækning ragede de våben og sprængstoffer til sig, som englændere og svenskere sendte til det kæmpende Danmark..

Ofte måtte modstandsgrupper - med livet som indsats - organisere militært materiel fra de tyske besættelsestropper i Danmark.

Kreativiteten var stor for at sikre sig råstoffer til bomber. Det lykkedes således BOPA at få fingre i fem tons trotyl, leveret fra Tyskland. Der blev også oprettet værksteder, hvor håndvåben blev fremstillet i masseproduktion. Alligevel fandt der en «skæv» våbenfordeling sted, sådan som det blev afsløret i årene efter 1945. Det var kollaborationspolitikernes angst for at især kommunisterne ville hævne sig, når tyskerne var ude af landet, og at de ved et kup ville overtage den politiske magt.

Derfor blev der sendt deputationer af embedsmænd til den svenske regering, dels for at sikre våbenleverancer til borgerlige modstandsgrupper, og dels sikre militær hjælp fra svenske tropper, hvis de frit opfundne kupplaner, gjorde det nødvendigt. Planerne er røbet mange år efter befrielsen fra de noget mere åbne arkiver i Sverige, og så tilpas sent, at de fleste af de ledende aktører fra besættelsestiden ikke levede mere.

Ser man bort fra de små sabotageaktioner, viser en statistik, at der blev foretaget 2.674 industrisabotager, heraf en tredjedel i København, resten i det øvrige land, og 1.810 jernbanesabotager med næsten 10.000 sprængninger. Det var denne virksomhed, der medførte, at Danmark blev placeret blandt de allierede nationer. Havde Buhl og konsorter fået deres vilje, og stoppet sabotagen i 1942, var Danmark havnet på nazi-Tysklands side med de uoverskuelige erstatningskrav, det kunne have medført.

Østre Landsret afsagde i september 2008 en historisk dom, der gjorde den danske modstandsbevægelse til en terrororganisation. I dommen over Fighters & Lovers satte retten utvetydigt lighedstegn mellem drab på civile og terrorisme. 63 år efter afslutningen af besættelsen gav retten den tyske besættelsesmagt ret: modstandsbevægelsen var en terrororganisation.

Regeringens støtte til Frikorps Danmark

Allerede inden Danmark blev besat af tyskerne, fandt der en halv-illegal hvervning sted af danske statsborgere til det tyske SS-korps. Korpset var oprettet som eliteafdeling indenfor det tyske nazihierarki. Det skulle værne om Hitler og skånselsløst gøre op med kræfter, der gjorde modstand mod nazismen. Det var også SS-ere, som styrede de mange koncentrationslejre, hvor millioner af mennesker blev myrdet i årene 1943 til 1945.

I Danmark var det kun nogle håndfulde, som søgte optagelse i det tyske SS. Der var intet dansk forbud før Anden Verdenskrig, der forbød danskere at blive optaget i udenlandske militærafdelinger; det var hvervningen her i landet, som var forbudt.

De tyskerne havde besat Danmark den 9. april 1940, var noget af det første, tyskerne forlangte, at de frit kunne hverve danskere til SS-korpset. Der kom dog ikke gang i hvervningen før den tyske hærs overfald på det daværende Sovjetunionen den 22. juni 1941. Kun syv dage senere lå der en anmodning fra den danske oberstløjtnant Christian Peter Kryssing på regeringens bord om orlov og tilladelse til at lede et «Frikorps mod Bolsjevismen» som det hed i Kryssings ansøgning.

Det bragte regeringen i en slem kattepine. Fra hærledelsen lå der forslag om at afvise orlovsordningen. Den 2. juli 1941, hvor beslutningen skulle træffes, var udenrigsminister Scavenius forhindret i at deltage i regeringsmødet. Regeringen vovede det ene øje, og afskedigede Kryssing på gråt papir. Dagen efter dukkede Scavenius op igen. Han satte hårdt ind for at få ændret beslutningen. Det lykkedes. Regeringen vendte som på en tallerken, blandt andet fordi Scavenius oplyste, at han havde truffet aftale med Renthe-Fink om, at alle officerer, der ønskede at optræde i tysk uniform i SS-ernes underafdeling, Frikorps Danmark, skulle have ret til at træde uden for nummer og dermed få orlov.

For kollaboratørpolitikerne var det en beslutning med konsekvenser. Næste skridt blev nemlig, at det blev tilladt alle befalingsmænd og menige at melde sig til frikorpset «i Kamp mod Bolsjevismen». Derefter blev der sendt et brev til alle ledere i den danske hær og flåde om, at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for dem, der ønskede at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorps Danmark. Dermed gav regeringen grønt lys for officiel hvervning. Med regeringsbeslutningen blev det lovliggjort, som hidtil havde været forbudt.

I september samme år stillede Kryssing krav om at frikorpset blev motoriseret. Kort efter blev kravet honoreret med en regeringsbeslutning om at stille tusinde lastbiler fra Danmark til den tyske front inde i Sovjet. Beslutningen er refereret i Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13, 1-6 side 139. Her er også refereret et afslørende notat fra den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Renthe-Fink. Han skriver om sagen:

«Med Hensyn til Frikorps Danmark rejste dets Chef, Oberstløjtnant Kryssing i September 1941 Ønsket om, at Frikorpset blev motoriseret. 11. Oktober kunne den danske Regering på Grund af Udenrigsministerens personlige Intervention beslutte sig til at opfylde det tyske Ønske om de nødvendige 1000 Lastvogne. Scavenius betonede overfor mig, at for den danske Regerings Afgørelse, havde Ønsket om yderligere Bidrag til Bekæmpelse af Bolsjevismen været bestemmende.»

I efteråret 1941 var der ikke grænser for de tyske hæres sejre overalt i Europa. Alt tegnede til en tysk besættelse, som ville få samme varighed som de 56 år, hvor Sønderjylland havde været tyskbesat fra 1864 til 1920. Derfor kunne regeringen hægte sig på «det sejrrige Felttog mod Bolsjevismen». Kun få måneder senere opstod der betydelige vanskeligheder for den tyske hær, men på det tidspunkt var den store vognpark, betalt af danske skatteydere ved at blive tilintetgjort på østfronten sammen med indholdet, de danske frikorpsfolk.

Oveni disse venlige skridt overfor en okkupant, lod regeringen også Statsradiofonien lægge mikrofon til en hvervetale den 9. juli 1941 af Kryssing. Det gik dog hurtigt op for regeringen, at den var gået for vidt. Vreden i befolkningen voksede. Da frikorpset i efteråret 1942 kom til Danmark på orlov, brød helvede løs. Det ene sammenstød efter det andet fandt sted mellem unge danskere og frikorpsfolkene. Politiet søgte at hjælpe nazisterne og blev dermed upopulært og betragtet som hjælpekorps for nazisterne. De danske nazister gjorde også alt hvad de kunne for at blive forhadt først og fremmest i København, hvor de optrådte brovtende og truede de store menneskemasser med deres håndvåben. Det fik blot raseriet til at vokse, og da orloven skulle slutte, havde frikorpsets optræden givet startskud til nye kræfter i det illegale arbejde.

Ved afskedsparaden havde nazisterne den triumf, at den danske chef for hæren, general Ebbe Gørtz, skridtede fronten af sammen med tyske generaler, en handling, som tyskerne betragtede som en stor succes.

Under resten af besættelsen udviklede frikorpset sig til et terrorkorps i Danmark. Det skiftede navn under vejs, men de 6.000 danskere, der havde meldt sig under nazisternes faner, blev af befolkningen betragtet som landsforrædere, og mange af dem fik fængselsstraffe efter befrielsen for deres militære støtte til nazisterne. Derimod er det aldrig blevet undersøgt, hvilke krigsforbrydelser korpset begik under deres felttog i det daværende Sovjet.

Bovrup-kartoteket med 28.000 navne på danske nazister

Debatten efter befrielsen om retsopgøret med nazister og medløbere accelererede pludselig voldsomt i marts 1946. Anledningen var en bog på 432 sider. Der var ingen titel på bogen, men et forord med overskriften «Kartoteket» oplyste, at det var en afskrift med 28.000 navne fra de danske nazisters medlemskartotek.

Selvom stednavnet Bovrup ikke nævnes i forordet, fik det hurtigt tilnavnet «Bovrup-Kartoteket», fordi det stammede fra nazisternes førerhovedkvarter i den lille sønderjyske landsby. Bogen vakte utrolig opsigt. De anonyme udgivere fortalte, at den havde kostet 75.000 kr. at trykke. Det havde været nødvendigt at anvende to trykkerier, så ingen fattede mistanke, før arbejdet var udført.

Her blev hvert eneste medlem af DNSAP (Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti) fra 1938 til 1945 offentliggjort med navn, fødselsdato, indmeldelsestidspunkt og adresse. Justitsministeriet forbød straks bogen, og politiet fik den utaknemmelige opgave at finde restoplaget. De skulle også finde dem, der havde købt eller modtaget et eksemplar af bogen. En håbløs opgave, men i dag er bogen stadig hemmeligstemplet i Rigsarkivet, og må ikke udlånes til nysgerrige. En mand, som kaldte sig Lafontaine, oplyste til Ekstra Bladet i 1946, at salget af bogen gik strygende, men at det ikke var meningen, der skulle tjenes på bogen. Det var blot udgifterne, der skulle dækkes. Samme kilde fortalte, at politiet havde beslaglagt Bovrup-kartoteket den 2. december 1945, men allerede på det tidspunkt havde modstandsfolk gemt en kopi, som nu blev trykt i et ukendt oplag på «Bogforlaget af 1946».

Forbudet mod bogen betød, at prisen på den sorte børs i København gik op i tusinde kr. for et eksemplar. Senere samme år blev der udgivet en særudgave på noget, der kaldte sig «Costers Trykkeri» fra «Modstandsbevægelsen Gruppe P 6». Prisen var 12 kr., og her var 9.600 navne på københavnske nazister. Også denne bog blev der nedlagt fogedforbud mod. Men danskerne, som efter fem års besættelse havde lært at kante sig uden om myndighederne, fik spredt næsten hele oplaget før politiet kunne gribe ind.

Mod slutningen af 1946 kom endnu en bog på 60 sider illegalt på markedet. Med titlen «Jeg er ikke nazist!» gennemgik redaktionen af bogen nogle breve, der var sendt til aviser eller modstandsfolk. Folk, der var nævnt i Bovrup-kartoteket søgte at forklare, at de ikke havde gjort andet end betalt kontingent, og at de så snart Danmark var blevet besat, meldte sig ud af nazipartiet.

Politiet arresterede enkelte modstandsfolk, som var under mistanke for at have udgivet kartoteket. De måtte dog løslade dem igen, fordi der ikke var materiale nok til at dømme dem, men vel også fordi folkestemningen ikke var på politiets side i denne sag.

Et rygte om, at «Bovrup-kartoteket» ville blive trykt som folkeudgave i kæmpeoplag i Norge, er dog aldrig verificeret, og i dag handles eksemplarer af bøgerne illegalt blandt samlere sådan som det altid har været tilfældet, når en bog bliver forbudt. I årene efter befrielsen blev eksemplarer af kartoteket slidt i laser i fagforeninger, på arbejdspladser og i kontorer med de bonede gulve. Overalt var nysgerrigheden stor de første årtier. Nu er det blot et kuriosum, men går man den omfattende navneliste igennem, er det utrolig så mange forskellige erhverv, der er repræsenteret.

Selv om hovedparten i de små sogne er landmænd, er der sandelig også mængder af lønmodtagere, officerer, politifolk, læger og alle mulige andre beskæftigelser.

30.000 navne fandtes i Bovrup-kartoteket. Det var en ud af hver hundrede voksen i Danmark, som i kortere eller længere tid havde haft forbindelse med danske nazister og deres uhyggelige racistiske synspunkter.

Portræt af en skibsreder

Borgerlige medier har altid gengivet et billede af Danmarks rigeste mand, skibsreder A.P.Møller (1876 - 1965), som en god dansk mand. Han forsvarede demokratiet og var med i kampen mod nazisme. Ja, han købte endog maskinpistoler i Sverige til den danske modstandsbevægelsens kamp mod den tyske besættelsesmagt, hedder det sig.

Men, der er også et andet billede af A.P.Møller. Det fortæller, at han to gange med tyve års mellemrum deltog i kupforsøg, som skulle ændre landets styreform, så det blev erhvervslivets tunge drenge, der satte sig på magten. Det er også et portræt af en benhård arbejdsgiver, som kaldte de arbejdsløse dovne og gav sine ansatte bøder, da de deltog i folkestrejker under besættelsen. De oplysninger vi har gravet frem viser, at skibsreder Møller aldeles ikke syntes, det var en god idé, at lade danske modstandsfolk få flere våben i kampen mod besættelsesmagten.

Allerede før Første Verdenskrig var A.P. Møller en indflydelsesrig person. Med udgangspunkt i sit rederi fra 1912 og senere rederiet Svendborg og Odense Stålskibsværft bekæmpede han energisk socialdemokratiske og radikale synspunkter. Efter krigsafslutningen i 1918 intrigerede han sammen med andre storkapitalister og sorte højrefløjspolitikere mod en radikal-socialdemokratisk regering med den radikale C.Th. Zahle som statsminister.

Intrigemagerne kaldte arbejdsløshedsunderstøttelser for «dovenskabspræmier», og der foregik et nært samarbejde med Kong Christian den Tiende, som viste sig at være en varm tilhænger af, at Danmarks grænse med Tyskland skulle gå ved Dannevirke, og at lade det meget tyskprægede Sydslesvig indgå i en personalunion, styret af kongeriget Danmark.

Konspiratorerne kaldte sig «Flensborgkredsen», og A.P. Møller deltog særdeles aktivt i et arbejde, der førte til den såkaldte Påskekrise i 1920. Gruppen blev ledet af en tidligere chef for hærens efterretningsvæsen, oberstløjtnant Erik With, og den blev varmt bakket op af datidens store morgenaviser, Berlingske Tidende, Nationaltidende og København. Selv om regeringen reelt stadig havde et flertal på en enkelt stemme i Folketinget, greb Christian den Tiende chancen og fyrede Zahle-regeringen, for straks efter at sætte sin gode ven, højesteretssagfører Otto Liebe ind som regeringschef sammen med en gruppe erhvervsfolk.

Kupregeringen holdt dog kun i fem døgn. Så måtte kongen erkende sit nederlag. En aldrig iværksat generalstrejke og tusinder af voldsomme protester fik ham til at indsætte en slags departementchefstyre, indtil der kort efter havde været afholdt nyvalg.

For dagbladet Politiken, som dengang var Danmarks største avis, blev affæren en dyr historie. Bladet havde støttet regeringen Zahle og protesterne mod Christian den Tiende. Nu blev avisen udsat for grov annonceboykot. På få uger blev annonceindtægterne halveret, og samtidigt faldt hverdagsoplaget med 15.000 eksemplarer og søndagsudgaven med 10.000 eksemplarer.

Kampagnen var anonym, men der var ingen tvivl om, at det var storannoncører, som sammen med Flensborggruppen og A.P.Møller, ville straffe bladets redaktion, og ønskede at bladet blev lukket. I sin vrede over det mislykkede kup, truede A.P.Møller med at lukke den store arbejdsplads, Odense Stålskibsværft og flytte hele virksomheden til Flensborg. Hans krav for at undlade flytning var, at værftets arbejdere gik med til en kraftig lønnedsættelse. Kravet blev opfyldt, og den stridbare skibsreder lod værftet blive liggende i Danmark. Nogle få år senere fandt A.P.Møller ud af, at det var billigere at få repareret sine skibe på et svensk skibsværft i Göteborg.

Da faren for krig i 1938 var overhængende, sendte A.P.Møller alle sine skibe til Oslofjorden. Da verdenskrigen året efter brød ud, var de fleste af hans skibe langt væk fra Danmark, hvor de tjente store penge til rederiets aktionærer.

Straks efter besættelsen den 9. april 1940, sendte A.P. Møller sin dengang 27-årige søn, Mærsk Mc-Kinney Møller til USA. Han skulle optage forhandlinger med USA’s regering om en millionerstatning, fordi hans skibe var blevet beslaglagt. Forhandlingerne gik trægt, blandt andet fordi A.P.Møller havde beordret sine kaptajner til at nægte at sejle for USA.

Først 14 år senere, i 1954, blev forhandlingerne afsluttet med udbetaling af et erstatningsbeløb på 350 millioner kr. Det var USA’s tak for lån til danske skibsredere for 40 skibe, hvoraf 28 forliste under krigen.

Dagen efter besættelsen af Danmark den 9. april 1940 skrev en af landets mest magtfulde mænd, civilingeniør Knud Højgaard et opsigtsvækkende brev til formanden for Det Konservative Folkeparti, Christmas Møller. Her foreslog han, at statsminister Th. Stauning og udenrigsminister P. Munch skulle træde ud af regeringen således at «politisk Anstændighed og Renlighed sker Fyldest», som det hed i brevet.

Det blev starten på et kupforsøg, omtrent med de samme aktører som i 1920. Igen deltog A.P.Møller meget aktivt. Han støttede også Knud Højgaards tanker i dagbladet Børsen 7. august 1940, hvor han krævede. at unge og gamle fik frataget deres stemmeret. Højgaard skrev: «Naar man er gammel eller hjælpeløs maa man give Afkald på at have Indflydelse paa Forhold, som man savner Forudsætninger for at bedømme. Ogsaa de helt unge og uerfarne Menneskers Valgret er meningsløs».

I betragtning af, at valgretsalderen var 35 år til Landstinget, og at en førstegangsvælger derfor kunne risikere at blive 42 år, og at valgretsalderen til Folketinget var 25 år, med risko for at en årgangsvælger var fyldt 28 år, før det første kryds kunne sættes på en stemmeseddel, var det både grove og reaktionære krav.

Hele foråret og sommeren 1940 arbejdede en gruppe mænd på højtryk, i noget, de kaldte «Danmarkskredsen», hvor notoriske nazister, som Einar Vaaben deltog sammen med A.P.Møller og over hundrede erhvervsfolk og nationalister. A. P. Møller hævdede ganske vist efter krigen, at han kun deltog i et enkelt møde i denne kreds, men i eftersommeren 1940 blev der startet en ny kreds af kupfolk.

Nu kaldte de sig «Højgaard-gruppen». I et stærkt følelsesladet brev til kongen den 14. november 1940, anbefalede ni mænd fra gruppen, at der blev dannet «en upartipolitisk Regering, som vil kunne opnaa Fordele fra Tyskland, der ikke vil kunne opnaas med et Ministerium som det nusiddende».

I et nyt brev dagen efter stillede gruppen forslag om at gøre prins Axel til statsminister, fordi lød det bl.a. i brevet - «det ville virke «stærkt forvirrende» på de danske nazister». Brevet var underskrevet af blandt andre A.P.Møller.

Kongen gav straks henvendelserne videre til statsminister Th. Stauning. Han smed dem åbenbart i papirkurven, for originalbrevene blev aldrig fundet i Staunings arkiver efter hans død i 1942. Der blev dog fremskaffet afskrifter, så eftertiden kan læse den fulde ordlyd i bl.a. Den Parlamentariske Kommissions beretning (bind IX side 126 - 132). I det samme bind er gengivet omfattende afhøringer af de ni mænd, der skrev til kongen med opfordringen om at fyre landets regering og sætte en «upartipolitisk regering» ind i stedet.

Under afhøringen af A.P.Møller blev hans tale fra Studenterforeningen den 8. november 1942 citeret af Rasmus Hansen (den senere socialdemokratiske forsvarsminister), som kaldte talen et angreb på folkestyret. Rasmus Hansen tilføjede: «De bruger ikke direkte udtrykket, men Deres Karakteristik gik jo i Virkeligheden ud paa, at Folkestyret var et raaddent System. Jeg har her Talen, saaledes som den blev offentliggjort i «Berlingske Tidende» efter Deres Manuskript. De taler om, hvorvidt Dovenskab er et særligt fremtrædende Træk hos Befolkningen her i Landet og siger, at vi er maaske, naar alt kommer til alt, heller ikke synderlig belemret med Ladhed...» og nu citerer jeg ordret:

«Deri har Sociallovgivningen - støttet af Lønpolitikkens Skrue uden Ende - dog i de seneste Aartier skabt en sørgelig Forandring. Ved Siden af sine gode Virkninger har den sat Lediggang og Fidusmageri i System og gjort Understøttelser til en udbredt Levevej.»

Rasmus Hansen gør en hel del ud af den side af sagen under afhøringen, men kommer slet ikke ind på et andet væsentligt synspunkt i talen til studenterne 8. november 1942, som A.P.Møller i samme tale fremsætter umiddelbart efter angrebet på de arbejdsløse.

Det er A.P.Møllers påskønnelse af Hitlers bog «Mein Kampf», hvor han på side 329 i den danske udgave skriver om «værneviljen, hvorpå et folks kraft består». Her tilføjede A.P.Møller i sin bedømmelse af Hitler, at «deri har han ret, som i saa meget andet.» Om A.P.Møller nu har haft «Mein Kampf» som natbordslæsning, eller det blot er et citat fra bogens slutord, der skulle markere, at skibsrederen fulgte med tiden, er ikke til at vide. Men det var en afslørende udtalelse fra landets rigeste og mægtigste mand at hylde Hitler og en bog, som nazisterne næsten betragtede som deres bibel, hvor racisme og krigshetz er de bærende elementer.

Med A.P.Møllers tidligere meritter i 1920 og 1940 ser det ud til, at talen i Studenterforeningen i 1942 var en naturlig videreførsel af nogle reaktionære holdninger. På dette tidspunkt gik det stadig godt for Hitlers hære rundt om i Europa. Da vanskelighederne meldte sig i 1943, vendte A.P.Møller på en tallerken, og i de allersidste måneder af besættelsen, søgte han at pynte på den krakelerede facade ved at blive kautionist for den danske stat ved køb af våben i Sverige til den borgerlige del af modstandsbevægelsen.

De tre millioner kroner, skibsrederen kautionerede for i Sverige, blev aldrig indfriet. Den danske statskasse betalte skam den svenske regering for dets udlæg til maskinpistoler.

Besættelsen - en grum tid

De tusindvis af artikler og bøger, der omhandler besættelsen, er i de senere år tippet over til fordel for en positiv beskrivelse af samarbejdspolitikken - det vi har valgt at kalde kollaborationspolitikken, fordi der i meget høj grad var tale om ikke blot eftergivenhed overfor de tyske krav, men også om at være behjælpelig og udvise kreativitet, når de tyske krav skulle indfries.

Det er måske ikke så mærkeligt, at disse positive synspunkter er i overvægt, når vi ved, at der i overvejende grad ikke blev givet penge til historieforskere eller adgang til statens arkivalier, med mindre forskerne, som lederen af Historisk Institut, dr. phil Aage Trommer røbede på en lukket konference i 1995: «satte fokus og et positivt saadan paa samarbejdspolitikken og politikernes indsats for at redde landet igennem besættelsen».

Derfor har vi valgt at sætte fokus på de mange ubekvemme historier, alle de sorte pletter fra besættelsestiden. Nogle af dem har været beskrevet af borgerlige historikere. Men de har nøje fulgt konceptet om at være positive overfor magthaverne dengang og i dag, og det har medført, at de enten har skjult eller fordrejet begivenhederne.

L.L., T.C.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 19/9 2008

Læst af: 195.612