Centralafrikanske Republik
| Befolkning | 5,4 mio. |
| Valuta | CFA francs |
| Areal | 622.980 Km2 |
| Hovedstad | Bangui |
| Befolkningstæthed | 5,9 indb./Km2  |
| HDI placering | 188 |
Beliggende i Afrikas indre uden adgang til havet. Landet udgør geografisk en højslette, der får sit vand fra nogle af Congoflodens udløbere (ad en af disse, Oubangui, fragtes landets produkter til udlandet) og fra Chad søen. Den sydvestlige del af landet er dækket af tyk tropisk regnskov. Det kommercielle landbrug er koncentreret om 3 produkter: bomuld, kaffe og tobak. Udvindingen af diamanter er ligeledes en kilde til udenlandsk valuta. Dyrkningen af jorden er sket under dårlige forhold, hvilket har øget erosionen og mindsket frugtbarheden. Manglen på vand og forureningen af nogle floder er ligeledes alvorlige problemer.
Folket: Et flertal af den centralafrikanske befolkning tilhører den etniske gruppe baya (33%), fulgt af banda (27%), mandjia (13%), m'baka (4%), sara (10%), mbum (7%) og yakoma (4%).
Religion: Ingen statsreligion. Omkring 24% af befolkningen praktiserer traditionelle afrikanske religioner, 25% er protestanter, 25% katolikker og 15% muslimer.
Sprog: Fransk (officielt). Sango er det nationale sprog, der muliggør kommunikation på tværs af de etniske skel.
Politiske partier: Partiet for befrielse af det centralafrikanske Folk; Den centralafrikanske demokratiske Union; Den demokratiske bevægelse for genfødslen og udviklingen af den Centralafrikanske Republik; Den patriotiske front for Fremskridt; Socialdemokratiet; Alliancen for demokrati og Fremskridt.
Officielt navn: République Centralafricaine / Ködrö tî Bê-Afrika.
Administrativ inddeling: 16 præfekturer og 52 underpræfekturer
Hovedstad: Bangui, 622.771 indb. (2006)
Andre vigtige byer: Berbérati, 61.400 indb.; Bouar, 53.800 indb.; Carnot, 51.900 indb.; Bambari, 49.900 indb. (2000) (1994)
Regering: Faustin-Archange Touadéra er præsident og statschef siden april 2016, genvalgt i 2020. Firmin Ngrébada er siden februar 2019 premierminister og regeringschef. Nationalforsamlingen har 105 medlemmer, der er valgt for en 5 årig periode.
Nationaldag: 1. december (Uafhængighed, 1960)
Væbnede styrker: 2.650 soldater (1996).
Paramilitære styrker: 2.700 (gendarmeri)
Den Centralafrikanske Republik og dets nabolande der i kolonitiden blev til imperiet Ubangui-Chari, blev regeret af stammehøvdinge, en sultan, af kolonitidens handelsfolk, franske administratorer, en præsident, en militærdiktator, en kejser og en korrupt politiker. Således har det været siden slutningen af det 19. århundrede, og således fortsatte det også efter at landet i august 1960 erklærede sig for selvstændigt.
Regionen blev udsat for en af de mest vilde og bedrageriske former for kolonialisering, som de europæiske kolonimagter gennemførte i Afrika. Frankrigs eneste interesse var den militære dominans, der blev brugt som afsæt for angreb på sultan Rabah, der regerede over det område, der i dag er Sudan. Den militære besættelse var grundlaget for omkring 40 virksomheder, der havde til opgave at kommercialisere rågummiet og elfenbenet fra hele regionen. Dertil kom bomuld, kaffe og diamanter. Virksomhederne indledte en 30 årig udbytningsperiode karakteriseret ved slavearbejde, massakrer og forfølgelse. De nåede op på at kontrollere 70% af området, der i 1908 blev omdøbt til Ubangui-Chari.
Efter den 2. verdenskrig tvang de økonomiske problemer ved opretholdelsen af koloniadministrationen franskmændene til at give regeringen i Bangui delvis autonomi. De anvendte samtidig den lokale elite som instrument til at skaffe sig kontrol over udenrigshandelen, forsvaret og inddrivelsen af skatter. Den neokoloniale periode var dermed indledt.
Undertrykkelsen og volden var allerede tiltagende, da den tidligere præst Barthélemy Boganda i 1949 grundlagde partiet Bevægelsen for social udvikling af det sorte Afrika (MESAN), der havde til opgave at kæmpe for den nuværende Centralafrikanske Republiks selvstændighed. Bogandas prestige steg voldsomt trods franskmændenes ihærdige bestræbelser på at sværte ham til. I 1956 besluttede det franske efterretningsvæsen at infiltrere MESAN med det formål at korrumpere Bogandas nærmeste rådgivere, David Dacko og Abel Goumba. I marts 1959 døde Boganda ved et flystyrt under mystiske omstændigheder - kun et år før landet blev selvstændigt.
David Dacko erklærede sig øjeblikkeligt som Bogandas politiske arving og indledte en udrensning af partiets progressive elementer. Han knyttede sig stadig tættere til Frankrig, samtidig med at USA begyndte at interessere sig for landets reserver af uran og kobolt. Dacko mistede efterhånden den offentlige støtte Boganda havde nydt, hans regering sank dybere ned i korruptionen, samtidig med at landets økonomiske krise forværredes.
1965-79 Kejser Bokassa
I december 1965 blev Dacko væltet ved et statskup gennemført af hans nevø, oberst Jean-Bédel Bokassa, der var tæt knyttet til Frankrig, i hvis hær han havde tjent i 22 år. Bokassa tilhørte det lille jordejende borgerskab fra den etniske gruppe m'baka i Lobaye - det område hvorfra Frankrig havde rekrutteret de fleste embedsmænd og militærfolk til sin koloniadministration. I 1972 udnævnte Bokassa sig til præsident på livstid, efterfølgende feltmarskal, for slutteligt at lade sig krone som kejser og samtidig ændre landets navn til Det Centralafrikanske Imperium. Kroningsceremonien i december 1977 kostede 28 millioner dollars og blev financieret af Frankrig, Israel og Sydafrika.
I 1978 overlod Bokassa 30.000 km2 til en pensioneret general fra den israelske hær med henblik på udvindingen af diamanter. Samtidig udnævnte han en række kendte internationale våbenhandlere til militærrådgivere. Han sendte endvidere tropper til Zaire (nuværende Congos Demokratiske Republik) til støtte for diktatoren Mobuto, der var i gang med at slå et oprør ned i Shabaprovinsen.
Men efterhånden nåede befolkningens utilfredshed et kritisk punkt. Det kom til flere oprør blandt arbejdere og studenter. Nu var det Bokassa der fik støtte fra Zaires soldater til at slå de folkelige oprør ned. I april 1979 gik studenterne atter på gaden, denne gang i protest mod at de var tvunget til at købe deres uniformer i forretninger, der var ejet af kejseren. 100 studenter blev arresteret og ført til det uhyggelige Ngaragba fængsel, hvor de under Bokassas personlige overvågning blev underkastet tortur og for størstedelens vedkommende henrettet. Skandalen rystede verdensoffentligheden.
1979 Dacko genindsættes som præsident af Frankrig
Frankrig besluttede nu at styrte kejseren og slette det dårlige image der var blevet skabt, da den tidligere kolonimagt i 1977 bistod ham ved tronbestigningen. Ideen var dengang at anvende ham som en brik i det neokoloniale spil. Mens Jean-Bédel Bokassa var på statsbesøg i Libyen sendte Frankrig den 20. september 1979 et militærfly med den tidligere præsident David Dacko til Bangui. Han overtog magten uden på nogen måde at lægge skjul på, at han var en brik for den tidligere kolonimagt, og at han måtte beskyttes af 1000 franske soldater. Dacko opløste imperiet, genindførte republikken, samtidig med at han gav Frankrig lov til for en 10 årig periode at anvende den enorme flybase i Bouar.
1981 Militærkup
Dackos tilbagevenden var kun en ændring af navne. Korruptionen og undertrykkelsen fortsatte som under Bokassa. I 1980 brød landet de diplomatiske relationer med Sovjetunionen og Libyen, og smed alle de teknikere og diplomater ud, de to lande havde i Centralafrika. Samtidig optrappedes forfølgelsen af oppositionens politikere, der næsten alle blev sendt i fængsel eller måtte gå i eksil. Situationen var præget af omfattende konspiration og kamp om magten, og i september 1981 blev Dacko styrtet ved et militærkup anført af general Kolingba.
Kolingba bad Frankrig om for en et-årig periode at påtage sig lønudbetalingerne til de 24.000 offentligt ansatte i landet. Samtidig nærmede han sig USA og gav supermagten nye koncessioner på udvinding af uran. Datoen for tilbagevenden til forfatningsmæssigt ordnede forhold blev udskudt fra 1982 til 1986, og den 21. november dette år blev Kolingba valgt til præsident for sit parti, Det centralafrikanske parti for demokratisk Genopbygning (PCRD). Det skete under omstændigheder, hvor oppositionen ikke havde mulighed for at deltage i valget. I samme periode blev der vedtaget en ny forfatning, der gjorde landet til en etpartistat. I juli 1987 blev der valgt medlemmer til parlamentet blandt PCRD's medlemmer.
Regeringen indledte samtidig i samarbejde med IMF et strukturtilpasningsprogram. Alligevel udviste økonomien som helhed ikke tegn på bedring.
I 1986 vendte Bokassa tilbage fra sit eksil i Frankrig. Han var blev in-absentia blevet retsforfulgt for oprør og dømt til døden. Nu blev han arresteret, på ny stillet for retten og idømt en fængselsstraf.
I forsøg på at indlede en demokratisering blev der i maj 1988 afholdt kommunalvalg. Valgene var forholdsvis frie og havde bl.a. til formål at forbedre relationerne med de udviklede lande. For at øge sin popularitet blandt befolkningen søgte regimet desuden at øge selvforsyningsgraden med fødevarer, men landet figurerer fortsat blandt verdens fattigste. Sammen med Senegal, Côte d'Ivoire, Gabon og Djibouti er den Centralafrikanske Republik et af de mest følsomme emner for fransk udenrigspolitik i Afrika.
I juli 1991 blev der vedtaget en plan for reform af forfatningen med henblik på genindførelse af flerpartistyre. Der blev udskrevet valg til oktober 1992, men kort efter at valget var gået i gang, blev det aflyst af Kolingba, der som grund angav uregelmæssigheder. Efter annulleringen blev der dannet et Provisorisk Nationalråd bestående af de 5 præsidentkandidater. Rådet erklærede, at der ville blive afholdt et nyt valg i april 1993, men valget blev ved flere lejligheder udsat.
I maj angreb og besatte en gruppe soldater præsidentpaladset og radiostationen i Bangui. De krævede udbetaling af deres løn, der var 8 måneder forsinket, men accepterede at vende tilbage til deres forlægninger efter at have fået udbetalt 2 månedslønninger.
Den første runde af præsidentvalget blev gennemført 11. august 1993, men atter engang blev resultatet annulleret af Kolingba ved dekret. Det fik Frankrig til at true med indstilling af sin økonomiske og militære hjælp til landet, hvilket tvang Kolingba til gennemførelse af anden runde i præsidentvalget.
Den 1. september beordrede Kolingba alle politiske fanger løsladt, herunder også Bokassa, der var blevet anklaget for kannibalisme, mord og svindel med offentlige midler. Den 19. september blev Ange-Félix Patassé - Bokassas tidligere premierminister - valgt til præsident med 52,47% af de afgivne stemmer.
Patassé fortsatte i 1994 tilnærmelsen til Frankrig, der ved valget i 1993 havde støttet den tidligere præsident Dacko. Økonomien udviste fortsat svaghedstegn. Udbetalingen af løn til offentligt ansatte blev genoptaget, men staten skyldte fortsat mange penge i form af lønninger, der endnu ikke var blevet udbetalt. I august 1994 besøgte en parlamentarisk delegation fra Kuwait landet for at takke for dets støtte under Golfkrigen.
28. december 1994 blev der vedtaget en ny forfatning ved en folkeafstemning. Alligevel hævdede oppositionen, at der var tale om et nederlag for Patassé, eftersom kun 46% af de stemmeberettigede deltog i afstemningen. På det internationale marked steg priserne på bomuld og diamanter, hvilket gjorde at landets økonomiske vækst i 1995 nåede op på 7%. Men Frankrig havde besluttet at devaluere den afrikanske Franc (CFA) med 100% (der også anvendes som valuta af den Centralafrikanske Republik), hvilket ramte befolkningen hårdt.
I maj 1996 bad Patassé om militær assistance fra Frankrig for at slå et nyt militært oprør ned. De franske soldaters direkte deltagelse i militære træfninger udløste en række demonstrationer mod Paris' intervention. Bangui blev paralyseret i kølvandet på oprøret, plyndringer og den franske militære aktion. Landets økonomi blev nu endnu mere afhængig af Frankrig.
I juni annoncerede præsidenten indsættelsen af en national samlingsregering og udpegede landets tidligere ambassadør i Frankrig, Jean Paul Ngoupande til ny premierminister. De sociale spændinger blev imidlertid ikke mindsket, og i november udbrød der en ny militæropstand - den tredje på mindre end et år.
Efter en våbenhvile indledte franske tropper i starten af 1997 en offensiv mod oprørske tropper i Bangui, der var gået til angreb efter drabet på to soldater. Angrebet medførte at Patassé og oprørslederen, Anicet Saulet enedes om at erstatte de franske tropper med en styrke af soldater fra forskellige afrikanske lande - financieret af Paris.
I januar udpegede Patassé, Michel Gbezera-Bria til premierminister. I februar dannedes en ny regering, der også havde ministre fra oppositionen. Samtidig vendte de fleste af de oprørske soldater tilbage til deres kaserner. I maj udløste nye væbnede sammenstød en politisk krise, der fik oppositionen til at trække sig fra regeringen. Nye forhandlinger mellem regering og oprørsstyrker - med mægling fra de udenlandske tropper - bidrog til løsningen af krisen.
Fjendtligheden mod Frankrig blev stadig mere åbenlys. I oktober krævede præsidenten, at Frankrig skulle trække sig tilbage fra dets militære baser i landet. Samtidig søgte han at styrke relationerne til USA.
I marts 1998 besluttede FN's Sikkerhedsråd at sende en specialmission (MINURCA) til Centralafrika bestående af 1.400 fredsbevarende soldater. I april blev de inter-afrikanske fredsbevarende styrker erstattet af 1.350 MINURCA soldater. Samme dag trak Frankrig sine 1.400 soldater ud af landet. I maj undertegnede Patassé en gensidig forsvarspagt med præsidenten for Demokratisk Congo, Laurent Kabila. Samme måned annoncerede regeringen ophævelsen af toldafgifter - dette var et krav fremsat af IMF. I juli bevilgede samme internationale finansinstitution et lån på 66 mio. US$ til fortsat gennemførelse af den økonomiske reformpolitik.
Det planlagte præsidentvalg i september måtte udsættes 1 uge efter anmodning fra oppositionen og med udsigt til uroligheder. Valget gav præsident Patassé 51 % af stemmerne, men oppositionen anmodede om annullering af valgresultatet og beskyldte regeringen for valgsvindel. Den tidligere præsident Andre Kolingba kom ind på 2. pladsen med 19 % af stemmerne.
Ved parlamentsvalget i november-december 98 vandt Patassés regerende parti og dets allierede kun 49 af de 109 pladser i parlamentet, men efter en række forhandlinger skiftede 5 uafhængige kandidater og 1 overløber fra oppositionen til regeringen og gav dermed denne flertal. Alligevel udløste udnævnelsen af den nye regering voldelige demonstrationer i Bangui i januar 1999.
I januar 2000 udløste skudvekslinger mellem præsidentgarden og militærenheder panik i hovedstaden. Enhederne havde været loyale overfor præsident Patassé ved tidligere kupforsøg, men beskyldte ham nu for ikke at have opfyldt krav fremsat under tidligere oprør. Garden fik dog militærenhederne under kontrol, og oprøret var dermed slået ned.
I december 2000 igangsatte de offentligt ansatte en generalstrejke i protest mod udeblevne lønninger. I nogle tilfælde var lønningerne forsinkede i op til 30 måneder. I hovedstaden Bangui var de fleste forretninger og kontorer lukkede og trafikken var stærkt begrænset. Politi og militær var i alarmberedskab.
For at bringe sammenstødene i landet til ophør, opfordrede lederne af det Centralafrikanske økonomiske Fællesmarked fra deres topmøde i Cameroon i januar 2001 til dialog og respekt for den Centralafrikanske Republiks forfatning. Præsident Patassé deltog også i dette topmøde, men hans talsmand erklærede efter mødet, at det ikke var muligt at gennemføre en forsoningsproces med oprørslederen François Bozize, der var tidligere chef for generalstaben.
Bozize der havde søgt tilflugt i Chad, rejste nu videre til Frankrig, hvor han havde fået asyl. Men i oktober 2001 vendte Bozize uventet tilbage til Chad. Samtidig krydsede oprørere der var loyale overfor ham grænsen mellem Chad og den Centralafrikanske Republik, hvor de besatte en række byer og en tredjedel af hovedstaden. De krævede, at Patassé genoptog dialogen med oppositionen, eller i modsat fald trak sig tilbage. Patassé afviste kravet og i november forsøgte oprørerne at gennemføre et kupforsøg, der dog blev slået ned.
I februar 2002 begyndte befolkningen i Bangui at klage over de libyske tropper, der var ankommet til landet for at forsvare præsidenten efter et fejlslagent kupforsøg. Disse tropper kontrollerede radio, TV og lufthavnen. Tilstedeværelsen af disse tropper skabte også problemer i forholdet til Chad, der har en olierørledning i den sydlige del af landet tæt ved grænsen til den Centralafrikanske Republik.
Den 15. marts 2003 gennemførte Bozize sit andet kupforsøg, der denne gang lykkedes og sendte præsident Patassé i eksil i Cameroon. Ved sit kup suspenderede Bozize forfatningen, opløste Nationalforsamlingen og indsatte en overgangsregering med 28 ministre. De 28 kom fra civilsamfundet og fra alle de politiske partier. De forskellige interventionsstyrker indgik en aftale med den nye præsident om gennemførelse af demokratiske valg i 2004, og Patassé indvilgede i maj i at gå i dialog for at sikre en overgang til demokrati.
I august 2004 igangsattes en oplysningskampagne om præsidentvalget der skulle gennemføres i januar 2005, financieret af internationale donorer der var opsatte på at få kupstyret bragt til ophør og få bragt den sociale og økonomiske ustabilitet samt volden i landet til ophør. Kampagnen blev gennemført i et samarbejde mellem militærregeringen og FN's kontor for fred i den Centralafrikanske Republik (BONUCA). Den blev gennemført i hele landet; var rettet mod vælgerne som blev opfordret til at lade sig vælgerregistrere; organiserede debatter og politiske møder med deltagelse af både mænd og kvinder, NGO'er, politiske partier og religiøse institutioner.
Da præsidentvalget endelig blev afholdt i juni 2005 blev det vundet af Bozize, der fik 64,6% af stemmerne i anden valgrunde. Modkandidaten, den tidligere premierminister Martin Ziguele fik 35,4%. I første valgrunde havde Bozize fået 43% og Ziguele 23% overfor den tidligere præsident Andre Kolingba, der måtte nøjes med 16%.
Der var i februar 2006 rapporter om kampe mellem regeringsstyrker og rebeller i den nordlige del af landet. Omkring 50.000 blev sendt på flugt. Heraf 7.000 til nabolandet Chad. Der var endvidere om, at regeringsstyrker systematisk henrettede mænd og børn der formodedes at samarbejde med rebellerne.
Et fly med 50 bevæbnede mænd landede i april 2006 i den nordlige del af landet. Regeringen forsikrede om, at der var tale støtte-styrker fra Sudan til rebellerne i Chad.
Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) indledte i maj 2007 undersøgelse af de omfattende menneskerettigheds krænkelser der fandt sted under sammenstødene i 2002-03. Flere tusinde blev på det tidspunkt ofre for overgreb.
Bozizé blev i januar 2008 mødt af en generalstrejke blandt offentligt ansatte, der protesterede mod manglende udbetaling af deres løn. Præsident fyrede premierminister Élie Doté og indsatte i stedet Faustin-Archange Touadéra på posten. Bozizé selv overtog posten som forsvarsminister og indsatte sin søn, Francis Bozizé som minister-delegat. Hans søster, Yvonne M'Boïssona, der var turismeminister i den forrige regering blev udnævnt til minister for Vand, skove, jagt, fiskeri og Miljø.
I februar 2010 døde Kolingba i Frankrig. Bozizé deltog i hans begravelse i Bangui. Samme uge underskrev præsidenten et dekret der satte datoen for næste præsidentvalg til 25. april 2010. Datoen blev udsat til 16. maj, og siden udsat på ubestemt tid. Bozizé bad derefter parlamentet om at ændre forfatningen, så han fortsat kunne lede landet, til der kunne gennemføres valg. Iaggtagere betegnede det som et konstitutionelt kup og regnede ikke med valg foreløbig, men i januar og marts 2011 gennemførte Bozizé alligevel valg, som han vandt stort. Oppositionens kandidater blev udsat for chikane og hindret i at rejse til udlandet. Valgene blev financieret af EU og UNDP.
Væbnede konflikter fortsatte rundt om i landet gennem 2010 og 2011, og medførte at omkring 2/3 landet var udenfor centralregeringens kontrol. Den nordvestlige del af landet var de-facto under kontrol af Folkehæren for genindgørelse af Demokrati (APRD), der nok havde underskrevet en fredsaftale med Bozizé, men ikke ladet sig afvæbne. Den sydøstlige del af landet var under kontrol af Lord's Resistance Army (LRA), der gennemførte stadig mere brutale angreb. I oktober 2010 oprettede den Afrikanske Union en fælles styrke - MICOPAX - bestående af soldater fra den Centralafrikanske Republik, den Demokratiske republik Congo, Sudan og Uganda til bekæmpelse af LRA. Inititivet blev støttet af USA, der i oktober sendte 100 militærrådgivere for at assistere i kampene.
MICOPAX og regeringshæren fortsatte gennem 2012 bekæmpelsen af LRA. Der var hyppige sammenstød med mindre grupper af LRA medlemmer, nogle blev dræbt, og andre taget til fange. I maj lykkedes det at fange en af LRA's højere officerer, Caesar Achellam. I september besluttede den Afrikanske Union at overtage det politiske ansvar for bekæmpelsen af LRA.
2012 Borgerkrig
I december 2012 sluttede de væbnede grupper i den nordlige del af landet sig sammen og dannede den væbnede koalition Séléka, hvis formål var at vælte regeringen. I slutningen af måneden kontrollerede den store dele af landet, men kunne ikke indtage Bangui, der fortsat var under MICOPAX' kontrol. Regeringen anmodede nu yderligere om soldater fra Sydarika, der sluttede sig til MICOPAX i hovedstaden. Ved fredsforhandlinger mellem Séléka og regeringen i januar 2013 indvilgede præsidenten i at udnævne en premierminister fra oppositionen, og indlemme partisanerne i regeringen. I starten af februar tiltrådte Nicolas Tiangaye på posten som premierminister. Partisanernes leder, Michel Djotodia blev første vice-premierminister og forsvarsminister. I marts brød fredsprocessen sammen, da partisanerne hævdede at præsident Bozizé havde brudt sine løfter. Partisanhæren nærmede sig hovedstaden, der den 24. marts blev indtaget. Præsident Bozizé måtte flygte og Michel Djotodia overtog præsidentposten. Han lod premierministeren blive på sin post og erklærede at landet var gået ind i en 3 års overgangsperiode. Militærdiktatoren satte derpå forfatningen ud af kraft, opløste regeringen og parlamentet. Djotodia mødtes den 28. marts med topofficerer indenfor politiet og militæret, der anerkendte den nye præsident. Den 3. april holdt den Afrikanske Union topmøde i Chad og erklærede at det øvrige Afrika ikke ville anerkende Djotodia som præsident. Unionen anbefalede i stedet at der blev dannet et overgangsråd og blev gennemført valg indenfor 18 måneder. Diktatoren fulgte Unionens anbefaling, nedsatte et 105 personers overgangsråd, og lod sig den 13. april vælge til præsident af rådet. Der var ingen modkandidater. Efter nogle dage anerkendte Unionen valget, men insisterede på ikke at betegne diktatoren som præsident men som Formand for Overgangsrådet. Samtidig blev han pålagt ikke at stille op til det efterfølgende præsidentvalg.
Djotodia blev formelt indsat som præsident i august, og erklærede samtidig at han ikke vil stille op til præsidentvalget. Måneden efter opløste præsidenten Séléka, men partisangrupperne nægtede at lade sig afvæbne, og den sikkerhedsmæssige situation løb løbsk. I midten af september blev der rapporteret om hæftige kampe mellem uidentificerede væbnede grupper omkring byerne Bossembele og Bossangoa. Kampene sendte 400.000 på flugt. De fleste ud i bushen mens 68.000 flygtede til nabolandene. Den nordlige del af landet var præget af mord, plyndringer og tortur. Over de næste 2 måneder antog kampene i stigende grad karakter af inter-etniske og inter-religiøse udrensninger. Séléka grupperne i nord havde overvejende nomade baggrund og var muslimer (15% af befolkningen). Overfor dem stod de bofaste kristne og animister, der dannede såkaldte «anti-balaka» militser. Begge grupper begik omfattende overgreb på modpartens civilbefolkning.
I starten af december vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution, der åbnede op for flere tropper fra den Afrikanske Union og fra Frankrig. Der var ikke tale om en «fredsbevarende mission», men om at afvæbne de stridende grupper. I midten af december var de franske tropper i kamp med kristne militser i Bangui, der forsøgte at tage kontrol over byen for at drive den muslimske præsident på flugt. 500-1000 civile blev dræbt om ugen.
Volden tog yderligere til mod slutningen af december og starten af januar, hvor anti-Balaka fik kontrol over Bangui og myrdede løs blandt de tilbageblevne muslimer, mens de franske specialtropper så passivt til. Den 9. januar 2014 rejste Djotodia til topmøde i det Centralafrikanske Fællesmarked CEEAC i Chad. Her blev han udsat for et stort pres fra de øvrige præsidenter for at trække sig fra posten, og den 10. trådte han tilbage og gik i eksil i Benin. Efter knap 2 ugers debat blev det Nationale Overgangsråd (CNT) den 23. januar enige om at udpege Catherine Samba-Panza til fungerende præsident. Hun havde siden juni 2013 været borgmester i Bangui og var ikke knyttet til nogen af de stridende parter. Hun udpegede André Nzapayeké som sin premierminister. Hun indbød derefter de to stridende parter - Séléka og anti-Balaka - til forhandlinger, hvilket begge accepterede.
Den 7. februar 2014 meddelte ICC's chefanklager, at organisationen åbnede en forundersøgelse af situationen i landet siden september 2012. I en rapport fra september 2014 meddelte organisationen, at der fandtes tilstrækkeligt med beviser til at efterforske forbrydelser begået indenfor Rom Statutten med henblik på at rejse sag mod de skyldige.
Den 28. maj smed kristne militsmedlemmer håndgranater mod en moské i Bangui inden de trængte ind og skød om sig med automatvåben. 11 blev dræbt.
I juli underskrev regeringen, Séléka og anti-Balaka en aftale om våbenstilstand i Brazzaville, Republikken Congo. Et par uger senere udskiftede præsident Samba-Panza sin premierminister med Mahamat Kamoun - landets første muslimske premierminister. Udskiftningen var imidlertid ikke aftalt mellem parterne, og selv om det nok skulle udtrykke goodwill overfor landets muslimske befolkning blev det fordømt af Séléka, da Kamoun ikke var knyttet til dem. De trak sig derfor fra den nationale samlingsregering, og truede med at opsige våbenstilstandsaftalen. Denne aftale var i forvejen vanskelig at overholde inde i den Centralafrikanske Republik, hvor det kom til mange sammenstød.
I september overtog FN's Multidimensional Integrated Stabilization Mission in the Central African Republic (MINUSCA), ansvaret fra AU for fredsmissionen i landet. Indsættelsen af den fredsbevarende FN styrke skabte håb, men allerede i oktober blev volden optrappet i Bangui, snesevis af civile blev dræbt og tusinder drevet på flugt og flere landsbyer brændt ned.
Ved udgangen af 2014 var 415.000 muslimer flygtet ud af landet fra anti-Balakas overgreb. De fleste til Cameroon. Omkring 10.500 muslimer sad i lejre i den vestlige del af landet under FN's fredsbevarende missions beskyttelse. Internationale menneskerettighedsorganisationer kritiserede skarpt disse lejre og FN's rolle. Flygtningene skulle have lov til at rejse ud af landet for at søge beskyttelse, men det blev hindret af regeringen og af FN styrker. I april havde FN gennemført en evakuering af en anden lejr og eskorteret flygtningene ud af landet, men konvojen var undervejs blevet angrebet af anti-Balaka og flere flygtninge dræbt. Samtidig gjorde regeringen det klart, at den under ingen omstændigheder ville acceptere, at flygtninge blev eskorteret ud af landet. Evakueringerne var derefter indstillet.
Den 6. januar 2015 tog ugandiske soldater og militærrådgivere fra USA Dominic Ongwen til fange inde i den Centralafrikanske Republik. Han var øverste leder for den ugandiske Lords Resistant Army (LRA) og havde siden 2005 haft en ICC arrestordre på sig. ICC ønsker at stille Ongwen for retten for krigsforbrydelser.
I april suspenderede FN den højtstående FN embedsmand Anders Kompass efter at denne havde offentliggjort detaljerede rapporter om franske FN soldaters seksuelle overgreb mod børn i den Centralafrikanske Republik. Kompass havde da i over et år forsøgt at få FN til at gribe ind, efter en internrapport i 2014 afslørede omfattende og systematiske seksuelle overgreb mod børn begåede af franske tropper. FN forklarede sin suspension af Kompass med at han havde offentliggjort hemmeligt stemplede FN dokumenter. Suspenderingen og offentliggørelsen af de franske overgreb udløste international skandale. Først efter 9 måneders interne undersøgelser blev Kompass af FN frikendt for alle anklager. Der blev ikke umiddelbart taget skridt til at undersøge og retsforfølge de skyldige franske soldater. (UN aid worker suspended for leaking report on child abuse by French troops, Guardian 29/4 2015, UN whistleblower who exposed sexual abuse by peacekeepers is exonerated, Guardian 18/1 2016)
I maj 15 gennemførte overgangsregeringen en national forsoningskonference: Bangui National Forum. Konferencen vedtog en Pagt for fred, national forsoning og Genopbygning og 9 af de 10 væbnede grupper undertegnede desuden en aftale om Afvæbning, demobilisering, rehabilitering og Repatriering (DDRR). Men spændingerne i landet var fortsat latente. I september blev mindst 42 dræbt og 400 såret i Bangui efter muslimer havde angrebet en overvejende kristen bydel. Iflg. regeringen fordi en muslimsk mand var blevet dræbt og smidt på gaden. Under de kaotiske forhold lykkedes det 500 fanger at undslippe fra Nagaragba centralfængslet - herunder medlemmer af både kristne og muslimske militser.
Måneden efter angreb anti-Balaka krigere en delegation af ex-Séléka krigere der var kommet til Bangui for at møde præsident Samba-Panza. To af de fire medlemmer af delegation blev bortført og er fortsat forsvundet. Under de efterfølgende uroligheder blev huse brændt ned og flere dræbt i sammenstød mellem bevæbnede muslimske bander, anti-Balaka og nationale sikkerhedsstyrker.
Midt i december udråbte Selaka oprørslederen Noureddine Adam den autonome republik Logone. Erklæringen blev fordømt af overgangsregeringen.
I december 2015 og februar 2016 gennemførtes parlaments- og præsidentvalg. Ved første valgrunde fik den uafhængige kandidat Faustin-Archange Touadéra 19,1% af stemmerne, mens Anicet-Georges Dologuélé fra Unionen for Centralamerikansk Fornyelse fik 23,7% fulgt af en lang række andre kandidater. Alligevel lykkedes det Touadéra ved anden valgrunde at blive valgt til præsident med 62,7% af stemmerne. Han blev indsat på posten i april. Touadéra udnævnte derefter sin valgkampagnedirektør Simplice Sarandji til ny premierminister. Sarandji præsenterede sin nye regering bestående af 23 ministre, og blandt ministrene var 3 præsidentkandidater der havde stillet op i valget men tabt. Trods den inkluderende tilgang valgte premierministeren dog ikke ikke at inkludere repræsentanter for de kristne og muslimske militser, der var involveret i volden omkring kuppet i 2013. Premierministerens personlige sikkerhedseskorte var fra Rwandas Nationale Politi, der havde stillet en enhed til rådighed for FN's stabiliseringsstyrke i landet.
Efter flere måneders stilhed tog kampene i juni 2016 atter til mellem de forskellige militser i landet. Trods det at MINUSCA havde 12.870 uniformeret personale i landet, var det begrænset hvad de kunne stille op overfor kampene - især pga. landets store geografiske udstrækning. Efter flere års forlydender om de franske styrkers seksuelle overgreb, blev de sidste franske styrker i oktober trukket ud af landet. MINUSCA rapporterede om over 300 væbnede sammenstød i løbet af året, der kostede over 500 civile livet. Ved slutningen af året fik kampene en ny dimension, da modsætninger i militserne førte til interne væbnede sammenstød.
Ved udgangen af 2016 var 434.000 internt fordrevne, 468.000 var flygtninge i nabolandene, og 2,3 mio. ud af befolkningen på 4,8 var afhængige af humanitær bistand.
En våbenhvile mellem 14 militsgrupper blev undertegnet i Rom i juni 2017. Der gik dog mindre end en dag, før kampe atter brød ud mellem militserne. I april trak Uganda sine soldater ud af landet. De havde udgjort rygraden i kampene mod LRA enheder i landet. Fra 2016 var den vigtigste konflikt mellem militserne ikke længere religion, men økonomisk kontrol over miner og andre naturressourcer - som i Congo.
Fra 2017 trådte Rusland i stigende grad ind i konflikten på præsident Touadéras side. Rusland leverede også soldaterne til hans personlige livgarde. I august 2018 lykkedes det Rusland og Sudan at få de stridende parter med på en midlertidig fredsaftale. Efter yderligere fredsforhandlinger i Khartoum under ledelse af AU lykkedes det i februar 2019 at få regeringen og 14 oprørsgrupper til at underskrive den Politiske aftale for fred og Forsoning. Som led i aftalen blev Firmin Ngrébada indsat som premierminister og lederne fra UPC, MPC og 3R fik poster som militære rådgivere i det kontor under premierministeren der havde ansvaret for tilsyn med de blandede enheder af regerings- og oprørssoldater. Fredsaftalen blev dog kortvarig. I maj gennemførte 3R angreb på en række landsbyer og dræbte over 50, hvilket fik MINUSCA til at indlede angreb på organisationen. I august brød aftalen definitivt sammen da oprørslederne trak sig fra deres regeringsposter, og i september udbrød der kampe mellem de grupper, der havde undertegnet februar aftalen.
Ved præsident- og parlamentsvalget i december 2020 blev Touadéra officielt genvalgt som præsident med 53,9% af stemmerne. Pga. den usikre sikkerhedssituation i landet var 800 afstemningssteder lukket svarende til 14% af det samlede antal. Det fik oppositionen og nogle til at karakterisere valget som en farce og præget af svindel. Forud for valget havde en lang række politisk militære organisationer dannet Koalitionen af Patrioter for Forandring (CPC), der indledte en offensiv mod regeringen, MINUSCA, russiske og Rwanda fredsbevarende styrker. Formålet var at få valget udsat. Det mislykkedes. Få dagen inden selve valgdagen blev der indgået en våbenhvile, der dog kun holdt 2 dage inden nye kampe brød ud. 2. runde af parlamentsvalget var planlagt til afholdelse 14. februar 2021. CPC styrker havde da indtaget flere provinsbyer og omringet hovedstaden Bangui for at erobre den gennem afskæring af forsyninger.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 7/2 2021
Læst af: 54.793