Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Nygaardsvold, Johan

Nygaardsvold (1879-1952), norsk politiker. Johan Nygaardsvold dannede den 20. marts 1935 den anden norske regering med basis i det Det norske Arbejderparti. Der var da gået 7 år, siden regeringen Hornsrud havde regeret i 19 dage. Den havde provokeret hele det borgerlige Norge med udfordrende formuleringer om sit virke. Nygaardsvold var landbrugsminister i Hornsruds regering. Han nægtede bestemt at påtage sig statsministeropgaven - og havde det ikke godt med udenrigsminister Edvard Bulls skarpt formulerede og ideologisk prægede regeringserklæring.

Valgnederlaget i 1930 og den økonomiske krise skabte grundlag for en ny kurs i Arbejderpartiet. Den politiske kamp blev ifht. de dagsaktuelle spørgsmål indstillet. Tyngdepunktet i partiet blev forskudt til Stortingsarbejdet. I Stortinget var Johan Nygaardsvold parlamentarisk leder og fra 1933 præsident. Han har fået æren for parolen : «Hele folket i arbejde» fra valgkampen dette år. Den nye politiske kurs kom til udtryk i Ole Colbjørnsens og Axel Sømmes «norske treårsplan» med underskudsbudgettering og større statslige finansinitiativer som bærende elementer for at få samfundsmaskineriet i gang. Partiet fik stor fremgang ved valget og krævede regeringsmagten. Efter halvandet år fik Johan Nygaardsvold tilbudet. Og han skulle «... vise dem at vi kan styre».

I 1935 havde han siddet næsten 20 år i Stortinget. Her havde han haft sin politiske skole. I så henseende var han forskellig fra praktisk talt alle andre arbejderledere i Norden, der så at sige var sprunget direkte ud af partiledelsen. Han var formet i stortingskomiteernes evindelige kompromismageri, hvor politik i sandhed blev udøvet som det muliges kunst. Ideologi var ret fremmed for ham, selv om han med sin enorme læsning selvsagt havde intimt kendskab til de socialistiske teoretikere. Han indgik f.eks. sammen med Martin Tranmæl i fagoppositionen (se Fagoppositionen af 1911). I 1921 stemte han sammen med flertallet for indmelding i Tredje Internationale. Men han talte og kæmpede så stærkt mod Moskvateserne, at han blev truet med eksklusion. Han var ordstyrer på landsmødet i 1923, da Tranmæls forslag der førte partiet ud af Internationalen blev vedtaget. Han og Tranmæl havde samarbejdet under udarbejdelsen af forslaget.

Nygaardsvolds regeringstid blev langvarig. Få statsministre har siddet længere. Perioden er enkel at inddele: Først blev det fem gode år, en aktiv reformperiode i norsk politik, og derefter fem onde år i eksil og med landet besat. Siden hen kom kapitulationen i 1940 til at kaste skygge over hans indsats, både de fem første og de fem sidste regeringsår. Selv om han kun var 66 år, kom fredsslutningen i 1945 til at markere afslutningen på hans tid på de politiske højder.

Allerede under krigen havde toneangivende kredse i partiet indset, at det ikke ville være taktisk eller politisk fornuftigt på ny at satse på Nygaardsvold, når det politiske liv atter ville begynde at fungere. Og i maj-juni 1945 blev han derfor udmanøvreret i to omgange: Først med Paal Bergs hjemmefronts- og borgerligt dominerede regeringsforsøg, og dernæst med den arbejderpartiledede samlingsregering som Einar Gerhardsen dannede.

Partiet havde flere grunde til at skille sig af med den gamle. Bl.a. ville han være blevet en belastning under valgkampen om efteråret, fordi han var så stærkt knyttet til 9. april tragedien. Partiet ville være kommet i defensiven i en borgerlig kanonade om skyld og uskyld for det manglende beredskab i 1940. Det var den taktiske vurdering. Men der blev også gjort politiske overvejelser gældende. Allerede de første år efter magtovertagelsen i 1935 kunne man registrere en forsigtig intern opposition i partiet, med tyngdepunkt i partiapparatet. I første række gjaldt det forsvarspolitikken. Nygaardsvold stod på en næsten konsekvent antimilitaristisk linie. Han fik efterhånden centralledelsen imod sig. Den ville øge bevillingerne til forsvaret.

Men også i den økonomiske politik var han kommet på kant med partiet. Hans regeringsdannelse havde ikke vært noget gennembrud for en ny økonomisk politik, som den ellers var skitseret i treårsplanen. Først i forbindelse med budgettet for 1939 lage regeringen en plan frem om større låneoptagelse over en treårsperiode - bl.a. løseligt knyttet til statslige industriinitiativer.

I 1945 mente partiets ledende og yngre mænd, at freden skulle sikres gennem et stærkt forsvar og kollektiv sikkerhed, og i de politiske kulisser bevægede Erik Brofoss sig med sin planøkonomi. Timeglasset var tømt for den nygaardsvoldske antimilitarisme og forsigtige finanspolitik.

Tiden efter 1945 blev ikke nogen særlig hyggelig periode for Nygaardsvold. Han blev siddende med 9. april skylden hængende over sig til Odelstinget i 1945 besluttede at frafalde Rigsretstiltalen. Han døde som en bitter mand i 1952, selv om han personlig havde forsonet sig med det meste gennem den fireårsperiode, hvor han fra 1945 sad som menig og altid loyal stortingsrepræsentant for sit parti.

G.F.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 25.612