 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Nye bølge
Den Ny Bølge (fr.: la nouvelle vague) er samlebetegnelse for en række især franske filminstruktørers vellykkede bestræbelser på at forny filmkunsten fra slutningen af 1950´erne og op igennem 60´erne. De franske instruktører der først og fremmest forbindes med Den Ny Bølge er Francois Truffaut (1932 - 84), Jean-Luc Godard (1930), Claude Chabrol (1930), Eric Rohmer (1920) og Jacques Rivette (1928). Nybølgefilmene blev i de første banebrydende år typisk til på meget små budgetter, og ligeså typisk foretoges optagelserne on-location, inspireret af efterkrigstidens italienske neorealistiske film.
Den Ny Bølges instruktører og værker kan ikke uden videre sættes på entydig formel. Et gennemgående træk er dog, at de forholder sig uimponeret og til tider repektløst til filmkunstens «vedtagne» normer og konventioner (hollywoodisering), og at enhver form for kommercialisme i forbindelse med filmproduktion anses som ødelæggende for filmkunsten. Ligeledes er det et gennemgående træk, at mediet og kunsten som sådan ofte tematiseres af filmene og deres instruktører.
Selvom det er nærliggende at se Den Ny Bølge som Ungdomsoprørets filmiske udtryk, er dette ikke tilfældet (Godard undtaget); fokuseringen på det enkelte værks æstetik og originalitet harmonerede ikke med Ungdomsoprørets koncentration om ideologi og kollektivt udtryk. Ligeledes er det blevet fremhævet, at 1990'ernes Dogmefilm er en videreføring af Den Ny Bølges bestræbelser. Man skal dog lægge mærke til, at dogmefilmene ikke på samme måde er båret af et egentligt tilbundsgående opgør, men mere har det postmodernes enkeltstående projekts værdi. Og at Dogme 95 i øvrigt tager afstand fra Den Ny Bølge bl.a. ved at fremhæve kollektivet fremfor kunstneren.
Instruktørerne
Om Den Ny Bølges instruktører gælder, at de var autodidakter, og at de fornyede filmkunsten ved dels kritisk i en årrække at behandle filmkunst gennem det franske filmtidsskrift Cahiers du Cinéma frem til deres filmdebut, og ved dels på dette grundlag at instruere en lang række værker, af hvilke flere i dag anses for at være hovedværker i filmkunsten. Ud af instruktørernes kritik, inspireret af filmkritikeren og instruktøren Alexander Astrucs essay: En ny avantgardes fødsel: Kameraet som pen (1948), voksede den såkaldte auteur-teori frem, der dog mindre er en egentlig filmteori end en politik, et krav og en bestræbelse for filmkunsten; film er først kunst, når instruktøren sætter sig originalt igennem sit værk, dette bør således være instruktørens bestræbelse. Ud fra auteurteorien var det muligt at revurdere filmkunsten indtil da og med hård hånd fremhæve eller forkaste film for deres kunstneriske værdi eller mangel på samme. Kritikken behandlede hovedsagelig amerikansk film, der var og er dominerende på verdensplan. Truffauts hudfletning af fransk film ud fra samme teori er dog i dag berømt/berygtet. Det er værd at bemærke, at amerikansk film ikke uden videre forkastes. Tværtimod fremhæves en hel række amerikanske instruktører og deres værker positivt (f.eks. Walsh, Hawks og Fuller).
Truffaut, der debuterer med Ung Flugt i 1959, er den af nybølgeinstruktørerne der er mest traditionel. Filmene fortolker ofte genrer og fortælleform positivt fornyende og Truffaut kan derfor med nogen ret kaldes neo-klassicist. Man kan indplacere hans værk indenfor tre kategorier: det dokumentariske (i spillefilm), det genreorienterede og det litterære. Et gennemgående tema er den intellektuelles og kunstnerens problematiske forhold til omverdenen; de mandlige hovedpersoner sætter på tragisk vis idéen/iscenesættelsen mellem sig og kvinderne. Selvom Truffaut fremtræder mindre kontroversiel end de øvrige nybølgeinstruktører, er han den instruktør der oftest forbindes med Den Ny Bølge. Måske fordi hans kritik i Cahiers du Cinéma havde størst gennemslagskraft, eller simpelthen fordi hans film er stor kunst.
Godard og Rivette er de af instruktørerne der forholder sig mest eksperimenterende til filmmediet. For begges vedkommende gælder, at de konsekvent gør op med den traditionelle, hollywoodske fortælleform. Egentlig kommerciel succes har ingen af dem.
Godard, der debuterer med Åndeløs (1959), indsætter filmkunsten i en direkte politisk sammenhæng, hvor filmformen nærmest er destruktiv i forsøget på at forbinde kunsten med verden. Frem til 1968 fremtræder bestræbelsen frugtbar, idet nedbrydningen resulterer i flere helstøbte værker, der i dag må betegnes som klassikere. Opgøret, nedbrydningen er dog så konsekvent, at det derefter synes nærmest umuligt for instruktøren at formulere sig meningsfuldt. Han har gennemgået en udvikling fra genrefilm og sociologiske film (fra 1959) over revolutionære film (fra 1968) og selvspejlende videofilm (fra 1974), og genoptog i 80'erne en egentlig spillefilmsproduktion bl.a. med religiøse overtoner.
Rivettes film udmærker sig først og fremmest ved deres improviserende karakter og ved deres anseelige længde (Out 1 - noli me tangere fra 1971 varer 760 min.!). Derudover er det karakteristisk, at temaerne for hans film gang på gang drejer sig om kunst og sammensværgelse. Værkerne fremtræder gennemgående dunkle og uigennemtrængelige. En enkelt gang er det dog «lykkedes» Rivette at instruere en film der både må betegnes som kunstnerisk mesterværk og kommerciel succes på samme tid, nemlig Den skønne strigle (La belle noiseuse) fra 1991.
Rohmers film udmærker sig ved deres i bogstaveligste forstand meget talende og meget afdæmpede, nærmest asketiske karakter. Filmene er ofte sat ind i serier, hvor moral er tema. Således har han instrueret Seks moralske fortællinger (1962-72 ), Komedier og ordsprog (1981-87) og Eventyr om de fire årstider 1990-98 ). Der er tale om realistiske hverdagshistorier, ofte med kønsrollerne specielt hos unge i centrum og fortalt af personerne selv. Rohmer opnår tidligt i karrieren kommerciel succes vel sagtens på grund af det der er kaldt filmenes poetiske karakter. Rohmer overraskede i 2001 ved at benytte videomediets digitale muligheder til fulde i filmen Hertugen og Englænderinden.
Chabrol (debut: Vennerne (Le beau Serge), 1958) har gennem hele karrieren udvist et betydeligt talent for kriminalintrigen, tydeligt inspireret af Hitchcock. Det borgerlige liv sættes ofte ind i en kriminalintrige og afsløres som kynisk og facade. I de bedste værker tematiseres moral i forhold til psykologi og natur. Bedst i «trilogien» Den utro hustru (La femme infidèle, 1968), Dyret skal dø (Que la bête meure, 1969) og Slagteren (La boucher, 1969), der må betegnes som mesterværker. Chabrols produktion er stor og af stærkt svingende kvalitet. Han har som den eneste af nybølgeinstruktørerne ikke afholdt sig fra rent kommercielle produktioner.
Instruktører udenfor Frankrig
Af andre instruktører der i samme periode mere eller mindre kan forbindes med Den Ny Bølge er i Frankrig: Alain Resnais og Jacques Demy; i England: Lindsay Anderson og Tony Richardson (Free Cinema); i Italien: Michelangelo Antonioni; i Tjekkoslovakiet: Milos Forman og Jiri Menzel; i Polen: Roman Polanski og Andrzej Wajda; i Brasilien: Glauber Rocha og Ruy Guerra (Cinema Novo); og i USA: John Cassavetes (The New American Cinema).
I Danmark produceres kun få film der med rette kan kaldes nybølge-film. Dog har film som Weekend (Kjærulff-Schmidt, 1962), Balladen om Carl-Henning (Grønlykke, 1969), og Ang. Lone (Ernst, 1970) tydelige ny-bølgetræk.
Sidst ajourført: 11/9 2010
Læst af: 34.399