Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Arkitektur

De fleste definitioner på arkitektur forklarer begrebet som byggekunst og betoner dermed slægtskabet med og afhængigheden af kunsten. Det, som fremhæves af århundreders byggevirksomhed og forsynes med betegnelsen arkitektur, er de «betydningsfulde» bygningsværker. De store arkitektoniske mindesmærker er mindesmærker over tidens herskende tankesæt - et udtryk for magt. Arkitekturen fremstilles i historisk sammenhæng, som det, der er blevet stående, legemliggørelsen af det bestående.

Men arkitekturen er samtidig realisering af bestemte materielle betingelser, ved hjælp af bestemte teknologiske hjælpemidler. Desuden er arkitektur udtryk for bestemte ideologiske forestillinger gennem bestemte formelle koder, d.v.s. formsprog med fast betydningsindhold. Arkitektur er en del af den materielle kultur. Materiel kultur opstår i det øjeblik, hvor anvendelse af tingene bliver til tegn på denne brug - med andre ord, hvor den bliver til en social institution. Arkitektur er den socialt bestemte brug af rum. Det betyder at rummet kan blive læseligt som billedrum, og dermed afdækker sin egen betydning.

Udviklingen af vor tids arkitekturs særegne karakter, må ses både i sammenhæng med en europæisk arkitekturtradition, som går tilbage til antikken og i forhold til udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde og det borgerlige samfund, for selv om der ikke findes en éntydig sammenhæng mellem arkitektur og samfundets struktur, kan arkitektur ikke forstås uafhængigt af det samfund, den opstår i.

Middelalder

Udviklingen af feudalismen og den katolske kirkes magtposition førte omfattende ændringer i organisering af byggerier med sig. Projekterne voksede i størrelse, omfang og sværhedsgrad og kunne ikke længere udføres udelukkende ved hjælp af lokale arbejdere og håndværkere med en anden byggetradition.

Den romanske arkitektur, vi forbinder med tidlig middelalder, lånte elementer fra romerske og tidlige kristne bygningsværker, men gav disse en egen udformning i en ny sammenhæng. De typiske byggeopgaver - kirker, klostre og borge, fremstår alle som massive, beskyttende bygningsværker med kraftige mure, søjler, runde buer og hvælvinger, som lukker sig om det indre rum. Befolkningstilvæksten og den økonomiske ekspansion i store dele af Europa fra det 11. århundrede, resulterede i en omfattende urbanisering. Gamle byer fik nyt liv og nye blev grundlagt. Byerne omkransedes næsten altid af en sammenhængende bymur og i byernes centre anlagdes kirker, rådhuse og markedspladser. I forbindelse med urbaniseringen og den katolske kirkes magtmonopol, blev katedralerne de største og vigtigste byggeprojekter.

I katedralernes gotiske arkitektur er de massive mure og de runde buer, erstattet med slanke søjler med dekorative elementer, spidse buer og luftige hvælvinger og de mørke interiører fyldes med lys. Bygningernes indre kommer til udtryk i det ydre; det indre rum åbnes og udvides til også at omfatte de nære omgivelser - byen indenfor murene. Katedralerne var et billede på almægtighedens konkrete tilstedeværelse. De var Guds boliger på jorden, hvor hver enkelt detalje havde sin plads og funktion - en opfordring til ydmyg underkastelse.

For at kunne gennemføre de store byggeprojekter, blev arbejdskraften organiseret i lagdelte grupper, hvor alle aflønnedes direkte af arbejdsgiveren, men efterhånden voksede behovet for en mere praktisk og organisatorisk arbejdsdeling. De forskellige grupper af arbejdere og håndværkere organiseredes i laug, som sikrede og varetog de enkelte byggefags kompetence og interesser. Laugene organiserede oplæring af svende, mesterprøver og sikrede faste regler for gennemførelsen af byggeprojekterne. Arbejdsgiverne, lensherrer, bisper og borgere, forhandlede direkte med den enkelte mester og enedes om hovedtrækkene i byggeriet eller projektet. Katedralernes «ophavsmænd» skal derfor findes blandt de bygningskyndige, som omsætter byggeskik og bygherrens instruktioner i direkte praktisk arbejde.

Renæssancen

Renæssancen repræsenterer et brud med denne tradition. Baggrunden for bruddet lå i udviklingen af bystaterne, som gennem handel og vareproduktion havde skaffet sig en økonomisk magt, som gjorde det muligt at opnå politisk indflydelse i klar opposition til det bestående feudalsystem og den katolske kirke. Handelsfyrsterne og pengearistokratiet så sig selv som bærere af «de nye tanker i tiden», frem til en ny guldalder, som knyttede forbindelse til antikken. På denne baggrund dukker enkeltindivider op fra laugene i form af kunstnere, videnskabsmænd og arkitekter. De fremstår som radikale, selvbevidste individualister uden for laugenes fastlåste normer.

Disse arkitekter planlagde og tegnede bygningsværker, som skulle bygges og anvendes af andre. De deltog ikke direkte i byggeaktiviteten og rekrutteredes ikke længere udelukkende fra byggefagene, men kom også fra andre håndværksgrupper og kunne også være belæste humanister. De så sig selv som arbejdsgiverens ligemænd, Arkitekten blev ansvarlig for planlægning af det teoretiske og praktiske grundlag for byggeriet. Afstanden mellem idéproduktion og materiel produktion, blev hans arbejdsområde. Idealet fra antikken indebar en målsætning, hvor det perfekte blev den etiske målestok: «her kan intet tilføjes eller trækkes fra uden at helheden bliver ødelagt!» Renæssancens arkitektur formes ud fra et ønske om en altomfattende orden, med mennesket som al tings mål. I arbejdet med at fremstille denne ideelle form, gjorde renæssancearkitekterne brug af antikke arkitekturelementer i klare geometriske sammenhænge. Renæssancens billedlige fremstilling af rum, perspektivet, udvikles på basis af byernes dominans over oplandet. Bankkapitalens styring af landbruget, krævede konstruktion af et effektivt vejnet, som med sine lange, lige alléer var et synligt tegn på at by og land knyttedes sammen til en økonomisk enhed. På denne måde sprængtes den middelalderlige rumopfattelse, knyttet til «byen inden for murene» og erstattes af en social anvendelse af rum, som omfatter både byen og dens omgivelser.

Barokken

I de europæiske nationalstater var kirken, kronen og aristokratiet, arkitektens vigtigste arbejdsgivere. I princippet var arkitekterne fuldstændigt underlagt den enevældige regent, men i praksis var arkitekterne mere eller mindre integrerede hos embedsmændene og blev i stigende grad rekrutterede fra embedmandstanden og borgerskabet. Som statens fineste symbol var det eneherskerens ret og pligt, at fremme sin egen og statens anseelse på enhver måde. Til dette formål byggedes paladser, kirker og byer. Denne byggeskik, barokken, er rig og plastisk - en videreudvikling af renæssancearkitekturen, men også et forsøg på en syntese af flere centrale motiver i den europæiske arkitekturtradition.

Den institutionaliserede anvendelse af rum, blev stadig mere omfattende. Barokkens storladne og altomfattende anlæg, henviser til et tilsyneladende totalt herredømme over verden. I denne proces fik facaden en særlig betydning; som bygningens ansigt adskilte den det indvendige og det udvendige, som samfundsmæssigt adskilte sfærer.

Frem til slutningen af 1700-tallet, var produktionsmidlerne kun blevet ganske lidt ændret. De traditionelle byggematerialer var sten og træ. Byggevirksomheden blev kun i ringe grad påvirket af arkitektens arbejde. Byggeri til bolig- og produktionsformål kunne udføres indenfor en faglært håndværkstradition, som kun ganske langsomt optog elementer og erfaringer fra arkitekturen. Arkitekterne var godt nok fremstået som en selvstændig erhvervsgruppe, men deres samfundsmæssige opgave havde ændret sig lidt. I det væsentlige var deres ansvar for den «betydningsfulde» byggevirksomhed knyttet til de grupper i samfundet, som havde magt og ressourcer til at gennemføre byggerier af en vis størrelse.

Den industrielle revolution

Fra 1750 og fremover ændredes byggevirksomheden radikalt i forbindelse med den industrielle revolution. Byggeteknikerne forbedredes med henblik på en mere effektiv produktion og distribution for at kunne løse problemerne i forbindelse med industrialiseringen og urbaniseringen i begyndelsen af det 19. århundrede. Maskiner og teknologi lettede byggeriet og videnskabelig udvikling gjorde det muligt at udnytte de forhåndenværende ressourcer bedre. Nye materialer blev taget i anvendelse; uddannelse på specialskoler skabte grundlag for en række højt kvalificerede professioner indenfor byggesektoren. Udbygningen af kommunikationsnettet - veje, kanaler og jernbaner - knyttede de nye industricentre til de gamle handelssteder. Befolkningstilvæksten og byernes ekspansion førte til øget byggeaktivitet og nye byggeopgaver som fabrikker, butikker, legepladser, lagerbygninger, broer, havne osv. De fleste af disse betragtedes som produktionsmidler og investeringsobjekter, ikke som varige løsninger, som «arkitektur», hverken af samtidens arkitekter eller deres nye arbejdsgivere, borgerskabet. De var ikke bærere af det «betydningsfulde». For borgerskabet var bygningernes brugsværdi ikke det centrale meningsfulde element; det vigtigste var ikke hvad bygningerne indeholdt, men hvad de repræsenterede. På denne baggrund blev arkitekterne, som repræsentanter for en selvstændig profession inden for byggesektoren, tvunget ud på det frie marked, hvor de måtte sælge deres produkter, der blev tilpasset magthavernes smag. Arkitekturen blev en repræsentativ arkitektur, med klare moralske og pædagogiske opgaver, bundet til den borgerlige kunstopfattelse. For at kunne løse disse opgaver, søgte borgerskabets arkitekter tilbage til historiske idealer; ved at gøre brug af fortidens magtsprog, lånte de af historiens glans.

Det 19. århundredes arkitektur har facaden som et centralt tema. Facaderne bliver til væggene i det offentlige, borgerlige rum og tjener som kulisser for borgerskabets selvforståelse. Det gælder for boligen, for bankerne og for børsen. Den borgerlige facade blev led i en «forskønnelsesstrategi», der dækker over modsætningerne i samfundet. Det 19. århundredes pragtbygninger danner skueplads for borgerskabets selvpromovering . Som et typisk eksempel på denne arkitektur, kan man nævne Operaen i Paris.

Industrialiseringen udviklede byggeteknikken, standardiseringen og masseproduktionen af byggeelementer. De blev hovedsagelig anvendt uden for arkitektens arbejdsområde. Den vigtige udvikling af jernkonstruktioner til stålskeletter, der muliggjorde opførelsen af det første «rigtige» højhus i USA omkring 1870, foregik i forbindelse med bygning af fabrikker, broer, udstillingsbygninger osv. Først hen mod slutningen af århundredet, blev de betydningsfulde byggeopgaver knyttet sammen med den industrielle byggeteknik. Derved blev forskellen mellem de konventionelle skønhedsidealer og kravet om en tidssvarende byggetradition, uoverstigelig. Storbykasernernes ornamentale, udsmykkede «gadefronter» formåede ikke at dække over det, der var bag facaden - hverken den sociale elendighed eller de teknologiske muligheder for at skabe et bedre liv. Den borgerlige revolution havde givet løfter om et offentligt rum, der åbnede for almen frihed, men samfundets anvendelse af rummet kan ikke blive mere åbent end samfundet selv!

Den nye arkitektur

Frem mod århundredeskiftet og første verdenskrig, forstærkedes arkitekternes og de intellektuelles kamp mod facadearkitekturen.

Tiden var inde til det endelige opgør med alle overfladiske forsøg på at camouflere nutidens produkter med «historisk stil», der stammede fra forældede produktionsformer. Den nye arkitektur skulle bygge på elementære menneskelige behov; facaden skulle ikke længere være en maske, som tilslørede, men skulle være en forklarende præsentation af bygningernes konstruktion og formål. Den industrielle produktion blev til mål og middel, den stillede nye byggematerialer, som beton, stål og glas, til rådighed. Nye byggeteknikker åbnede for muligheden for at gøre den faktiske produktion uafhængig af byggepladsen, hvor opstillingen af de præfabrikerede byggeelementer, kunne udføres stadig mere enkelt. Det kunne udføres af hvem som helst, hvor som helst. I den tekniske civilisation øjnede arkitekten muligheder for at skabe en tilværelse, baseret på mobilitet, valgfrihed og uafhængighed. Maskinkulturen var i sit inderste væsen international - arkitekturen skulle som maskinerne fremstå som et rationelt system af detaljer med nøje specificerede funktioner.

Denne nye arkitektur - funktionalismen - fik sit egentlige gennembrud i årene efter første verdenskrig. Den forlangte, at den aktuelle virkelighed måtte accepteres for at man kunne beherske og forandre den. «Vi kan ikke modarbejde arbejdsdeling og specialisering. Vi må acceptere rationaliseringens princip, og i det finde muligheden for en større arbejdsglæde, den fælles anstrengelse og det åndfulde samarbejde». (Svensk arkitekturmanifest, 1930).

Funktionalisterne så deres program som en logisk konsekvens af fremskridtet og betragtede masserne som deres arbejdsgivere. Kun masseproduktionen kunne gøre kvalitetsprodukter tilgængelige for alle. Den nye arkitekturs eksistensberettigelse blev først og fremmest begrundet med økonomiske argumenter - behovet for standardisering, men blev samtidig begrundet med moralske argumenter - den nye arkitektur skulle udtrykke en helt ny mentalitet. I kampen mod livsløgnen i arkitekturen, søgte funktionalisterne tilbage til det 19.århundredes begyndelse. Her fandt de grundlaget for centrale idéer om den nye arkitektur i det revolutionære borgerskabs puritanske arbejds- og livsmoral. «Ærlighed», «sandhed» og «enkelhed» blev rettesnore for arkitekturen. Her fandt man også forløberne for en byggetradition, der er en del af produktionssfæren - de bygninger, som arkitekterne i det 19. århundrede havde overset.

I dette udgangspunkt findes to af funktionalismens vigtigste karaktertræk. For det første skulle bygningens form og konstruktion være den samme og for det andet skulle alle detaljer i bygningen være tilpasset klart definerede formål. Tingene skulle kun opfylde deres primære opgaver, være nyttige, funktionelle. Det, der gjaldt for miljøet omkring boligen, skulle også gælde for selve boligen - og også for byen! For funktionalismens teoretikere gik der en lige linje fra teskeen til byplanen. Tilværelsen skulle skræddersyes til produktive formål. Her fremstod boligerne som den vigtigste byggeopgave; boligbyggeriet skulle tilfredsstille menneskenes grundliggende behov og der igennem frigøre dem fra traditionerne. Boligens formål blev reduceret til et minimum af elementer; ved at fjerne det tilfældige, det overflødige og det situationsbestemte, blev verden som ny. Huset skulle være en «boligmaskine» og planlægningen af den enkelte bolig, måtte være resultatet af den gennemgribende videnskabelig vurdering af «det kollektive menneskes» behov.

Funktionalismens by var åben, grøn og luftig, uden snævre gader og mørke baggårde. I en lang række bygninger og projekter, forsøgte arkitekter over hele Europa at vise folk et billede af fremtiden - her og nu. Med socialt boligbyggeri, medborgerhuse og forsamlingshuse, indbyggede de budskabet om en frigjort menneskehed. Denne arkitektur blev præget af enkle, geometriske former uden ornamenter og dekorationer. Som regel blev der anvendt skeletkonstruktioner i stål og beton, som gjorde det muligt at åbne facaderne i større sammenhængende vindues- og glaspartier. Facaden skulle være et billede af husets indre liv.

Funktionalismens dilemma var klart nok; den byggede på et program, som sikredes ved de nye produktivkræfters iboende tendens. Deres projekter, bygninger og byplaner, var en lovprisning af fremskridtet og teknologiens muligheder for at kunne frigøre menneskene. I «maskinens harmoniske samspil», så de modellen for en socialistisk stat, men tilbedelsen af maskinen for maskinens egen skyld og kampen for en almengyldig og altomfattende arkitektur, faldt sammen med tendenserne til monopolisering og imperialisme. Den radikale protest, bekendelsen til den tekniske og ekspansive civilisation, blev afmægtig ved sin afhængighed af kapitalismen. I tid skilles den nye arkitekturs vision om al magt og dens oplevelse af afmagt, kun af nogle få år.

Efter at den anden verdenskrig så at sige havde gjort rent bord, fik den nye arkitektur tilsyneladende en historisk opgave. Funktionalismens indhold og form syntes at være velegnet som udgangspunkt for genopbygningen af Europa, men det skulle snart vise sig at funktionalismens indbyggede utopi om en frigjort verden, forsvandt i kapitalens behov for realisering af merværdi. Funktionalismens krav om en grundig analyse af arkitekturens elementer og opdelingen af den menneskets tilværelse i funktionelt uafhængige områder, blev underlagt kravet om lønsomhed. Det frembragte en arkitektur, som blev virkeliggørelsen af det funktionalistiske, senkapitalistiske samfund, opdelt i operationelle, adskilte enheder.

Den hurtige genopbygning af Vesteuropas ødelagte byer og de store udvidelser af byerne i forbindelse med den økonomiske ekspansion efter krigen, gennemførtes mere eller mindre efter samme skema og resultatet blev monotone boligkvarterer omkring en ensliggjort bymidte. «Funktionaliseringen» ramte også arkitekternes egen produktionssfære. Funktionalismen blev i dobbelt forstand funktionærernes arkitektur. Oprørets progressive grundholdning slog om og blev til resignation og tilpasning til den herskende orden.

Allerede i 30'erne havde kritikken af det funktionalistiske program påpeget faren for ensretning og bureaukratisering. Imod funktionalismens internationalisme og dens klare forbindelse til socialismen i Vesteuropa, opstod et krav om en arkitektur, knyttet til det regionale og det nationale. Efterkrigstidens arkitekturs degenerering til funktionelle klichéer, forstærkede blot kritikken, der delvist gentog den «unge» funktionalismes krav om accept af den foreliggende virkelighed og at ville skabe en arkitektur, som udnyttet de tekniske muligheder, for at frigøre mennesket. Slagordene om mobilitet, valgfrihed og uafhængighed iførtes nye klæder og tilpasset den nye teknologi. Funktionalismens kritik af århundredeskiftets barbariske profitarkitektur, blev delvist gentaget, men nu med skytset rettet mod efterkrigstidens funktionalistiske arkitektur. Det er desuden en kritik af funktionalismens naive forhold til sammenhængen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, men hovedvægten af kritikken, er koncentrerer sig om nutidens byggeteknik undertrykker arkitekturens billed- og sprogskabende evner. Det er funktionalismen, som i dag anklages for mangel på afveksling i vore miljøer, og arkitekter og planlæggere gøres ansvarlige for sociale og økonomiske vanskeligheder i byer og boligområder.

Men en kritik, der kun knytter sig til bygningens udseende må nødvendigvis blive overfladisk og ende i letkøbte reformforslag. Arkitekturen kan ikke åbne op for mere menneskevenlig praksis ved at producere nye billeder. Funktionalismen var heller ikke billedfjendtlig i sig selv, den forsøgte i høj grad at producere billeder af et fornuftigt organiseret samfund. Funktionalismen krævede «skønhed som løfte om funktion», men i den kapitalistiske vareproduktion, bliver det virkeliggjort på en forvrænget måde: Produktionens mål er bytteværdier, der kan omsættes på markedet, men samtidig spilles den på varernes brugsværdi i forhold til forbrugerne. Kun i krigsmaskinernes æstetik er dette løfte om funktion, virkelig til at stole på. Når rummet betegnes som «arkitekturens vigtigste udtryksmiddel», kan det ikke være et abstrakt, matematisk rum, men heller ikke en given størrelse, der kan udledes af varige, almenmenneskelige værdier. Arkitektoniske rum er altid samfundsmæssige rum, et resultat af specielle historiske og geografiske betingelser. Det arkitektoniske rum er stedskabende, og «stedet» har sin forankring i konkret, historisk praksis.

Det er uden tvivl lettere at kritisere arkitektur, end at fremstille kritisk arkitektur. Der findes ikke længere en illusion om at kunne forandre samfundet ved at bygge revolutionær arkitektur. Den berømte, funktionalistiske arkitekt Le Corbusiers naive alternativ «arkitektur eller revolution», bliver af mange radikale i dag anvendt mod arkitekturen, men alternativet er forkert. (Det er en menneskefjendtlig vrangforestilling at forandringens potentiale kun kan opstå i slummen). Engels' tese gælder fortsat: boligspørgsmålet kan ikke løses udelukkende ved hjælp af arkitektur, men ved hjælp af kvindernes frigørelse, men at opfordre arkitekten til «at hade sin beskæftigelse» vil let kunne misbruges af den udbredte kynisme, som truer dette fag og som går godt i spænd med mange arkitekters selvhad.

Arkitekten ser ikke længere sig selv som den kreative ener, «som gennem kollektivet henvender sig til kollektivet» (Le Corbusier), men alligevel behøver man det, der er tilbage af arkitekternes kunstneriske subjektivitet som modstandskraft mod en ensrettet kollektivisme underlagt kapitalens herredømme. Den borgerlige revolution gav engang løfter om et offentligt rum, som er åbent og tilgængeligt for alle og som derfor er præget af mangfoldighed og ligeværd. Arkitekturens praksis i dag kan og må holde bevidstheden om dette løfte i live.

J.B. / P.Ka.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 65.465