Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 118.792
: :
Gandhi, Mohandas K.
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Mohandas Gandhi
Mohandas Gandhi

Gandhi (1869-1948), også kaldet «mahatma» («stor sjæl»), indisk frihedskæmper, socialreformator, antagelig den vigtigste enkeltperson i udformningen af en teori og praksis for ikke-vold (hindi: «ahimsa») gennem sin «satyagraha»-metode (hindi: «at holde fast ved sandheden»). Gandhi tilhører de forholdsvis få, der vender sig lige stærkt mod såvel direkte som strukturel vold (se Vold) i sin kamp for ikke-voldelige kampformer mod kolonial udbytning mellem lande (specielt England i Indien, og boerne overfor inderne i Sydafrika), mod byernes udbytning af bønderne, mod klasse- og kastesamfundets udbytning af de nederste i samfundet (i Indien, de kasteløse, «harijans» - «Guds børn»), mod mænds udbytning af kvinder. Gandhis idealsamfund var baseret på utallige små, selvbærende enheder (specielt landsbyer) var i stand til at forsørge sig selv; Befolket af personer som med et minimum af ejendom - en ged, en spinderok og nogle palmetræer - kunne holde sig selv i live i nødstilfælde; Hvor mennesker af forskelligt køn og kaste arbejder side ved side. Gandhi var tilhænger af et horisontalt kastesamfund med erhverv bestemt fra fødselen, hvor alle kaster er ligeværdige og fungerer som en fagforening, der beskytter mod konkurrence og ydermere fritager mennesket for valg af erhverv, på samme måde som mennesker er fritaget fra valg af køn.

Gandhis metode var en kombination af ikke-samarbejde og civil ulydighed med konstruktivt arbejde. Metoden er kompliceret i forhold til f.eks. den vestlige arbejderklasses hovedvåben: Strejken. Gandhi ville for eksempel boykotte engelske tekstiler, men ikke for at ramme britiske arbejdere, købmænd eller indiske købmænd. Formålet var ikke at tvinge dem til at opgive den økonomiske dominans af Indien gennem at styrte dem ud i nød - Gandhi organiserede endog en pengeindsamling til dem - men at få inderne til at genopbygge dets eget tekstilhåndværk. Altså til at stole på dets egne kræfter.

Mahatma Gandhi på vej til en konference om Indiens fremtid i 1931. (AP)

Det er vanskeligt at give en præcis vurdering af Gandhis liv og virke, selv 50 år efter at han blev dræbt af den mere ortodoks hindu, Godse, der for øvrigt i sin forsvarstale fremhævede, at det Indien havde behov for var en moderne nationalstat, som kunne sætte sig i respekt, baseret på ordentlige politiske institutioner med magtkamp indad- og udad til, ikke Gandhis moralisme og traditionalisme. Godse dræbte altså Gandhi ud fra en filosofi, der lå tæt op ad Jawaharlal Nehrus og hans datter, Indira Gandhis, politik. Talen blev derfor længe holdt hemmelig. Indien blev frit, ikke mindst takket være Gandhi og hans utallige tilhængere, og ikke mindst takket være en «soul force», sjælelig kraft, der havde sin virkning på englænderne. I hvert fald efter at de var blevet svækket af en verdenskrig. Men det var et delt Indien. Muslimerne forlod landet i store mængder for at danne Pakistan; Og det var et Indien der gik ind for industrialisering og urbanisering snarere end et materielt enkelt, og åndeligt rigt liv i landsbyerne. Kastevæsenet og forholdet mellem kønnene ændrede sig noget. Nok delvist takket være Gandhis indsats, men på langt sigt ikke nær så meget som han havde håbet. Og fattigdommen øgedes. Den mindskedes ikke.

Meget af dette kan siges at skyldes, at Gandhi ikke lagde tilstrækkelig vægt på kapitalismen. Han var da også selv fra en høj købmandskaste. Sammenligningen med Mao ligger nær. De ligner hinanden i deres tro på bønderne som bærere af det nye samfund, på den konstruktive handling som en del af kampen, på de små, selvbærende enheder. Men Mao ønskede at ødelægge den kapitalistiske/bureaukratiske ramme; Gandhis analyse og praksis gik ikke i den retning. På den anden side havde Mao den fordel, at det kinesiske samfund gjorde det muligt at skabe en alliance mellem de tre øverste grupper (bortset fra selve toppen i samfundet): De intellektuelle, bønderne, håndværkerne  mod den nederste købmændene. For Gandhi gik dette ikke: Han havde de øverste kaster mod sig, og næsten ingen allierede der.

Med Gandhi har ikke-voldsforkæmpere fået deres arsenal betydeligt udvidet. Et centralt element i kampen mod alle former for vold.

J.G.