Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Funktionær (latin: «functio» - udførelse af en opgave) betegner oprindelig en person, som er beskæftiget med forvaltningsopgaver i bureaukratiske organisationer. Funktionæren er lønarbejder, men ikke direkte knyttet til produktionen af varer. Kontoret er hans værksted og papiret hans vigtigste produktionsmiddel. Ofte består arbejdet i sagsbehandling efter nøje fastsatte regler.

I modsætning til arbejdere beskæftiget i den direkte vareproduktion, har funktionærernes arbejdssituation gerne været præget af renhed og ro. Dette er også slået igennem i de mest almindelige kulturelle træk knyttet til funktionærgrupperne. Hvid snip, selvbeherskelse og «pæn» adfærd præger personligheden. Vægten på korrekt sagsbehandling og på at alle sager skal gå tjenestevejen bliver fremherskende i arbejdet.

Funktionærgrupperne er udviklet som en organisk del af kapitalismen. I den vestlige verden skete dette især i årene omkring første verdenskrig. Det var også på denne tid, at Max Weber foretog sine grundlæggende studier af de bureaukratiske organisationer. I skønlitteraturen blev funktionærerne med grotesk indlevelse skildret af Franz Kafka, som i «Processen» og «Forvandlingen».

Det traditionelle billede af funktionærerne

Oprindelig havde funktionærerne deres beskæftigelsesgrundlag i statsforvaltningen og finansinstitutionerne. I mellemkrigstiden gjorde de sig stadig stærkere gældende i de traditionelle produktionsvirksomheder. Dette hang sammen med bølgen af automatisering og overgangen til større produktionsenheder, hvilket førte til et øget behov for både koordinering og planlægning af driften.

Funktionærernes egenart bygger på eksistensen af et skarpt skel mellem produktion og forvaltning. Arbejderen er knyttet til kollektivdannelser, hvor det hersker en høj grad af lighed, mens funktionæren er et led i hierarkiske organisationer med et vidtforgrenet net af individuelle karrieremuligheder. Traditionelt har arbejderne indtaget en antagonistisk, uforsonlig, holdning til virksomhedsledelsen, mens funktionærerne tvært imod har identificeret sig med ledelsen. Dette har til dels hængt sammen med, at funktionærerne har udført ledelsesfunktioner eller forvaltningsopgaver, men uden at have ledelsesret. Men tilknytningen til ledelsen har også hvilet på den mulighed, som alle teoretisk har haft for at klatre opad i hierarkiet. Denne karrieremulighed er nok det træk som adskiller de traditionelle funktionærgrupper fra andre grupper i det omkringliggende samfund.

I Danmark voksede de brede funktionærgrupper frem med gennembruddet i økonomien fra 1880-1920. Udviklingen var i vid udstrækning knyttet til øgningen af den kontormæssige virksomhed. Samtidig voksede der brede grupper frem, der stod i en mellemposition mellem direkte produktion og forvaltning. Det var især tilfældet indenfor varehandel, undervisning, sundhedsvæsen og kommunikation. I flere af disse erhverv var kvinderne i klart overtal.

Gennem hele det 20. århundrede er antallet af funktionærer steget hurtigere end antallet af arbejdere. Dette har samtidig fået betydelige konsekvenser for frontlinierne i dansk politik. For at få regeringsmagten, har arbejderbevægelsen måttet støtte sig på dele af funktionærgrupperne - ved siden af koalitionen mellem industriarbejdere, fiskere og husmænd. Den reformistiske drejning i socialdemokratiets ideologi siden 1930'erne kan i vid udstrækning forklares ud fra dette forhold.

Billedet af de moderne funktionærer

Siden 1950'erne er det blevet stadig mere vanskelig at opretholde et klart skel mellem arbejdere og funktionærer. Grunden hertil ligger i de betydelige ændringer i arbejdsliv og beskæftigelse, der finder sted i senkapitalismen. Flertallet af den erhvervsaktive befolkning er idag beskæftiget i serviceerhverv og i den offentlige sektor, og sådan har det været siden slutningen af 50'erne. Også indenfor LO er de funktionærprægede forbund i stærkest vækst, mens industriarbejderforbundene stagnerer i medlemstal. Denne udvikling bliver yderligere forstærket af, at industrivirksomheder siden 1980'erne har søgt at overføre hele arbejdergrupper fra kollektive ansættelsesformer til funktionæransættelse.

Det sker vigtige ændringer i selve arbejdsprocessen, således at skellet mellem arbejdere og funktionærer bliver mere utydeligt. Arbejdere knyttet til den direkte produktion får tekniske funktioner, som angår tilrettelægning og overvågning af arbejdet. Det sker i takt med den stigende automatisering af arbejdsprocessen og fjernelsen af mellemledere (funktionærerne). Kravene til omstilling og efteruddannelse bliver stadig stærkere for industriarbejdere, hvilket fører til mindre ensartede karriereveje.

Samtidig bliver funktionæropgaverne stadig mere teknificerede. Kontorarbejdet bliver mere præget af stordrift, med store virksomheder med op til flere hundrede ansatte. Computerteknologien revolutionerer arbejdet og giver det nyt indhold, samtidig med at den giver uhørte muligheder for både ekspansion og rationalisering.

Den traditionelle funktionærkultur bliver gennemhullet, efterhånden som forvaltningsopgaverne bliver mere tekniske og også funktionærlagene udsættes for rationaliseringstiltag fra kapitalens side. De typiske træk omkring påklædning og væremåde udviskes, mens vægten på selvkontrol bliver mindre efterhånden som arbejderorganisationen øger sin kontrol over medlemmerne. I stedet for de klart afgrænsede funktionærgrupper, vokser der et bredere «mellemlag» frem, som især har baggrund i øgningen i den højere uddannelse.

F.E.