Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med lønarbejde i marxistisk forstand menes, at arbejdskraften er en vare som købes og sælges på (arbejds)markedet på samme måde som en hvilken som helst anden vare. Hvis arbejdskraften eller arbejdsevnen skal kunne udbydes til salg som vare, må ejeren - arbejderen - kunne disponere over sin egen arbejdskraft. Køber og sælger af arbejdskraft mødes på markedet som frie individer, den første som pengebesidder, den anden som vareejer - ejer af sin arbejdsevne.

Arbejderen sælger kun sin vare - arbejdskraften - i en bestemt periode. Hvis arbejderen solgte arbejdskraften en gang for alle, ville han ikke længere være en fri vareejer men en slave. Til forskel fra f.eks. bonden som sælger varer der indeholder hans eget arbejde, er arbejderen nødt til at sælge selve arbejdsevnen for at kunne overleve. Mens bonden selv ejer eller disponerer over produktionsmidler, har arbejderen ingen produktionsmidler, maskiner eller råstoffer. Arbejderen er altså fri i dobbelt forstand: Fri til at sælge sin arbejdskraft til hvem han ønsker - dvs. at han ikke er stavnsbundet eller slave - og fri for produktionsmidler. Dette betyder ikke, at arbejderen ikke ejer noget, f.eks. bil, hus osv. Men disse ting er ikke produktionsmidler til brug i vareproduktionen, de er brugsværdier.

Arbejdskraftens brugsværdi for kapitalen består i, at den kan producere mere værdi end de værdier, der medgår til at reproducere den. Det vil sige, at arbejdskraften har evnen til at skabe merværdi. Arbejdskraftens bytteværdi er bestemt på samme måde som for alle andre varer, nemlig som værdien af de varer der medgår til at producere den. Disse varer - som madvarer, bolig, klæder o.l. - varierer efter f.eks. de klimatiske forhold. Hvad der opfattes som nødvendigt for at producere lønarbejdere, afhænger også af forhold som skyldes den historiske udvikling - som vaner, smag, moden o.l. «I modsætning til hvad der er tilfældet med andre varer, indgår der i bestemmelsen af arbejdskraftens værdi et historisk og moralsk element. Ikke desto mindre vil gennemsnitsmængden af midler som er nødvendige for at opretholde livet for arbejderen i en given periode i et givet land praktisk talt være kendt.» (Marx)

Det typiske for kapitalismen er, at arbejdskraften er blevet en vare. I førkapitalistiske udbytningssamfund som slave- og feudalsamfundet, var dette ikke tilfældet. Udbytningen - dvs. tilegnelsen af merarbejdet - skete på en mere åbenbar måde end under lønarbejdet. Husmandsvæsenet der nåede sit højdepunkt omkring 1850 indebar f.eks., at husmanden der lejede et jordstykke af storbonden, måtte arbejde en del af dagen på bondens gård. Merarbejdet og udbytningen var her synlig for alle parter - men blev forsøgt retfærdiggjort gennem den herskende ideologi om at alle havde deres faste tildelte plads i samfundet.

Udbytningen under lønarbejdet træder derimod ikke så åbent frem for de berørte parter. Den tilsløres af selve lønformen. Det ser ud som om arbejderen får betaling for det arbejde han udfører, og ikke for at kunne reproducere sig selv. Det skyldes, at lønarbejderen ikke er underlagt nogen arbejdspligt, men står helt frit mht. disponeringen af sin egen arbejdskraft. Det frie varebytte af arbejdskraft og det tilsyneladende ligeværdige bytte mellem løn og arbejde er en vigtig kilde til den borgerlige ideologi om frihed og ligeværdighed mellem alle samfundsborgere. Sammen med konkurrencen fordrejer denne illusion de virkelige forhold under kapitalismen.

Den historiske udvikling under kapitalismen kendetegnes ved, at antallet af lønarbejdere stadig stiger. Det skyldes ikke blot, at «alting vokser». Omfanget af andre produktionsmåder bliver mindre. Specielt landbruget er præget af en stærk tilbagegang i antallet af beskæftigede. En væsentlig grund er at efterspørgslen har ændret sig og at teknikken har udviklet sig hurtigt.

Specielt indenfor industrien er antallet af selvstændige vareproducenter gået stærkt tilbage. Dette hænger sammen med kapitalisering og teknisk udvikling, som gør store kapitaler nødvendige, hvilket privatpersoner ikke alene kan skaffe. Også reproduktionen i hjemmet bliver stadig mere domineret af lønarbejde. Husmoderens arbejde aftager i omfang i takt med udbredelsen af hel- og halvfabrikerede madvarer. Dette frigør arbejdskraft til industrien og servicesektoren, og et stigende antal kvinder ønsker derfor lønnet arbejde. En del af dem kommer derfor ud i produktiv virksomhed, mens en del indgår i reservearmeen af arbejdssøgende.

Å.C.