Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Figner (1852-1942), russisk populistisk revolutionær (narodnik). Hendes navn er særligt knyttet til terrororganisationen «Folkets Vilje» (Narodnaja Volja), som hun ledede i en kort periode efter 1. marts 1881. Den dag eksekverede Folkets Vilje sin dødsdom over zar Aleksander II, og Figner var det eneste medlem af eksekutivkomiteen der undgik arrestation. Hun forsøgte under meget vanskelige forhold at genrejse organisationen, men blev selv til slut angivet af en forræder og arresteret i 1883. For sin medskyldighed i zarmordet blev hun dømt til døden, men den stærke reaktion som henrettelsen af Sofja Perovskaja (se Perovskaja) havde vakt, fik myndighederne til at forvandle dommen til straffearbejde uden tidsbegrænsning. Figner sad i 20 år i det berygtede Schlüsselburg-fængsel, hvor hun fik en høj moralsk stjerne for sin ubøjelige vilje og sin opmærksomhed overfor medfanger. Da hun efter revolutionen i 1905 slap fri, fandt hun det vanskeligt at tilpasse sig de nye politiske forhold. En tid samarbejdede Figner med de socialrevolutionære, men brød siden med dem. Figner undgik siden organiseret politisk virksomhed og koncentrerede sig istedet om arbejdet for de politiske fanger i Rusland og samlede penge ind til dem i udlandet. Samtidig begyndte hun at skrive sine memoirer, som hun betragtede som en livsopgave. De blev første gang udgivet i Sovjetunionen i 1926 under titlen «Zapetsjatljonnyj trud» («Det forseglede værk»). De er anerkendt som et vigtigt litterært arbejde, og er på samme tid det vigtigste erindringsværk fra narodnikernes kamptid i 1870'erne og 80'erne.

Figners liv var enestående, men på mange måder samtidig typisk for en stor gruppe radikale russiske godsejerdøtre i denne periode. Hun var blot en i en talløs skare af kvinder, der sluttede sig til Folkets Vilje. En tredjedel af organisationens medlemmer var kvinder. Et studium af disse kvinders baggrund kan kaste lys over de vesttyske terrorgrupper i 1970'erne, hvor et lignende træk er fremtrædende. De fleste af dem var af adelig herkomst, som Figner og hendes søstre Lidija og Jevgenija. Gennem tidsskrifter fik hun kendskab til den nye russiske kvindebevægelse, som på denne tiden kæmpede for at få åbnet uddannelsesinstitutionerne for kvinder, på lige fod med mænd. I begyndelsen af 1870'erne var universiteterne stadig lukkede for kvinder, og Figner ønskede derfor at rejse til Schweiz for at uddanne sig - noget hendes far på det bestemteste nedlagde forbud imod. Figner anvendte nu en metode, som på denne tid var blevet løsningen for mange kvinder i hendes situation; Hun giftede sig med en liberalt indstillet adelsmand. Retten til at tillade hende at søge om pas overgik dermed fra faderen til ægtemanden, der på forhånd havde lovet at følge hende til Zürich. Skønt der her ikke var tale om et fiktivt ægteskab i almindelig forstand, blev det af kort varighed, da Filippov ikke kunne følge Figner i hendes videre politiske udvikling.

For Figner, som for mange af hendes «søstre», blev tiden i Zürich først og fremmest en periode med politisk bevidstgørelse. I 1873 var der i Zürich 182 russiske studenter, og af disse var 104 kvinder. Meget få af dem gennemførte deres faglige uddannelse. De politiske studier var blevet det vigtigste for dem. Figner kom med i den såkaldte Fritsche gruppe. «Fritscherne» var, selv i europæisk sammenhæng, den første rene kvindegruppe der identificerede sig som revolutionære. Afgørende for dem var mødet med den europæiske arbejderbevægelse og indflydelsen fra de russiske revolutionære emigranter, i første række Pjotr Lavrov og Mikhail Bakunin, der begge søgte ind i den russiske koloni i Zürich. Samtidig havde de modtaget vigtige impulser fra den russiske kvindebevægelse, men mens kvindebevægelsen i 1860'erne i første række havde kæmpet mod familiedespotiet og for den enkeltes personlige frigørelse, ville Fritsche gruppen nu vie al sin energi til den store opgave: «at tjene folket». Den pligttro og hengivelse der var resultatet af en kristen-ortodoks opdragelse og som egentlig var forbeholdt familie og ægtemand blev nu istedet overført til folket. Bag dette lå en uklar forestilling om, at «når undertrykkelsen af arbejderne engang var slut, ville undertrykkelsen af kvinder også ophøre» (Figner).

De fleste af disse russiske kvinder vendte tilbage til Rusland, ofte som beslutsomme revolutionære. Fritscherne var før de rejste gået sammen med en gruppe mandlige kaukasiske studenter i «Den panrussiske socialrevolutionære organisation», der vedtog at arbejde blandt russiske arbejdere, som arbejdere. Interessen for arbejderklassen var på en tid ret ualmindelig, da narodnikbevægelsen næsten udelukkende interesserede sig for bønderne. Vi kan her spore en påvirkning fra den europæiske socialisme, men samtidig var fritscherne klar over, at de russiske arbejdere endnu havde tæt kontakt med deres landsbyer og kunne overbringe det revolutionære budskab til deres slægtninge på landet.

Det viste sig, at det kun var kvinderne i den nye organisationen, der når alt kom til alt, var villige til at underkaste sig den utrolige forsagelse det var, at leve de russiske arbejderes tilværelse. Figner selv var imidlertid blevet tilbage i Schweiz for at fuldføre sine studier. Men hun opgav snart det hele og rejste hjem, kun for at opdage at alle hendes venner allerede var arresteret. I 1874 havde populisterne gennemført deres første store «vandring til folket». De opdagede, at deres kærlighed til folket i alt for stor udstrækning forblev ubesvaret, og det blev klart, at et langsigtet oplysningsarbejde blandt bønderne var nødvendigt. Men den ihærdige politiforfølgelse som narodnikerne blev udsat for, gjorde det samtidig ret usandsynligt, at en sådan strategi skulle kunne lede nogle vegne. Det kom Figner selv til at opleve. Hun tog arbejde som filtskærer i en lille landsby, men skønt hendes virksomhed begrænsede sig til at hjælpe bønderne i det daglige og oplyse dem om, hvilke rettigheder de havde, fik hun snart al den politiske øvrighed imod sig. Dette fik hende til at slutte sig til Folkets Vilje, da splittelsen blandt populisterne i 1879 var et faktum. Folkets Vilje ønskede at flytte aktiviteten fra landsbyerne til byerne og angribe regeringen direkte gennem revolutionær terror.

Ingen af kvinderne i Folkets Vilje var teoretikere eller politiske skribenter. Folkets Vilje var en organisation der belønnede beslutsomhed og jernhård vilje. Kvinderne fik en plads i allerforreste linie pga. deres totale hengivelse overfor sagen, deres loyalitet og nærmest ubegrænsede kapacitet til selvopofrelse. «Det er udelukkende pga. disse kvinder», hævdede zarens justitsminister i en rapport, «at halvdelen af Rusland er spundet ind i et net af revolutionære organisationer.» Den indflydelsesrige rolle som kvinderne spillede i Folkets Vilje er enestående i russisk sammenhæng. Samtidig ved vi, at disse kvinder ikke længere i synderlig grad interesserede sig for spørgsmålet om kvindens stilling i det fremtidige samfund. Arbejdsdelingen indadtil i organisationen ville heller ikke tilfredsstille noget feministisk ideal. Figner måtte optræde meget bestemt for at få lov til at deltage i de mest farefulde aktiviteter. Husmoderrollen måtte imidlertid spilles af kvinder. Alt andet ville have vagt mistanke. Alligevel var det i en sådan situation let for mændene at falde tilbage til et traditionelt kønsrollemønster. Manglen på teoretisk debat om dette og andre grundlæggende spørgsmål var i det hele taget organisationens svaghed. Den faste tro på at terrorismen ville kunne udføre mirakler i det russiske samfund var derfor ret dårligt begrundet. Narodnikerne forklarede selv overgangen til den rene terrorisme med, at fredelig agitation var umulig, så længe det zaristiske undertrykkelsesapparatet bestod. Den sociale revolution kunne først begynde, når de politiske skranker var fjernet.

Baggrunden for den russiske terrorisme er ikke fyldestgørende belyst gennem terroristernes egne erklæringer. Moderne forskning har fremhævet kammeratskabets betydning. Venskabet mellem narodnikerne blev efterhånden det vigtigste for dem, vigtigere end «kærligheden til folket». Før den uophørlige jagt på zaren begyndte, blev der lagt enorm vægt på at befri fængslede kammerater, og terrorismen begyndte egentlig som forsøg på at befri narodniker, der var i fængsel, og for at hævne andre der var blevet slået til plukfisk eller henrettet. I fængslerne var dette indre sammenhold den faktor, der i mange tilfælde gjorde det muligt at overleve. Det var 1870'ernes kvindelige narodniker, der grundlagde den stolte populistiske fængselstradition, som de socialrevolutionære senere overtog og opretholdt til langt ind i sovjetepoken. Den anerkendte grundlægger af denne tradition er Figner selv.

Figners tidlige brud med de socialrevolutionære kan bidrage til at forklare den udelte respekt hun blev genstand for i sovjetepoken. Hun boede i Sovjetunionen helt frem til sin død under den anden verdenskrig. I 1926 blev hun i egenskab af «deltager i zarmordet den 1. marts 1881» tildelt en livslang pension fra den sovjetiske stat. Skønt hun aldrig havde været medlem af bolsjevikpartiet, opnåede hun hos almindelige sovjetborgere en status som en slags gammelbolsjevik.

M.B.N. / J.P.N.