Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Akademisk udtryksform for «vurdering». Evaluering anvendes særligt om vurderingen indenfor skolen og i almindelighed om læreres vurdering af elever. Evalueringen har særlig betydning, når elever skal afslutte skolegangen eller en anden uddannelse. Denne evaluering kan udtrykkes i en sammenhængende skriftlig omtale eller i «karakterer». En karakter er en plads i en rangskala, der går fra meget god til meget svag skolepræstation - f.eks. «meget tilfredsstillende men noget rutinepræget præstation» eller «11» («talkarakterer»). Karakterer kan bygge på præstationer ved en afsluttende «eksamen» («eksamenskarakter»), på «prøver» i løbet af skolegangen eller lærerens mere generelle indtryk af eleven («standpunktskarakterer»). En afsluttende evaluering kan fortælle, hvorvidt eleven har bestået eksamen, nået skolens mål, er kvalificeret til et erhverv eller til optagelse ved en anden skole, og den kan sige noget om elevens stærke og svage sider, og om hendes præstationsniveau sammenlignet med de andre elever.

Evalueringer spiller også en vigtig rolle i den løbende undervisning. Elever, lærere og foresatte har behov for at vide, hvordan det går. Evalueringen kan være uformel (rynker i lærerens pande, korte mundtlige kommentarer) eller mere formel (f.eks. karakterer, stjerner, R'er på regnestykker).

Evalueringssystemet har en afgørende indflydelse på hvad der sker i skolen. Det må derfor følges med kritisk årvågenhed:

1. Til grund for al evaluering ligger opfattelsen af hvad der er godt og mindre godt. Disse opfattelser er ikke evigt gyldige sandheder, men gennem evaluering bliver eleverne presset til at acceptere dem, fordi det er ubehageligt at få en negativ evaluering. Forældre bør ikke acceptere en dårlig karakter, men kræve at få at vide hvad skolen har lagt vægt på.

2. Evalueringen spiller stor rolle for, hvordan eleven kommer til at opfatte sig selv; Som vellykket eller mislykket, som klovn, oppositionel, doven, ond, dum eller eliteelev, moralsk agtværdig osv. Et hårdt evalueringssystem kan have varige uheldige virkninger i form af apati, frygt for at prøve noget nyt eller manglende evne til at kæmpe for egne interesser.

3. Evalueringen vil ofte give et skævt billede, fordi eksakt måling er vanskelig, eller fordi et tilfældig indtryk af en elev i en given situation kan blive stående som generel i opfattelsen af elevens evner, viden eller opførsel. Derfor bør forældre prøve at danne sig deres egen opfattelse, som kan justeres gennem samtaler med læreren. Da evaluering er vanskelig, vil man ofte søge at undgå at evaluere det, der er ikke er særlig målbart. Dette kan medføre, at opmærksomheden trækkes mod konkrete fagkundskaber, og at skolens opdragende opgave og ansvaret for eleven som person træder i baggrunden. Da det er vanskeligt at måle forståelse, overblik og vurderingsevne, vil evalueringen ofte lægge vægt på såkaldt eksakte kundskaber. Derved tvinges eleverne til at lægge vægt på disse kundskaber, mens det er forståelse, der gør det muligt at leve et aktivt liv i samfundet.

4. Evalueringen er i reglen et led i et autoritært system, hvor læreren som overordnet evaluerer eleven som underordnet. Ud fra et ideal om ligeværdighed og solidaritet, bør evalueringssystemet gives en anden karakter:

• Alle må evalueres - også lærere og forældre - fordi det der sker med eleverne ikke kun afhænger af dem selv.
• Lærere og forældre må ikke snakke om eleven bag hendes ryg - trekantsamtaler er en god mulighed.
• Den enkelte må hjælpes til at evaluere sig selv på eget værdigrundlag.
• Megen evaluering af den enkelte kan erstattes med evaluering af en arbejdsgruppes indsats og præstation.
• Evalueringen må stimulere den enkelte til at yde sit bedste i og for fællesskabet - fra enhver efter evne - og den må være opmuntrende, ikke fordømmende eller sorterende.

Forældre og elever i de ældre klasser, som ønsker at arbejde for rigtigere evalueringsformer, kan i reglen finde visse synspunkter at støtte sig til i de gældende læseplaner. Både afsnit om evaluering/vurdering og kommentarer til skolens eller fagenes formål er et lille studium værd.

H.T.

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Evaluering

I et førende samfundsvidenskabeligt opslagsværk kunne man i 1968 finde én længere artikel om evaluering. Her redegjorde forfatteren for denne nye form for anvendt samfundsforskning, som for alvor skulle forsøge at bruge den samfundsvidenskabelige viden i praksis ved at følge op på og vurdere projekter og programmer. På det tidspunkt var begrebet stort set ukendt i Danmark.

Evalueringsforskningen voksede frem i USA i ly af den udviklingsoptimisme, som kendetegnede de fleste vestlige lande i 1960'erne. Det der kendetegner evalueringer i forhold til andre former for anvendt samfundsforskning er først og fremmest tidsfaktoren. Evalueringer følger planer og projekter gennem deres udvikling eller sættes ind når et forløb eller program er afsluttet for at vurdere om man har nået det tilsigtede. Evalueringer kommer således meget tæt i tid og sted på det de evaluerer – meget tættere end al anden samfundsforskning.

Den optimisme der oprindeligt var forbundet med evalueringer forsvandt da det viste sig at det var lige så kompliceret at anvende evalueringer til at løse sociale problemer og styre udviklingen i en bestemt retning som det var at anvende andre former for samfundsforskning. Også ved brug af evalueringer stødte man på den illusion at tro, at man kunne bruge samfundsvidenskabelige teorier til rationelt at træffe de rigtige politiske beslutninger, vælge de rigtige løsninger og løse sociale og politiske problemer.

Man måtte erkendte, at heller ikke evalueringer kunne indfri sine løfter om at være en effektiv «social ingeniør» - dvs. en samfundsvidenskabelig problemløser på sociale områder på samme måde som ingeniører er det på tekniske (brobygning). Det betød, at vægten i evalueringer efterhånden blev flyttet fra at være sociale eksperimenter til at blive korrektions- og kontrolmekanismer. Disse mekanismer skulle nøje følge programmer og processer for løbende at kunne gribe ind og korrigere udviklingen. Evalueringer blev nu betragtet som et redskab til styring og regulering af forløb og processer og i stigende grad som et kontrolredskab.

På det internationale plan gik udviklingen stærkt, men i Danmark skal vi godt op i 1980'erne før evalueringerne for alvor slår igennem . Men så går det til gengæld også hurtigt. I 1980'erne var udviklingen af den offentlige sektor i Danmark og en række andre lande blevet et stadigt større finansielt problem. Løsninger som privatisering, udlicitering, modernisering osv. dukkede også op i Danmark. Det gav yderligere et skub i interessen for at bruge evalueringer - både for at følge effekten af forskellige løsninger men også i høj grad for at kontrollere. Denne særlige interesse for kontrolaspektet fik engelske samfundsforsker, Michael Power, til at introducere begrebet «revisionssamfundet».

Der er givet mange begrundelser for anvendelse af evalueringer: de skal bruges som legitimering af politiske beslutninger, der er tale om en rituel øvelser som skal demonstrere at organisationen er moderne, evaluering er et redskab der skal bruges til at udvikle organisationen ved at forsyne den med et vurderende «blik», de er en del af relationen mellem en myndighed og en organisation osv. Det sidste nye er de såkaldte «empowerment» evalueringer, dvs. evalueringer, hvor de der evalueres aktivt inddrages i hele forløbet.

Fra et samfundsvidenskabeligt synspunkt er der to meget centrale forhold der fortjener at blive fremhævet. Det ene er, at vi her har at gøre med en ny måde at producere samfundsvidenskabelig viden på, som ikke længere eksklusivt er i hænderne på samfundsforskerne. Gennem udbredelsen af evalueringer i alle mulige sammenhænge er en række af de metoder, der tidligere var forbeholdt akademisk uddannede forskere nu er blevet tilgængelige og anvendes overalt i organisationer. Med den tyske sociolog Ulrich Beck kan man tale om en form for videnskabeliggørelse af hverdagslivet. Personer der tidligere kun hørte om samfundsvidenskabelige undersøgelser er begyndt selv at producere viden. Denne fremvoksende barfodssociologi er en ny og meget spændende dimension ved evalueringer i det senmoderne samfund, og peger på muligheder for radikale ændringer i den måde eksperter og traditionelle samfundsforskere fungerer på i dag.

Det andet vigtige forhold er, at anvendelsen af traditionelle samfundsvidenskabelige metoder alle vegne i organisationer betyder, at det metodekritiske blik, som i forvejen har haft trange vilkår i den traditionelle samfundsforskning, nu risikerer helt at blive udvisket. Kritiske spørgsmål til at vælge én metode frem for en anden, tekniske krav til anvendelsen, forbehold for hvad der kan sluttes ud fra data osv. rejses yderst sjældent i evalueringer. Det gælder her undertiden at tillid er godt men tal er bedre!

F.H.