Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Tosomhed er det selvtilstrækkelige parforhold. Det væsentlige er ikke ægteskabskontrakten. «Papiret» alene bestemmer ikke indholdet i forholdet. Det vigtige er, at parterne tror og forventer, at de skal være alt for hinanden - dele brød, bord og seng og interesser, venner og alle slags følelser.
Det er umuligt for to mennesker at møde hinanden på alle planer - ifølge ugebladene er dette idealet for samliv. Når disse forudsætninger svigter, opleves det ofte som en skuffelse. Den ene part vil føle sig forrådt af den anden. Mistillid og bitterhed hober sig op gennem småskænderier eller kulde. Denne kamp eller afstand som kan udvikle sig, forstærkes også ved at frustrationer fra andre forhold, f.eks. arbejdslivet, udfoldes på det forkerte sted - indenfor tosomheden. Dette sker, fordi det er legitimt at lade dagens modgang gå ud over ens samlever, og også fordi det nære, hjemmet, ofte er det eneste, personen selv føler at kunne bestemme over.
Tosomheden opløses og nydannes. Enhver tosomhed er eksklusiv, og dermed bliver mønstret, at de følger efter hinanden som perler på en snor. Det livslange ægteskab er muligvis døende, men tosomheden lever. Man må regne med, at erfaringerne ændrer troen på tosomhedens lykke. Men dette fører ikke til, at praksis i væsentlig grad ændrer sig. Det kunne tyde på, at tosomheden ikke kun er et udtryk for ideologi og personlige valg.
Ideologien og realiteten bag tosomhedens parforhold er sikkert stærkest for kvinder. Det er i udgangspunktet givet, at mænd har andre venner gennem job, sport og andre interesser. Kvinder er i højere grad uden sådanne kontakter, eftersom de sjældnere og mere sporadisk deltager i arbejdslivet. Deres sociale aktiviteter er i større grad knyttet til familien og slægten. Den bedste veninde degraderes, så snart der kommer en mand ind i billedet.
Tosomheden kan opfattes som en ekstrem privatisering af det sociale liv - og af kvinder. Den sociale organisering af samfundet har gjort det muligt at trække sig tilbage i troen på parforholdets selvtilstrækkelighed - «vi klarer os godt på den måde». Dette er ikke et specielt mønster i byerne. Arbejds- og familiemønstret på landet er også blevet mere «privat». Lokalsamfundets sammenhold og fællesskab udhules indefra gennem tosomhedens uhæmmede vækst. Også landsbyerne privatiseres og «urbaniseres». En kamp for sammenhold og solidaritet er derfor også en kamp mod tosomheden.
Forstået på denne måde bliver tosomheden en kamp for at ændre den sociale og materielle organisering af hverdagen og give den et nyt indhold med mere nødvendigt samarbejde og sammenhold. På denne måde vil vi samtidig skabe nye rammer for samliv og parforhold. Muligheden for ændring eksisterede allerede i dag. Det bliver derfor samtidig et spørgsmål om den enkeltes ønske og vilje til at leve på en anden måde - til at tage samlivsspørgsmål alvorligt i den daglige praksis.