Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Djævel» kommer af græsk «diábolos», en oversættelse fra det hebræiske Satan: fjende, anklager. Dansk: Fanden, som enten betyder frister eller fjende.

Animisme

Prøver man udfra en udviklingsteori at forstå gudetro og djævletro, er det rimeligt at antage, at djævletroen udspringer af menneskets tendens til at forstå sine omgivelser ud fra sig selv. Et barn synes det er synd for et træ med en brækket gren, og en voksen kan intenst føle, at motorbåden eller bilen stiller sig vrangvilligt an. Alle ting og kræfter der møder mennesket, kan tillægges bevidsthed og vilje, dvs. sjæl og ånd. Særlig gælder dette forestillingen om de kræfter, der ligger bag alt hvad der sker i livet. I animismen der regnes for et tidligt stadium i menneskets kulturudvikling, er dette det almindelige. Alt har sin egen sjæl, og hvor disse sjæle bliver kendte og forstået af mennesket, kan de få faste navne. Særligt vigtig for mennesket bliver de kræfter, der giver lykke og ulykke. Lykke er alt der giver et rigere liv: Vellykket jagt, sejr i krig, stor avl, god sundhed og frugtbarhed hos folk og fæ. Kræfterne er hverken gode eller onde, men snarere drilske eller blide alt efter om de bliver behandlet rigtigt. Derved får specialister, som shamaner eller «de ældste» (= erfarne), der ved hvordan ånderne skal behandles, stor magt. Særligt vigtig bliver kundskaben om, hvordan ånderne kan bestikkes (dvs. offerkundskab), og hvordan de kan tvinges til at tjene menneskets ønsker (ved besværgelse og magi).

Gudetro

Efterhånden udvikledes «storsjæle» eller guder med større magt og bevægelsesfrihed end ånder knyttet til konkrete ting. Specialisterne udvikler sig til konger og præster. De bliver lovgivere som i gudernes navn kan pålægge folket krav for at sikre lykken. Guderne er fortsat hverken gode eller onde, men der er knyttet uhygge til mørkets guder, kuldens guder, stormens guder og krigens guder. Andre folks guder bliver også «onde», fordi guderne tænkes at tage parti for det folk, der dyrker dem. Først med Zarathustra i Persien ca. 650 f.v.t. synes der at være et bevidst skel mellem en god gud og en ond ånd (Ahriman). Jødefolkets oprindelige monolatri (dyrkelse af kun en gud blandt mange) udviklede sig til en skarp monoteisme (troen på kun en almægtig skabergud). Der blev ikke plads til nogen selvstændig ond vilje ved siden af guden. Det onde der ramte mennesker, blev anset for straf på brud på den aftale, guden havde lavet med det folk, der dyrkede ham. Satan var således tænkt som en gudens tjener (engel), med den opgave at fremdrage alt negativt hos dem guden skulle yde hjælp. Satan fik lov til at friste menneskene til aftalebrud og dermed prøve deres sikkerhed. Satanskikkelsen blev under påvirkning af persisk djævletro set som en fjende af gud. Han blev slået sammen med andre folks guder og betragtet som en konge over alle magter i opposition til Israels gud. Særligt synes frugtbarhedsguder at have farvet Satanforestillingerne - i hvert fald i den kristne fantasi. Bukkehorn og bukkeunderkrop synes han at have fået fra skovguden Pan, og nordisk mytologi har muligvis ansvaret for hestehoven, eftersom hesten spillede en vigtig rolle i den nordiske frugtbarhedsreligion.

Kristendommen

På trods af jødedommens og kristendommens erklærede monoteisme, fik djævletroen en stærk plads i begge religioner. Det Nye Testamente er skrevet i en tid, da disse forestillinger var almindeligt accepterede. Den bogstavtro bibeltolkning har sammen med en folkelig animisme holdt djævletroen i live i brede kredse frem til vore dage. For magthavere har djævlefrygten været et kærkomment middel til sikring af befolkningens lovlydighed, da djævlefrygt ofte har været større end frygten for en guds straf over lovbrud. Kæmper man mod djævelen, bliver mange midler tilladt (inkvisition, kætterforfølgelse, heksebrænding), og selv det at lytte til anderledes tænkende er farlig, da man jo risikerer at blive smittet af den stærke onde åndsmagt, man står overfor. Missionærer der betragter andre religioner som djævelens værk, får en kraftigt reduceret lytteevne. Resultatet har ofte været en kulturimperialisme, der har givet os mørke kapitler i kirkehistorien. I krige mod folk med en anden tro kan tanken om at de andre er djævelens tjenere øge soldaters offervilje. Religionskrige kan derfor blive meget bitre, som f.eks. 30 årskrigene i starten var farvede af forestillingen om, at den anden part var antikrists tjener. (Luther anså paven for at være antikrist, djævelens synlige repræsentant på jorden.) I vore dage er djævletroens alvorligste konsekvenser den angst den giver mennesker, som tolker naturlige lyster eller sygdomme (særlig psykiske sygdomme) som tegn på djævlebesættelse. Udbredt er også den ubibelske forstilling, at mennesker efter døden kan komme til et helvede, hvor djævelen har magten. Sådanne forestillinger får mennesker til i angst at fortrænge egne tanker og følelser. Istedet for at lære sig selv at kende overtage de religiøse lederes idealer og ender som masseproduserede «personligt troende».

E.Re.