Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det er ikke småting, vejledning skal råde bod på: ubalancer på arbejdsmarkedet, ligestilling, integration og uddannelse til alle. Eller i hvert fald de fleste. De politiske formål med vejledning formuleres i disse år i sammenhæng med livslang læring, social inklusion og global konkurrencekraft. Det sidste sås især i regeringens Globaliseringsredegørelse og efterfølgende 333 forslag, hvor vejledning spillede en central rolle.

Der sker meget på vejledningsfeltet i år, både i Danmark og i andre lande. Især er der fokus på vejledningspolitik – og på hvilken rolle vejledning kan spille i andre politikområder: arbejdsmarked, uddannelse, integration, ligestilling, økonomi (Plant, 2009).

Men den politiske interesse for vejledning i nyere tid startede længere tilbage. Lige siden fremvæksten af den institutionaliserede vejledning fra omkring ca. 1900 har der været interesser knyttet til vejledning, men i 1975 lød ILO's konvention/henstilling:

«...vejledning er den bistand, der ydes en person til løsning af problemer vedrørende valg af beskæftigelse og dygtiggørelse under behørig hensyn til den pågældendes anlæg og interesser og de beskæftigelsesmæssige muligheder ... vejledningen er baseret på den enkeltes frie valg; dens hovedformål er at give ham/hende enhver mulighed for personlig udvikling og tilfredshed i arbejdet under behørig hensyntagen til den mest effektive udnyttelse af de nationale arbejdskraftressourcer».

Denne tekst er næsten uændret gået igen i officielle rapporter/betænkninger igennem årene og betoner det dobbelte formål med og konflikten i vejledningsindsatsen: det enkelte individs frie valg over for samfundets interesse i en rationel udnyttelse af arbejdskraften: de nationale arbejdskraftressourcer. I dansk iklædning 2008 lød det samme synspunkt: «Vejledningen efter denne lov skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet...».

Undervejs aflagde OECD et besøg i Danmark som et led i OECD's Guidance Policy Review (OECD, 2002). Heri konkluderede OECD at dansk vejledning ikke hang sammen og at styringsstrukturerne var uklare. Det fik stor indflydelse på dansk vejledningspolitik og organiseringen af dansk vejledning fra 2003/04. OECD drev en tydelig vejledningspolitisk linie med vægt på styring og management – men det lå allerede i kortene fra Undervisningsministeriets side, at der skulle ryddes op i dansk vejledning. Der var for meget kludetæppe over det, mente politikerne, som pegede på at der var en snes (ukoordinerede og sektoriserede) vejledningsordninger i Danmark. Her var brug for en sanering, mente både Undervisningsministeriet og OECD.

EU

I EU går den nyere politiske interesse for vejledning tilbage til Memorandum for Livslang Læring (EU, 2000), hvor punkt 5 af 6 handlede om at sætte livslang vejledning på dagordenen i EUs medlemslande. Det blev fulgt op af Resolution om Livslang Vejledning . Og her skinner det tydeligt igennem at vejledning anses for at være et politisk instrument til at understøtte skabelsen af den aktive borger og til at inkludere de marginaliserede – og til at fremme økonomisk vækst i en globaliseret konkurrence:

Alle europæiske borgere bør, hvor det er relevant og under hensyn til de lokale forhold, have adgang til vejledning på alle stadier af livet, idet opmærksomheden især skal rettes mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte. Vejledning skal spille en forebyggende rolle ved at tilskynde til, at den enkelte fuldfører sit skoleforløb, og bidrage til den enkeltes empowerment, med henblik på tilrettelæggelse af egen læring og karriere, og til, at personer, der har forladt skolesystemet i en ung alder, genoptager læringsaktiviteter inden for relevante uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer. Karrierevejledning har stor betydning for fremme af borgernes sociale og økonomiske integration ved at støtte alle borgeres adgang til uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse, forbedre gennemførelsesprocenterne på alle niveauer i uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne, herunder videregående og højere uddannelse samt voksen- og erhvervsuddannelse - og fremme lærendes og arbejdstageres beskæftigelsesmæssige og geografiske mobilitet i Europa. Der er behov for fleksibilitet og diversitet i vejledningen, bl.a. benyttelse af innovative metoder og teknologier, opsøgende arbejde og lignende fremgangsmåder for at øge adgangen til sådanne tilbud, navnlig for unge og voksne, som er vanskelige at nå, og med henblik på at afhjælpe økonomiske og geografiske skævheder. Modtagerne af vejledning skal stå i centrum, både med hensyn til udformningen og evalueringen af vejledningstilbud til både unge og voksne.

Her er ingen slinger i valsen: alle skal have adgang til vejledning – og nogle skal have særlig støtte . En dobbeltstrategi. I den danske udgave er de tilsvarende begreber: Særlig fokus på «særlige vejledningsbehov» (nu: «udvidet vejledning»).

Og i 2008 vedtog EU's ministerråd en opfølgende Resolution om Livslang Vejledning, som meget sigende hedder Council Resolution on better integrating lifelong guidance into lifelong learning strategies, hvori det præciseres at vejledning nu skal prioritere en samlet indsats i forhold til følgende fire områder:

Karriereplanlægning (Career management skills)Adgang til vejledning (Access to guidance services for all)Kvalitetssikring (Quality assurance systems)Samarbejde på tværs af sektorer (Cross-sectoral cooperation)

Her er budskabet (igen), at vejledning skal ses som en integreret del af livslange læringsstrategier. Og at vejledningssystemets enkelte dele skal arbejde bedre og tættere sammen. Det er kendte temaer. Det nye er, at vejledning ses som både sit eget og et integreret politikområde af stor betydning for uddannelse, arbejde, integration, ligestilling etc.

De to resolutioner var godt forberedt i EU's Lifelong Guidance Expert Group og (senere) i the European Lifelong Guidance Policy Network. Her drøfter eksperter fra de europæiske lande (også udenfor EU) vejledningspolitiske spørgsmål og deltager i gensidig læring i såkaldt peer-group learning. Her ligger Danmark i flere henseender i spidsen og har bidraget til udviklingen af vejledningspolitikker i andre lande, bl.a. i forhold til kvalitetssikring af vejledning og lovgivning om national koordination af vejledning. Der tales i denne sammenhæng om the Danish Model – med henvisning til Det Nationale Dialogforum for Vejledning og Voksenvejledningsrådet. Ikke fordi de er perfekte koordinationsorganer – langtfra - men fordi de fleste andre lande ikke har fora der blot ligner. Men en ting er den politiske dagsorden på dette generelle niveau: findes der en samlet europæisk politikudvikling på vejledningsfeltet – f.eks. i forbindelse med EU-udviklings-og forskningsprojekter?

Vejledningspolitik overførsel

Nogle EU-vejledningsprojekter samler støv på hylderne eller genopfinder den dybe tallerken. Men andre får direkte indflydelse på politikudvikling. Et eksempel på det sidste er den dansk-islandske inspiration som var et resultat af Leonardo da Vinci-projektet Workplace Guidance (se Vocational Guidance for Lower-Paid Workers), hvor vejledning blev bragt ud på arbejdspladserne. Ud til folk i beskæftigelse – i form af vejledningshjørner og uddannelsesambassadører. Danske fagforbund var initiativtagere her og vejledning på arbejdspladser af kortuddannede arbejdere har vist sig at være en effektiv metode for at få netop denne gruppe i tale. Dette tog den islandske projektpartner op – og fik i løbet af forbavsende kort tid etableret opsøgende voksenvejledning på virksomheder i samarbejde med en halv snes voksenlæringscentre over hele Island – finansieret delvist af arbejdsmarkedsfonde, dvs. som en del af overenskomsterne (se http://www.frae.is/forsida/).I Danmark blev det islandske initiativ brugt som et af argumenterne for at voksenvejledning skulle indeholde tydelige elementer af arbejdspladsvejledning og uddannelsesambassadører, også i Danmark. Det ses tydeligt i de 22 voksenvejledningsnetværk (se Undervisningsministeriets hjemmeside). Her skal vejlederne bl.a. i samarbejde med uddannelsesambassadører på virksomhederne netop opsøge især de kortuddannede medarbejdere. På et neutralt grundlag og i et tæt indbyrdes samarbejde. Som i Island. Således er ringen sluttet, og det internationale samarbejde har skabt en vejledningspolitisk synergi.

Den type kryds-bestøvning vil der givetvis komme mere af i fremtiden. Ikke for at de enkelte lande skal rette ind efter hinanden, men fordi de europæiske lande står overfor den samme type problemer. Lige for tiden er det stigende arbejdsløshed som står i fokus i den finansielle krise. Det vil kalde på gensidig inspiration og synergi i forhold til bl.a. job-rotationsordninger og opkvalificering. Her kommer vejledning til at spille en vigtig rolle – med inspiration på tværs af landegrænserne.

Janus: en konklusion

Vejledning er et samfundsinstrument til at hjælpe de udstødte, de marginaliserede. Kompensatorisk vejledning, kalder svenskerne det. Men samtidig spiller vejledning en rolle som redskab for udviklingen af de globale og konkurrerende videnssamfund. Her gælder det om at støtte den enkelte i at udfolde sine potentialer, økonomisk set.

Vejledningens Janus-ansigt kikker således i to retninger: en socialt inkluderende og en konkurrenceorienteret. Det sætter sig også igennem i den internationale interesse for vejledning, således som den folder sig ud i EU's Resolution om Livslang Vejledning og i OECD’s interesse for vejledning som et økonomisk udviklingsinstrument: Borgerne skal lære at planlægge og opnå career management skills, som OECD udtrykker det. Vejledning er blevet et policy-område, hvilket afspejles i ELGPN (European Lifelong Guidance Policy Network).

Hvor vejledning tidligere udelukkende var en offentlig aktivitet, er der de senere år kommet hel- og halvprivate aktører på markedet, når vejledning sendes i udbud. Og offentlige institutioner, der agerer som private. Og fagforeninger der danner private selskaber. Samt konsortier der blander disse former. Håbet er, at de vejledte på denne måde får den bedste vejledning for den laveste offentlige udgift. Mest mulig vejledning for pengene (Plant, 2008). Hvor mange penge drejer det sig om? 1.191 mio. kr. årligt iflg. en nylig rapport (Finansministeriet, 2008). Vejledning er en branche af betydelig størrelse. Politikere har en betydelig interesse i at styre den i bestemte retninger, f.eks. i forhold til at påvirke uddannelsesvalg. Og vejledning er stadig en offentlig aktivitet. Det er det offentlige, der bestemmer og betaler - bortset fra f.eks. headhunting og coaching. Men hvorfor udbydes vejledningen ikke på et helt frit marked? Hvis folk gerne vil have vejledning, kan de vel betale for det? Svaret ville være ja, hvis vejledning var et privat anliggende. Men det er vejledning netop ikke kun. Vejledning er i høj grad også et samfundsmæssigt anliggende med mange politiske interesser. Derfor er vejledningspolitik et centralt uddannelses- og arbejdsmarkedspolitisk område. Og integrationspolitisk.

P.Pl.